Metadonbehandling i almen praksis 1980-1982
Undersøgelsen omfattede samtlige 58 villige ud af 61 mulige patienter, som pr. 1.10.1980 havde været i uafbrudt metadonbehandling hos en praktiserende læge i 9 måneder eller derover, og som ikke før den aktuelle behandlings start havde været i behandling hos Ole Hjortø. Registeroplysninger om kriminalitet, behandlingsforløb, dødelighed m.v. indsamledes for samtlige 58, mens 54 patienters læge beskrev behandlingsforløbet ved at udfylde et standardiseret spørgeskema. Endelig interviewedes 42 af de 58 udvalgte patienter. I det efterfølgende gengives kun oplysninger om disse 42, idet det dog kan nævnes, at disse 42 respondenter ikke adskilte sig fra de 16 ikke-respondenter så vidt det kunne afgøres ved hjælp af de til rådighed stående, ret omfattende registeroplysninger. En udførlig beskrivelse af undersøgelsens metoder og datas kvalitet findes i Winsløw & Ege (1983) kapitel 2.
Tabel l giver en tabellarisk beskrivelse af befolkningen med hensyn til en række egenskaber.
|
Tabel l. Diverse karakteristika ved den undersøgte
gruppe metadonpatienter i København. |
||
|
Alder ved behandlingens start |
18-21 |
12 |
|
22-25 |
45 |
|
|
26-29 |
31 |
|
|
over 29 |
12 |
|
|
Antal år mellem opiatdebut og behandlingens start |
under 7 |
12 |
|
7-9 |
31 |
|
|
10-12 |
36 |
|
|
over 12 |
14 |
|
|
Kroniske somatiske konsekvenser af misbruget (se note 51 til kapitel 4 for detaljer) |
Ingen |
54 |
|
l eller flere |
46 |
|
|
Antal fængselsanbragte måneder før behandlingens start |
0 |
50 |
|
1-3 |
17 |
|
|
4-12 |
14 |
|
|
over 12 |
19 |
|
|
Metadonbehandlingens varighed på interviewtidspunktet (i måneder) |
under 19 |
7 |
|
19-24 |
7 |
|
|
25-36 |
26 |
|
|
37-60 |
36 |
|
|
over 60 |
24 |
|
Lægens krav og lægens tilbud
I min gennemgang af det socialpædagogiske behandlingssystem nåede jeg frem til en sammenfatning af systemets krav og tilbud til stofmisbrugeren, som kan formuleres nogenlunde på denne måde: systemet tilbyder klienten støtte til at ændre sig fra at være en ugleset social afviger (stofmisbruger) til at blive en accepteret, produktiv medborger. Prisen er, at klienten accepterer, at den personlighed - de tænke- og handlemåder - han har udviklet før og under sit stofmisbrug, må rives ned til grunden før en ny personlighed kan opbygges. Hvorledes forholder det lægelige behandlingssystem sig i disse henseender?
Meget groft, og uden hensyntagen til de undtagelser som faktisk eksisterer (29), kan man sige, at hverken patientens status eller personlighed interesserer lægen. Lægen accepterer, at stofmisbrugeren er stofmisbruger, og føler ingen trang til at missionere overfor ham. Overfladisk betragtet respekterer lægen stofindtagelsens psykiske funktionalitet for misbrugeren.
Lige så lidt som det socialpædagogiske systems despekt for misbrugerens personlighed, er det lægelige systems "respekt" dog baseret på et nysgerrigt engagement i den konkrete stofmisbruger. Det er tværtimod baseret på ligegyldighed.
