Kontrolsystemet og retssikkerheden
At loven således vender den tunge ende nedad (også) i stofsager er én ting. Stoflovgivningens administration og de implikationer denne administration har for retssikkerheden nu og i fremtiden er en helt anden, og nok så betænkelig sag. Jeg skal derfor i det følgende se nærmere på en række aktuelle problemer i forbindelse med efterforskningen, tiltalerejsningen og domstolsbehandlingen af stofsager. Begrundelsen for at behandle disse spørgsmål i dette kapitel, hvis emne er kontrolsystemets skadelige konsekvenser for stofmisbrugernes levevilkår, er, at selvom retssikkerheden på stofområdet potentielt kan blive konkret relevant for enhver af os, så er dens konsekvenser i dag primært mærkbare for stofmisbrugerne; dels direkte, og dels indirekte ved at den besværliggør livet for de professionelle stofhandlere, som selvfølgelig tager sig betalt af stofmisbrugerne for dette øgede besvær.
Et grundlæggende strafferetsplejeprincip er, at bevisbyrden påhviler den anklagende myndighed, ikke den anklagede. Det skurrer derfor umiddelbart i en lægmands øren, når en byretsdommer i 1974 skriver:
"Oplysningerne om tiltaltes eget daglige forbrug bør i almindelighed tages med en vis skepsis, da tiltalte ofte vil have interesse i at fremstille dette så stort som muligt, for derved at formindske det kvantum, som må antages at være videresolgt eller beregnet til videreslag. Bevis for omfanget af salget er særdeles vanskeligt at føre, og anklagemyndigheden må ofte lade sig nøje med at kræve dom på grundlag af de oplysninger, som tiltalte selv afgiver under sagen." (Kallehauge (1974) side 228, min udhævning).
Det synes som om byretsdommeren har større sympati for den stakkels anklager, som "må lade sig nøje" med at tiltale den tiltalte for overtrædelse af loven i den udstrækning, som den tiltalte er villig til at lade ham gøre, end for den tiltalte, som måske er så "usportslig" ikke at levere anklageren bevis for salg i det omfang, som anklageren "ved" den tiltalte faktisk har solgt!
Politiets manglende formåen m.h.t. at fremskaffe direkte beviser i de stoflovssager som går ud over simpel besiddelse er baggrunden for den stigende anvendelse af såkaldte utraditionelle efterforskningsmetoder i stoflovssager (16). Mest diskuteret blandt disse er for tiden anvendelsen af politiprovokatører, men jeg vil i det følgende også fremhæve nogle problemer i forbindelse med varetægtsfængsling, og rum- og telefonaflytning.
Telefon- og rumaflytning
Man kan anlægge mange forskellige betragtninger på telefon- og rumaflytning. Således skrev den daværende direktør for Direktoratet for Fængselsvæsenet, senere landsdommer Hans Henrik Brydensholt i 1971:
"Det er da heller ikke nogen mistro til retshåndhævelsens loyalitet overfor vort demokratiske styre, der har begrundet den betydelige usikkerhed, der kom til orde i Folketinget. Usikkerheden kan derimod ses som et udslag af det almindelige ønske om at give privatlivets fred en udvidet beskyttelse. Målet helliger ikke ethvert middel, og hemmelig aflytning er et middel som med rette må mødes med uvilje. Dette synspunkt bygger altså ikke på en formodning om at telefonaflytning skulle blive rettet specielt mod bestemte politiske grupper, men derimod på hensynet til det enkelte individ. Vi bør alle kunne udtale os frit i en telefon uden at behøve at frygte uvedkommende øren, og der skal meget tungtvejende grunde til at bryde dette princip. Anskuer man problemet på denne måde, vil det ses, at man er inde i en generel problemstilling, der ikke har noget specielt med narkotikakriminaliteten at gøre. Det man skal tage stilling til, er ikke så meget, om det er rigtigt at politiet har mulighed for at gå til domstolene for at få ret til aflytning i bestemte narkotikasager, men derimod om det er i overensstemmelse med individets ret, at retsplejeloven åbner mulighed for aflytning af personer, der er mistænkt for én af de overtrædelser, der i straffeloven er rubriceret f.eks. i kapitlet om almenfarlige forbrydelser.
