Hashrygning - det dobbelt-skjulte ungdomsoprør (5)
I indledningen til sit essay om "Den disciplinerte sosiologi" analyserer den norske sociolog Thomas Mathiesen udviklingen i tre samfundsorienterede professioner i de forløbne godt 150 år: Juristerne, samfundsøkonomerne og sociologerne. I dette essay peger Mathiesen på, at de tre professioners særlige vækstperioder i Norge falder sammen med tre distinkte faser af kapitalismens udvikling; tre faser med hver sit karakteristiske problem:
Juristernes fremmarch, og den borgerlige rets udvikling, i tiden frem til den verdensøkonomiske krise i 1920'erne var betinget af behovet for at skabe tillid mellem de enkelte aktører på markedet: For at den enkelte aktør på markedet skulle kunne handle udfra nogenlunde sikre forventninger om andre aktørers reaktion på hans handlinger blev der udviklet regelsæt - som så skulle fortolkes af specialister - for adfærden på varemarkedet.
Med verdenskrisen i 1928 opstod et nyt problem: Hvorledes kunne man regulere ikke blot de enkelte aktørers adfærd, men hele det økonomiske system, så alle kunne føle sig beskyttet mod sammenbrud af samme type som 1928-krisen; et sammenbrud, som det jo klart havde vist sig ikke at være muligt at beskytte sig mod v.h.a. individuelle driftsøkonomiske dispositioner? Overfor dette problem stod juraen, og den juridiske profession, hjælpeløs, hvorimod den i Norge i 1930'erne indførte samfundsøkonomiske profession syntes at besidde de fornødne redskaber.
Endelig er der i efterkrigstiden - og specielt i de seneste årtier - opstået nye typer krisetegn i de kapitalistiske samfund: Stigende kriminalitet og rusgiftsbrug, øget bevidsthed om arbejdskraftens nedslidning, stadigt hyppigere manifestationer af nedsat arbejdsvillighed og -trivsel. Overfor disse kriseudtryk står økonomerne lige så hjælpeløse som juristerne i sin tid stod overfor kapitalismens første krise. Psykologer og ikke mindst sociologer begynder at optræde blandt kapitalismens crisis managers (Mathiesen (1978) s. 70-78).
Mens kapitalismens første store krise manifesterede sig i hjertet af det økonomiske system, så har centret for krisen siden forskubbet sig til først det politiske, og senest det sociokulturelle system. Jeg skal i det følgende beskæftige mig med et aspekt af den sociokulturelle krise, som man samlende kan betegne med udtrykket "kulturel frisætning". Det aspekt af krisen, som interesserer mig, er dens effekt på de unges identitetsudvikling.
Industrikapitalismens opkomst indebar en "frisætning" af bønderne - d.v.s. befolkningens store flertal - fra jorden. Men der skete ikke en tilsvarende frisætning fra de kulturelle værdier, som var udviklet under den feudale produktionsmåde. Den jordiske og overjordiske autoritetstro, familiebåndene og respekten for ejendom, ens egen såvel som andres, levede videre. Ligesom industrikapitalismen i alt væsentligt overtog de feudale værdier, overtog den også den feudale familiestruktur - den forlængede kernefamilie - og omplantede den til byerne, i hvis arbejderkvarterer der udviklede sig tilpassede udgaver af det oprindelige landsbysamfund: Karreen og gaden. Langt ind i vort århundrede kunne kapitalismen således drage næring fra sociale netværk og kulturelle værdier udviklet under den feudale produktionsmåde.
