Struktur- og funktionsproblemer i det socialpædagogiske behandlingssystem
At beskrive alle de mange forskellige konkrete former som de offentligt finansierede socialpædagogiske behandlingssystemer har taget op gennem 1970'erne og 1980'erne er ikke muligt her. Min gennemgang af tre centrale funktionsproblemer for systemet kan således i enkelte tilfælde skyde ved siden af. Ikke desto mindre er kritikken i sin generelle form baseret på de observationer af systemets funktion, som systemets egne har gjort i de forløbne 15 år, hvorfor den må antages at have et meget bredt gyldighedsområde.
For det første blev faseprogrammet ikke realiseret i sin fulde udstrækning af de offentligt finansierede behandlingssystemer (5). De faser, som typisk er blevet underbetonede har været den uforpligtende rådgivnings- og omsorgsfase (fase I i Finn Jørgensen's model) og udslusningsfasen (fase IV). I dag er situationen endda den, at samtlige kommunale og amtskommunale ungdomscentre stiller krav om stoffrihed før indgang i den socialpædagogiske behandling (Alkohol- og Narkotikarådet (1984) side 58), d.v.s., at de fleste programmer kun indeholder tilbud indenfor faserne II og III (6). Ligeledes er den af Karen Berntsen lancerede refugietanke aldrig blevet realiseret, selvom den f.eks. indgik i det forslag til et kommunalt narkobehandlingssystem, som Københavns kommunes magistrat vedtog i 1970 (se Københavns kommune (1970)). For det andet har behandlingssystememe til stadighed indadtil været præget af interne ledelses- og kompetencestridigheder, og udadtil af spændinger mellem institutionerne og de offentlige bureaukratier, som havde overopsyn med dem. Dette har været særlig grelt for de københavnske systemer, og har medvirket, dels til professionaliseringen af behandlingen, og dels til en meget høj grad af personale-uro og -udskiftning (Saarde (1973), Kyed (udateret), Daugaard Pedersen (1981)).
Disse to forhold har bidraget til fremelskelsen af en tredie problematisk egenskab ved det socialpædagogiske behandlingssystem, nemlig en forskydning i målsætningen med behandlingsarbejdet. Dette forhold skal jeg gå nærmere i dybden med.
Målforskydningen
Som jeg har læst Karen Berntsen og Finn Jørgensen mener jeg at kunne sammenfatte deres målsætninger med samfundets indsats på stofmisbrugsområdet i følgende parafrase:
"Det moderne stofmisbrugsproblem er et af det kapitalistiske industrisamfunds krisetegn. Symptomet består i at et stort antal unge gennem deres opvækst bibringes to handicaps: For det første en ringe evne til at indgå i gensidige relationer med andre. For det andet en ringe evne til, eller ønske om, at leve op til samfundets krav om målrationel, disciplineret adfærd rettet mod opnåelsen af langsigtede mål. Disse to handicaps er en forudsætning for disse unges tiltrækning til, og efterfølgende socialisering i, stofmisbrugssubkulturen.
Forsøg på løsninger af problemet må således primært rette sig mod samfundets sociale og økonomiske organisation.
Sekundært må man tilbyde de unge, som nu engang er blevet ramt af disse handicaps, og som yderligere er blevet belastet af stofmisbrugets og stofmisbrugerlivsstilens komplikationer, hjælp til at finde frem til en for dem selv mere tilfredsstillende, og for samfundet mere acceptabel, livsmåde end stofmisbrugerlivsstilen. Det vil sige at man må søge at hjælpe dem til
- At øge deres evne til, og muligheder for, at indgå i gensidige relationer med andre, således at de, alt efter egne tilbøjeligheder, enten
- sammen med konkrete andre kan opbygge sociale nicher indenfor den overordnede kultur, hvor de kan realisere samlivsformer, som ikke er gængse i normalkulturen og/eller
- kan forøge evnen til at konkurrere med andre på lige fod indenfor uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, m.v.