Man må derfor nok komme til det resultat, at spørgsmålet om grænserne for aflytningsmulighed er mere egnet til at indgå i en almindelig debat om privatlivets fred, end i den specielle narkotikaproblematik."
(Brydensholt (1971) side 77-78).
Mine betænkeligheder overfor anvendelsen af de i retsplejelovens §§786-789 omtalte efterforskningsteknikker er ikke nær så generelle som Brydensholts. For mig er der intet odiøst i, at samfundet, for at varetage vitale interesser, gør indgreb i privatlivets fred, eller i den personlige frihed for den sags skyld. Det gør man jo rask væk overfor småtyve! Jeg ville således finde det ganske rimeligt, om retsplejeloven f.eks. hjemlede mulighed for, at aflytte sådanne fondsbestyrelsesformænds telefoner, som med føje var mistænkt for at ville flytte kapitalmængder i størrelsesordenen flere hundrede millioner til udlandet under omgåelse af valutabestemmelser eller lignende. Men jeg finder det ikke rimeligt, at politiet, som i dag, kan få en dommerkendelse til at aflytte en småpushers telefon, blot fordi man ved lidt behændig gangen og læggen sammen, kan regne sig frem til, at han over de forudgående 5-10 uger må have solgt mindst 100 g heroin fra sin lejlighed til 10-20 forskellige personer. Eller med andre ord: Det er for det første ikke tilstrækkeligt, at strafferammen for den straffelovsovertrædelse en given person mistænkes for at have begået, er af en vis størrelse, for at man kan begynde at tage disse efterforskningsmidler i brug overfor ham. For at disse midler må kunne tages i anvendelse, så må den lovovertrædelse han mistænkes for overfor domstolene kunne vises at være af en meget alvorlig karakter. Og "han" må for det andet vel at mærke være en overfor domstolene identificeret person. Argumentationen at når der er en lille pusher, så må der også være en stor pusher bagved ham, så derfor aflytter vi den lille pushers telefon i håb om, at den store pusher ringer til ham, leder formentlig sjældent til opsporing af den store pusher, men ofte til at den lille bliver straffet. Dermed eroderes grænsen mellem de lovovertrædelser, der vitterligt er så alvorlige, at politiet bør gives ganske usædvanlige efterforskningsmuligheder, og de lovovertrædelser som ikke er så alvorlige (17).
Isolationsvaretægtsfængsling
Om varetægtsfængsling hedder det i retsplejelovens §762:
"§762. En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i l år og 6 måneder eller derover, og
- der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller
- der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den forannævnte beskaffenhed, eller
- der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre ["kollusionsarrest"] .
Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.
Stk. 3. Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes hvis sigtede findes skyldig." (Mine udhævninger).
Specielt om isolation af varetægtsfængslede anfører retsplejelovens , §770, stk. 3:
"Retten kan på begæring af politiet bestemme, at en varetægtsarrestant af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed skal holdes helt eller delvist isoleret." (18).
