Hvor er vi på vej hen?
Ovenstående skitse til en forbedret samfundsmæssig ramme om stofmisbrugernes liv er ikke Realpolitik. Legalisering af opiater vil måske en dag blive taget i anvendelse overfor stofmisbrugerne herhjemme, men i så fald vil det være et sidste defensivt forsøg fra normalsamfundets side på at beskytte familien Schlüters arvesølv; ikke udtryk for en respekt for opiatbrugerens ret til også at være her. En accept af denne ret ville være en accept af opiatbrugets normalitet, og en sådan accept ville helt tage piften af narkodramaet og pengene ud af stofmisbrugsproblemet.
Der er to nødvendige betingelser for dannelsen og vedligeholdelsen af sociale problemer. For det første må der være nogle organisatoriske interesser knyttet til det problematiserede fænomen, og for det andet må disse organisationers arbejdsgivere, borgerne, tåle organisationernes ressourceforbrug overfor fænomenet. Denne tålsomhed forudsætter at nogle - mest naturligt folk med noget at vinde herved - beskriver fænomenet på en sådan måde, at det får kognitiv værdi som problem for borgerne.
I forbindelse med stofmisbrugsproblemet er det væsentligt at gøre sig klart, at vore forestillinger om opiatbrug og opiatbrugere ikke er en simpel afspejling af f.eks. de 6-10.000 danske opiatmisbrugeres liv, men en særdeles kompleks bearbejdning af, hvad vi har læst og hørt på anden, tredie, fjerde og femte hånd om opiatbrug fra mennesker med ganske bestemte, partikularistiske relationer til konkrete opiatbrugere. Mange af disse mennesker er læger, psykologer, politifolk og lignende, som kommer i daglig kontakt med stofmisbrugere. Andre, heriblandt nogle af de mennesker, som præger vort billede af opiatmisbrugeren mest, har ironisk nok slet ingen relationer til konkrete opiatbrugere, mens atter andre, som jeg selv, kun har meget få sådanne relationer. Men kendetegnende for disse relationer, når de altså overhovedet findes, er at de er partikularistiske og alene udspringer af en erhvervsmæssig rolle. To af de væsentligste determinanter for udførelsen af en given erhvervsrolle er den organisatoriske ideologi, og den professionelle ideologi, der er knyttet til den pågældende rolle. Det vil sige, at rolleudførelsen, og altså de konkrete relationer til konkrete opiatbrugere, i meget høj grad er bestemmelig udfra de helt eller delvis forenelige organisatoriske interesser, som påvirker rolleindehaveren i kraft af hans medlemsskab af en bestemt profession, og hans ansættelse i en bestemt offentlig eller privat organisation. Totaliteten af disse interessebesiddende organisationer har jeg i kapitel 2 kaldt opiatmisbrugsproblemets problemadministration. De vigtigste private organisationer i problemadministrationen er dagbladene, mens medicinalfirmaer som f.eks. Alfred Benzon (som fremstiller Abalgin) og deres sammenslutninger kan nævnes blandt de sekundære private interesseorganisationer. De vigtigste faglige organisationer er de forskellige pædagogforbund og Den almindelige danske Lægeforening og dens underorganisationer. Blandt de statslige og andre offentlige organisationer kan nævnes Alkohol- og Narkotikarådet, Sundhedsstyrelsen, politiet, Amtsrådsforeningen og Danmarks Radio. Opiatmisbrugsproblemets problemadministration har således ikke en klar organisatorisk struktur, men er ikke desto mindre klart afgrænselig herved, at den form, som det sociale problem stofmisbrug tager inden i hovedet på de fleste danskere, er betinget af hvilke sider af fænomenet, som disse organisationers talsmænd fremstiller som væsentlige. Enhver organisation, hvis medarbejdere bidrager til det samlede billede af problemet, er ipso facto en del af problemadministrationen, også selvom forskellige organisationer betoner/underspiller/fornægter en given detalje af det totale billede. Eftersom de færreste ikke-opiatbrugende danskere har personligt kendskab til opiatbrugere, er danskernes forestillinger om arten af problemet opiatmisbrug som sagt ikke så meget bestemt af egenskaber ved de 6-10.000 konkrete opiatmisbrugere, som af den samlede sum af de delvis forenelige egenskaber, som de forskellige interesseorganisationer indenfor opiatmisbrugsproblemadministrationen tilskriver opiatbrugeme og deres stofbrug. Eksempelvis vedbliver opiatmisbrugemes berigelseskriminalitet at være en "social kendsgerning", også efter offentliggørelsen af Flemming Balvigs resultater (jfr. side 143-145), fordi der knytter sig såvel materielle interesser indenfor store dele af opiatmisbrugets problemadministration, som kognitive interesser i befolkningen, til denne forestilling. Modsat er Abalgin-forgiftningerne en mindre iøjnespringende social kendsgerning om stofmisbrugsproblemet, fordi de materielle interesser indenfor problemadministrationen på dette område er stærkt modsætningsfyldte, og forholdet uden værdiladning af betydning i befolkningen.
