© Jacob Hilden Winsløw

Livsbetingelser

Efter disse bemærkninger om stofmisbrugernes udgangsposition skal jeg gå over til at se på stofmisbrugernes forhold under misbruget. De første spørgsmål jeg vil se på er nært forbundne, nemlig hvor kriminelle og hvor stofbrugende er stofmisbrugerne egentlig?

Stofforbrug og kriminalitet

At nogle stofmisbrugere af samfundet er blevet betragtet som endda meget svært kriminelle, fremgår af tabel 16, hvor den samlede afsoningstid er vist for henholdsvis mænd og kvinder i to grupper "ældre" stofmisbrugere i metadonbehandling: Over 1/4 af mændene i FUS-materialet havde afsonet 4 års fængsel eller derover. Men tabellen antyder også, at der er en betydelig individuel spredning i stofmisbrugernes kriminelle belastningsgrad: 3/4 af kvinderne og 1/3 af mændene i materialet fra almen praksis havde aldrig fået en ubetinget fængselsstraf.

Tabel 16. Samlet afsoningsvarighed op til den aktuelle metadonbehandlings start i to grupper "ældre" stofmisbrugere i København. I procent. Fra Winsløw & Ege (1983) (= "almen praksis") og Forsøgsudvalget på Sundholm (1984) (= "FUS").
	Kvinder		Mænd
Varighed af afsoninger	Almen praksis	FUS	Almen praksis	FUS
Ingen afsoning	71	58	36	3
højst 1 år	24	25	36	24
13-47 måneder	6	16	28	45
mindst 4 år	0	0	0	28
I alt (procentbasis)	100 (17)	100 (12)	100 (25)	100 (29)
Gennemsnitlig alder ved behandlingens start	24 år	31 år*	26 år	31 år*
* Gennemsnitlig alder for mænd og kvinder.

Ovenfor viste jeg, at det årlige antal af alvorlige narkotikadomme er beskedent: Kun mellem 150 og 200 mennesker idømmes hvert år over 6 måneders fængsel overvejende eller udelukkende for overtrædelse af stoflovgivningen, og af disse er ikke alle stofmisbrugere.

Når nogle stofmisbrugere - det er uvist hvor mange (30) - derfor har langvarige fængselsophold bag sig, skyldes det i vid udstrækning anden kriminalitet end stofkriminalitet; specielt berigelseskriminalitet. De sædvanlige forestillinger om omfanget af stofmisbrugernes berigelseskriminalitet er dog vildt overdrevne. Det sidste skud på stammen af fantasiberegninger om omfanget af stofmisbrugernes berigelseskriminalitet er fremsat af den administrative leder af politiets kriminalpræventive undervisning ved skolerne i København, Niels Vestergaard Jeppesen:

"skønsmæssigt indkøber en narkoman på "det sorte marked" dagligt narkotika for 2000 kr. - det vil sige ca. 720.000 kr. på årsbasis. Det er nok realistisk at antage, at der i Danmark er ca. 7.000 narkomaner, hvilket vil sige, at de faste udgifter til indkøb af stoffer på årsbasis beløber sig til ca. 5.040.000.000 kr.!!! - når man ved at et stjålet farve-TV til en værdi af ca. 7.000 kr., måske kun indbringer 1.000 kr., begynder man at kunne anskue de faktiske omkostninger ved narkotikamisbruget i Danmark". (Niels Vestergaard Jeppesen i den københavns omegnsavis Vestegnen, 23.8.1983 som citeret af Balvig (1983b)).