Dette fremgår klart af tabel 2, som viser hyppigheden af læge-patientkontakten ved behandlingens start og senere i forløbet. Eftersom magtforholdet mellem læge og patient - i hvert fald i begyndelsen af behandlingen - klart falder ud til lægens fordel, kan den sjældne kontakt ikke forklares med patientens uvilje mod at møde op: patienten er simpelthen nødt til at komme når lægen ønsker det, ellers indtelefonerer lægen ingen metadonrecept til apoteket (30). Når læge og patient ser hinanden så sjældent som tilfældet er skyldes det helt klart, at lægen ikke mener at have noget at byde patienten i form af medmenneskelig kontakt.
|
Tabel 2. Konsultationshyppighed blandt metadonpatienter hos praktiserende læger i København ifølge lægerne. Oplysninger mangler om 8 patienter. Fra Winsløw & Ege (1985). Absolutte tal. |
|||
| Konsultationshyppighed senere i behandlingen: |
Konsultationshyppighed i behandlingens første måneder:
|
||
|
1 gang ugentligt eller hyppigere
|
Sjældnere end 1 gang ugentligt
|
Ialt
|
|
|
l gang ugentligt eller hyppigere |
2 |
6 |
8 |
|
Sjældnere end l gang ugentligt |
6 |
20 |
26 |
|
Ialt |
8 |
26 |
34 |
Nu er læger ikke uddannede som psykiske fødselshjælpere, og som det turde være fremgået af den historiske gennemgang ovenfor, så har lægerne ikke haft mulighed for at trække på det socialpædagogiske behandlingssystem med hensyn til psykoterapeutisk grund- eller støttebehandling. Det havde derfor været naturligt om lægerne forsøgte at delegere denne opgave ud til en fagligt kvalificeret person, eksempelvis en psykolog. Betaling for psykologisk behandling kan, i henhold til bistandslovens §46, opnås ved lægehenvis-ning hvis social- og sundhedsforvaltningen accepterer lægens bedømmelse af behovet herfor. Men kun 5 ud af 42 patienter havde som et led i deres metadonbehandling været henvist til en psykolog eller en psykiater (incl. 2 patienter, som direkte var i metadonbehandling hos praktiserende psykiatriske speciallæger). Yderligere 1 læge oplyste, at han forgæves havde søgt at få social- og sundhedsforvaltningen til at afholde udgifterne til sideløbende psykologisk behandling af sin patient. Men for de resterende 36 patienter forelå der hverken fra læge eller patient oplysninger om, at en sådan behandling overhovedet havde været overvejet.
Lægernes manglende interesse for patienterne kom også til udtryk i den måde metadon (og anden medicin) blev ordineret på, og i den overfladiske måde hvorpå lægerne fulgte med i patienternes eventuelle sideløbende stofbrug (31). Hvis man i en metadonbehandling på den ene side skal undgå at øge patientens opiattolerance, og på den anden side skal sikre, at han ikke generes af abstinensbesvær, så skal dosisindstillingen, ligesom hos andre typer patienter, som skal indtage en bestemt medicin over lang tid, ske ved, at dosis trappes langsomt op fra et lavt startniveau. Under optrapningen skal lægen så omhyggeligt følge patienten med hensyn til hvornår de ønskede virkninger indtræder, og hvornår eventuelle uønskede bivirkninger begynder at vise sig. I stedet var det typiske for metadonbehandlingerne, at lægen havde dikteret patienten en bestemt dosis fra behandlingens første dag. Var dosis for høj blev patienten i første omgang skæv heraf (eller videregav eller -solgte dele af den udleverede metadon), ligesom han, når hans tolerance på et tidspunkt indhentede dosis, måske ikke længere var indstillet på at undvære den metadoninspirerede eufori, med supplerende ulovlig brug til følge. Var dosis for lav, så patienten blev plaget af abstinensbesvær, var hans tilbøjelighed til at supplere metadonen med ulovligt erhvervede medikamenter selvfølgelig også stor. Alt i alt skønnede vi, at metadondosis kun for knap halvdelen af patienterne havde været adækvat.
De fleste af de patienter vi undersøgte var særdeles ambivalente overfor den langvarige metadonbehandling. På den ene side var de bange for at skulle løsrive sig fra stoffet - og det med god grund: er man først ude af en metadonbehandling er det svært at komme ind igen - og på den anden side betragtede de behandlingens automatiske fortsættelse som en hindring for en mere langsigtet personlig udvikling. Konsekvenserne af lægernes manglende opmærksomhed overfor dette forhold kan illustreres med følgende to patienthistorier:
"Oles metadonbehandling var startet 4½ år før interviewet. Kort tid efter behandlingens start fik Ole arbejde og bad i den forbindelse om at få dosis sat ned. Dosis blev halveret uden at Ole fik nogen gener derved.