Opnåelse af behandlingsmål l forudsætter ændringer såvel hos den unge som i hans nærmiljø.
For at behandlingsmålene 2 og 3 kan realiseres, er det ikke tilstrækkeligt at den unge "retter ind til højre". Det er også en forudsætning, at nor-malsamfundets institutioner udvider grænserne for, hvad der er acceptabelt med hensyn til samlivsværdier, arbejdsindstilling og livsstil iøvrigt."
"De ansvarlige" - her konkret de ansvarlige for behandlingssystemet - har i ét og alt vendt op og ned på denne programerklæring. Hovedproblemet, den sociale strukturs invalidering af unge (og ældre), er forsvundet af syne, og målsætningen med den specifikke behandlingsindsats er i dag helt klart afretningen af den unge, så han opgiver sin afvigende livsstil og stofpræference og lader sig socialisere til arbejdskraft, d.v.s. til at være den sidste halve meter i den kilometerlange kø af unge arbejdsløse. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af en "Redegørelse fra de amtskommunale og kommunale ungdomscentre" om behandlingen af stofmisbrugere, redigeret på vegne af den samlede ungdomscenterlederstand af den daværende leder af Roskilde Amts Ungdomscenter, cand.psych. Elsa Schmidt og lederen af Dag- og Døgncentret i København, cand.psych. John Andersson:
"Samfundets intervention, hvis man skulle forsøge at gribe om ondets rod, må være en behandlingsmæssig og socialt betonet indsats for at ændre vilkårene for den enkelte stofmisbruger og derved fjerne grundlaget for misbrugets opståen og fortsættelse ....
.... Kernen i [narko]politikken er behandlingen, set både som mere specifikke behandlingsformer og som en række sociale foranstaltninger, der skal medvirke til integration i samfundet ....Til grund for de behandlingsformer, der er udviklet til at søge at løse stofmisbrugsproblemet, ligger den tankegang, at opgaverne i deres væsen er en socialisering, såvel primær som sekundær, d.v.s. en indlæring af, hvordan man klarer sig såvel i smågrupper som i de store sociale systemer: Uddannelsessystemerne, arbejdspladserne og erhvervslivet, og for fritidens vedkommende hvordan man lever op til nabolagets forventninger og finder interesse i at deltage i samfundets mere eller mindre organiserede fritidstilbud."
(Schmidt m.fl. (1983)).
At den skitserede afretningsmålsætning ikke er fremsat af centerlederne for at behage skatteborgerne og disses repræsentanter i amtsråd og kommunalbestyrelse, men tværtimod tages blodigt alvorligt i behandlingsinstitutionernes hverdag, fremgår af Lone Scocozzas undersøgelse af en række behandlingsinstitutioner for stofmisbrugere i forbindelse med arbejdet i Alkohol- og Narkotikarådets behandlingsudvalg. Målsætningerne blev beskrevet som følger:
"Der arbejdes generelt på at tilnærme klienterne til det normale liv."
"Institutionens målsætning og behandlingsideologi er præget af, at man med forskellige praktiske foranstaltninger søger at få klienten normaliseret.”
"Behandlingsmålsætningen er stoffrihed."
"Behandlingsprincipperne/målsætningen drejer sig om at tilvænne klienten det normale liv."
"Behandlingsmålsætningen er, at klienterne skal kunne klare sig i samfundet på dettes præmisser."
"Behandlingsmålsætningeme er stoffrihed og socialisering til at kunne fungere socialt og arbejdsmæssigt."
