Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment
I kapitel 2 påstod jeg, at den udformning, stofmisbrugerbehandlingssystemet fik i Danmark i årene omkring 1970 kunne forklares med den samtidige tilstedeværelse af et opgave"sultent" socialvæsen, et "mæt" sundhedsvæsen og et velvilligt politisk klima for begge væsener. Dette er selvfølgelig kun i begrænset udstrækning korrekt; de tre nævnte faktorer var nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser for overførslen af stofmisbrugerbehandlingen fra det psykiatriske hospitalsvæsen til socialvæsenet. En fjerde og sidste betingelse var eksistensen af en terapeutisk grundmodel som syntes relevant i forbindelse med behandlingen af unge stofmisbrugere inden for socialvæsenet. En sådan model var i årene 1960-1965 udviklet af Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment med unge kriminelle (Berntsen (1971), Andersson (1971)).
Dette eksperiment var en del af et større projekt finansieret af Ford Foundation vedrørende ungdomskriminalitet i København, og byggede dels på behandlingserfaringerne med tidsubestemte fanger i forvaringsanstalten Herstedvester, og dels på resultaterne af kriminologen K.O. Christiansen og psykologen Karen Bemtsens arbejde med korttidsstraffede. Klinikkens arbejdsform var nyskabende indenfor kriminalforsorgsarbejdet derved, at der tilstræbtes en nedbrydning, såvel af traditionelle professionelle fagskel mellem læger, psykologer og socialarbejdere, som af de stive og asymmetriske behandler-klientroller. Også på andre områder repræsenterede klinikkens arbejde nyskabelser indenfor det kriminalforsorgsmæssige arbejde: Målsætningen med behandlingen var individuel (d.v.s. ikke nødvendigvis rettet mod klientens opnåelse af et bestemt socialt funktionsniveau); formel diagnostik (klassifikation af klienterne som "psykopater" eller "neurotikere" af denne eller hin type) betragtedes som i bedste fald irrelevant, og i værste fald skadelig p.g.a. risikoen for fiksering af klienten i bestemte reaktionsmønstre; og behandlingen var frivillig, på trods af, den unge var blevet henvist til klinikken af en domstol.
Eftersom arbejdet med de unge kriminelle havde givet lovende resultater, blev klinikken - da det af Ford Foundation finansierede eksperiment ophørte i 1965 - drevet videre som et overvejende statsfinansieret rådgivningscenter for alle typer unge mellem 14 og 18 år under Landsforeningen for mentalhygiejne.
Ungdomsklinikken fik kontakt med de første stofmisbrugere i 1966. Kontakten synes - som beskrevet af Karen Berntsen (Berntsen (1971) side 14-15) - i høj grad at have været præget af åbenhed og nysgerrighed overfor de omkring 200 "langhårede", som man kom i kontakt med i løbet af 1966-1968. Langtfra at deltage i det almindelige hysteri som prægede myndigheder, presse og befolkningens indstilling til "provoer" og "hippier", synes Ungdomsklinikkens tilgang til disse grupper at have været præget af en respekt for deres samfunds- og menneskesyn, samtidig med at man selv stod fast på det etablerede samfunds grund.
Det forslag til et behandlingseksperiment for unge stofmisbrugere, som Ungdomsklinikken fremsatte i efteråret 1968, var også i høj grad præget af en åben indstilling såvel med hensyn til behandlingsmetoder som -mål. Med Karen Berntsens egne ord:
"... de hidtidige foranstaltninger [havde] stort set ... været centreret om selve stofferne og stofmisbruget og i for ringe grad ... haft opmærksomheden rettet mod de karakteristiska, der kendetegnede den gruppe unge, der blev tiltrukket af de euforiserende stoffer og stofkulturen i en sådan grad, at de mistede kontrollen over deres forbrug og derved øgede risikoen for at ødelægge sig selv fysisk, psykisk og socialt.
Kort sagt synes en stor del at være karakteriseret ved kontaktvanskeligheder med deres primærgrupper, isolation i forhold til jævnaldrende, umodenhed, overfølsomhed og overordentlig lav frustrationstærskel, således at de giver op overfor den mindste modstand, de møder på deres vej. De euforiserende stoffer og narkotika er blevet deres middel til flugt fra nederlag og modgang, samtidig med at stofkulturen og stofferne har givet en pseudotryghed og et pseudotilhørsforhold.
Et nyt behandlingseksperiment skulle forsøge at tage disse forhold i betragtning ved at finde alternativer for stoffernes effekt og stofkulturen. En vigtig forudsætning skulle være, at behandlingen hvilede på frivillighedens grundlag, at der skulle skabes muligheder for et blivende gruppetilhørsforhold, samt at de i behandlingsprogrammet indbyggede krav blev afpasset således, at de voksede i takt med den udvikling, den unge gennemgik.
