Perspektiver
Kontrolsystemets udvikling over de sidste 15 år har givet anledning til en række retssikkerhedsmæssig problemer. Jeg har kun nævnt de 6 som jeg personligt finder er de vigtigste (26), nemlig
- En udvidelse af den allerede existerende praksis m.h.t. videregivelse af oplysninger om personlige forhold fra politiet til de sociale myndigheder.
- Anvendelse af rum- og telefonaflytning i forbindelse med efterforskningen af bagatelagtige sager, hvor sådanne midler oprindeligt slet ikke var tænkt taget i anvendelse fra lovgivningsmagtens side.
- Anvendelsen af langvarig varetægts-, og specielt isolationsvaretægtsfængsling, i en sådan grad at visse forsvarsadvokater hævder at dette er i strid med den europæiske menneskerettighedserklærings artikel 4, i den skjulte hensigt at presse tilståelser frem.
- Anvendelse af politiprovokatører.
- Fremkomst af anklageskrifter med en uacceptabel grad af manglende præcision for så vidt angivelse af det eller de påsigtede forholds art og gerningstidspunkt angår, og
- En væsentlig øgning i antallet af domfældelser baseret på "rene" indicie"beviser".
Alle 6 punkter giver grund til bekymring for udviklingen, også med , hensyn til den "almindelige" borgers retssikkerhed i fremtiden. Specielt i koblingen af, på den ene side punkt l ovenfor, og på den anden side punkterne 2-6 ovenfor, har retssystemets måde at tackle stofmisbrugsproblemet på afsløret "velfærdsstatens" konvergens mod en totalitær tilstand, som er desto mere skræmmende, som denne velfærdsstat jo faktisk - med henvisning til den øgede materielle velstand i alle befolkningens lag - kan "bevise", at når den handler mistænksomt overfor sine børn (borgerne), så er det fordi den elsker dem, og vil dem det bedste: På den ene side har man et politi, som angiveligt vil sine klienters bedste når det, "i stedet" for at søge dem retsforfulgt i henhold til loven, uden hjemmel i loven henviser dem til "behandling" i socialvæsenets regie (man må vel antage, at disse klienter "i virkeligheden" gerne vil behandles af socialvæsenet, men blot ikke ved det, siden man gør det muligt for samme socialvæsen at henvende sig til klienterne med sine "tilbud"?). Og på den anden side har man et politi, der med domstolenes billigelse, med alle tænkelige offensive midler forsøger at få samme gruppe klienter til at begå (ved hjælp af provokatører) respektive tilstå (ved hjælp af en moderne udgave af jernbyrden) så alvorlig kompromitterende handlinger som muligt.
Hvilke retssikkerhedsmæssige perspektiver tegner der sig for os i fremtiden, når vi ser på stofretsplejen i de lande vi normalt plejer at sammenligne os med? De er nok så foruroligende.
Fra USA er det en gammel erfaring, at forbud imod stoffer (hvad enten de er flydende eller i pulverform) i sidste ende leder til politikorruption. Således nævner Kaplan, at mens omkring halvdelen af de føderale narkotikaagenter i New York blev fyret og/eller anklaget for korruption i årene omkring 1970, så viste byen New Yorks officielle kommission til undersøgelse af politikorruption, at korrumperingen af det lokale narkotikapoliti i 1970'ernes begyndelse var endnu mere omfattende (Kaplan (1983) side 97).
I Vesttyskland hverves tidligere narkotikadømte som politiprovokatører, hvis man ellers kan tro den udførlige omtale af "Jakop"-sagen i dagbladet Information (se således Information fra 5. og 6. juli 1984).
I Norge kan tolderne ved grænsekontrolstedeme uden dommerkendelse eller andre dikkedarer kræve af indrejsende, at de smider alt tøjet, og tømmer kroppens hulrum under opsyn (d.v.s. skider). Hvad der sker hvis man nu ikke kan melder kilden ikke noget om (Ansnes (1983)). I Sverige kan indsatte i fængslerne idømmes disciplinærstraf såfremt de nægter at aflevere urin til analyse af om urinen indeholder ulovlige stoffer (Bishop (1983) side 180-181). Indeholder urinen ulovligt stof kan de indsatte også idømmes disciplinærstraf ...
I Island overvejede man ved indførelsen af den første stoflov i 1974 at lade den specielle dommer, som er førsteinstansdommer i stofsager i Island være den administrative leder af narkotikapolitiet. Forslaget var nær blevet vedtaget af det islandske Alting, men betænkeligheden over denne sammenblanding af udøvende og dømmende magt vandt dog over ønsket om at opnå en yderligere "effektivisering" af retsforfølgelsen af disse sager (Thormundsson (1984)), af hvilke der i 1974 var ialt 171 (Jonsson (1984)).
I Norge har maximumstraffen for stoflovsovertrædelser siden 1981 været 15 års fængsel, med mulighed for at øge straffen til 20 års fængsel under skærpende omstændigheder (Hauge (1984) side 37) (27). I Sverige bliver næsten halvdelen af samtlige personer som idømmes over 2 års fængsel dømt med en stoflovsovertrædelse som hovedforbrydelse (Solarz (1983) side 18). I Danmark er det under 1/4 af alle som dømmes til 2 års fængsel eller derover, som aktuelt (d.v.s. 1978, det sidste år vi har landsdækkende statistik for) der er dømt med en stoflovsovertrædelse som hovedforbrydelse (Danmarks Statistik (1980)). Ikke så mærkeligt, at vore nordiske naboer er utilfredse med vort "lave" straffeniveau på stoflovsområdet!
Med disse ubehagelige (mulige) fremtidstoner skal jeg forlade min gennemgang af kontrolsystemets udvikling og denne udviklings konsekvenser, og vende mig mod næste emne: Nutidens stofmisbrugere.