Finn Jørgensens behandlingsmodel
Grundlaget for Finn Jørgensens behandlingsmodel var, som nævnt i kapitel 2, fejlsocialiserings-modellen for årsagerne til stofmisbrug hos den enkelte.
Finn Jørgensen betragtede den enkeltes stofmisbrug, hverken som en sygdom eller som et symptom på en sygdom, men som en social proces, "ikke alene placeret inden i det enkelte menneske, men i lige så høj grad i mikro- og makromiljøet" (Jørgensen (1970a)). Mens processens udgangspunkt var en utilstrækkelig socialisering i "samfundets konventionelle grupper", så forudsatte et vellykket udfald af behandlingsindsatsen over for de unge stofmisbrugere også, at "der sker en ændring i samfundets grupper, specielt i samfundsgruppernes syn på de unge stofmisbrugere" (Jørgensen (1970b) side 20). Eller mere radikalt i 1971: "De forskellige former for "stofmisbrug" er sådanne "sociale processer", hvorfor behandlingen ikke alene må tage sigte på at ændre den enkelte misbruger, men i lige så høj grad på at ændre de sociale systemer, som vedkommende er medlem af". (Jørgensen (1971a)).
Formålene med behandlingen var således heller ikke primært ophør med stofindtagelsen, men derimod:
- Bedring eller eventuel helbredelse af den psykiatriske grundlidelse samt bedring, evt. helbredelse af de opståede psykiske og legemlige komplikationer til stofmisbruget.
- Nedsættelse, helst ophør med deltagelse i kriminelle og stofdelkulturer og en stigende deltagelse i konventionelle grupper og delkulturer.
- Øget funktionsevne på det følelsesmæssige, intellektuelle, arbejdsmæssige og kulturelle område." (Jørgensen (1970b) side 21-22).
Til opnåelsen af disse mål foreslog Finn Jørgensen oprettelse af et behandlingssystem med institutioner med forskellige delmål. Inden for hver af behandlingskædens 4 faser skulle der - i hvert fald i København og måske også i de største provinsbyer - findes flere institutioner, tilpasset efter klientellets art og belastningsgrad. De 4 faser var følgende:
Fase I: Det opsøgende og visiterende arbejde udført af poliklinikker på gadeplan med såvel professionelt personale (læger, sygeplejersker, socialrådgivere og psykologer) som opsøgende feltarbejdere, karakteriseret ved "at man her kommer i kontakt med alle typer af stofmisbrugere, og at disse rekrutteres direkte fra miljøet. Hovedopgaven er et uforpligtende førstehjælpsarbejde, hvor man ikke stiller nogen krav til stofmisbrugeren, end ikke krav om at opgive sit navn og bopæl." (Jørgensen (1970b) side 24).
Fase II: Begyndelsesfasen af det egentlige behandlings- og socialiserings-arbejde. Institutionerne i denne fase skulle være psykiatriske og somatiske hospitalsafdelinger og socialpædagogiske institutioner. Hospitalsafdelingerne skulle varetage opgaver som psykiatrisk diagnostisering, afgiftning, behandling af eventuelle psykiatriske grundlidelser og behandling af psykiatriske og somatiske komplikationer til misbruget. De socialpædagogiske institutioner skulle dels være "døgncentre ... differentieret efter stofmisbrugets sværhedsgrad, samt efter klienternes alder, og hvor lang tid de har været ude i deres stofmisbrug" og "ungdomspensioner for den bedste del af klientellet, d.v.s. dem, der fortrinsvis har behov for social støtte og revalidering".
"Hovedopgaven for begge institutionstypcr er socialpædagogisk og psykologisk bistand samt arbejdsmæssig og holdningsmæssig påvirkning. Endvidere skal der være mulighed for arbejdsmæssig optræning og afprøvning af de unges evner til at påtage sig erhvervsarbejde og videre uddannelse. I institutionerne vil man kræve, at de unge stofmisbrugere ikke må frembyde tegn på udtalte afvænningssymptomer, samt at de kun lejlighedsvist tager LSD og opiater, og at de ikke injicerer. Derimod må man påregne at arbejde med stofmisbrugere, der regelmæssigt ryger hash samt sporadisk tager andre stoffer gennem munden." (Jørgensen (1970b) side 26).
Fase III: Behandlings- og socialiseringsfasen. "I denne fase vil man lægge stor vægt på den del af socialiseringen, man traditionsmæssigt kalder revalidering ... I disse institutioner foregår selve revalideringsprocessen, d.v.s. en arbejdsmæssig afprøvelse og optræning samtidig med en socialisering på andre områder. En del af de unge bor her, således at disse specielle revalideringsinstitutioner også fungerer som pensioner. Det bør bemærkes, at der også i revalideringsinstitutioneme foregår et psykologisk behandlingsarbejde.