Baggrunden for disse fantasi(mis)fostre er de oplysninger, som stofmisbrugerne giver til politiet (og til andre) om prisen på ulovlige stoffer, for de er i sandhed astronomisk høje; koblet med myten om stofmisbrugeren som en abstinensstyret kriminalitetsmaskine. I tabel 17 har jeg anført de heroinpriser, jeg har fået oplyst af 5 forskellige ledende narkotikapolitifolk i København og større provinsbyer ved forespørgsler i sommeren 1984. Som det fremgår af tabellens yderste kolonne, er prisen for en "enkelt dosis" i gennemsnit godt 200 kr. i København, og over 300 kr. i provinsen. "Enkeltdosis" betyder her den mængde, som jeg skønner de fleste personer, der har indtaget opiater 2-3 gange ugentligt over ½ års tid, skal indtage intravenøst for at overskride deres tolerancetærskel og få organiske impulser af en sådan styrke at brugeren kan konstruere en euforisk bevidsthedseffekt af dem (jævnfør kapitel l). For en ikke-tolerant person vil 2-5 mg være en tilstrækkelig dosis, mens en daglig bruger vil skulle tage adskilligt mere (31). En person med samme tolerance som Pontoppidans gennemsnitspatient (jfr. tabel l i dette kapitel) vil i løbet af en dag skulle indtage mellem 40 og 50 gange en sådan enkeltdosis (32). Et sådant forbrug ville, hvis pågældende indkøbte stoffet til de i tabel 17 angivne gennemsnitsdetailpriser, koste ham omkring 10.000 kr. om dagen. Er et sådant forbrug overhovedet tænkeligt? Svaret er helt klart nej, medmindre det drejer sig om en stofmisbruger, som selv er storforhandler af heroin. En kvindelig prostitueret stofmisbruger ville, for at tjene et beløb af denne størrelse, dagligt skulle have mellem 40 og 50 kunder. Og en stofmisbruger, som skaffer pengene til sit forbrug ved hjælp af tyverier, ville skulle stjæle og videresælge for mellem 20 og 100.000 kr. dagligt (afhængig af de stjålne genstandes art) for at have 8-10.000 kr. til heroin. Ingen af delene er mulige: Tiden slår simpelthen ikke til, for at gennemføre så mange enkelttransaktioner af den ene eller den anden slags, og så oveni skaffe sig stoffet.

Tabel 17. Skøn over heroinprisen i yderste led ifølge politiets oplysninger forskellige steder i Danmark, sommeren 1984.
Lokalitet*	Kilde	Oplyst mængde	Oplyst styrke	Oplyst pris (kroner)	Beregnet pris per 10 mg heroin (kroner)
København	1	0,3-0,5 g	8-25%	500-2000	40-830 (220)**
København	2	1 g	15-20%	min. 2500	min. 125
Provinsby A	3	0,3-0,5 g	15-25%	ca. 2000	160-440
Provinsby A	2	1 g	15-20%	ca. 4500	225-300
Provinsby B	4	1 g	10-12%	ca. 4000	330-400
Provinsby C	5	0,25-0,3 g	20%	1500-2000	250-400
Provinsen	2	1 g	15-20%	højst 6000	højst 400
* Af hensyn til et ønske fra min kilde i en af provinsbyerne er disse "anonymiserede". ** Gennemsnitspris for 10 mg beregnet udfra den oplyste gennemsnitlige pris og styrke for et rør indeholdende 0,3 g "stof" (15%, 1000 kr.).

Men hvor berigelseskriminelle er stofmisbrugerne? Og hvor mange penge giver berigelseskriminalitet og andre aktiviteter dem til indkøb af opiater?

Ifølge en udtalelse til radioavisen den 14.7.1984 af venstrepolitikeren Bjørn Elmquist begik de ca. 12.000 (danske såvel som udenlandske) personer, som i årene 1977-1982 indgik i det særlige efterforskningsregister for stoflovsovertrædelser, 18% af samtlige opklarede straffelovsovertrædelser i 1982. Selvom disse personer, som ovenfor nævnt, a) ikke alle er stofbrugere, og b) slet ikke alle er opiatbrugere, og c) tallet ikke inkluderer de stofmisbrugere, som alene er kendt af andre myndigheder end politiet (33), så stemmer disse 18% meget godt overens med resultatet af en undersøgelse, Københavns Politi lavede af, hvem gerningsmændene var til de opklarede berigelsesforbrydelser i NV-kvarteret i København i månederne februar til april 1981. I denne undersøgelse fandt man, at knap 1/3 af samtlige opklarede forhold var begået af "narkomaner". Samme år undersøgte politiet hvem der begik de opklarede røverier mod pengeinstitutter, og her var andelen af "narkomaner" 1/4 i København og 1/6 i resten af landet (Rigspolitichefen (1982) side 32-33). Udfra disse tal skønner Alkohol- og Narkotikarådet i sin nyligt udkomne redegørelse om behandlingen af stofmisbrugere, at den gennemsnitlige stofmisbruger i 1982 begik mellem 8 og 13 anmeldte (men ikke nødvendigvis opklarede) berigelsesforbrydelser, brugstyverier ikke medregnet (Alkohol- og Narkotikarådet (1984) side 32-33). Dette svarer til 12% af samtlige anmeldte overtrædelser af straffeloven og særlovgivningen. Medregner man stof- og andre særlovsovertrædelser (våbenlov, færdselslov m.v.) og brugstyverier, som stofmisbrugerne også hyppigt begår, når man frem til, at de 6-10.000 stofmisbrugere antageligt begår lidt over 100.000 af de knap 700.000 anmeldte lovovertrædelser hvert år. Gruppen er således som helhed "svært kriminelt belastet" i den forstand, at dens medlemmer tilsammen begår mange registrerede lovbrud.