Frisætningen fra den feudale kultur er først for alvor sket i efterkrigstiden. Drivkraften i denne frisætning har været den stadig større teknokratisering af den reproduktive sfære, som er gået hånd i hånd med opbrydningen af de sociale netværk i arbejderkvartereme. I dag er det ikke alene de materielle livsnødvendigheder, som i hel- eller halvfærdig form udveksles med arbejdstid: Fritidens indhold erhverves i færdigpakket form fra kulturindustrien, børnenes opdragelse varetages af offentlige institutioners eksperter, og pasningen af familiens syge og gamle ligeså. Mens livet i den traditionelle forlængede kernefamilie og i landsbysamfundet besad en meget høj grad af social, tidslig og rummæssig kontinuitet, er tilværelsen i det moderne storbysamfund præget af stadige skift mellem fysisk og socialt skarpt afgrænsede rum: Gaden (landsbyen) med dens tidligere gensidigt forbundne familieenheder har i dag karakter af et anonymt fysisk rum besat af gensidigt udgrænsende familieenheder. Medlemmerne af den enkelte familie producerer og reproducerer sig i en række gensidigt udgrænsende institutioner (forældrenes arbejdspladser, børnenes daginstitutioner), og det enkelte individ passerer dagligt gennem en række gensidigt udgrænsende institutioner (barnet går fra skole til fritidshjem til boligen, hvor det ganske vist fysisk er til stede, men socialt kan være fraværende mens det hører radio eller ser TV). Mødes familiemedlemmerne i een institution - såsom i det daglige middagsmåltid - bringer de til dette møde oplevelser og problemer fra adskilte virkeligheder. Kvalificeret samtale om dagens begivenheder bliver i stigende grad vanskelig p.g.a. gensidigt ukendskab til hinandens virkeligheder: Barnet har aldrig set forældrene på deres arbejdsplads, og disses førstehåndskendskab til børnenes institutioner, herunder skolen, er også yderst begrænset.
Før teknokratiseringen af den reproduktive sfære skete formidlingen af kulturelle værdier og tydningsmønstre i familien. Eller rettere: Familiens voksne deltog som de mest aktive formidlere af disse værdier og tydningsmønstre i den samlede socialisationsproces. Helt op til midten af dette århundrede var dette stadig muligt. Årsagerne hertil var tre:
- Kernefamilien omkring den hjemmearbejdende mor bestod stadig som udgangspunkt for besøgene i andre institutioner,
- Familieenheden var stadig integreret i et lokalt netværk, hvori andre voksne med samme erfaringsflade og biografi som forældrene dominerede, og
- Forældrenes biografi kunne fortsat anvendes af de unge som et udkast til deres egen fremtid. Ingen af disse tre betingelser er længere til stede i samme udstrækning som tidligere:
1. Kernefamiliens funktionstømning: Forældrenes formidling af værdier og tydningsmønstre finder i dag udelukkende sted i den såkaldte fritid. Men i disse afgrænsede tidsafsnit ser børnene ikke deres forældre opretholde de verbalt hævdede dyder, såsom flid, lydighed og udsættelse af behovstilfredsstillelse. Disse dyder er kun relevante indenfor produktionssfæren, hvortil børnene er forment adgang. I den af varemarkedet strukturerede "fritid" hersker produktionssfærens normers modsætninger. Der er således en diskrepans mellem den måde, hvorpå forældrene opfordrer børnene til at leve, og den måde forældrenes synlige liv udspiller sig. Tilliden til forældrenes værdier og tydninger af virkeligheden mindskes yderligere derved, at børnene gennem kulturindustriens produkter, og gennem de offentlige opdragelsesinstitutioners formidling af teoretisk viden, på anden hånd erfarer om andre, og tilsyneladende ofte langt mere elegante, løsninger på mellemmenneskelige problemer, som ligner de problemer, som de ser forældrene tackle, end de løsninger, som forældrene selv kan præstere. Endvidere præsenteres børnene for mellemmenneskelige problemer, som deres forældre måske hverken har første- eller andenhåndserfaringer med.
2. Netværkenes erosion: At familien ikke længere er integreret i et lokalt netværk (gaden, f.ex.) har til følge, at forældrenes socialiseringsarbejde ikke længere understøttes af konkrete andre voksne med samme erfaringsflade og biografi som forældrene. I stedet for gadens eller kvarterets andre voksne - til hvem børnene tidligere ikke helt sjældent havde biologiske familiebånd - er trådt professionelle opdragelseseksperter på fritidshjemmet og i medierne; personer, der typisk bærer andre værdier, og tyder virkeligheden anderledes, end børnenes egne forældre.