|
Tabel 9. Antallet af varetægtsfængslede i procent af samtlige sigtede
f personer i forskellige typer sager, og den gennemsnitlige
varighed af varetægtsfængslingen blandt de varetægtsfængslede. |
||
|
Straffelovsovertrædelsens art: |
Varetægtshyppighed |
Varetægtsfængslingernes gennemsnitlige varighed |
|
§ 191 |
73 |
135 |
|
Manddrab |
67 |
*175 |
|
Voldtægt |
50 |
24 |
|
Legemsbeskadigelse |
30 |
*175 |
|
Vold af særlig farlig karakter |
13 |
57 |
|
Alle undersøgte sagstyper |
9 |
59 |
|
* Kun afgjorte sager. ** Gennemsnit for alle drabs-og legemsbeskadigelsessager hvor der anvendtes varetægtsfængsling. |
||
Når jeg påstår, at varetægtsfængsling bør regnes blandt de efterforskningsmidler som politiet tager i brug overfor stoflovsovertrædere, er det fordi jeg - lidt paranoidt, vil nogle måske mene - ræsonnerer som så: Som byretsdommer Kallehauge så præcist udtrykte det i citatet ovenfor, så er anklagemyndigheden i stofsager ofte henvist til at "lade sig nøje med at kræve dom på grundlag af de oplysninger, som tiltalte selv afgiver under sagen" (Kallehauge (1974) side 228). Det er derfor et påfaldende sammentræf, at varetægtsfængsling er reglen snarere end undtagelsen i §191-sager, på trods af, at 2/3 af domfældelserne efter denne paragraf falder indenfor strafferammen i lov om euforiserende stoffer, ligesom denne varetægtsfængsling sædvanligvis er af meget lang varighed (se tabel 9). Det er ligeledes påfaldende, at denne meget hyppige og langvarige varetægtsfængsling (i 4 ud af 5 tilfælde under anvendelse af isolation) fra domstolenes side er begrundet med frygten for, at tiltalte vil forsøge at lægge hindringer i vejen for efterforskningen, hvis han sættes på fri fod (retsplejelovens §762, stk. l, nr. 3, den såkaldte "kollusionsarrest" beskrevet ovenfor).
Denne praksis smager af fortidens såkaldte jernbyrd, specielt når det drejer sig om sigtede stofmisbrugere. Nu er det ikke alle §191-sigtede som selv er stofmisbrugere, men mange er det, i og med at enhver udbredelse af heroin skal søges domfældet i henhold til §191. Disses adgang til ulovlige stoffer under varetægtsfængslingen, og specielt under isolation, må antages at være betydeligt begrænset i forhold til udenfor fængslet (19), hvilket, stoffernes ulovlighed ufortalt, må siges at "forstyrre den sigtedes forhold" ganske meget, jfr. retsplejelovens §762, stk. 3. Men under alle omstændigheder, så må en månedslang varetægtsfængsling, og ikke mindst isolationsvaretægtsfængsling, være en alvorlig belastning for en sigtet person; en belastning, som det kan være fristende at lette sig for, ved at komme politi og anklagemyndighed imøde med en hel eller delvis tilståelse. Læs således hvad lederen af Københavns fængsler, fængselsinspektør Jørgen Heilbo udtalte i 1979 om den isolationsfængsledes situation:
"Hvad er nu den isoleredes situation? Ingen kontakt med andre indsatte - enegårdtur 2 gange ½ time dagligt - adgang til eget TV og radio i cellen - central anstaltsradio - aviser, bøger og tidsskrifter fra anstaltbiblioteket, brevveksling med censur, besøg under kontrol, undervisning ved fløjlæreren og iøvrigt samtaler med personale af enhver gruppe.
Man må her ikke begrænse sig til selve isolationssituationen, men må se på forudsætningerne for den. Uanset om den indsatte er redicivist eller førstegangs-kending, er han i en nederlagssituation og ofte i en situation, der er kommet ned over ham pludseligt, og for første-gangs-kendingen som en total ukendt situation med alle de usikkerhedsmomenter, der kommer heraf. Særlig sammenkædningen af isolation med hensynet til efterforskningens effektivitet er i sig selv en belastning for den isolerede. Han er revet ud af sin normale sammenhæng, bogstavelig talt uden at vide, hvordan reaktionerne er hos omgivelserne, og jævnligt uden at kende eller forstå baggrunden for det der er sket.
.....
