Stofmisbrugsproblemets opståen i Danmark
Sociale problemer hverken opstår eller forsvinder spontant. De gennemløber en række faser, og deres skæbne i en given fase afhænger af den relative styrke af de organisationer og institutioner, som ønsker henholdsvis at problematisere og at afproblematisere den pågældende tilstand. Under dette forløb gennemgår billedet af problemets væsentligste aspekter typisk en række ændringer. I tilfældet stofmisbrug mener jeg, at man klart kan skelne tre faser: opdagelsesfasen, legitimeringsfasen og mobiliseringsfasen. I de to første faser opfattedes problemet enten som et udifferentieret "stof'-problem, eller som et "hash"-problem, mens myndigheder og offentlighed i mobiliseringsfasen i stigende grad fokuserede på opiatbrug som det væsentligste aspekt.
Opiatmisbrugere har været kendt i Danmark i de sidste hundrede år. Officiel interesse påkaldte opiatmisbrug sig dog først efter besættelsen, da der syntes at være sket en udbredelse af opiatbrug til andre end de traditionelle misbrugere (d.v.s. personer, som havde stiftet bekendtskab med opiater gennem lægelig behandling og personale i sundhedsvæsenet). Dette skal jeg vende tilbage til i kapitel 4.
Udbredt brug af hash hører derimod til tiden efter stofmisbrugsproblemets opståen, selvom hashrygning angivelig forekom sporadisk i slutningen af 1950'erne, og antagelig med en noget større hyppighed i første halvdel af 1960'erne (se Jepsen (1966) side 194-195).
I opdagelsesfasen var forestillingerne om stofbrug diffuse, hvilket afspejlede sig i ekstreme vurderinger. I 1965-1966 blev "stofferne" såvel berømmet som væsentlige sociale fornyelser, som fordømt som farlige trusler mod ungdommen. Med tre måneders mellemrum kunne man således læse to meget forskelligt tonede artikler om hash i Ekstra Bladet: Under overskriften "Jeg ryger marihuana men er ikke narkoman! Ung mand gør op med opfattelsen af marihuana som et farligt giftstof" skrev Carsten Grolin på side 12, den 20. maj 1965:
"Den unge mand, som sidder overfor mig, ligner ikke det billede, man normalt har af en narkoman. Han er mager, lidt tilbageholdende i blikket, men med levende, aktive øjne. Hans bevægelser er velovervejede, rolige, lidt eftertænksomme ... når han taler, vender han ansigtet direkte mod mig, og øjnene slipper det stærke lys, der falder på de nyudsprungne træer uden for vinduerne, og fæstner sig på mit ansigt.... [ordene] kommer fast og sammenhængende. Man har fornemmelsen af at sidde overfor et menneske, der i sjælden grad behersker sig selv og har et dybt kendskab til sin personlighed."
Tre måneder senere skrev bladet på side l under overskriften "Tusinde på 15-20 år slaver af narkotika?":
"For nogen tid siden pågreb politiet i København et par unge amerikanere, der kørte rundt i byen og søgte at afsætte et større parti marihuana-cigaretter. Tilsyneladende vidste de to udlændinge ikke, hvor de skulle finde aftagere for denne form for narkotika.
Narkotikapolitiafdelingen under politiinspektør Jens Jersild's ledelse tog de to forhandleres rådvildhed som et nyt bevis for, at der ikke er kunder af betydning til marihuana- eller anden narkotikaafsætning herhjemme, på trods af at nydelsen af marihuana og hashish i København har taget et voldsomt opsving. Antallet af 15-20-årige, som er forfaldne, menes at ligge langt over tusinde ...
En organiseret bande forbrydere, der tjener tykt på salg af marihuana til purunge, og som samtidig lokker 15-16-årige piger fra ofrenes kreds ind i prostitution, er tilsyneladende slet ikke opdaget af narkotikapolitiet endnu." (Ekstra Bladet 23. august 1965, side l).
Den afgørende hændelse i opdagelsesfasen var Ekstra Bladets påstand om, at der ved siden af amatørstofhandlen var en professionelt organiseret stofhandel, i hvis kølvand fulgte en omfattende prostitution; en prostitution som det københavnske sundhedspoliti var uvidende om (jfr. citatet ovenfor). Denne påstand var aldeles ubegrundet, hvilket politiet vidste, og forgæves forsøgte at hævde i medierne (7). Men eftersom Ekstra Bladet blev ved med at gentage påstanden, der også blev grebet af andre aviser, måtte politiet af troværdighedsgrunde vise, at det gjorde noget. Derfor startedes en række politiaktioner i "minefeltet".
Det interessante er, at trods store bestræbelser på at få fat i stofforhandlerne og importørerne, så var udbyttet magert: I 1965 sigtede Københavns politi ialt 53 personer for omgang med ulovlige stoffer, heraf 39 for besiddelse af hash alene, og 2 for besiddelse af såvel hash som andre ulovlige stoffer. Af de 29 sager, som var afgjort pr. l. februar 1966 havde kun 7 resulteret i ubetinget frihedsstraf (Jepsen (1966) side 203). Eksistensen af den af Ekstra Bladet påståede organiserede stofhandel kunne ikke konstateres, og heller ikke den med stofhandlen påståede forbundne prostitution. Således var kun 5 af de 127 kvinder, som i årene 1965-1967 blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer i København kendt af politiet som prostituerede (8). Stofmisbrugsproblemet kunne således sandsynligvis være blevet "løst" i opdagelsesfasen, såfremt stofferne ikke i 1966 var blevet koblet sammen med diverse "protestbevægelser", specielt provobevægelsen. Denne kobling var den afgørende faktor i problemets legitimering. Endvidere var den - som jeg skal forsøge at vise i næste kapitel - den afgørende faktor for, at titusindevis af unge i årene efter 1965 begyndte at ryge hash. Pressen stod således bag såvel fænomenet udbredt brug af ulovlige stoffer som samfundets første reaktion herpå (9).