Legalisering? Ja. Men hvordan?
Der er således ikke rationelle grunde for at opretholde forbudet imod opiater og andre stoffer i sin absolutte form, hvorimod respekten for individets ret til at vælge sit eget nydelses/bedøvelsesmiddel tæller for en legalisering. Det er straks mere problematisk at bestemme en hensigtsmæssig ramme for legalisering. En total legalisering af alle "misbrugs"-stoffer, f.eks. ved at gøre dem til håndkøbsmedicin, kan der rettes flere indvendinger imod. Jeg skal nævne tre, som afgrænser legaliseringens form.
For det første kan Danmark ikke isoleret totalt legalisere opiater. En sådan isoleret totallegalisering ville udløse svære sanktioner fra lande, som fortsat opretholder et forbud, og ville formentlig få stofmisbrugere fra alverdens lande til at strømme hertil. Adgangen til legale opiater må således indskrænkes til danske statsborgere. Af hensyn til kontrollen af udlændinge og mindreåriges forbrug, må der således opretholdes et vist kontrolsystem, dels rettet mod de, som måtte forsøge at holde liv i et parallelt ulovligt marked, og dels rettet mod de stofmisbrugere, som ville søge at slå mønt af deres lette adgang til stoffer ved at sælge dem videre til udlændinge og mindreårige.
Dette er ikke stedet at diskutere de (snævre) fysiske og organisatoriske rammer indenfor hvilke stofmisbrugernes legale brug af opiater og andre stoffer måtte finde sted. Blot må det fastslås, at rammerne må sættes såvel af mindretallets krav på at kunne dyrke deres bedøvelsesformer under for dem acceptable betingelser, som af majoritetens ønske om at afgrænse brugen til den gruppe som aktuelt er brugere. Eftersom disse to ønsker er gensidigt modstridende forudsætter afvejningen af dem, at misbrugerne anvender de ubetvivlelige organisatoriske talenter som findes blandt dem til at udtrykke deres interesser. For en legalisering som tager form af "klinikker", hvor hvidkitlede guder og gudinder "administrerer" stofferne for og til stofmisbrugerne vil ikke kunne tiltrække alle, ja måske end ikke flertallet af misbrugerne, og vil blot være repression i en besmykket form. Lige så lidt som legalisering bør ses som et kriminalpræventivt redskab, bør det ses som et "behandlingstilbud"
Nødvendigheden af, at rammerne for en begrænset legalisering fastlægges gennem forhandlinger mellem minoritet og majoritet, fører naturligt frem til den anden og tredie indvending mod en total legalisering. Den anden indvending er flertallets angst for at blive fristet ind i et opiatbrug, og den tredie flertallets angst for at deres børn skal blive fristet ind i et sådant brug.
Indvending 2 formuleres oftest upersonligt på følgende måde: hvis vi legaliserer opiater totalt så ved vi ikke hvormange ikke-misbrugere der vil føle sig tiltrukket af disse stoffer, og hvormange af disse som vil udvikle et forbrug som vil hæmme deres produktive og øvrige sociale udfoldelser (Kaplan (1983) side 112-147) (6). I kapitel l viste jeg at indtagelse af opiater, så vidt vi i dag ved, ikke er organisk skadevoldende, og at stofferne i sig selv ikke er euforiserende, snarere tværtimod. I kapitel 3 fremsatte jeg en hypotese om hvorledes opiater for nogle blev et tiltrækkende euforiserende stof. Det drejede sig om de "dobbelt-udstødte", som jeg påstod dannede kernen i den oprindelige subkultur. Men historien viser også, at opiater til andre tider, på andre steder, har fungeret som en kultur-rusgift på en ganske anden måde end i Danmark siden 1970. Opiatrusen og opiatindtagelsens betydning er således langtfra en "universel konstant", heller ikke for så vidt subkulturelt brug angår. Denne påstand støttes af de i kapitel 4 nævnte forskelle med hensyn til hyppigheden af voldelig berigelseskriminalitet mellem stofmisbrugere i Danmark og i New York. I ghettokvartererne i det østlige USA's storbycentre synes (kontrolleret) heroinbrug blandt unge