En anden vigtig faktor i forslaget gik ud på, at man i mindre grad end ved de hidtidige foranstaltninger skulle lægge vægt på en resocialiseringsproces i almindelig forstand, d.v.s. at få de unge til hurtigst muligt at fungere arbejdsmæssigt og socialt på samme måde som størsteparten af unge og voksne i det eksisterende samfund. Det burde i højere grad tages i betragtning, at samfundet på mange måder er ved at undergå store ændringer, som bl.a. kan bevirke, at de værdier og normer, som den ældre generation er opdraget med, udskiftes med andre værdier og normer.
Formålet med behandlingen er således, at få de unge til at opgive stofferne ved at lade dem finde frem til en livsform, som er mere tilfredsstillende for dem selv og mindre belastende for samfundet." (Berntsen (1971) side 17, mine udhævninger).
En af de væsentligste nyskabelser indenfor Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment, den selvejende institution Dag- og Døgncentret, som stiftedes i foråret 1969, var inddragelse af ikke-professionelle behandlere med et eksplicit kritisk syn på det etablerede samfund i arbejdet med de unge stofmisbrugere. Disse ikke-professionelle - overvejende studerende - kom til at udgøre kernen i medarbejderstaben i det faseprogram, som gradvist udviklede sig i årene 1969-1971; et faseprogram, som i stærkt amputeret form kan genfindes i det socialpædagogiske behandlingssystem vi har i dag. I sin "endelige" form (1) indeholdt modellen følgende hovedelementer:
- Et kontaktcenter, hvor stofmisbrugeren kunne henvende og opholde sig; om nødvendigt også om natten. Her var det muligt at få mad mod ringe betaling, være sammen med andre stofmisbrugere og medarbejdere, se fjernsyn, høre og spille musik og deltage i værkstedsarbejde m.v. Stoffrihed var intet krav, men stofindtagelse på stedet blev påtalt, og forhandlere blev bortvist. Gennem samtaler søgte personalet at motivere og forberede klienterne til at gå videre til andet trin:
- Turfunktionen: Et ophold sammen med 4-5 andre misbrugere og 2 medarbejdere på et rart sted på landet i 2-3 måneder. Målene med denne fase var nedtrapning (de første 10-14 dage), fysisk restitution, og at give klienterne muligheder for at få positive og jeg-styrkende oplevelser gennem samværet med andre unge i stoffri tilstand.
- Minisamfund: Efter 2-3 måneder sammen i den lille gruppe skulle 2-3 smågrupper bringes sammen i en kortere periode med henblik på dannelse af nye grupper baseret på de interesser, som den enkelte klient måtte have fattet med hensyn til den fremtidige stoffri tilværelse under anden fase.
- Udslusningskollektiver sammensat af mindre grupper af de i minisamfundet deltagende klienter, stadig støttet af medarbejdere og stadig placeret langt fra stofmiljøet, og endelig eventuelt
- Elitedøgncenter for unge, som følte sig stærke nok til at gå i gang med uddannelse/arbejde i selve København, men som ikke følte sig stærke nok til at bo alene. Endelig
- Et refugium, for den gruppe af svært psykisk afvigende stofmisbrugere, som faldt igennem såvel dette behandlingssystem, som forsorgssystemet generelt.
Elementerne 5 og 6 blev aldrig realiseret indenfor selve behandlingseksperimentet, og refugietanken, som siden i perioder har været oppe at vende, er ikke blevet realiseret blot tilnærmelsesvis af noget behandlingssystem på noget tidspunkt.
Som eksperiment var Ungdoms klinikkens behandlingseksperiment banebrydende indenfor stofmisbrugerbehandlingen, og kom til at præge det efterfølgende behandlingssystem stærkt, først og fremmest de selvejende institutioner i København drevet af Kirkens Korshær og politiets ungdomsklub på Amager (Klub 47). Men dels i kraft af sine indbyggede ideologiske modsætninger (klienterne skulle integreres i samfundet, samtidig med at de realiserede de modkulturelle samlivsformer som de, og specielt de ikke-professionelle medarbejdere, følte sig tiltrukket af), og dels i kraft af sin eksperimenterende tilgang til stofmisbrugerbehandlingen, var eksperimentet ikke organisatorisk levedygtigt. Forsøget var finansieret af staten og Københavns kommune, og dets karakter af et socialt eksperiment kan ikke andet end have generet dets sponsorer, specielt Københavns kommune, som i 1970 startede sit eget behandlingssystem. (2) Selvom den selvejende institution Dag- og Døgncentret blev drevet videre som en behandlingsinstitution for stofmisbrugere, var det i årene efter 1972 at betragte som en traditionel, professionelt drevet og hierarkisk ledet behandlingsinstitution.