Det er en velkendt mekanisme at man i sådanne situationer vælger en forsvarsposition, man isolerer så at sige sig selv ... Min egen erfaring fra de mange år, jeg har haft med isolerede at gøre i udståelsesanstalterne, også fra de nævnte langtidsisolationer, som ikke kendes i dag, er, at man finder sin egen melodi, hvis man overhovedet kan bære situationen. Man kører igennem på referenspersoner, familiebilleder, fantasier, hvis man har kræfter til det .... Men isolationssituationen er for mange en slags krampetilstand, fordi den er rammen om et intellektuelt/emotionelt usikkerhedscentrum i den isolerede selv. Udspillet fra usikkerhedscentret kan ikke hente afklaring ved de personer det møder, det vcere sig nok så mange, nok så venlige, nok så forstående, nok så kontaktdygtige." (20)
(Heilbo (1979) side 125-126, mine udhævninger).
Eller sammenfattende: Fordi politiet som regel ikke ad "traditionel" vej kan bevise, at en given sigtet person har forhandlet ulovlige stoffer i det omfang man "tror" er tilfældet, søges der lagt pres på den sigtede gennem langvarige varetægtsfængslinger, oftest endda under isolation. Disse varetægtsfængslinger godkendes af domstolene udfra en overdreven tiltro til anklagemyndighedens påstand om kollusionsrisikoen. Ved denne moderne form for jernbyrd tilsidesættes i praksis det grundlæggende strafferetsplejeprincip, som siger, at bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, hvadenten sagen så drejer sig om cykeltyveri eller landsforræderi (21).
Begrundelsen for de lange isolationsvaretægtsfængslinger i stoflovssager er som sagt sædvanligvis retsplejelovens §762, stk. l, nr. 3 om kollusionsarrest. At denne begrundelse sjældent holder for de langvarige isolationsvaretægtsfængslinger er bøjet ud i neon af tidligere professor Bent Unmack Larsen:
"Denne bestemmelse [§762, stk. l, nr. 3 ] opstiller som bekendt den betingelse for fængsling, at der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen.
Ser man på bestemmelsens indhold, er det klart, at to betingelser skal være opfyldt, for at en sigtet kan - om jeg så må sige - realisere bestemmelsens "gerningsindhold": For det første skal han have mulighed for at vanskeliggøre forfølgningen. Og for det andet skal han have vilje til at udnytte denne mulighed.
Fejlen ved anvendelsen af bestemmelsen er, at der både hos anklagemyndigheden og domstolene er tendens til, at man - måske af gammel vane fra tiden før lovændringerne i 1978 - i for høj grad fokuserer på den ene af de to sideordnede betingelser.
I starten af sagen, d.v.s. ved afgørelsen af, hvorvidt der skal ske fængsling, er mulighederne for en vanskeliggørelse af forfølgningen størst ...
Efterhånden som efterforskningen skrider frem, sker der en endog meget væsentlig forringelse af den sigtedes reelle muligheder for at vanskeliggøre forfølgningen. Gerningssteder undersøges, medsigtedes og vidners forklaringer afgives til politirapport og underskrives. Eller de afhøres i retten, i; hvor deres forklaringer protokolleres, oplæses og vedstås ....
Men ved afgørelsen af, om en én gang besluttet fængsling skal forlænges, er man for tilbøjelig til at overse dette aspekt. I stedet fæstner man sig til-syneladende ved, at den sigtede, når han stadig nægter sig skyldig, må ; formodes at være så opsat på at klare frisag, at det her overfor bliver af underordnet betydning, om han i virkeligheden - hvis han blev løsladt, ville have nogen jordisk chance for at vanskeliggøre forfølgningen. Og så forlænges fængslingen."
(Larsen (1979) side 115-116).