3. Forældrebiografiens irrelevans som udkast til barnets fremtid: Indenfor den reproduktive sfære fremviser efterkrigstidens forældre som sagt færre kvalifikationer som kunne give børnene tiltro til anvendeligheden af deres biografi som udkast til fremtiden. Grundlaget for en sådan identifikation er yderligere svækket ved, at afstanden mellem kvalifikationskravene til børnene og de voksnes erhvervskvalifikationer er øget, specielt i efterkrigstiden. For 50 år siden spillede det ikke nogen afgørende rolle m.h.t. teoretisk viden, om der stod 1910 eller 1934 på smedens svendebrev, mens faderens lange praktiske erfaring betød, at sønnen som nyudlært stadig var faderen fagligt underlegen. Men for blot 20-30 år siden begyndte forældrene at komme til kort overfor deres børn m.h.t. teoretiske kundskaber selv under den erhvervsmæssige uddannelse indenfor samme fag (for slet ikke at tale om konsekvenserne af den intergenerationelle erhvervsmobilitet: Faderen ufaglært, sønnen i lære; faderen faglært, sønnen under uddannelse til mellemtekniker, o.s.v.). Og i dag er forældrene også ofte ude af stand til at opfylde de krav, som grundskolen stiller til selv de mindre børn (et eksempel herpå er den "nye matematik").
Sammenfattende kan man således sige, at så længe kapitalismen lod de oprindelige feudale institutioner familien og landsbyen (den integrerede gade) i fred, så længe formidlede disse institutioner også relativt gnidningsfrit de modificerede feudale værdier og virkelighedstydningsmønstre fra generation til generation. Men med teknokratiseringen og sektoriseringen af den reproduktive sfære - en nødvendig følge af kvindernes opsugning på arbejdsmarkedet og af de øgede krav til arbejdskraftens teoretiske kvalifikationsniveau - og med opbrydningen af resterne af den feudale landsby gennem industriens koncentration og udflytning fra bykernerne, forsvandt grundlaget for denne formidling af værdier og tydningsmønstre. Ligesom bønderne i forrige århundrede frisattes fra jorden og blev overladt til arbejdsmarkedet, så frisattes børnene i efterkrigstiden fra familien og blev overladt til statens og kulturindustriens socialiseringseksperter med deres flertydige budskaber. Selvfølgeligheden i identitetsdannelsen forsvandt: Normer og virkelighedstydninger kunne ikke længere blot overtages fra de voksne - for hvilke voksnes normer og tydninger skulle man overtage? De unge måtte, i langt højere grad end deres forældre, selv arbejde med deres egen identitet.
Til den kulturelle frisætning føjer sig et andet forhold, som er af betydning for forståelsen af den form, som de unges identitetsarbejde i kammeratskabsgrupperne tager. Det er fremkomsten af et massivt, abstrakt og uopfyldeligt præstationskrav fra voksensamfundets side overfor de unge. Det er som et dobbelt-maskeret oprør mod dette præstationskravs konkrete formidlere (skolen og specielt forældrene) at brugen af hash, og tildels andre stoffer, skal ses. Lad os prøve at bestemme dette krav nærmere, ved at se på de tre forhold som betinger det: Øgningen af de teoretiske kundskabskrav, den æstetiske ungdomsmyte, og forældrenes øgede forventninger til børnene.
