Kontrolsystemets udvikling frem til 1965
I indledningen til kapitel 2 skrev jeg, at stofmisbrug blev et socialt problem i Danmark i 2. halvdel af 1960'erne. Faktisk havde Danmark i hvert fald i to tidligere perioder haft et socialt stofmisbrugsproblem. Første gang var i perioden 1876-1883, og anden gang var i perioden 1944-1955. I begge perioder var problemet dog langt mindre intenst end i de sidste to årtier.
Den første problemperiode opstod som en følge af, at man i udlandet i 1870'erne var blevet opmærksom på, at nogle patienter vedblev med at indtage morfin pr. indsprøjtning efter helbredelse fra den sygdom som havde introduceret dem til stoffet og til sprøjten. Den efterfølgende opdagelse - på baggrund af en forespørgsel fra Ugeskrift for Lægers redaktion til landets læger - af 24 lignende tilfælde i Danmark i 1876, og den efterfølgende debat heraf i samme tidsskrift, førte i 1883 til en stramning af kontrollen med materialhandlernes salg af opiater og til indførelsen af den siden da gældende regel, at recepter på præparater med et vist mindsteindhold af opium eller morfin skal annulleres af apoteket efter ekspedition. Nogen egentlige lovgivningsmæssige konsekvenser fik problemet dog ikke (Indenrigsministeriet (1953) side 23).
Problemet synes i de efterfølgende 40-50 år at have været forsvundet fra såvel offentligheden som myndighedernes synsfelt. Ifølge den nævnte betænkning fra 1953 synes de praktiserende lægers indstilling - nok så fornuftigt - at have været "at man ikke uden videre kan berøve en eufoman hans stoffer" (Indenrigsministeriet (1953) side 28). Og i forbindelse med Danmarks ratifikation af de internationale opiumskonventioner i årene fra 1913 til 1936 "fremhæves i myndighedernes interne erklæringer, at disse mere indgribende regler egentlig var uden særlig betydning for danske forhold" (Indenrigsministeriet (1953) side 24). Helt op til 1955 var det kun sundhedspersonalets måde at fordele disse stoffer til sig selv og deres patienter, og erhvervelsen af sådanne stoffer ved hjælp af ulovlige midler (tyveri, dokumentfalsk og hæleri), og ikke-autoriserede personers udbredelse af disse stoffer til andre, som var reguleret af lovgivningen. Brug og besiddelse var ikke i sig selv strafbart.
Den afgørende dato for den ny kontrolpolitiske æra var den 10. november 1950. Den dag nedsatte Indenrigsministeriet et udvalg med repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet og Den almindelige danske Lægeforening til at "undersøge de lægelige og administrative problemer, der knytter sig til anvendelsen af morfin og andre præparater med euforisk virkning, samt overfor ministeriet at fremkomme med forslag sigtende til at mindske misbruget af disse stoffer" (Indenrigsministeriet (1953) side 5).
Resultatet af dette udvalgsarbejde var to ændringer i lovgivningen: For det første indførelsen af lov om euforiserende stoffer i 1955 til afløsning af opiumsloven fra 1936 (sidst revideret i 1948), og for det andet nogle ændringer i lægeloven. Endvidere foreslog udvalget et sæt nye vejledende retningslinier for lægers ordination af specielt opiater og præparater af amfetamingruppen.
Lov nr. 169 af 24. maj 1955 om euforiserende stoffer betød en udvidelse af stoflovgivningens område på to væsentlige punkter: For det første blev selve besiddelsen (det vil i praksis sige brug) af de berørte stoffer som nævnt kriminaliseret (7a). For det andet var loven, i modsætning til opiumsloven fra 1936, en bemyndigelseslov, således at fastsættelsen af hvilke stoffer, det var ulovligt at besidde og udbrede, blev overladt til indenrigsministeren. Det betød umiddelbart en udvidelse af antallet af stoffer som det var forbudt at besidde/udbrede uden behørig autorisation (således blev amfetamingruppens præparater straks kriminaliseret), og på længere sigt, at administrationen (ministeren) uden om folketinget kunne bestemme om bestemte stoffer skulle legaliseres eller kriminaliseres.
Ændringerne i lægeloven (1956) og de nye retningslinier for ordination af "euforiserende" stoffer sigtede først og fremmest mod at øge Sundhedsstyrelsens og embedslægernes indsigt i, og mulighed for indgriben over for den enkelte læges måde at ordinere specielt stoffer af opiat- og amfetamingrupperne til sig selv og til "eufomane" patienter på.
De umiddelbare virkninger af de skærpede regler i kølvandet på 1953-betænkningen var formentlig begrænsede. Ser man isoleret på Nyhavnsgruppen, så forudsatte denne gruppes erhvervelse af stoffer en vis grad af ukendskab til gruppens eksistens og til dens enkelte medlemmer hos det udleverende apotekspersonale (idet en stor del af recepterne var falske) og tilsvarende hos de praktiserende læger (idet resten var udskrevet af "godtroende" læger til ofte ikke-eksisterende personer). Det offentlige postyr omkring Nyhavnsgruppen har formentlig i sig selv gjort livet surt for dennes medlemmer, i og med at de berørte lægers og det berørte apotekspersonales opmærksomhed var blevet vakt. De straffesager, som Sundhedsstyrelsen i tiden fra 1944 foranledigede gennemført mod læger, hvis ordinationsvaner overfor "eufomane", styrelsen fandt uforsvarlig, har formentlig været nok så vigtige som de formelle ændringer i lovgivningen med hensyn til at øge lægernes tilbageholdenhed overfor formodede eller mulige stofmisbrugende patienter.
Noget tilsvarende kan antages at gælde for de "legale euformane"; d.v.s. personer, som uden tilknytning til Nyhavnsgruppen fra en enkelt eller nogle få læger erhvervede opiater og/eller amfetaminpræparater til eget brug. Straffesagerne og embedslægernes øgede interesse for lægernes ordinationsvaner må have gjort det sværere for de mellem 500 og 1500 personer, som det drejede sig om, at få fat i de foretrukne stoffer (8). Dette kan være en del af forklaringen på de lave doser, som Nimb konstaterede i sit provinsmateriale (jfr. ovenfor, side 90). Hvorvidt nedgangen i forbruget af opiater og amfetaminpræparater hos denne gruppe patienter så er blevet kompenseret med et øget forbrug af andre stoffer såsom barbiturater, efedrinholdige lægemidler og alkohol, kan man kun gisne om, men det forekommer sandsynligt. En ting kan man vist imidlertid slå fast: Det sociale problem stofmisbrug forsvandt igen indtil 1965. Og når bortses fra administrativt betingede småændringer forblev lovgivningen på området uændret til 1969.