Noter til kapitel 1
1. Stofmisbrug kan defineres på et utal af måder,
alt efter ens øjeblikkelige moralske/ teoretiske/politiske behov, og
definitionerne spænder fra meget enkle og umiddelbart anvendelige,
til meget komplekse og i praksis svært anvendelige. Som et eksempel
på en meget enkel definition kan nævnes den legalistiske, hvor
stofmisbrug er brug af stoffer, hvis besiddelse er ulovlig i henhold
til lov om euforiserende stoffer, i følge denne definition falder
indtagelse af selv de største mængder alkohol eller andre lovlige
rusgifte uden for begrebet stofmisbrug.
Dette er til gengæld ikke tilfældet med de fleste kliniske
definitioner. Den alment accepterede kliniske definition herhjemme
er Finn Jørgensens (Jørgensen (1972)). Ifølge denne definition er
stofmisbrug stofbrug som medfører somatiske, psykiske eller sociale
komplikationer for brugeren, eller hvis fortsættelse indebærer fare
for udvikling af sådanne komplikationer. Med "stofbrug" henviser
Jørgensen ikke kun til indtagelse af stoffer, men også til måden
hvorpå stoffet indtages, og den sociale sammenhæng, hvori
stofindtagelsen finder sted. Tilsvarende skal "sociale
komplikationer" forstås i videst mulig betydning.
2. I en lærebog om morfinens lægelige brug fra 1880 anføres det, at bl.a. følgende sygdomme med fordel kan behandles med dette stof: Angina pectoris, astma, bronkitis, kolera, kræft, hysteriske kramper, hjertesygdomme, Huntingtons chorea, delirium tremens, dypsnø, sukkersyge, diarrhoea, emfysem, epilepsi, mavesår, søvnløshed, urin-inkontinens, kløe, lumbago, malaria, mani og sindssygdom, meningitis, neuralgi, nymfomani, reumatisme, tetanus og opkastninger under svangerskab. (Citeret i Terry & Pollens (1928) side 71-72).
3. Dette synes således at have været tilfældet i Grækenland før vor tidsregnings begyndelse og i Indien indtil dette århundrede. (Blum (1969)).
4. Nogle stoffer, heriblandt cannabis, har (i hvert fald hos nogle personer) "omvendt tolerance", d.v.s. at den søgte virkning kan opnås ved indtagelse af en stadigt mindre dosis (Canadian Commission (1973) side 290).
5. Sværere postoperative smerter kan lettes hos 70% af patienterne ved injektion af 10 mg morfin og hos 80% ved injektion af 15 mg morfin. Indtagelse af morfin gennem munden letter kun postoperative smerter hos 40%, mens injektion af saltvand (placebo) er fundet smertelindrende hos henholdsvis 30 og 40% af de undersøgte patienter (Beecher (1959) kapitel 3, og Lasagna m.fl. (1954)).
5a. For henvisninger til senere diskussioner af disse experimenters resultater, se Kaplan (1983) note 78 på side 29.
6. 11 af de 20 ikke-tolerante forsøgspersoner fik indsprøjtet 15 mg morfin, medens 9 forsøgspersoner fik indsprøjtet 8 mg morfin. En lidt større andel af de 11 end af de 9 syntes at virkningen var ubehagelig. 16 af de 30 tolerante forsøgspersoner fik indsprøjtet 22,5 mg morfin, medens 14 fik indsprøjtet 15 mg morfin. Der var ingen forskelle mellem de to grupper med hensyn til stof oplevelsen. Alle doser var pr. 70 kg kropsvægt. Heroindoserne var som følger:
Ikke-tolerante: 11 fik 4 mg og 9 fik 2 mg.
Tolerante: 16 fik 6 mg og 14 fik 4 mg.
(Lasagnam.fl. (1955)).
7. En læge med stor erfaring med langvarig smertebehandling af cancerpatienter har fortalt mig, at denne toleranceudvikling for den smertelindrende effekt oftest ophører efter en indledende fase, således at patienten, hvis smerterne i øvrigt ikke tager til, kan forblive på den samme dosis måneder i træk.