Lad os begynde med forældrenes ændrede forventninger til barnet, som overvejende er bestemt af ændringer i motiverne til at få børn. Helt op i mellemkrigstiden dominerede et nok så håndfast materielt prokreationsmotiv indenfor alle samfundslag, når bortses fra de meget velstillede: Børn var en forsikring mod nød i alderdommen, en inflationssikret opsparingsform. Udviklingen af det socialdemokratiske velstandssamfund eroderede denne basis for forplantningen og erstattede den med en række psykologiske motiver: angsten for ensomhed i alderdommen, behovet for synlige identitetsmarkører i det anonyme forstadsmiljø, og drømmen om, gennem barnet at realisere de muligheder, som man ikke selv havde realiseret på trods af samfundets lighedsideologi. Men med denne psykologisering af forplantningen blev de indre krav til børneopdragelsen også opskrevet: Det var ikke længere tilstrækkeligt at sikre barnets materielle fornødenheder og "bevidstløst" at disciplinere det i overensstemmelse med ens egne normer: Barnet skulle "formes", og det vel at mærke til et væsen, der m.h.t. evner og muligheder kunne starte voksenlivet fra en mere fordelagtig position end man selv havde kunnet.
Hånd i hånd med forældrenes opskruede forventninger til barneprojektets udfald er gået en øgning af uddannelsessystemets krav om teoretisk viden, og en mindskelse af disse kravs legitimitet. Ligesom familien er blevet svækket som socialiseringsinstrument, har skolen som institution mistet den "aura", som gav de enkelte, hver for sig ubegrundelige indlæringsmål, en selvfølgelighed for den lærende. For mens skoleforløbet tidligere var den synlige forudsætning for at opnå en efterstræbt og mystik-omvunden voksentilstand, er skoletiden idag den rene og skære ventetid. Der knytter sig ikke længere noget mystisk ved voksentilstanden i de unges øjne, snarere tværtimod. Enhver ung har idag på anden hånd stiftet bekendtskab med voksenlivets mysterier gennem skolens og kulturindustriens beskrivelser. Ikke desto mindre er skoleuddannelsen i efterkrigstiden blevet væsentligt forlænget: Knap 5/6 af de unge, som fødtes i perioden 1946-1955 havde gennemført mere end 7 års skolegang, mod halvdelen af generationen født 1936-1945 og 1/4 af dem født før 1936 (Worm (1980) s. 107).
Forældregenerationens forventninger til børnene forbliver delvis skjult indtil skolesystemets formelle selektionsmekanismer træder i kraft. For de unge født i 1950'erne vil det sige omkring 12-års alderen. Derefter går det også slag i slag: Delingen efter 5. klasse og efter 7., de første valgfrie fag i 8. og 9. klasse, og delingen efter 9. klassetrin. I disse år udmøntes forældrenes forhåbninger/forventninger til børnene konkret i krav som: Du skal komme i B-linien, i real-linien, i gymnasiet, o.s.v. Men legitimiteten i disse krav er tvivlsom for de unge, i og med at skolen kun på et helt abstrakt plan kan begrunde kravet om indlæring, og forældrene typisk ikke selv er i stand til at honorere de samme krav. Kravenes manglende forankring i en praksis, som rækker ud over de "knudepunkter" i skoleforløbet, hvor selektionens eksistens ikke kan overses (examiner, karakterboguddelinger), gør, at disse krav konfronterer den unge udefra.
Oveni de to førnævnte faktorer kommer den æstetiske ungdoms-myte: De unge er smukke, kloge og rige, selvom jeg har bumser, går i tredie real, og bor i mine forældres tre-værelses i Valby. Myten konfronterer dels de unge udefra, i form af de voksnes stadige betoning af nutidens ungdoms mange muligheder, og dels indefra. Den unge kan jo se, at myten bærer et gran af sandhed i sig: Han har større teoretisk viden end sine forældre, og kan i dagligdagen konstatere, at han såvel på første som på anden hånd har stiftet bekendtskab med en række mellemmenneskelige problemer og løsningsmodeller, som hans forældre ikke kender noget til. Men netop forældrenes uvidenhed om grænserne for den unges viden og færdigheder gør det også svært for den unge selv at bestemme, ud til hvilken grænse, det er rimeligt at hans kompetence skal strække sig. Med Thomas Ziehes ord:
"Det menneske, som indskrænker sit liv i hverdagen til udelukkende at omfatte de områder, som er bestemt af arbejdsdelingen, og det turde være en indgroet vane hos mange ældre, får ikke i samme omfang de "ekstrafunktionelle" erfaringer, som det tidligere var tilfældet. ... I betragtning af dette er de unges erfaringsformer sandsynligvis mere ekspansive, mere offentlige og kommunikative [end deres forældres ] ...