Et par år før interviewet var Ole, efter eget ønske, blevet trappet helt ud af metadonen, men p.g.a. en ulykkelig begivenhed i den nærmeste familie, var han igen begyndt at få metadon, dog på en meget lav dosis.
På interviewtidspunktet var Ole socialt velfungerende. Han havde fast arbejde, kone og barn og var aktiv sports- og musikudøver i sin fritid. Forholdet mellem familiens medlemmer virkede trygt og stabilt, hjemmet var velholdt og -udstyret. Kontakten til misbrugsmiljøet var helt afbrudt.
Ikke desto mindre var metadonbehandlingen en belastning for Ole, dels p.g.a. frygten for at omgivelserne skulle få noget at vide om den, og dels fordi behandlingen tvang familien til at forblive i det centrale København i stedet for at flytte ud til en forstadskommune med bedre opvækstmuligheder for barnet. Ole følte endvidere, at appetit, potens, hukommelse koncentrationsevne og sanseindtryks klarhed forringedes med stigende dosis, hvorfor han gerne ville have en lavere dosis og hurtigst muligt blive helt stoffri. Men lægen frarådede kraftigt at han forsøgte sig med en lavere dosis og havde sagt til ham at han muligvis måtte indstille sig på at tage metadon resten af livet. "Jeg ville sådan set godt længere ned, men min læge vil godt gøre det langsomt, ikke? .... Han siger, at det godt kan være at jeg skal have det resten af livet ... Men ... det ved jeg ikke rigtigt om jeg er interesseret i ... for det [metadon] er selvfølgelig udmærket, ikke? Man skal også ud af det igen, synes jeg." På opgørelsestidspunktet godt et år senere var Ole stadig i behandling. Lægen så ham i sin konsultation hver tredie måned.
Ingrid påbegyndte sin metadonbehandling som 18-årig hos egen laege. Kort efter behandlingens start konstateredes graviditet, hvorfor egen læge afgiftede hende. Hun søgte derefter en anden læge, som satte hende i behandling med ca. 80 mg dagligt. Under graviditeten reducerede hun selv sin dosis og var nede på 5 mg dagligt ved fødslen. Ordinerende læge havde ikke kendskab til denne dosisreduktion, og hun fik derfor væsentligt mere metadon dagligt end hun indtog. Det overskydende metadon solgte hun eller forærede bort. Efter fødslen, og da hun havde fået barnet hjem, gik hun gradvist op i dosis indtil hun stod på 100 mg dagligt. Denne dosis har hun stået på siden. For 2 år siden skiftede hun læge som fortsatte behandlingen. Hun fik foruden metadon 30-50 mg stesolid om dagen eller mere, og supplerede ofte denne dosis med illegalt erhvervet stesolid.
Hun havde passet sit barn indtil dette frivilligt anbragtes uden for hjemmet 2 måneder før interviewet, men havde iøvrigt intet lavet i de 6 år hun havde fået metadon, og levede totalt isoleret.
Hendes forhold til metadonbehandlingen var præget af den dybeste ambivalens. Hun frygtede at hun ikke kunne undvære metadon, men anså på den anden side metadonbehandlingen som medvirkende årsag til sin passivitet, isolation og depression, som igen var årsagen til, at hun ikke kunne klare pasningen af sit barn.
"Det er sikkert meget godt for de mennesker, der har stoffri venner og en familie, der vil støtte dem, at få metadon. Men jeg har kun min mor, jeg kender ingen mennesker. Og så er det ikke godt at få metadon - for det bliver ens eneste trøst, det bliver det man ser frem til. Det bliver ens krykker, og man kan ikke leve uden de krykker ... Hvis jeg havde fået en nedtrapning over ½ år, og var kommet i arbejde, så havde det måske set anderledes ud i dag ..., men jeg har bare fået det i for lang tid. Det er ikke godt at give en metadon, når man ikke laver en disse og ikke har nogle mennesker at tale med."
Trods Ingrids betydelige ambivalens over for metadonbehandlingen ses der ikke at være gjort systematiske forsøg på at reducere hendes dosis eller at bryde hendes inaktivitet og isolation.