For en væsentlig del af de unge stofmisbrugere må man dog påregne, at revalideringsprocessen foregår andre steder, bl.a. på skoler, kurser og arbejdspladser. Der er derfor behov for en række ungdomspensioner, hvor disse unge kan bo under selve revalideringsprocessen.
Medens man i fase II fortsat må regne med, at klienterne indtager stoffer, hovedsagelig hash, samt sporadisk opiater og LSD, må man i fase III kræve, at klienterne kun indtager alkohol og cannabis uden for arbejds- og uddannelsestiden og da under iagttagelse af bestemte normer. Ved sværere former for stofmisbrug sker der som tidligere nævnt en tilbagetrædning til fase I eller fase II." (Jørgensen (1970b) side 27).
Fase IV: Genindtræden i samfundet. "I denne fase må man påregne, at den tidligere stofmisbruger er igang med en uddannelse eller har et fast arbejde. Det betyder dog ikke, at vedkommende ikke fortsat har behov for lægelig, psykologisk og social støtte. Til brug for arbejdet i denne fase skal der derfor være efterbehandlingsambulatorier, der er bemandet med læger, psykologer og socialrådgivere. Endvidere har man i denne fase brug for ungdomspensioner af mere traditionel type med plads til ca. 20 personer og et relativt lille personale, hvor der ikke alene skal være plads til tidligere stofmisbrugere, men også til andre unge, uanset om de har haft problemer eller ej." (Jørgensen (1970b) side 27-28).
Det er måske betegnende, at det er Finn Jørgensens formulering af fasemodellen, der i tide (og utide!) fremdrages som det teoretiske grundlag for det socialpædagogiske behandlingssystem vi stadig har, og ikke Karen Berntsen's model. Finn Jørgensen betonede ganske vist til stadighed, at stofmisbrug som en social proces involverede såvel misbrugeren som de sociale mikro- og makrosystemer han indgik i, og at lige som de sociale årsager til misbruget hos den enkelte ikke måtte forveksles med stofmisbrugsproblemets sociale årsager, så måtte indsatsen mod dette problem ikke indskrænke sig til at behandle den enkelte misbruger (og evt. hans nærmiljø). Men det som direkte kunne "bruges" af administratorer, politikere og behandlere var den administrative model for den enkelte misbrugers behandlingsforløb som Finn Jørgensen opstillede. Dermed blive følgende forskelle mellem Karen Berntsen's bog og Finn Jørgensen's redegørelse også af betydning for det behandlingssystem som udviklede sig:
- Det ikke-professionelle, samfundskritiske behandlerpersonale, som var så betydningsfuldt i Ungdomsklinikkens eksperiment, såvel i dets teori som i dets praksis, indgår ikke eksplicit i FinnJørgensen's version af faseprogrammet. Når han således betoner, at også det samfund, som stofmisbrugeren skal leve i må ændre sig, således at stofmisbrugeren får mulighed for at realisere alternative samlivsformer, så hægtes dette krav ikke på nogen krog i den administrative systembeskrivelse, og går derfor desto lettere i de professionelles (politikere, administratorer, behandlere) glemmebog.
- Tilsvarende fremtræder socialisering til traditionelle erhvervsroller langt mere betonet i Finn Jørgensen's redegørelse end i Karen Berntsen's beskrivelse af Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment. I modsætning til Karen Berntsen nævner Finn Jørgensen ikke eksplicit oprettelse af produktionskollektiver som en måde, hvorpå stofmisbrugerne kunne integrere sig selv i samfundet efter endt behandling, og endelig
- Så indgår varierende grader af stoffrihed eksplicit som adgangskrav til fase II og fase III i Finn Jørgensen's model. Dette muliggør at sådanne stofkriterier bliver de afgørende, eventuelt de eneste, adgangskrav til behandling (3). Som jeg skal vise nedenfor, er dette også i praksis tilfældet: I dagens systemer er faserne I og II slået sammen i en forkvaklet form, hvor der reelt ikke ydes misbrugeren anden hjælp end adgang til at dokumentere sin motivation til at gå direkte fra gaden, evt. via en kortvarig afgiftning på en psykiatrisk afdeling, til fase III-behandling.
Sammenfattende må man således sige, at selvom Finn Jørgensen's udformning af fasemodellen på det teoretiske plan fastholdt og udbyggede fejlsocialiseringsmodellens samfundskritiske orientering, så lod hans faktiske anvisninger på, hvorledes et behandlingssystem rettet mod den enkelte misbruger administrativt skulle struktureres, sig alt for let overtage af afretningsteknokrater, som ikke havde det fjerneste ønske om at arbejde videre udfra modellens kritiske teoretiske fundament (4). Hvilket netop var det som skete.