"Målet med behandlingen er l. stoffrihed, 2. social funktion, 3. trivsel." (7)
Målforskydningen inden for det socialpædagogiske behandlingssystem er ikke af ny dato (jfr. således Ege (1974), Saarde (1973)). En klientorienteret behandlingsmålsætning er stort set ikke blevet praktiseret inden for behandlingssystemet siden Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment sprængtes. Denne sprængning kan man symbolsk fastsætte til oktober 1973; den måned, hvor striden mellem de professionelle og de uprofessionelle behandlere kulminerede med de uprofessionelles afskedigelse fra institutionen. Konsekvensen af målforskydningen har på den ene side været, at behandlingssystemet har fået lov til at overleve og endda vokse i størrelse. På den anden side har konsekvensen også været en tiltagende gensidig mistillid mellem behandlingssystem og klienter, og en meget ringe evne til at levere den af politikere og skatteborgere bestilte vare.
Den manglende målopfyldelse
Formålet med det socialpædagogiske behandlingssystems anstrengelser er at afrette usocialiserede afvigere så de bliver produktive samfundsborgere (eller i hvert fald arbejdsløshedsdagpenge-modtagere i stedet for bistandsklienter), som kun beruser sig i alkohol og evt. legalt erhvervede nervepiller. Der foreligger kun to egentlige evalueringsforsøg af enkelte socialpædagogiske programmer (Ege (1982b), Petersen m.fl. (1974)), og ingen af disse siger noget om behandlingens langtidseffekt. Det vi derimod ved er, at en meget stor del af stofmisbrugerne har gennemført adskillige behandlingsforsøg, som har strakt sig langt ud over afgiftningen, for atter at vende tilbage til tilværelsen som stofmisbruger (Winsløw & Ege (1983), FUS (1983), Ege (1982a), Alkohol- og Narkotikarådet (1984)).
Årsagen til, at vi har så få evalueringer af enkelte behandlingsinstitutioners effekt kender jeg ikke. Det siges i korridorerne, at hovedårsagen hertil er, at behandlingsinstitutionerne ikke er villige til at slippe forskere løs i deres joumalskabe eller blandt deres klienter. Om det er rigtigt ved jeg ikke; hvis det er, harmonerer det i hvert fald dårligt med den vægt, man i systemets opstartsfase lagde på, at der løbende skulle laves evalueringsforskning af hensyn til den fortsatte metodeudvikling (se således (Berntsen (1971), Andersson (1971), Københavns kommune (1970)).
Nu er evaluering af de enkelte behandlingsinstitutioner heller ikke så interessant med henblik på at vurdere det samlede behandlingssystems output i form af afrettede normalborgere. For de fleste stofmisbrugere som opnår at blive afrettede, har været igennem mere end ét langvarigt behandlingsforløb og gennem mere end ét systems institutioner. Mere interessant er skøn over afgangen fra stofmisbrugerbefolkningen som helhed, idet sådanne skøn giver et fingerpeg om den maksimale effekt med hensyn til at reducere stofmisbrugerbefolkningen af, at der eksisterer et offentligt behandlingstilbud overhovedet. Det vil sige, at sådanne skøn besvarer spørgsmålet formuleret i slutningen af sidste kapitel, om hvorvidt eksistensen af et behandlingssystem kan siges at være stofmisbrugsefterspørgselsreducerende tiltag.
Den undersøgelse, som fortæller os mest om størrelsen af det samlede behandlingssystems output er den af Jepsen gennemførte undersøgelse over 7 år af 300 stofmisbrugere førstegangsbehandlet i to storkøbenhavnske behandlingssystemer i 1973. Undersøgelsen, som blev ledet af én af Københavns kommunes behandlingssystems seniorlægekonsulenter, overlæge Søren Haastrup, og gennemført under anvendelse af professionelle narkobehandlere fra det kommunale system som interviewere, er, som jeg nævnte i kapitel 4, interessant derved, at den forsøgte at fastslå hvornår i intervallet 1973-1980 "helbredelse" indtrådte for de patienter som blev "helbredt". "Helbredelse" var som nævnt defineret som stabil arbejdssituation og/eller stabil stoffrihed (se side 157-159); d.v.s. som opnåelse af mindst ét af de to afretningsmål, men ikke nødvendigvis begge mål.