Men hvad er udbyttet i kroner og ører af alle disse handlinger? Det har vi i sagens natur ikke nogen direkte viden om, men kriminologen Flemming Balvig er gennem en analyse af den mulige sortbørsomsætningsværdi af de i 1977 anmeldte tyverier nået til et skøn over udbyttets omtrentlige størrelse (Balvig (1983a)). Resultaterne fremgår af tabel 18, hvoraf det ses, at den samlede indkomst som tyvene i 1977 kunne have haft fra anmeldte tyverier var i størrelsesordenen 125 mio. kr. Hvis vi i overensstemmelse med resultaterne af politiets undersøgelse af de opklarede berigelsesforbrydelser i NV-kvarteret antager, at stofmisbrugerne tegner sig for 1/3 af samtlige anmeldte (opklarede såvel som ikke-opklarede) berigelsesforbrydelser, så bliver stofmisbrugernes andel i dette udbytte ca. 42 mio. 1977-kr. (34).

Tabel 18. Skøn over udbyttet fra samtlige i 1977 anmeldte tyverier. Fra Balvig (1983a) side 60.1 millioner kroner.
Kosternes art	Tab for ofrene	Afsætningsværdi i % af tabsværdi	Skønnet udbytte
Motorkøretøjer	205	1%	2
Cykler	30	5%	2
Radio m.v.	86	30%	26
Knallerter	33	5%	2
Penge	66	100%	66
Foto m.v.	28	50%	14
Antik m.v.	16	30%	5
Værktøj	8	10%	1
Tøj	8	10%	1
Sprit og tobak	6	50%	3
Andet	25	10%	3
Ialt	511		125

Nu er anmeldte tyverier selvfølgelig ikke det eneste illegale middel man kan anvende til at skaffe sig forbrugsgoder, hvad enten man er stofmisbruger eller ej. Specielt må man også medregne ikke-anmeldte tyverier, forskellige former for dokumentfalsk og bedrageri (specielt checkfalsk og socialbedrageri) og selvfølgelig røverier. Størrelsen af stofmisbrugernes indkomster fra disse kilder kendes ikke, men er for checkfalsk og socialbedrageri næppe særlig store, idet de forudsætter bestemte heldige omstændigheder for at den villige stofmisbruger kan realisere dem (såsom at man får fat i en anden persons checkhæfte, respektive at man i en periode har arbejde, så man bliver i stand til at hæve offentlige overførselsindkomster samtidig med erhvervsinskomster).

De ikke-anmeldte tyverier falder i to hovedgrupper, de skjulte (d.v.s. de tyverier, hvor ofret opdager tabet, men ikke melder det) og de dobbelt-skjulte (d.v.s. specielt tyverier, hvor ofret ikke opdager tabet. Det typiske eksempel er butikstyverier).

De skjulte tyverier falder i to grupper for så vidt stofmisbrugere angår. For det første tyverier af stoffer fra andre stofmisbrugere, og for det andet tyverier af andre genstande.

Tyveri/røveri af stoffer fra andre stofbrugere har et ukendt, men formentlig ikke ubetydeligt omfang (den uformelle sanktionsrisiko er dog stor, så måske er denne type tyverier ikke så omfattende endda). På den anden side er det væsentlige forhold ved disse forbrydelser, når man skal vurdere værdien af stofmisbrugernes samlede berigelseskriminalitet - deres mellemværende med resten af samfundet - at disse stoffer er (ulovligt) erhvervet i forvejen. Mens de således nok indgår i den enkelte stofmisbrugers økonomi, så påvirker de ikke de økonomiske transaktioner mellem stofmisbrugerne og den øvrige befolkning. Det samme må siges om de øvrige skjulte tyverier. Balvigs interviewundersøgelse af ofrene for sådanne tyverier viser, at de stjålne effekter for det første er af lav værdi, og for det andet sjældent er omsættelige på det sorte marked (jfr. Balvig (1983a)).