8. Zinberg & Lewis anfører følgende kasuistik: "Dr. C, en 47-årig hvid succesfuld alment praktiserende læge konsulterede en psykiater p.g.a. de moderat svære depressive følelser han havde oplevet efter at en kvinde, til hvem i han i 10 år havde haft et seksuelt forhold, havde besluttet at flytte til en anden by. Dette forhold var hans tredie længerevarende udenomsægteskabelige forhold, men det første hvor det var kvinden som havde afbrudt forholdet. Den grad hvormed hans selvfølelse led herunder overraskede ham, og for første gang i sit liv oplevede han betydelige vanskeligheder m.h.t. at leve op til de krav, som hans praksis, hans kone og hans to børn stillede til ham. Nærmest i en bisætning fortalte han, at han i mere end 12 år havde taget 4 daglige indsprøjtninger a 15 mg morfin lørdag-søndage undtaget. Dosis havde været konstant over hele denne periode, bortset fra når han en sjælden gang var usædvanlig travl eller anspændt . . . han udtrykte ingen skyldfølelse over sit stofbrug og understregede, at han ikke havde den mindste tilbøjelighed til at holde op ... Under depressionen holdt han dosis på det sædvanlige niveau, selvom han indrømmede, at være under et betydeligt indre pres i retning af at øge den. l den indledende fase af den psykiatriske behandling mødte han en kvinde, som efter et stykke tid indvilligede i at blive hans elskerinde. Så snart denne forbindelse var cementeret, forbedredes hans stemningsleje og han afbrød den psykiatriske behandling" (Zinberg & Lewis (1964), min oversættelse).
9. Nyere tids mest celebre opiat(mis)bruger, Thomas de Quincey, indtog fra sit 20. til sit sidste og 74. leveår dagligt opium i doser svarende til fra godt 150 milligram til knap 4 gram morfin. I løbet af disse 55 år lykkedes det ham at opfostre 6 børn, skrive i hundredevis af kortere og længere essays (hans samlede værker fylder 14 digre bind), og så godt som dagligt spadsere 15 kilometer eller derover (Schiller (1976)).
10. Porter & Jick kunne blandt 11.882 patienter, som på et nordamerikansk hospital havde modtaget opiater ved mindst én lejlighed, kun finde 4 som senere havde udviklet et ikke-lægeligt forbrug af opiater (Porter & Jick (1980)). Evans fandt, at kun 9 ud af 130 patienter, som havde taget opiater mod kroniske smerter i mindst 1 år udviste "drug-seeking behaviour" når man forsøgte at afhjælpe deres smerter ved anden behandling (såsom nerveblokade) (Evans (1981)). Og Zinberg interviewede 100 tilfældigt udvalgte patienter, som i mindst 10 dage havde modtaget massive doser opiater mod stærke somatiske smerter på et hospital om deres lyst til at indtage opiater efter helbredelsen. Kun én patient fortalte, at han havde oplevet et sådant ønske, og dette var sket på et tidspunkt, hvor han troede at den sygdom, som havde foranlediget opiatbehandlingen, var vendt tilbage (Zinberg (1974) side 157)).
11. Dette såkaldte "kontrollerede heroinbrug" har været genstand for stadigt stigende interesse i udlandet i det seneste årti. Se f.ex. Harding (1981) og Appendiks C i Zinberg (1984) for en gennemgang af litteraturen.
12. Hvor store doser nogle opiatbrugere kan komme op på illustreres af følgende citat af dr. Willis P. Butler, leder af morfinvedligeholdelsesklinikken i Shreveport, Louisiana fra1919til 1923: "Jeg så engang en mand indtage 12 grains [=720 milligram morfin] i en enkelt intravenøs indsprøjtning. Han rejste sig op, sagde "Ah, det gjorde godt!" og gik igen." (Waldorf m.fl. (1974) side 22, min oversættelse).