Danmark hører da også til de lande i Europa, hvor varetægtsfængsling, og specielt isolationsfængsling anvendes mest. Således har udstrækningen af vor brug af isolationsvaretægtsfængsling vakt Amnesty Internationals interesse i en sådan grad, at man fra denne organisations hovedkvarter i London har rettet forespørgsel til det danske justitsministerium herom (Rothenborg (1983) side 335-336). Denne særstilling med hensyn til isolationsfængsling skyldes i høj grad praksis i stoflovssager:
"Uden narkotikasager ville antallet af isolerede falde drastisk, både det totale antal isolerede og antallet af virkelig langvarigt isolerede ville være et helt andet",
som landsdommer Kallehauge skrev i 1983. (Kallehauge (1983) side 90).
Kritikken af den udbredte anvendelse af isolationsfængsling har da også ført med sig, at der, i de ændringer til retsplejeloven som Folketinget vedtog i maj 1984, gennemførtes nogle begrænsninger i adgangen til brug af isolationsfængsling. Den vigtigste af disse begrænsninger - nemlig at isolationsfængslingens samlede varighed ikke må overskride 8 uger - gælder dog karakteristisk nok ikke for overtrædelser af straffelovens §191, idet denne begrænsning kun gælder for lovovertrædelser, hvor strafferammen er under 6 år. Og dermed er man jo lige vidt.
Politiprovokatører
Den juridiske leder af Københavns Narkopoliti, politiadvokat Volmer Nissen, skal ifølge advokat Arnold Rothenborg i 1978 have udtalt, at "der findes så mange fine regler i retsplejeloven, som ikke du'r til en kæft". (Rothenborg (1979) side 161). En af de regler som ikke findes i retsplejeloven, er den om politiets adgang til at bruge det tredie og sidste efterforskningsmiddel, som jeg skal omtale her, nemlig politiagenter til fingerede opkøb af ulovlige stoffer. Ikke desto mindre har politiet, med varierende held, anvendt denne metode indenfor stoflovssager siden 1975. De juridiske betragtninger som gøres gældende for og imod anvendelsen af politiagenter er ganske komplekse, i hvert fald for en lægmand (22). På den anden side mener jeg egentlig ikke, at selve juraen i problemet er så væsentlig; herunder spørgsmål, som om domstolene kan godkende beviser tilvejebragt ved midler som ikke direkte er hjemlet i retsplejeloven, og som efter visse retslærdes mening er ulovlige. Det for mig at se afgørende i sagen er to forhold. Nemlig for det første, at undersøgelser af skjult kriminalitet klart viser, at en meget stor del af befolkningen er faktiske lovbrydere, og dermed må antages at være potentielle lovbrydere i en større skala end de faktisk har været, hvis tilstrækkeligt fristede. Dette gælder a fortiori for stofmisbrugere, som i sagens natur ikke betragter ulovlig stofhandel (på noget niveau) som moralsk forkasteligt, men tværtom som en nødvendighed, ligesom vi andre betragter f.eks. handel med fødevarer som en nødvendighed. Og for det andet har anvendelsen af politiprovokatører - som vist af Gammeltoft-Hansen (1984) - i dette århundredes europæiske retshistorie ikke været indskrænket til stoflovskriminalitet, som man kunne tro udfra den aktuelle debat. Det er et middel, som har fundet anvendelse ved politiefterforskningen af snart sagt enhver form for lovovertrædelse, den være nok så ubetydelig. Følgelig vil risikoen for afsmitning til andre områder være stor, såfremt blot nogen form for p olitiprovo kation indenfor stoflovsovertrædelsesefterforskningen fortsat accepteres af domstolene. Konsekvenserne heraf for retssikkerheden, såvel som for borgernes tillid til politiet, vil kun kunne være negative (24). Rothenborg (1983) placerer efter min mening problemet i sin rette sammenhæng, når han siger, at det ikke så meget drejer sig om en polititekniks formelle legalitet, som om borgerens krav på frihed for urimelige manipulatoriske indgreb fra statsmagtens side, i dette tilfælde i form af fristelser, som den enkelte borger så måtte være i stand til at modstå, respektive ikke være i stand til at modstå.