Anderledes forholder det sig med de dobbelt-skjulte tyverier, altså de ikke-opdagede (butiks)tyverier. Greve (1974) skønnede, på basis af en undersøgelse i 500 københavnske forretninger, at udbyttet fra disse tyverier udgjorde omkring 0,4 promille af den samlede detailhandels omsætning. Disse tyveriers ofre var overvejende supermarkeder og stormagasiner, af hvis omsætning de udgjorde 0,25%. Dette ville skønsmæssigt i 1983 svare til mellem 130 og 140 mio. kr. Balvig (1983a) anfører, at udenlandske undersøgelser tyder på, at af disse tyverier tegner de ansatte i de pågældende butikker sig for mindst halvdelen. Hvis man sætter stofmisbrugernes andel af disse tyverier til 1/4 er det derfor antageligt højt sat.

Skal man alt i alt skønne værdien for stofmisbrugerne af deres samlede berigelseskriminalitet, må det for 1983 blive et beløb i størrelsesordenen 150 mio. kr., nemlig 100 mio. kr. fra anmeldte tyverier (35), 10 mio. kr. fra socialbedrageri, checkfalsk og røverier, og 40 mio. kr., som stofmisbrugerne frigør fra deres iøvrigt lovlige pengeindkomster til stof, ved at erhverve forbrugsgoder gennem dobbelt-skjult kriminalitet. Det "direkte" tab for "samfundet" (36) ved den af stofmisbrugerne begåede berigelseskriminalitet kan skønnes at have ligget mellem 400 og 500 mio. kr. i 1983.

Det forhold, at stofmisbrugerne årligt beriger sig for knap 1/2 mia. kr. og iøvrigt begår omkring 100.000 anmeldte lovovertrædelser, siger dog hverken noget om stofbrugets "kriminogene" virkning, eller om stofmisbrugernes pengeforbrug til opiater.

Specielt indenfor amerikansk kriminologi har der i årtier raset en hæftig diskussion om hvorvidt stofmisbrug er "årsag" til anden kriminalitet, eller om kriminalitet "medfører" en større risiko for stofmisbrug. (Se således oversigterne i McGlothlin (1978), Chambers (1974)). Det påstås til tider fra filosofisk side, at når sådanne disputter ikke vil holde op, så skyldes det, at det spørgsmål, som striden står om, er dårligt formuleret. Det er i hvert fald helt klart tilfældet med dette spørgsmål, idet "kriminalitet" og "stofmisbrug" af begge stridens parter, betragtes som en slags endimensionale "variable" eller "faktorer", som man enten kan sætte på en ligning, eller ind i et flot "flow-chart" med årsagsretningsangivende pile mellem boksene (37). Man overser som regel ganske, at faktorernes påvirkning af hinanden skal formidles af et tænkende og følende menneske. Men det gælder nu engang for stofmisbrugere som for andre, at mens nogle hellere vil lide nød end at stjæle mad i et supermarked, så vil andre slå gamle damer ned for at få penge til en biografbillet.

Når nogle stofmisbrugere derfor er svært berigelseskriminelle, og nogle få endda voldskriminelle, så må dette forhold ses ud fra, hvorledes disse mennesker generelt betragter sig selv, d.v.s. udfra det billede af dem, som andre har konfronteret og konfronterer dem med.

Jeg tror derfor, at når flere stofmisbrugere i dag end for 15 år side er alvorligere berigelseskriminelle, så skyldes dette delvist, at et stigende antal af de nyrekrutterede stofmisbrugere siden 1960'ernes slutning i forvejen har været stemplet som kriminelle af normalsamfundet, og delvist, at en større del af de oprindelige stofmisbrugere, som har fastholdt deres stofmisbrug, har været stemplet som kriminelle, end af de som ophørte med stofbrug. Nødvendigheden af at begå berigelseskriminalitet, hvis man ville købe stadigt dyrere stof, har ført til en udvælgelse af de i forvejen kriminelle blandt de potentielle stofmisbrugere. I takt hermed er synet på stofmisbrugerne som bunduhæderlige vokset sig stadigt stærkere, hvilket forstærker legitimeringen af berigelseskriminalitet blandt stofmisbrugerne. Stofmisbrugerbefolkningens stigende kriminalitet kan således føres tilbage til den øgede politiindsats på narkotikaområdet, som gennem en stadig driven stofprisen i vejret har udvalgt de stofmisbrugere til "overlevelse" som stofmisbrugere, som var villige til at begå stadigt flere, og måske stadigt alvorligere, kriminelle handlinger, for at få penge til stof.