I kapitel 4, tabel 21 gengav jeg skøn over sandsynligheden for henholdsvis at dø og at blive "helbredt" under forudsætning af, at "helbredelse", respektive død, var elimineret som afgangsårsag fra misbrugerbefolkningen. Af tabellens yderste kolonne fremgik det, at af 100 stofmisbrugere, som over de 7 år fastholdt deres misbrug, ville mellem 17 og 18 være døde ved periodens afslutning. Af tabellens næstsidste kolonne fremgår, at af 100 stofmisbrugere, som overlevede hele 7 års perioden ville mellem 36 og 37 være "helbredt" i den ovenfor definerede forstand ved periodens afslutning. Dette svarer til en "helbredelses"sandsynlighed på godt 6% om året.
Af to grunde kan disse 6% ikke tages som udtryk for det socialpædagogiske behandlingssystems behandlingseffekt: For det første er det sikkert, at en ikke ubetydelig del af de, hvis "helbredelse" var indtruffet inden for observationsperiodens anden halvdel, vil falde tilbage i stofmisbruget, selvom de på opgørelsestidspunktet var "helbredt" (8). Således var den observerede "helbredelses"sandsynlighed i periodens 5., 6. og 7. år gennemsnitlig 7,6%, mens den i det 1.-4. år var 5,2%. Den varige årlige "helbredelses"sandsynlig-hed er således snarere knap 5% end godt 6%. For det andet er afretningsforsøg jo ikke det eneste, som påvirker stofmisbrugerens forhold til stofbrug og stofmisbrugerlivsstilen på den ene side, og abstinens og "normaltilværelse" på den anden side. Blandt vigtige faktorer kan nævnes partnerskaber med stoffri personer og stofmisbrugende venners og partneres død (se f.eks. Groth (1978), Velling (1976) som citeret af Sindballe (1980) og Jorquez (1983)). Men hvori disse faktorer end måtte bestå, så peger en række undersøgelser fra udlandet samstemmende på, at de fleste moderne opiatmisbrugere ophører med deres opiatbrug efter en kortere eller længere årrække (9); analogt til det forhold, at de fleste kriminelle recidivister på ét eller andet tidspunkt holder op med at recidivere (Sutherland & Cressey (1970) side 252-256) (10). Det vil med andre ord sige, at en ukendt andel af de 5% som årligt bliver "helbredt" "helbreder" sig selv uden hjælp fra behandlingssystemet (11)
Hvor stor en del af "helbredelserne" som skyldes afretning, og hvor stor en del som skyldes andre forhold, er det svært at sige. Af de 24 personer i den københavnske metadonundersøgelse, som havde haft én eller flere stoffri perioder af mindst 3 måneders varighed i løbet af deres misbrugskarriere, havde 10 haft sådanne stoffri perioder i tilslutning til socialpædagogisk behandling, 4 i tilslutning til lægelig behandling, og 10 havde kun haft "spontane" pauser. 8 ud af de sidstnævnte 10 havde været i socialpædagogisk behandling mindst én gang uden at opnå længerevarende stoffrihed i tilslutning hertil (Winsløw & Ege (1983) side 80). Groth (1978) fandt i sin undersøgelse, at af de 2/3 af stofmisbrugerne som havde haft stoffri perioder af mindst l måneds varighed, havde halvdelen haft sådanne perioder frivilligt og uden behandling af nogen form, mens den anden halvdel havde haft disse pauser i forbindelse med fængselsophold eller behandlingsforsøg. Hvis vi derfor antager, at omkring halvdelen af den årlige helbredelsessandsynlighed på knap 5% "skyldes" behandling, er det formentlig ikke helt skudt forbi.
Om man synes at en årlig helbredelsessandsynlighed på 2-3% er et tilfredsstillende produktionsresultat af behandlingssystemets indsats eller ej, må blive en privat sag. Men det er i hvert fald en meget kostbar produktion. Ikke i kroner og øre, men i menneskelig lidelse. For hver enkelt afrettet eks-stofmisbruger skal vejes op mod adskillige snese behandlingsfiaskoer, hvis negative selvbillede har fået endnu en bekræftelse.