mænd, lige som dristighed i slagsmål, at være forbundet med høj status i den normale kammeratskabsgruppe, ganske modsat af, hvad jeg har hævdet var tilfældet herhjemme (Feldman (1973)) (7). Pointen af dette er, at lige så lidt som tilstedeværelsen af opiater i tæt fysisk nærhed af de mange tusinde hashrygere omkring 1970 var tilstrækkelig til at igangsætte en lige så voldsom spredning af opiater, som den der fandt sted af hash, lige så lidt vil en legalisering af opiater være en tilstrækkelig betingelse for en pludselig eksplosion i opiatbrugen, endsige i det karakteristiske brugsmønster, som kendetegner den aktuelle opiatmisbrugersubkultur. Stoffets effektive pris (jfr. citatet af Peter Ege ovenfor) er med til at bestemme dets udbredelse. Men ligesom vi stadigvæk ser nye opiatmisbrugere på trods af en fænomenal høj effektiv pris på opiater, så vil en sænkning af denne effektive pris ikke nødvendigvis medføre en øget udbredelse. Det bedste aktuelle eksempel herpå er sniffing af lim, lightergas, opløsningsmidler m.v. Disse stoffer er frit tilgængelige, og brugen til beruselsesformål er velkendt blandt unge. Ikke desto mindre tyder fraværet af en epidemi af organiske hjerneskader blandt unge som følge af brugen af disse stoffer på, at den (uhæmmede) brug af dem er yderst sjælden. Et historisk eksempel er den amerikanske situation i 2. halvdel af forrige århundrede, hvor opiater var frit tilgængelige og forbrug udbredt til størstedelen af befolkningen, men hvor kun mellem l promille og l procent af befolkningen var regelmæssige brugere (Terry & Pellens (1928) kapitel I).
Hertil kommer endnu et forhold, nemlig at mens adgangen til opiater i dag går over misbrugersubkulturen, ville det ikke være tilfældet, hvis stofferne totalt legaliseredes. Dette betyder at nye brugersubkulturer ville kunne dannes uafhængigt af misbrugersubkulturen; d.v.s. subkulturer med normer omkring indtagelsen (indtagelsesmåde, -hyppighed og -anledninger), som kunne tænkes at være langt mere socialt acceptable og somatisk uskadelige end misbru-gersubkulturens. En del af de unge, som i dag rekrutteres til misbrugersubkulturen ville således kunne undslippe medlemsskab af denne subkultur; et medlemsskab som de måske er bedst foruden (8).
Det er således langtfra sikkert, at en total legalisering af opiater ville medføre en stigning i det samlede antal personer, som "misbrugte" disse stoffer. Helt anderledes forholder det sig formentlig i det aktuelle kulturelle klima med centralstimulerende stoffer, benzodiazepiner og barbiturater og måske også med hash. De tre førstnævnte stofgrupper er som skabt til at blive brugt på en for brugeren skadevoldende måde i vort præstations- og angstdominerende normalsamfund og benzodiazepiner bliver da også brugt på en sådan måde af mange. Min usikkerhed med hensyn til det tjenelige i legalisering af hash bunder simpelthen i, at dette stof i sin de facto legaliserede form i min (begrænsede) erfaring fra værtshuse synes at indgå i en agressionsfremmende cocktail med alkohol, hvilket taler imod at øge udbuddet af dette stof (8a). Men dette er et meget kontroversielt og vanskeligt spørgsmål, som ikke er centralt for den aktuelle problemstilling. Det væsentlige her er to ting: legalisering af opiater til stofmisbrugere må ledsages af en tilsvarende legalisering af andre stoffer til denne befolkningsgruppe, fordi disse andre stoffer indgår som faste bestanddele i stofmisbrugernes forbrug. Og en begrænset legalisering af benzodiazepiner, barbiturater m.v. til stofmisbrugere og en total legalisering af opiater ville være at træde majoritetens opiatangst unødvendigt nær. Hvor irrationel flertallets angst for at blive opiatmisbrugere end måtte være, så er der ingen rimelighed i at ophæve et forbud for den del af befolkningen, som ønsker dette forbud opretholdt som en ydre beskyttelse mod sig selv.