Disse betragtninger, som har væsentlige kriminalitetsforebyggende og kontrolpolitiske implikationer, understøttes af to kendsgerninger: Den stadige mindskning af opiaternes del af stofmisbrugernes totale stofbrug, og den beskedne rolle som voldelig berigelseskriminalitet (endnu) spiller for danske stofmisbrugere i deres samlede berigelseskriminalitet i forhold til f.eks. USA. Disse to forhold kan sammenfattes i den parole, som de fleste danske stofmisbrugere (endnu) lever under: Hellere dø af en overdosis Abalgin end slå en gammel dame ned for at få penge til den ægte vare!

I årene 1977-1983 begik danske stofmisbrugere ialt 52 anmeldte og opklarede røverier mod læger og apoteker, eller i gennemsnit mellem 7 og 8 om året. Eftersom anmeldelseshyppigheden ved denne type røveri må antages at være meget høj, og opklaringsprocenten for alle røverier under ét er over 50%, er det rimeligt at antage, at antallet af sådanne røverier ikke oversteg 20 om året i denne periode. Det giver en hyppighed på "oplagte" stofmisbrugerrøverier på mellem 2 og 3 pr. 1000 stofmisbrugere pr. år.

Ser vi på andre røverier, så blev der i perioden 1979-1983 ialt anmeldt 7.432, af hvilke som nævnt halvdelen blev opklaret. Ovenfor nævnte jeg, at politiet klassificerede ca. hver 5. gerningsmand til røverier mod pengeinstitutter som "narkoman". I lyset af de meget få apoteksrøverier som gennemførtes, og i lyset af det nævnte lave antal stofmisbrugere som er anbragt i Kriminalforsorgens institutioner, virker det overraskende højt, men lad os ikke desto mindre antage, at hver 5. anmeldte røveri begås af en stofmisbruger. Det giver skønsmæssigt yderligere små 300 røverier begået af stofmisbrugere om året, eller ialt mellem 3,2 og 5,3 voldelige berigelsesforbrydelser pr. 100 stofmisbrugere pr. år, afhængig af om vi antager der er 6 eller 10.000 stofmisbrugere. De tilsvarende tal for stofmisbrugere i New York er omkring 100 gange højere, nemlig 3,16 pr. stofmisbruger pr. år! (Inciardi & Chambers (1972)) (38). Samme undersøgelse fandt, at 61% af de mandlige, og 41% af de kvindelige stofmisbrugere havde begået voldelig berigelseskriminalitet.

At det danske samfund er så heldig at have nogle stofmisbrugere, som er meget lidt voldelige sammenlignet med f.eks. amerikanske stofmisbrugere, hænger sammen med hvorledes de mennesker, som bliver stofmisbrugere, tidligere er blevet defineret af os andre, og med, hvorledes vi definerer stofmisbrugerne. Læren heraf er, at den dag "Bullshit" får smag for heroin - som de har fået smag for hash -, eller den dag, én eller anden politiker forsøger at slå sig op på at have opdaget, at stofmisbrugere er voldskriminelle, så får vi måske voldeligt kriminelle stofmisbrugere. Lige så lidt som man nødvendigvis bliver "kriminel" af at bruge opiater, lige så lidt (for)bliver man nødvendigvis et ikke-aggressivt gemyt af at bruge opiater! Tilsvarende er vores budskab til stofmisbrugeren om at han stjæler, den bedste legitimering han kan ønske sig af at være berigelseskriminel (39).

En anden konsekvens af, at de danske stofmisbrugere reagerer "pænt" på den stigende stofpris, som kontrolpolitikken medfører, er, at de dør langt hyppigere end f.eks. amerikanske stofmisbrugere. Denne dødelighed er overvejende betinget af stofbrugets generelt beskedne omfang, uregelmæssighed og blandede karakter.

At moderne opiatmisbrugere, i modsætning til klassiske morfinister, har et beskedent og uregelmæssigt opiatforbrug, har været diskuteret siden 1964 (Chein m.fl. (1964)).