De unges andel i nye tydningsfærdigheder øger imidlertidig ikke blot deres latente magt. Den kan også slå tilbage på de unge i form af en realitet, som forekommer krævende og fordringsfuld." (Ziehe & Stubenrauch (1983) s.31, 44).
De unge er altså på den ene side gennem den kulturelle frisætning og familiens funktionstømning blevet frataget "selvfølgelige" normer og voksne identifikationsobjekter, og på den anden side blevet gjort til genstand for abstrakte, og dermed uopfyldelige krav fra de voksnes side. - Det er værd at betone, at disse krav ikke kun belaster de unge, som klarer sig dårligt i skolesystemets konkurrence, for det er ikke kun i skolen, at de unge skal præstere: Også på sportspladsen, på popularitetsmarkedet og m.h.t. fremvisning af en "personlighed" presses de unge til stadighed mod nye rekorder. Og rekorder kan, hvad enten de er akademiske, æstetiske eller sportslige, som bekendt altid forbedres.
Det er i dette lys de tilsyneladende modsætninger mellem de forskellige ungdomssubkulturer - der i ikke så fortyndet form endda eksisterer side om side med hinanden i kammeratskabsgrupperne - skal ses: Som maskerede afvisningsforsøg overfor de voksnes abstrakte, uopfyldelige og fremmede krav.
For konflikten med voksensamfundets krav (formidlet af forældrene) kan jo ikke udleves: En afvisning af, hvad der i de unges øjne er de voksnes krav, er i forældrenes øjne en afvisning af muligheder, som forældrene har slidt og slæbt for at skaffe den unge. En afvisning af kravene/mulighederne ville være en totalafvisning af forældrene. Hvis den unge imidlertid oplever presset fra kravene som tilstrækkeligt stærkt til at nødvendiggøre en afvisning, så må denne afvisning iklædes en symbolsk form, og finde sit udtryk udenfor familien. Lad mig prøve at gøre dette klart v.h.a. et eksempel fra min egen biografi:
I min realskoletid - 1964-1967 - var de unge i det område jeg boede - Søllerød kommune - stratificeret efter knallertejerskab: Der var Puch-folket og Velo-folket. Den datidige Puch var som bekendt langt mere modificerbar end den samtidige Velo-Solex. Valg af knallert var en væsentlig identitetsbestemmende faktor: En Puch-dreng ville hellere være blevet set død end på en Velo, og omvendt. Ikke kun knallertejerne identificerede sig med den ene eller den anden type knallertejerskab: Også de af os, som ikke besad en knallert, gjorde det. Jeg nægtede således konsekvent at forstå princippet bag gearskift, hvilket jo var en forudsætning for at køre på en Puch, men lånte til gengæld gerne andres Velo-Solex'er. Blandt Puch-drengene herskede en aktiv interesse for knallertens pleje, og for mekanik i det hele taget. Velo-folket omgikkedes derimod knallerten som et transportmiddel, man jo "måtte" betjene sig af, men for hvis pleje det ikke var acceptabelt at interesse sig. Jo mere brutalt man behandlede det stakkels væsen, des bedre. For begge grupper indgik knallerten, og den måde man behandlede den på, som centrale elementer i den personlige stil, på lige fod med tøjet, den foretrukne beat-musik, radikaliteten i de politiske synspunkter, og ens måde at forholde sig til sport, øl, vin, spiritus, tobak, hash, finkulturens forskellige produkter, o.s.v., o.s.v.