I begyndelsen af 1982 ophørte hun med behandlingen hos egen læge. Hun indtages på institutionen Højbjerggård, hvor hun opholder sig nogle få dage. Siden har hun ikke været i behandling og ingen kender til hende.
Egen læge anfører, at "situationen er dårlig, men i forbedring". Dette turde være en sandhed med modifikationer" (Winsløw & Ege (1983) side 129-130).
I den konkrete organisationsform som længerevarende metadonbehandling har i dag, er en passiv accept af en fortsat afhængighedsrelation som ovenfor beskrevet lige så lidt i patientens interesse som det socialpædagogiske behandlingssystems insisteren på, at klienten for enhver pris skal afbryde den konkrete afhængighedsrelation som hans stofadfærd er. Metadonpatienten i almen praksis er fastholdt i et ingenmandsland mellem sit ønske om udvikling og sit ønske om fortsat afhængighed. Vælger han at forblive metadonpatient, er der ingen som seriøst vil hjælpe ham med at undersøge sine tanke- og handlemåder, med henblik på, om andre tanke- og handlemåder kunne gøre hans liv rigere (eller mindre fattigt). Vælger han "friheden", d.v.s. opgiver han metadonbehandlingen, er hans eneste reelle valgmulighed det socialpædagogiske behandlingssystem, som kun vil tage imod ham, hvis han udtrykker vilje til at skrotte sin personlighed, helt eller delvist, alt efter behandlernes vurdering af, hvad der er "hensigtsmæssigt" i ham, og hvad der ikke tjener hans (re)integration i normalsamfundet.
I dette ingenmandsland reagerer patienten modsætningsfyldt: på den ene side tigger og be'r han lægen om at metadonordinationen må fortsætte, og på den anden side opfører han sig sådan, at lægen ikke kan undgå at blive opmærksom på at han "bryder kontrakten", d.v.s. begår kriminalitet, beder om at få sat dosis op, åbenlyst misbruger andre stoffer (specielt alkohol), eller udebliver fra de fastsatte konsultationer. Som det fremgik af min gennemgang af karakteren og hyppigheden af lægens kontakt med patienten kræver det ikke nogen større indsats at opfylde lægens krav om en synligt social acceptabel adfærd (32). Ikke desto mindre blev 12 af de 42 behandlinger afbrudt uden forudgående aftale mellem læge og patient, i løbet af de 20 måneder vi fulgte de københavnske metadonpatienter. I to af disse tilfælde skyldtes behandlingsophøret fængselsindsættelser, i to tilfælde blev patienterne væk, og i otte tilfælde afbrød lægen behandlingen. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at disse behandlinger må betegnes som meget stabile behandlinger, idet de i gennemsnit havde varet 3½ år før patienterne udvalgtes til undersøgelsen.
Helt bortset fra patientens ambivalens overfor det fortsatte opiatbrug, så er metadonpatientstatusen ikke ubetinget ønskværdig for stofmisbrugeren. Der er en pris for opretholdelsen af den regelmæssige forsyning med billigt og rent stof, som betales i form af indskrænkninger i de sociale udfoldelsesmuligheder, hyklerisk accept af lægens mere eller mindre alvorligt mente krav om, at patienten "bør" blive produktiv normalborger, og en ubehagelig synliggørelse af den materielle afhængighedsrelation:
For så vidt indskrænkningen af de sociale udfoldelsesmuligheder angår, så skyldes den, at patienten må begrænse arten og omfanget af sine kriminelle aktiviteter for at mindske risikoen for at blive varetægtsfængslet og dermed miste sin metadon. I den udstrækning en stor del af hans omgang med andre tidligere har været baseret på udveksling af varer og tjenesteydelser på det kriminelle marked, så har han under metadonbehandlingen dels ikke længere nogen legitim adgang til at fortsætte denne omgang (han producerer jo ikke længere til markedet), og dels ingen muligheder for at opretholde sin status som "god" til ét eller andet (kriminelt). Accepten af statusen som metadonpatient er tværtimod udtryk for en personlig fallit i stofmisbrugersubkulturen. Og metadonbehandlingen hos den praktiserende læge sikrer ham ingen kompensation herfor i form af adgang til, og status i, andre grupper.