Men hvad er det for kognitive interesser i befolkningen, som knytter sig til stofmisbrugsproblemet? Hvorfor er netop den abstinensstyrede kriminalitetsmaskine så interessant i befolkningens øjne, og ikke den stofmisbruger, som går til i en forgiftning af alkohol og Abalgin?
Jeg tror, at forklaringen er, at stofmisbrugeren er ét af de billeder, vi anvender i vort forsøg på at undslippe friheden.
Halvdelen af den voksne danske befolkning har et massivt stofforbrugsproblem i fom af kompulsiv tobaksrygning, der beviseligt forkorter livet og gør de sidste 2-3 årtier af det mere ubehagelige end de behøver at være. Andre hundredetusinder har massive problemer med kompulsivt brug af farlige gifte som alkohol og nervemedicin, og atter andre hundredetusinder har eksistentielle problemer af kompulsiv karakter, d.v.s. går rundt og siger til sig selv, og måske også til andre, at "i virkeligheden ville jeg hellere ..." eller "hvis bare ...". Intet fysisk forhindrer os i at gøre alt det vi påstår vi hellere ville gøre eller værre: holde op med at ryge, forlade den "sure kone", eller sælge parcelhuset og flytte i kollektiv, men vi gør det ikke. Oveni de begrænsninger, der lægges på vor individuelle og kollektive udfoldelse af det økonomiske system og af staten, lægger vi en massiv dosis selvvalgt ufrihed.
I den situation er det godt for vor selvforståelse, men dårligt for vor frihed, at have det sociale problem opiatmisbrug i den bestemte form det har. For i narkodramaet optræder opiatmisbrugeren som prototypen på det driftsstyrede menneske, der i sin manglende selvbeherskelse destruerer sig selv. Set i kontrasten til den postulerede opiatmisbruger fremstår vor egen ufrihed som mere acceptabel og mindre ubehagelig. Og udfra en sådan synsvinkel er det væsentligere, at stofmisbrugeren er en abstinensstyret kriminalitetsmaskine, end at landets læger, i stedet for at udskrive relativt ugiftige opiater af den klassiske type, forsyner stofmisbrugerne med et meget toksisk stof, som er specielt farligt i hænderne på mennesker, som samtidig indtager alkohol. Abalgindødsfaldene er er ikke alene en pinlig kendsgerning for Sundhedsstyrelsen, apotekerforeningen, de praktiserende læger og for Alfred Benzon, men også en irrelevant detalje i skræmmebilledet af stofmisbrugeren. De voldsomt overdrevne forestillinger om omfanget af stofmisbrugernes kriminalitet er derimod såvel gode argumenter for politiet og behandlingsinstitutionernes fortsatte indsats mod stofmisbruget, som et vigtigt element i normalborgerens forståelse af sig selv som "fri", "menneskelig", "rationel" i kontrast til stofmisbrugeren.