Det interessante er, at selvom der selvfølgelig var en noget hyppigere indbyrdes omgang indenfor de to folk end mellem dem, så var interaktionen mellem dem dog hyppig (6), på samme måde som vi ovenfor i Tabel l og 2 så, at "bedste kammeratskaber" og faktisk samvær udenfor skoletiden blandt Hjørring-skoleeleverne i 1972 fandt sted "over grænsen" mellem hashryger- og ikke-hashryger-land. I begge tilfælde eksisterede "subkulturerne" opblandet i hinanden, uden gensidigt udgrænsende fysiske eller sociale territorier. Kun ved særlige lejligheder - f.ex. koncerter - fandt større grupper unge med samme smag i "objekt-afvig" (Bay (1982) s. 96) sammen adskilt fra de øvrige subkulturer, mens der ved andre lejligheder, såsom private fester, kunne finde en midlertidig segregering sted, som når hashrygerne isolerede sig i et værelse for at fyre en fed.
Denne pluralisme i den overordnede ungdomskultur omkring 1970 - som den daværende voksenkultur savnede ethvert sidestykke til - gjorde kammeratskabsgruppeme til den arena, hvor forskelligeartede identitetsudkast afprøvedes. Jeg vil hævde, at den nødvendige og tilstrækkelige betingelse for denne gensidige stilistiske tolerance var en fælles oplevelse af, at selvom de voksnes krav var uafviselige, så var legitimiteten i samme krav tvivlsom eller helt fraværende. Og denne stilistiske tolerance var på sin side en nødvendig betingelse for, at de forskellige "subkulturer" kunne påvirke hinanden, hvilket i mit miljø bl.a. havde til følge, at hashrygning spredtes fra Velo-folket til Puch-folket.
Jeg påstår således, at de tilsyneladende ideologiske modsætninger mellem "subkulturelle" grupperinger som Velo- og Puch-folkene netop kun var tilsyneladende: I begge tilfælde var det "subkulturelle udtryk" rettet mod en central værdiladet forestilling i voksenkulturen vedrørende teknologiske fornyelsers fortræffelighed og rette anvendelse: Den ulovligt udborede Puch udtrykte en hedonistisk rovdrift på teknologien, mens den mishandlede Velo udtrykte en ringeagt for teknikken. Og af afgørende betydning for forståelsen af disse tilsyneladende forskelligartede handlingsmønstres ensartede budskab er det forhold, at mens knallertudboringsgraden, respektive knallertmisrøgten, udstilledes i kammeratskabsgruppen, så underspilledes/skjultes den overfor forældrene (7). Puch-folket var derfor den nødvendige baggrund for selv-perceptionen af en Velo-identitet, og omvendt.
Jeg vil således hævde, at nødvendigheden af faktisk konformitet overfor de voksnes normbud var den tilstrækkelige betingelse for opkomsten af een ungdomskultur, mens muligheden for at opleve ens egen indre afvisning af disse krav, på den anden side, nødvendiggjorde den stilistiske differentiering indenfor kammeratskabsgruppen.
Afvisningen af forældregenerationens krav var således dobbelt maskeret: For det første iklædtes den en symbolsk form, og for det andet udspilledes denne symbolik i kammeratskabsgruppen, ikke i familien (8). Metaforisk kan situationen beskrives ved at sige, at kammeratskabsgruppen udgjorde det sociale rum, hvori konflikten med forældrene udlevedes, og at udlevningen af konflikten tog form af konstruktion af stilistiske underrum i kammeratskabsgruppens overordnede rum.
For at rekapitulere: Den stilistiske tolerance i kammeratskabsgruppen var betinget af, at de unge, på tværs af stilarter, var fælles om en, mere eller mindre explicit udtrykt, oplevelse af voksenkravenes utilstrækkelige legitimitet. Og denne tolerance var på sin side en nødvendig forudsætning for foranderligheden i kammeratskabs-gruppens stilistiske sammensætning over tid, og det vil bl.a. sige for spredningen af hashrygning.