Foruden at kræve krimmalitetsfrihed, vil lægen som regel også kræve, at patienten "dokumenterer" en villighed til at blive produktiv normalborger. Selvom lægen måske er temmelig ligeglad med, hvad patienten foretager sig, sålænge det ikke er kriminelt, så vil han dog af og til forhøre patienten om dennes forsøg på at blive produktiv borger, og dette kan kun være en kilde til bekymring for metadonpatienten, som for det første kun har en minimal chance for at få et job på dagens arbejdsmarked, og som for det andet måske slet ikke har lyst til at arbejde; et synspunkt, man med 6-10.000 stofmisbrugere og over 300.000 arbejdsløse ikke behøver at få ondt af. Men selvom stofmisbrugeren ikke har lyst til at arbejde, og selvom lægen vel nok også ved, at hans chancer for at få et arbejde er minimale, så kræver spillet af både læge og patient, at de tager emnet højtideligt. Dette ses helt klart af, at de fleste læger i deres besvarelser af spørgsmålet om hvilke betingelser de stillede til patienten for at ordinere metadon, nævnte arbejde eller uddannelse.
Sidst, men ikke mindst, så er det at starte i metadonbehandling en risikabel affære for patientens selvrespekt, for i forholdet til lægen er han helt afhængig af en enkelt person, hvor hans materielle afhængighed i forhold til det illegale marked var mere diffus og uigennemsigtig. Patienten ved, og ved at lægen ved at han ved, at hvis sidstnævnte siger stop for metadonbehandlingen, så har patienten ikke en jordisk chance for at få en anden læge til at overtage den. Og jo længere patienten har været i behandlingen, desto mere rustne er hans forbindelser og færdigheder på det illegale marked blevet, og desto større og mere synlig dermed hans afhængighed af lægen.
Længerevarende metadonbehandling er således langtfra det slaraffenland for stofmisbrugerne som det socialpædagogiske behandlingssystems fortalere gerne vil give indtryk af at det er. Et andet spørgsmål er så, om dette behandlings"tilbud" opnår de normaliseringsmål som samfundet ønsker at opnå med det.
Det lægelige behandlingssystems målopfyldelse
På side 203 ovenfor citerede jeg den officielle målsætning for metadonbehandling som udtrykt i kontaktudvalgets "blå betænkning" fra 1979. Målene var ophør med stofmisbrug og omgang med andre stofmisbrugere, ophør med kriminalitet, øget beskæftigelse og forbedring af de boligmæssige og "sociale" (hvad det så end er?) forhold. Disse mål er stort set overensstemmende med det socialpædagogiske behandlingssystems mål, og af lægernes besvarelse på vor forespørgsel til dem fremgik det da også, at lægerne accepterede disse mål med behandlingen. I det følgende skal jeg se nærmere på i hvilken udstrækning behandlingsmålene faktisk blev opfyldt i de 42 langvarige behandlinger som Peter Ege og jeg undersøgte for så vidt stoffrihed, omgang med andre stofmisbrugere, kriminalitet og beskæftigelse angik (33).
For så vidt sideløbende ulovlig stofbrug angår, havde over halvdelen af patienterne ifølge deres egne oplysninger haft kortere eller længere perioder med regelmæssigt brug af ulovlige opiater (tabel 3). Nok så betænkeligt var, at det sideløbende ulovlige forbrug af farmakologisk mere skadelige medikamenter som dextropropoxifen og benzodiazepiner var fortsat under metadonbehandlingen (hvortil kommer, at over 1/3 af patienterne regelmæssigt fik ordineret benzodiazepiner sideløbende med metadon af deres læge). Storforbrug af alkohol og hash var også udbredt.