Og det er mere end rystende, at for hver stofmisbruger, behandlingssystemet får afrettet, så slår kontrolsystemet og pusherne i forening en anden ihjel, jfr. igen tabel 21 i foregående kapitel.
Tilfredsstillende eller ej, behandlingssystemets årlige "helbredelses"sandsynlighed er i hvert fald meget lille; så lille, at hvis socialpædagogisk behandling var den eneste faktor i stofmisbrugets ophør, ville det tage mellem 60 og 115 år før den nuværende befolkning af 6-10.000 stofmisbrugere var reduceret til under 1.000 personer, forudsat at der i denne periode ikke kom nye stofmisbrugere til! Årsagen til den beskedne målopfyldelse er ikke kun de anvendte terapeutiske teknikkers ringe effektivitet, men også at behandlingssystemet har vanskeligt ved overhovedet at tiltrække stofmisbrugere til sin behandling.
Klientmotivation og -udstødning
Sådan har det ikke altid været. I sin redegørelse for året 1971 til folketingets daværende stående narkotikaudvalg skrev Kontaktudvalget vedrørende ungdomsnarkomanien således, at "blandt de lidt ældre stofmisbrugere synes der i stigende grad at være vilje til at underkaste sig behandling" (12). To år senere skrev udvalget, nu i en redegørelse om arbejdet i 1973 til folketingets socialudvalg, at: "et af de forhold, som gør en nogenlunde præcis opgørelse af problemets omfang vanskelig, er tendensen hos stofmisbrugerne til ... at undgå enhver form for kontakt med behandlingsinstitutionerne ..." (13). Skal man tro Kontaktudvalget vedrørende ungdomsnarkomanien, må der mellem 1971 og 1973 være indtrådt en afgørende ændring i stofmisbrugernes syn på det offentlige behandlingstilbud til dem.
At stofmisbrugerne i de sidste 10 år har skyet det socialpædagogiske behandlingssystem, kan vises med tørre tal: I kapitel 4 (tabel 11) viste jeg, at mellem 55 og 77% af de storkøbenhavnske stofmisbrugere var uden kontakt med behandlingssystemerne i området i året 1975. 5 år senere var situationen bestemt ikke bedre. Således indberettede behandlingssystemet i Københavns amtskommune, at af 1.000 kendte stofmisbrugere havde man kun haft kontakt med de 300 i årets løb (Ege (1981)).
Det er ikke kun i København, at behandlingsinstitutionerne ikke kan tiltrække stofmisbrugerne. Således oplyses det i Ålborg kommunes ungdomscenters 10-årsstatistik, at man i 1980 havde kontakt med "omkring 20%" af de i kommunen kendte stofmisbrugere (Ungdomscentret i Ålborg (1981)).
I Vejle amtskommune var situationen endnu mere grotesk, idet amtets behandlingsinstitution for stofmisbrugere kun havde haft kontakt med 12% af de hos politiet eller i socialforvaltningerne kendte stofmisbrugere over en periode på 2 1/2 år (Misfeldt & Byskov (1983b)). For at sætte disse tal i det rette perspektiv, kan man spørge sig, hvad man ville tænke om sygehusvæsenet i et amt, hvis behandlingstilbud afvistes af 88% af amtets kendte diabetikere, eller om socialforvaltningen i en kommune, hvor 88% af de som var berettigede til kontanthjælp ikke henvendte sig til socialforvaltningen for at få denne hjælp?