Uspecificerede anklageskrifter
Efter politiefterforskning følger tiltalerejsning, og også i denne del af strafferetsplejen rejser stoflovsovertrædelseme principielle problemer. Herom skriver landsommer Kallehauge:
"Det følger af retsplejelovens §831, stk. l, nr. 3, at anklageskriftet bl.a. skal angive forbrydelsens navn, dens kendemærker i henhold til loven og en sådan angivelse af "tid, sted, genstand, udførelsesmåde samt andre nærmere omstændigheder, som kræves til dets [det strafbare forholds] tilstrækkelige og tydelige betegnelse ...."....
Det er helt elementært og sædvanligvis da også iorden, men der synes at være en risiko for, at der netop i narkotikasageme er en tendens til at forsynde sig imod dette krav om præcision af anklagen ... Jeg har fornylig set et anklageskrift, der ikke angav hvilken form for narkotika og ej heller oplyste hvilket kvantum, der var tale om, men blot beskrev stoffet som euforiserende stof for et vist beløb indført her til landet inden for en periode der blev angivet til at være af længere varighed end l år." (Kallehauge (1983) side 94-95).
Det må formodes, at en anklage som denne, i og med at den er i strid med retsplejeloven, og sagen derfor bør afvises af domstolen, aldrig fører til domfældelse (25). Men kan vi være sikre på det i lyset af ovennævnte bemærkninger om langvarig isolationsfængslings virkning på den sigtedes evne til at varetage sine forsvarsinteresser (jfr. note 21)? Hvorledes fremtræder stofmisbrugeren overfor sin forsvarer, og senere i retten, efter at han har fået lov til at "køle sine hæle" i enecelle i et par måneder? Hvordan påvirkes domstolens vurdering af anklageskriftets legalitet af, at den sigtede måske står med 3-4-5-6 eller endnu flere tidligere stoflovsovertrædelses-domfældelser bag sig? Og sidst, men ikke mindst, hvad kan man ikke forestille sig om spinkelheden i de påstande fra anklagemyndighedens side, som får domstolene til at bevilge langvarig isolati-onsvaretægtsfængsling når et endeligt anklageskrift kan se ud som det af Kallehauge beskrevne?
Indiciebeviser
Efter efterforskning og tiltalerejsning har vi så domsforhandling og domsafsigelse. Jeg skal i denne forbindelse se nærmere på et enkelt forhold, nemlig konsekvenserne af den udbredte brug af rene indi-ciebeviser i stoflovssager.
I retsplejelovens §344 og §896 står:
"§344. På grundlag af det, der er passeret under forhandlingerne og bevisførelsen, afgør retten, hvilke faktiske omstændigheder der skal lægges til grund for sagens pådømmelse.
§ 896. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under domsforhandlingen. Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler."
(Min udhævning).
Intet sted i retsplejeloven er fastsat kriterier for hvilke typer kendsgerninger retten kan laegge til grund for sin afgørelse af skyldsspørgsmålet, respektive må afvise. Domstolene afgør således suverænt, hvor grænsen mellem det for skyldsspørgsmålet relevante og irrelevante går. Og det vel hverken kan eller bør være anderledes; vel at mærke, når princippet om at enhver anklaget præsumptivt er uskyldig holdes i hævd af domstolene; altså når domstolene ser på de af anklagemyndigheden fremførte vidneudsagn m.v. om de aktuelt påsigtede forhold udfra den grundindstilling, at disse bevismidler skal bruges til at modbevise antagelsen om tiltaltes uskyld.