13. Hvis sådanne regler ikke findes, er en hyppig konsekvens "toksiske psykoser", d.v.s. voldsomme og langvarige angstanfald udløst af indtagelse af stoffet, jfr. exempelvis Becker (1967), Becker (1973) og Bialos (1970). Den indlæring, som den uerfarne stofbruger (i dette tilfælde marihuanaryger) må igennem er beskrevet af Becker (1963), kapitel 3. Det er iøvrigt værd at bemærke, at den "kulturelle visdom" som videregives fra erfarne til uerfarne brugere ikke er uforanderlig, l visse kredse var det i årene 1966-67 i København en udbredt overbevisning, at hashrygning sammen med alkoholindtagelse medførte "bad trips", mens marihuanarygere i New York i 1920-erne mente at alkoholindtagelse forhindrede dem i at blive skæve (Becker (1963) side 52, fodnote). Hverken den ene eller den anden af disse forestillinger tror jeg er udbredt på den nuværende hashscene i København.
14. Zinbergs interviews med "kontrollerede heroinbrugere" viser dette med stor tydelighed. Ligesom der for hundrede år siden ikke var grænser for hvad lægevidenskaben mente at kunne bruge morfin til (jfr. citatet i note 2 ovenfor), så synes der i dag ikke at være grænser for hvad heroin kan bruges til: Beroligelse såvel som opkvikning, fantaseren såvel som logisk tænkning, afslapning foran TV-skærmen såvel som fordybelse i finkulturelle produkter, fornøjeligt samvær såvel som kedeligt slavearbejde, o.s.v. Se Zinberg (1984) side 82-134.
15. At det sete ikke kun afhænger af de øjne som
ser, men også af, hvad de øren, som sidder på samme hoved som disse
øjne, hører, er gammelkendt fra socialpsykologien (se f.eks. Israel
(1963) kapitel 9 for en sammenfatning). Kyvsgaard har refereret et
nyere eksperiment som på dramatisk vis illustrerer dette forhold:
I slutningen af 1950'erne opfandt psykologer begrebet
"sensorisk deprivation" til at beskrive det forhold, at mennesker,
som kunstigt udsættes for ekstrem stimulations-fattigdom reagerer
med en række symptomer og til sidst bryder totalt sammen. Som andre
psykologiske begreber indgår begrebet i dag i den almindelige
kulturelle ballast i den amerikanske middelklasse. Kyvsgaard
refererer forsøget på følgende måde:
"Forsøgspersonerne i eksperimentet blev, ligesom
forsøgspersonerne i almindelige eksperimenter med sensorisk
deprivation, placeret i et rum, hvor der findes en "panik-knap" og
mulighed for at overvåge forsøgspersonernes reaktioner. Blot var der
den væsentlige forskel, at rummet de placeredes i, ikke var specielt
fattigt på stimulation: Det var et almindeligt, veloplyst
dagligstuerum med magelige stole. Forsøgspersonerrne fik endvidere
serveret smørrebrød og isvand. Kontrolgruppen i eksperimentet blev
placeret i et tilsvarende rum, blot uden overvågningsmulighed og
panik-knap. De fik at vide, at de var kontrolgruppe til et forsøg om
sensorisk deprivation. Eksperimentet viste, at eksperimentalgruppen
reagerede på samme måde som forsøgspersonerne i eksperimenter med
egentlig sensorisk deprivation. Disse resultater fortolkes således,
at personerne i eksperimentalgruppen reagerer på den mening, de har
tillagt deres omgivelser. Som gode forsøgspersoner havde de ment, at
rummet skulle indgive dem en oplevelse af sensorisk deprivation. Det
bliver så denne tillagte mening, de reagerer på, og ikke rummets
egentlige kvaliteter." (Kyvsgaard (1984) side 81).
16. Abstinenssymptomerne er typisk lettere for (frivillige) klienter i behandlingsprogrammer som fornægter abstinensubehagets eksistens end for klienter i andre behandlingsprogrammer. Se således Zinberg (1974).