At det socialpædagogiske behandlingssystem ikke evner at tiltrække stofmisbrugerne forklares pr. refleks af behandlingsadministratorerne med to forhold: Det primære sundhedsvæsens "unfair konkurrence" i form af ubegrænset adgang til metadonordinationer (14) og stofmisbrugernes psykopatologi. Således skriver centerledeme i deres reklamebrochure:
"Spørgsmålet om behandlingsmodvilje hos en gruppe stofmisbrugere i forhold til de tilbud, som centrene giver, må bl. a. vurderes i forhold til den adgang, der består for at få Metadon-ordination hos praktiserende læger.
Det er en kendsgerning, at mange af de stofmisbrugere, som sikrer sig Metadonordinationer hos praktiserende læger, ser Metadon som en måde at få stoffer på og ikke som middel til at komme ud af deres stofmisbrug, og de benytter deres angivelige uvilje mod behandlingsinstitutionerne som argument for at få Metadon.
Det er også en kendsgerning, at mange af de ældre stofmisbrugere netop i de senere år har gennemført gode behandlingsforløb, som har bragt dem ud af misbrug og i fornuftig social gænge.
Men det er også utvivlsomt, at der herudover findes en gruppe af stofmisbrugere - der ikke nødvendigvis er "gamle" stofmisbrugere - som i komplikation til deres misbrug har så store personlighedsmæssige, psykiske og psykiatriske problemer, at de er vanskelige at nå med de for hånden værende social-psykologiske, pædagogiske og psykiatriske behandlingsformer". (Schmidt m.fl. (1983) side 14-15, mine udhævninger)).
Eller mere direkte formuleret: Stofmisbrugerne er en samling behandlingsfjendtlige psykopater, der blot er ude på at skaffe sig billigt stof ved at påstå, helt ukorrekt, at de socialpædagogiske institutioner ikke kan hjælpe dem. Glemt er det oprindelige udgangspunkt, at det var behandlingsinstitutionerne, som gennem tiltrækkende alternativer til stofmisbrugerlivsstilen skulle motivere stofmisbrugerne til at indgå i en behandling, som kunne føre frem til en måde at leve på, som ikke blot var mindre belastende for samfundet, men også mere tilfredsstillende for dem selv. I stedet har behandlingssystemets selvforståelse udviklet sig derhen, at man siger, at når stofmisbrugerne ikke er motiveret for behandling i dag, så er det i hvert fald ikke fordi behandlingsinstistitutionerne ikke evner at motivere dem, men fordi stomisbrugerne mangler motivation. (15)
Men hvad er det da som er sket med de socialpædagogiske institutioner siden stofmisbrugerne ikke længere tiltrækkes af deres "tilbud"?
Peter Ege, der som lægekonsulent har gjort turen med gennem det socialpædagogiske behandlingssystems historie fra Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment til i dag, beskrev for 10 år siden hvordan han oplevede motivationsproblematikken; ikke som et resultat af "psykopatiske klienter", men som et resultat af afvisende institutioner:
"Jeg tror, at den "naturlige" menneskelige samværsform er det bedst egnede terapeutiske middel for flertallet af de unge samspilsramte personer (for nu at bruge en pæn eufemisme), som vi kalder stofmisbrugere. Jeg tror denne behandlingsform på længere sigt giver bedre resultater, selvom den betragtet udefra ser mindre effektiv ud end den professionelle "skrivebordsfacon", som desværre efterhånden er blevet dominerende i takt med den ovenfor skitserede udvikling.
Klienterne giver i stigende grad udtryk for, at gadeplansinstitutionerne er blevet institutionsagtige i alle dette ords negative betydninger, at de bliver behandlet formynderisk, ovenfra og ned, at de ikke længere bryder sig om at komme dér, en tendens der forstærkes af, at institutionernes indgangsporte bliver stadigt snævrere, kontaktcentre nedlægges, åbningstiderne begrænses og visitationsproceduren bureaukratiseres og umenneskeliggøres. Hvor kan en stofmisbruger, eller en anden ung som er ude at skide henvende sig om aftenen eller natten og få en rimelig modtagelse?