Jeg har tidligere (Winsløw 1984a)) anslået danske stofmisbrugeres gennemsnitlige opiatforbrug til 30 mg heroin daglig. Selvom jeg stadig finder at dette skøn er rimelig korrekt vil jeg gerne her præcisere og revidere visse af forudsætningerne for det (40). Den som ikke er interesseret i detaljerne bag skønnet kan springe direkte herfra til [fortsættelsen].

Mit skøn baserer sig på antagelser om

Priserne på heroin og andre opiater i yderste led.
Antallet af "aktive" stofmisbrugere og deres geografiske fordeling.
Andelen af den totalt forbrugte mængde, som forbruges af mellemhandlere.
Stofmisbrugernes indtægter.

Ad l. Stofpriserne i yderste led:

Opiatmarkedet er delt i 2 delmarkeder, begge med geografiske variationer i prisen. For det første markedet for ulovligt erhvervede opiatholdige lægemidler, og for det andet heroinmarkedet. Udfra politiets beslaglæggelser (jfr. tallene i tabel 4 ovenfor), og specielt udfra mine samtaler med stofmisbrugere, er det min overbevisning, at lægemiddelmarkedet (det vil specielt sige metadonmarkedet) er meget lille. Det er svært at få fat i opiatholdige lægemidler, på trods af, at prisen er lav (i København mellem 10 og 15 kr. per tablet indeholdende 5 mg metadon eller ketobemidon). Jeg skal derfor antage, at dette markeds andel af den totale omsætning udgør 3%, og det er efter min mening højt sat, hvilket jeg skal sandsynliggøre nedenfor. Prisen er mindst 3 kr. per mg på landsplan. For så vidt prisen på heroinmarkedet angår, vil jeg sætte den til 20 kr. per mg i København og Århus, og 30 pr. mg i resten af provinsen (jfr. tabel 17).

Ad 2. Antallet af "aktive" misbrugere:

De officielle skøn over det totale antal stofmisbrugere er 6-10.000. Som ovenfor nævnt tror jeg, at 7.000 er et rimeligt skøn, fordelt på 5.000 i København og Århus og 2.000 i resten af landet. 3/4 er mænd. Af disse 7.000 er på et givet tidspunkt

300 indsatte i fængsel/arrest
700 i socialpædagogisk behandling (jfr. næste kapitel)
100 indlagt på hospital
700 under ambulant nedtrapning eller i længerevarende metadonbehandling (jfr. næste kapitel).

Af de 7.000 stofmisbrugere er således omkring 1800 uden for markedet i forbindelse med behandling eller lignende. Jeg skal endvidere antage, at 1200 af egen drift holder en længerevarende pause uden for behandlingssystemet, således at antallet af aktive misbrugere er 4.000, ligeligt fordelt over køn og landsdel, d.v.s. 2100 mænd og 700 kvinder i København- og Århusregionen og 900 mænd og 300 kvinder udenfor de to storbyområder.

Ad 3. Andelen af den totalt forbrugte mængde, som forbruges af mellemhandlere:

I amerikanske undersøgelser (Holahan (1972) som citeret af Enroth & Lenke (1980)) har man fundet, at omkring halvdelen af den forbrugte mængde forbruges af distributørerne, d.v.s. til en pris af 0 kr. pr. mg. Dette gælder dog kun for heroinmarkedet; for lægemiddelmarkedet må denne andel antages at være så lille, at man kan se bort fra den. Jeg skal antage, at det i København af ikke-forhandlere forbrugte er belagt med "omsætningsafgift" på 100%, og det i provinsen forbrugte med en omsætningsafgift på 200% p.g.a. de(t) ekstra led (det forhold at de fleste stofmisbrugere er "deltidsleverandører" i forhandlerkæden spiller ingen rolle for spørgsmålet om omsætningsafgiftens størrelse, for tilsvarende er de jo også "deltidsaftagere" på dette marked).