|
Tabel 3. Ikke-lægeordineret stofbrug blandt 42
stofmisbrugere i længerevarende metadonbehandling hos
praktiserende læger i København. |
|
|
Periodisk eller regelmæssigt opiatbrug i tiden mellem behandlingens start og interviewtidspunktet (isolerede "hyggefix" ikke medregnet) |
60 (39) |
|
Periodisk eller regelmæssig brug af dextropropofixen, barbiturater, benzodiazepiner eller andre psykofarmaka i tiden mellem behandlingens start og interviewtidspunktet |
57 (30) |
|
Drikker sig fuld mindst 2 gange ugentligt |
31 (39) |
|
Ryger hash mindst 2 gange ugentligt |
49 (35) |
For så vidt ophør med omgang med andre stofmisbruger angår, ses resultaterne i tabel 4. 1/6 af de 36 patienter, fra hvem oplysninger om omgangskredsen var blevet indhentet, levede nærmest totalt isoleret. Af de øvrige havde kun 9, eller 1/4 af de 36, helt afskåret forbindelsen til stofmiljøet. Karakteren af disse 9 personers stoffri bekendtskaber belyses af, at kun én af dem havde fortalt andre end den nærmeste familie og sin partner om metadonbehandlingen. For de øvrige 8 var metadonbehandlingen en skamfuld kendsgerning, som de ikke turde lade nogen anden i deres bekendtskabskreds vide om.
|
Tabel 4. Bekendtskabskreds blandt 42 patienter i
længerevarende metadonbehandling hos praktiserende læger i
København. |
|
| Levede socialt isoleret på interviewtidspunktet |
6
|
| Omgikkedes kun junkier og andre metadonpatienter |
14
|
| Omgikkedes såvel stofmisbrugere som ikke-stofmisbrugere |
7
|
| Omgikkedes kun ikke-stofmisbrugere |
9
|
| Uoplyst |
6
|
For så vidt beskæftigelse angår, fordelte patienterne sig i 3 grupper ved behandlingens start: én gruppe, som var i beskæftigelse eller under uddannelse, eller hvis familiemæssige baggrund var en sådan, at de umiddelbart kunne komme i beskæftigelse når der var faldet ro om deres liv (5 patienter); en gruppe, som enten havde pådraget sig så svære fysiske eller psykiske handicaps under misbruget, eller havde haft sådanne handicaps før misbrugets start, at de umiddelbare muligheder for, at de kunne påtage sig nogen som helst form for beskæftigelse måtte betragtes som ikke-eksisterende (7 patienter); og en restgruppe på 30 patienter, som hverken var specielt privilegerede eller handicappede.
Eftersom spørgsmålet ikke her er, om hvorvidt det er godt eller dårligt for metadonpatienter at komme i arbejde, men kun om, i hvilken udstrækning den officielle målsætning: at de skal i arbejde, blev opfyldt, er spørgsmålet om disse 30 patienters "motivation" til arbejde, eller om kvaliteten af den revaliderende indsats, som blev tilbudt dem, underordnede. Det væsentlige er, at kun 5 af de 30 havde været regelmæssigt beskæftiget med arbejde eller uddannelse i behandlingsperioden, mens yderligere 6 havde haft længerevarende beskæftigelsesforløb, som dog ikke i noget tilfælde havde strakt sig over mere end halvdelen af behandlingsperioden. 19 patienter havde højst haft beskæftigelse af nogle få dage til ugers varighed i løbet af de sammenlagt knap 70 år de havde tilbragt i metadonbehandling. Også for så vidt beskæftigelsesmålsætningen angår må man således sige, at resultatet ikke lever op til den officielle målsætning.
Undersøgelsen af patienternes kriminalitet er rapporteret i publikationen "Stofmisbrug, kriminalitet og metadon" (Winsløw & Ege (1984)) som kan rekvireres gratis fra Alkohol- og Narkotikarådet. Jeg skal derfor ikke gøre nærmere rede for metoder eller de detaljerede resultater i denne del af undersøgelsen, bortset fra at nævne, at de undersøgte patienter var positivt selekterede med hensyn til kriminalitet under behandlingen fra den totale befolkning af stofmisbrugere, som påbegynder intenderede langtidsmetadonbehandlinger, idet deres behandlinger faktisk havde varet længe (i gennemsnit godt 3 år) på det tidspunkt hvor de blev udvalgte til undersøgelsen. De mest "iøjnefaldende kriminelle" må formodes at være blevet sorteret fra længe før, selvom der var enkelte læger blandt de undersøgte, som vedblev at ordinere metadon til deres patienter, selv efter at disse havde afsonet månedslange fængselsstraffe.