Nu må man ikke fortolke ordet "modbevise" nævnt ovenfor i dette ords betydning indenfor logikken: Alle A'er besidder egenskaben X. n besidder ikke egenskaben X, altså er n ikke medlem af klassen A. Juridisk bevisførelse har intet med "bevis" i denne strenge betydning af ordet at skaffe, men derimod med "overbevise". Retten skal overbevises om, at dens formodning om, at tiltalte er uskyldig er forkert, for at den kan træffe beslutning om at dømme ham. Og i denne vurdering spiller det desværre en afgørende rolle, hvad andre domstole tidligere har følt sig overbevist om, at den tiltalte har gjort, samt hvilken identitet den tiltalte kan projicere overfor retten. Følgende citat fra dommer Kallehauges gennemgang af strafudmålingen i stofsageme fra 1970-1973 illustrerer begge disse forhold:
"Undertiden forsøger en tiltalt med urette at give det udseende af, at han alene har ydet en mindre væsentlig bistand, typisk i den form, at han har optrådt som mellemmand og alene har etableret kontakt til den egentlige forhandler, hvis identitet ikke er ham bekendt. Men der er naturligvis også tilfælde hvor der er hold i forklaringen. I min oversigt har jeg udskilt 4 sikre tilfælde af en sådan underordnet medvirken ....
Som eksempel på en sådan mindre væsentlig medvirken, jfr. straffelovens §23, stk. l, kan man nævne et tilfælde, hvor tiltalte uden vederlag for sin forlovede opbevarede 1000 stk. bustaid-tabletter og 2 1/2 kg råopium i nogle få døgn, og hvor hun med rette påberåbte sig frygt for, hvad der ville være sket hende, hvis hun havde nægtet at medvirke. Tiltalte som var ustraffet og ikke selv stofbruger, og som var i borgerligt erhverv som selvstændig damefrisør, fik en betinget dom på 30 dages fængsel.
Opbevaring i 14 dage af et ikke ubetydeligt kvantum morfinbase - en pakke så stor som en knyttet hånd - samt medvirken ved at tillade, at en enkelt handel med morfinbase blev gennemført i hans lejlighed blev, uanset at der ikke var ydet vederlag, i første instans takseret til 60 dages fængsel. Østre Landsret gjorde straffen betinget, under hensyn til at der ikke var ydet vederlag, kvantum var ukendt og i betragtning af tiltaltes gode personlige forhold. Han var gift, havde fast arbejde og var ikke stofbruger.
Et bud, som mod vederlag på l hylster morfinbase, overbragte 4.000 kr. som betaling for 100 g morfinbase, og som i 10 dage opbevarede 20 g morfinbase, 10 ml metadon og 100 metadontabletter blev idømt 60 dages fængsel. Tiltalte var selv stofbruger, men ikke tidligere straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Det bør dog fremhæves, at medvirken, selvom der handles uden vederlag af betydning, udfra en kriminalitetsbekaempende synsvinkel er en væsentlig faktor, fordi skiftende bude, opbevarings- og udleveringssteder vanskeliggør opklaringsarbejdet, og der er derfor god grund til også at se med en vis strenghed på denne form for kriminalitet, helt bortset fra det grundlæggende spørgsmål om sandfærdigheden af tiltaltes forklaring om, hvor uselvstændig hans medvirken har været. "
(Kallehauge (1974) side 230, mine udhævninger).
Af dette citat synes det klart at fremgå, at bevisbyrden med hensyn til hvor aktiv den manifest beviste medvirken til den ulovlige udbredelse har været påhvilede de tiltalte, og at rettens vurdering af tiltaltes påstand om passiv medvirken afhang af, om den tiltalte kunne overbevise retten om, at vedkommende ikke var ("kriminel") stofmisbruger.
Det generelle perspektiv i dette - at indicier rettet mod tidligere straffede vejer tungere end indicier rettet mod ikke tidligere straffede personer - er selvfølgelig uhyggelige i sig selv. Men det forhold, at strafferammen og domspraksis i stoflovssager er så langt højere end i berigelsessager forværrer i høj grad det forhold, at princippet om den tiltalte præsumptive uskyld i praksis ikke gælder for tidligere straffede personer.