Ad 4. Stofmisbrugerbefolkningens indkomster:

Når jeg i det følgende taler om indkomster, så mener jeg indkomster ud over det, som er nødvendigt til livets opretholdelse, incl. erhvervelsen af andre stoffer end opiater, herunder tobak, alkohol, hash og diverse lovligt og ulovligt erhvervede lægemidler. Disse "basisudgifter" har jeg sat lig med den bistandshjælp, som de fleste stofmisbrugere modtager. Jeg skal således antage at:

10% af stofmisbrugerne på et givet tidspunkt er i arbejde (41) og at indkomsten herfra bidrager til den samlede opiatomsætning med hvad der på årsbasis svarer til 25.000 kr. pr. arbejdende person.
20% af stofmisbrugerne bor hos forældre eller hos en partner, eller modtager så store gaver fra familien, at størstedelen af bistandshjælpens rådighedsbeløb kan anvendes til opiater. Lad os igen sige ca. 25.000 kr. per person per år.
For så vidt prostitution angår skal jeg antage, at 75% af de stofmisbrugende kvinder er prostituerede; i København og Århus med en ugentlig nettofortjeneste på 5.000 kr., og i provinsen med en ugentlig nettofortjeneste på 2.000 kr.
At den gennemsnitlige indkomst fra sort arbejde er 5.000 kr. pr. stofmisbruger pr. år.
At den årlige totalindkomst fra anmeldte tyverier er 100 mio. kr. (jfr. ovenfor)
At den årlige totalindkomst fra dokumentfalsk, bedrageri og røveri er 10 mio. kr.
At stofmisbrugerne gennemsnitlig frigør 10.000 kr. pr. person pr. år fra deres pengeindkomster gennem butikstyverier af fødevarer o.lign. (svarende til godt 1/4 af den samlede dobbeltskjulte kriminalitet af denne art).
At 3/4 af de i provinsen boende og 1/4 af de i København og Århus boende stofmisbrugere har lejlighedsvise indtægter gennem handel med hash på gadeplan i størrelsesordenen 20.000 kr. pr. person pr. år, svarende til, at hver sælgende stofmisbruger sælger omkring 800 g om året med en gennemsnitlig fortjeneste på 25 kr. pr. gram.
At de 4.000 misbrugere i gennemsnit sælger 2 x 20 mg ulovlige opiater pr. måned til 10.000 lejlighedsvise brugere med en gennemsnitlig fortjeneste på 30 kr. pr. mg.

Samlet giver det skønsmæssigt følgende totalindkomster (i mio. kr)
	- arbejdsindtægter		10
	- gaver o.lign.		20
	- prostitution, København og Århus		136,5
	- prostitution, provinsen iøvrigt		23,4
	- sort arbejde		20
	- anmeldte tyverier		100
	- dobbelt-skjulte butikstyverier		40
	- hashhandel, København og Århus		14
	- hashhandel, provinsen iøvrigt		13,5
	- ulovlig opiathandel, København og Århus		8,4
	- ulovlig opiathandel, provinsen iøvrigt		3,6
	- checkfalsk, socialplat og røveri		10
	Ialt 399,4
Fordeles disse indkomster geografisk, fås
	København og Århus	298,9 mio. kr.
	I provinsen iøvrigt	100,5 mio. kr.
Eller omsat til stof
Heroin:
	København og Århus	14,5 kg
	Provinsen iøvrigt	3,2 kg
Legale opiater (42)
	København og Århus	3,0 kg
	Provinsen iøvrigt	1,0 kg

Dertil lægges "omsætningsafgiften" (jfr. pkt. 3 ovenfor), på 100% af det i København og Århus forbrugte og 200% af det i resten af landet forbrugte. Hermed bliver det skønnede totalforbrug knap 43 kg, af hvilke 4 kg eller godt 9% af den samlede mængde stammer fra opiatholdige lægemidler.

Det anslåede gennemsnitlige forbrug pr. "aktiv" stofmisbruger bliver således under disse forudsætninger 29 mg pr. dag; eller, for nu at tage skyldig hensyn til størrelsen af den usikkerhed, som knytter sig til forudsætningerne: Mellem 15 og 50 mg daglig (43). Eftersom omkring halvdelen af den totalforbrugte mængde forbruges af de stofmisbrugere, som på et givet tidspunkt deltager i distributionen, er det klart, at gennemsnitsforbruget blandt de stofmisbrugere, som på et givet tidspunkt ikke er så heldige at have en del i denne kage - altså de stofmisbrugere, som gennem arbejde, prostitution og kriminalitet skraber de knap 400 mio. kr. om året sammen, som er hele markedets forudsætning - er væsentligt lavere, formentlig i størrelsesordenen 15-25 mg pr. dag mod forhandlernes gennemsnitsforbrug på mellem 50 og 70 mg pr. dag (44).