Hvordan virker opiater?
I dette afsnit skal jeg tage to spørgsmål op. For det første hvilken subjektiv virkning der er forbundet med indtagelse af en dosis af et opiat, når man henholdsvis er vant til, og ikke vant til, at tage opiater. Og for det andet, hvilke fysiske og psykiske konsekvenser langvarig og regelmæssig indtagelse af opiater har.
Subjektiv virkning af en dosis
Den umiddelbart observerbare virkning af indtagelse af de fleste opiater hos de fleste personer er, at pupillerne trækker sig sammen, og at åndedrættet bliver langsommere. De subjektive virkninger er derimod yderst varierende. En af de hyppigst oversete egenskaber ved opiater er således, at indtagelse af disse stoffer sjældent medfører velbehag eller eufori for personer, som ikke er vant til at indtage dem. For de fleste (5) patienter med smerter er opiatets vigtigste virkning selvfølgelig, at det dulmer eller helt fjerner disse smerter. Men denne hovedvirkning er ofte forbundet med en række uønskede bivirkninger såsom kvalme, svimmelhed, tørhed i munden, sløvhed eller uro.
For de fleste raske personer er helhedsindtrykket af en dosis morfin eller heroin ubehag. Dette er vist i en række randomiserede, dobbeltblinde eksperimenter; d.v.s. eksperimenter, hvor forsøgspersonerne indtog forskellige stoffer, deriblandt formodede inaktive stoffer som saltvand, i forskellig rækkefølge, og hvor hverken forsøgspersonen, eller den som interviewede ham, om hvorledes han følte sig tilpas, vidste hvilket stof forsøgspersonen havde indtaget ved hver enkelt lejlighed.
Klassikeren blandt disse eksperimenter udførtes i USA i begyndelsen af 50'erne (Lasagna m.fl. (1955), Beecher (1959) kapitel 14 (5a). I forsøget deltog 20 mandlige ikke-stofbrugende studerende og 30 hospitalsindlagte opiatmisbrugere. Hver forsøgsperson fik på 5 forskellige dage en indsprøjtning af 5 forskellige stoffer: saltvand (placebo), pentobarbital (et barbitursyrepræparat som anvendes til operationsforberedelse), amfetamin, morfin og heroin (6). Resultaterne for saltvand, heroin og morfin er vist i tabel 1.
Kun et lille mindretal af de ikke-stofbrugende forsøgspersoner syntes at helhedsindtrykket af morfin var behageligt, mens det store flertal syntes det var ubehageligt. Tilsvarende resultater opnåedes med heroin. Andelen som syntes at de 2 opiater havde en behagelig virkning svarede til andelen som syntes at saltvand havde en behagelig virkning, mens andelen som syntes at opiater havde en ubehagelig virkning var meget større end andelen som syntes at saltvand havde en ubehagelig virkning. Den ubehagelige virkning, som flertallet af forsøgspersonerne oplevede ved opiatindsprøjtningerne, var således klart forårsaget af opiatet, ikke af forsøget eller af omstændighederne omkring det.
Tabel
1. Virkningen af forskellige stoffer på henholdsvis ikke-stofbrugende og opiatmisbrugende mænd (6). |
||||
Virkning: |
||||
Gruppe | Stof | Behagelig | Hverken behagelig eller ubehagelig | Ubehagelig |
Ikke-stofbrugende (ialt 20 mænd) |
Saltvand | 5 | 14 | l |
Morfin | 2 | 2 | 16 | |
Heroin | 5 | 5 | 10 | |
Opiat-misbrugere (ialt 30 mænd) |
Saltvand | 1 | 25 | 4 |
Morfin |
20 |
6 | 4 | |
Heroin | 14 | 13 | 3 |
Helt anderledes var resultaterne for de 30 hospitalsindlagte opiat-misbrugere. Her syntes det store flertal af forsøgspersoner, at morfin havde en behagelig virkning, mens kun få syntes at virkningen var ubehagelig. Årsagen til, at forholdsvis mange syntes at morfin og heroin ingen virkning havde (henholdsvis 6 og 13 personer) er sikkert at finde i, at dosis har været for lav til at overskride den tolerance, som disse patienter stadig havde i behold på trods af, at de havde været uden adgang til opiater i nogen tid før forsøget.
Virkningen af opiater er altså ikke - lige så lidt som virkningen af stoffer som nikotin og alkohol - alene bestemt af stoffets kemisker egenskaber. Egenskaber ved personen som indtager stoffet må tages med i betragtning, når man skal forudsige hvorledes en given person vil reagere på et givet stof. Dette skal jeg vende tilbage til i dette kapitels sidste afsnit. Men først skal jeg se på hvilke fysiske og psykiske virkninger, der er forbundet med langvarig, regelmæssig indtagelse af opiater.