Det er imidlertid åbenbart, at tolerancen ikke var en tilstrækkelig betingelse for kammeratskabsgruppens stilistiske foranderlighed. Den forklarer med andre ord hvorfor spredningen af et forbudt/afvigende fænomen som hashrygning var mulig; ikke hvorfor det var hashrygning, og ikke en anden afvigende adfærd, som f.ex. afvigende alkoholvaner, som spredte sig med voldsom hast blandt de unge i årene 1966-1969.
På den anden side er det åbenbart, at hashrygning, i modsætning til i forhold til voksensamfundets normer afvigende alkoholvaner, i slutningen af 1960'erne besad en række egenskaber, som gjorde det velegnet til at udtrykke afvisningen af voksensamfundets krav indenfor kammeratskabsgruppens sociale rum:
- Hashrygning var, i modsætning til alkoholindtagelse, hos såvel unge som voksne, associeret med en række "filosofier" som stod i et modsætningsforhold til voksengenerationens og skolens ideologi,
- Hashrygning var, også i modsætning til alkoholindtagelse, eksklusivt i den forstand, at man ikke kunne købe hash på ethvert gadehjørne, og
- Indtagelse af rusgifte sammen med andre mennesker tjener i de fleste kulturer til at markere, at hverdagens tydningsmønstre helt eller delvis suspenderes (9). At beruse sig sammen med en anden er implicit en erklæring om samhørighed og tillid, idet de etablerede tydningsmønstre fra beruselsens begyndelse opgives, og den anden inviteres indenfor i ens inderste. Parterne indbyder hinanden til at deltage i en fælles virkelighedskonstruktion under rusen. Det er klart, at en rusgift som alkohol, hvor rusoplevelsen allerede er struktureret i kulturen, ikke umiddelbart er velegnet til at udtrykke afvisning af forældregenerationen. En ny rusgift som hash er derimod ideel, i og med at den virkelighed som konstrueres under påvirkning af denne i rusgift, er forældregenerationen ukendt.
I forbindelse med alle tre punkter ovenfor er resultaterne i Tabel 3 ovenfor interessante, idet de antyder, hvilke unge det var, som formidlede hashrygning fra medierne til kammeratskabsgruppen og (specielt) fra kammeratskabsgruppe til kammeratskabsgruppe (10).
For ikke alene var hashrygerne i Hørring-skolemes 9. klasser hyppigere toneangivende i deres skoleklasser end deres ikke-hashrygende klassekammerater, de omgikkedes også flere andre unge. På spørgsmålet: "Hvor mange forskellige venner har du besøgt i løbet af de sidste 7 dage?" svarede hashrygerne i gennemsnit knap 6, mens de andre elever i gennemsnit svarede knap 3. Og på spørgsmålet om, hvor hyppigt de gik i ungdomsklub, svarede hashprøverne gennemsnitligt, at de besøgte sådanne klubber 2 gange om ugen, mens de øvrige elever i gennemsnit svarede, at de gjorde det sjældnere end l gang ugentligt (11). Hashrygerne syntes således ikke alene at være toneangivende i kammeratskabsgruppen, de havde også bedre muligheder for at opdage og importere nye stilistiske elementer. Hashrygerne medierede således normer og stilelementer fra gruppe til gruppe, og kunne gøre dette fordi deres relativt høje status i kammeratskabsgruppen (i dette tilfælde skoleklassen) tillod dem et friere spillerum m.h.t. overholdelse af gruppens normer (Riecken & Homans (1954), Dittes & Kelley (1956)).
Desværre har vi ikke rigtig overbevisende empiri fra omkring 1970, som kan belyse hvorfor hashrygning spredtes, mens brug af morfin o.a. opiater ikke gjorde det. De ovenfor givne oplysninger om opiatprøvernes relative marginalitet i Hjørring skoler kan kun antyde, at de som prøvede opiater - i modsætning til hashprøverne - ikke var i nogen ideel udgangsposition m.h.t. at få deres klassekammerater til at forsøge sig med opiater. Hvad vi derimod ved er, at opiaterne blev de stoffer, omkring hvilke den egentlige stofmisbrugersubkultur definerede sig. Hermed er vi kommet til dette kapitels sidste emne.