Jeg oplever også, at institutionerne er blevet bedre til at udstøde og afvise klienterne, oftest med en henvisning til manglende motivation og ikke-opfyldelse af helt arbitrære kriterier, men reelt fordi klienter, der ikke kan frembære deres motivation på en guldbakke eller ikke kan tilpasse sig snævre kriterier, oftest er de sværeste og mest "utaknemmelige" at behandle, og arbejdet med disse klienter derfor giver de dårligste resultater. Det betyder i realiteten ofte, at netop de klienter, der har mest hjælp behov, afvises eller udstødes af institutionerne, og henvises til at klare sig selv i de mest afvigende miljøer eller de traditionelle opbevaringsinstitutioner - statshospitalerne og fængslerne." (Ege (19 74) side 14-15).
I samme artikel gav Peter Ege sit bud på, hvorledes denne tilstand, som stadig hersker, var opstået: Oprindeligt repræsenterede det socialpædagogiske behandlingssystem - d.v.s Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment - et ufærdigt alternativ til de etablerede institutioner og normalsamfundet. At Ungdomsklinikkens behand-lingseksperiment var et alternativ betød ikke kun, at de terapeutiske teknikker var anderledes end andre institutioners, men at selve institutionen på flere punkter stod i et modsætningsforhold til værdier og organisationsformer i det omliggende normalsamfund. Ungdomsklinikkens eksperiment var et socialt eksperiment: Målet med arbejdet var ikke ensidigt at afrette klienten, men nok så meget at forandre samfundet; i selve behandlingsarbejdet med de konkrete misbrugere ved at stile mod at gøre det muligt for disse at skabe sig sociale nicher, hvor andre samlivsformer end de gængse kunne realiseres. Deraf følger, at alternativet også måtte være ufærdigt, d.v.s. være i stadig forandring. Det i 1974 etablerede behandlingssystems afvisning af "vanskelige patienter" og generelle formynderholdning overfor klienterne (16) var kun ét af symptomerne på at behandlingssystemet havde mistet sin karakter af ufærdigt alternativ. Andre symptomer var den gennemførte professionalisering af personalet, den øgede bureaukratisering af arbejdet og formaliseringen og hierarkiseringen af ledelsesfunktionerne. Arbejdet med stofmisbrugerne havde mistet sin samfundsforandrende karakter og var blevet professionelt lønarbejde, ensidigt rettet mod at forandre klienter: "Nu skal der ikke drives politik, nu skal der behandles klienter", som Ege citerede en institutionsleder for.
Jeg skal ikke her tage op under hvilke betingelser det ufærdige alternativ lader sig institutionalisere (se Mathiesen (1971)). Det forekommer dog klart, at det må kræve en autonomi i forhold til institutionens offentlige sponsorer, som ville have været, og var, utænkelig indenfor et område, som var så værdicentralt som stofmisbrugerbehandling. Hvis stofmisbrugerbehandlingssystemet havde medvirket til at få hundreder af velfungerende produktionskollektiver drevet af ex-misbrugere op at stå, havde det aldrig fået lov til at overleve, lige så lidt som hvis det havde været fødselshjælper for i hundredevis af livsglade, "uproduktive", kulørte klatter. At systemet i dag på den ene side hjælper nogle få stilfærdigt depressive normalborgere til verden, og på den anden side forstærker stemplingen af, og nederlagsoplevelsen hos, de mange, som går igennem det uden at komme ud på den anden side som produktive normalborgere, er derimod øjensynlig fuldt tilfredsstillende for systemets driftsherrer, i og med, at der årligt bevilges millioner og atter millioner skatteborgerkroner til det. Forklaringen herpå er (desværre) hverken at finde i professionaliseringen af medarbejderne, hierarkiseringen af systemet, eller det omgivende bureaukratiske miljøs krav. Forklaringen herpå er, er fejlsocialiseringsmodellen, dens samfundskritiske potentiale til trods, som en terapeutisk ideologi konfronterer stofmisbrugeren som endnu en variant af apparatfejlmodellen.