|
Tabel 5. Registreret kriminalitet under behandlingen
i forhold til registreret kriminalitet før behandlingens start.
|
||||
| Registreret kriminalitet før behandlingen: | Kriminalitet under behandlingen i forhold til kriminalitet før dens start: | |||
|
Mindsket
|
Uændret
|
Øget
|
Ialt
|
|
| Ubetydelig |
-
|
12
|
1
|
13
|
| Alvorligere |
12
|
4
|
0
|
16
|
| Svær |
7
|
4
|
2
|
13
|
| Ialt |
19
|
20
|
3
|
42
|
Hvorom alting er, så var målopfyldelsen for så vidt kriminalitetsfrihed angår også ringe. I gennemsnit reduceredes den sanktionerede kriminalitet med 1/3 for alle patienter, men med store individuelle forskelle. For nærmere at belyse arten af kriminalitetsændringen klassificerede vi de 42 patienter i 3 grupper udfra alvorligheden af den kriminalitet de var blevet registreret for før og under behandlingen (34). Resultaterne er vist i tabel 5, hvoraf det fremgår, at 19 ud af de 42 patienter slog os som mindre alvorligt kriminelle under behandlingen, end før denne. Dette var dog ikke ensbetydende med at de var kriminalitetsfri, som det fremgår af følgende 4 patienthistorier:
Maria: Før metadonbehandlingens start dømt 2 gange for professionel narkokriminalitet (sammenlagt 18 måneders fængsel). Dømt (udsat straffastsættelse) for 6 tilfælde af checkfalsk og hæleri begået et halvt år efter metadonbehandlingens start. Uden sigtelser i de efterfølgende 4 år. I følge egne oplysninger stof- og kriminalitetsfri og i arbejde for samme virksomhed det meste af denne tid.
Bernhard: Med to undtagelser rent narkotikakriminel før metadonbehandlingens start. Således i 1972 idømt 6 måneders fængsel for køb af 150 og salg af 30 hylstre morfinbase. Et år efter afsoningen af denne dom tilkendt invalidepension og startet i metadonbehandling. Ingen sigtelser de første 6½ år af denne behandling. Foråret 1980 én politiadvarsel for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og l½ år senere 3 måneders fængsel for vold mod sagesløs (stak tilsyneladende uprovokeret kniv i låret på en mandlig bekendt). Under interviewet oplyste patienten at han regelmæssigt supplerede sin invalidepension med "sort" arbejde, men ellers ikke var kriminel.
Gustav: Under misbruget dømt for gentagne tilfælde af i denne sammenhæng relativt svær volds- og berigelseskriminalitet. Endvidere ifølge egne oplysninger under interviewet, også involveret i alvorlig stofkriminalitet, specielt med hensyn til amfetaminindsmugling og -forhandling. Alene med søn født 2 år før metadonbehandlingens start, og muligvis som følge heraf positivt særbehandlet, idet 7 sigtelser (af hvilke de 4 forhold - 2 tilfælde af vold med legemsbeskadigelse, bevisforvanskelse og indbrud - erkendtes under interviewet) hidrørende fra perioden med metadonbehandling, alle blev henlagt.
Thor: I de tre år før metadonbehandlingens start 3 gange idømt ubetingede fængselsstraffe på 6 måneder eller derover, heriblandt 8 måneder for overtrædelse af straffelovens §191. I løbet af metadonbehandlingens godt 5 år højeste sanktion, 2 domme uden straffastsættelse for henholdsvis overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og hæleri.
Sammenfattende må man sige, at metadonbehandling, lige så lidt som socialpædagogisk behandling, er noget særligt effektivt middel til at få stofmisbrugerne til at rette ind til højre. Når dette forhold kombineres med, at den psykiske modydelse som stofmisbrugerne skal erlægge for disse "behandlingstilbud", som vist ovenfor, er af en betydelig størrelse, fremtræder det samlede behandlingssystems eksistensberettigelse som mere end tvivlsom.