Mindretal og flertal må således i fællesskab finde frem til en mekanisme, som sorterer bukkene fra fårene. Jeg mener ikke,at det her er hensigtsmæssigt at gå ind i en diskussion af forskellige administrative modeller til bestemmelse af hvilke stofmisbrugere, der skal have fri adgang til "misbrugs"-stoffer. Det er dog klart, at på dette område, som indenfor alle andre, vil forældres ret til at bestemme over deres mindreårige børn være gældende. Hermed er også indvending 3 besvaret.
Afslutningsvis er det nok værd at tage en enkelt indvending mod enhver form for legalisering, den være sig nok så begrænset (såsom den eksisterende metadonbehandling) op, nemlig at en sådan legalisering, gennem "misbrugere" af den legale stofadgang, vil føre til et øget udbud, og dermed forbrug af ulovlige stoffer. Denne indvending hviler på den sandsynligvis korrekte formodning, at hvis man opretholder et forbud for en del af en befolkning, men ikke for en anden, så vil den "privilegerede" del af befolkningen drage nytte af denne situation ved ulovligt at søge at udstrække dette privilegium til de medlemmer af den ikke-privilegerede delbefolkning, som ønsker det, og som har midler til at bakke dette ønske op med (9). Denne indvending overser blot et forhold, nemlig at ligesom der i dag under den herskende restriktive kontrolpolitik er unge som påbegynder et opiatmisbrug, var det tidligere, dengang hash og andre stoffer distribueredes ad samme kanaler, kun et mindretal af dem, som havde adgang til opiater, som blev brugere, for slet ikke at sige misbrugere. For at gentage argumentet med sniffing-stofferne ovenfor: Fysisk udbud modsvares ikke nødvendigvis af social efterspørgsel.
Men selv hvis udbuddet kunne påvirke efterspørgslen, så overses ét væsentligt forhold, nemlig at såfremt der kan findes en form for begrænset legaliseret distribution, som opiatmisbrugerne vil benytte sig af, vil grundlaget for den største del af det illegale marked falde bort. Dermed synliggøres den tilbageblivende del af dette marked nødvendigvis. Selvom legaliseringen i ét eller andet omfang vil føre til en spredning af (legale) opiater, vil en legalisering altså samtidig få det illegale udbud til at skrumpe ind, og gøre det lettere at kontrollere. Problemet med "langere" mener jeg for det første man må acceptere vil eksistere (på samme måde som man i dag accepterer at mindreårige drikker sig sanseløse på værtshuse) og for det andet søge mindsket ved hjælp af en intern disciplin i det stofbrugende mindretal, og en ekstern retsforfølgning af de som måtte "misbruge" deres legale adgang til opiater.
På samme måde forholder det sig efter min mening med den kendsgerning, at vi, selv under en total legalisering, måtte skulle affinde os med fortsat at leve med et stort antal berigelseskriminelle stofmisbrugere. En stor del af stofmisbrugernes berigelseskriminalitet har udviklet sig som en reaktion på de stigende stofpriser. Deraf følger dog ikke, at den samme store del af berigelseskriminaliteten vil forsvinde som følge af en legalisering. Penge er der som bekendt ingen af os, der har nok af, og selv en nok så angergiven og legaliserende normalbefolkning skal ikke forvente den store kærlighed i ord og handling fra alle stofmisbrugere. Og ligesom stofbruget har en psykisk og social funktionalitet for stofmisbrugerne, så har den kriminelle aktivitet det også i dag for mange af dem. Lige så lidt som vi kan købe os stoffrihed ved hjælp af behandling, kan vi købe os kriminalitetsfrihed fra alle ved hjælp af en legalisering.