Så indtil der bliver opfundet en erstatning for stofmisbrugeren tror jeg egentlig ikke det tjener noget særligt formål at slå på tromme for en radikal omorganisering af kontrol- og behandlingssystemet. Når jeg har gjort det alligevel, så er det for at gøde jordbunden for den dag i fremtiden, hvor folket og problemadministratorerne bliver trætte af stofmisbrugerne fordi de får tilbudt et mere lovende alternativ.
Men er der da intet håb for stofmisbrugerne i den aktuelle situation?
Ikke meget, men måske dog lidt. Den ene lille solstråle er Alkohol-og Narkotikarådets nye behandlingsfilosofi, som jeg gav kniven i sidste kapitel, og den anden er den opmærksomhed, som de nye tyske socialisationsteoretikere som Thomas Ziehe er genstand for blandt socialforskere med tæt kontakt til de pædagogiske uddannelsesmiljøer (se således Berthelsen (1981), Frandsen m.fl. (1982), Illeris m.fl. (1982), Johansen & Thøisen (1983)). Denne voksende opmærksomhed overfor de psykodynamiske aspekter ved socialisationsprocessen vil, kan man håbe, have afsmittende virkning på institutionernes praksis, når de nye pædagogkuld begynder at arbejde i dem. Og det sker heldigvis snart, for personaleomsætningen i disse institutioner er som omtalt hurtig (10).
Når Alkohol- og Narkotikarådets behandlingsrapport også må betragtes som et fremskridt, så er det fordi den trods alt tager det blå stempel af stoffrihedsmålsætningen i behandlingsarbejdet, og så stærkt betoner behovet for akutte omsorgsforanstaltninger for stofmisbrugerne og for en individualisering af behandlingsmålene. At Alkohol- og Narkotikarådet ønsker at benytte disse foranstaltninger til at lokke stofmisbrugerne ind til "rigtig" behandling - hvilket dybest set betyder normalisering m.h.t. stofpræference og livsstil - behøver stofmisbrugerne jo ikke i første omgang at kere sig så forfærdelig meget om. Og eftersom behandlingsinstitutionerne har været så forbandet dårlige til at opfylde stoffrihedsmålsætningen, kan det være, at deres ledere omsider er rede til at bakke ned fra den, når Alkohol- og Narkotikarådet giver kanonstøtte til retraiten. Den umiddelbare mangel på offentlige protester fra centerlederside på Alkohol- og Narkotikarådets behandlingsrapport kan måske tydes i den retning. At den nulevende politiker, som har skaffet politiet de største ressourceudvidelser under henvisning til narkoproblemet, tidligere justitsminister Ole Espersen (11) også bakker op bag Alkohol- og Narkotikarådets nye behandlingsfilosofi (Espersen (1984)) må også ses som et fremskridt.
Til gengæld tegner udsigterne indenfor kontrolsystemet sig sort i sort. Domstole og folketing synes enstemmigt at bifalde politiets stadigt mere indgribende overgreb på retssikkerheden, og stadig flere småforhandlere dømmes efter straffelovsparagraffen. Selv politiet mente kun at to ud af de godt 1.000 personer, som idømtes ubetinget frihedsstraf i 1983 kunne betegnes som bagmænd (12). Dertil kommer, at socialdemokratiet tilsyneladende bakker tanken om behandlingsdomme så helhjertet op, at Ole Espersen i den nævnte kronik bruger det forhold, at finansieringsproblemerne mellem kommuner og stat omkring sådanne domfældelser endnu ikke er løst, til at slå den siddende regering i hovedet med, selvom man formentlig kan gå ud fra, at behandlingsdomme lige netop er en tanke efter den siddende justitsministers hoved.
Alt i alt tegner udsigterne for stofmisbrugerne sig ikke særligt lyse. Heri har forskningen på området i høj grad et medansvar. Men den historie må vente til en anden god gang.