Kontrolpolitikken siden 1965
Narkotikaafdelingen i 3. politiinspektorat (Sundhedspolitiet, under Civilpolitiet i København), blev som nævnt oprettet i 1947. Ved det tredie stofmisbrugsproblems opslåen i 1965 var kun 5 mand beskæftiget i denne afdeling (Jepsen (1971)). Da arbejdsopgaverne i 1968 overførtes, først til et særligt undersøgelseskammer, og siden til drabsafdelingen under kriminalpolitiet, var knap 30 mand beskæftiget med narkotikaopgaver. I dag er 90 kriminalpolitifolk - svarende til 1/4 af det københavnske kriminalpolitis bemanding - optaget af narkotikasager, mens uropatruljens godt 50 mand (under ordenspolitiet) bruger en meget stor del af deres tid på at opspore stofbrugere, m.v. En rundspørge i sommeren 1984 til landets politikredse viste, at på landsplan er mellem 200 og 250 af de ialt knap 1900 kriminalpolitifolk fuldtidsbeskæftiget med stoflovssager (8a). Dertil kommer ordenspolitifolk og politiets juridiske og administrative personale, samt personalet i anklagemyndigheden (9).
Lovgrundlaget - og Rigsadvokatens cirkulære fra 1969
Grundlaget for al denne aktivitet er stadig lov nr. 169 fra 1955 (med trivielle ændringer fra 1965, 1969 og 1971), samt to straffelovsparagraffer fra henholdsvis 1969 (§191) og 1982 (§191 a). Straffelovsparagrafferne er overbygninger på særloven, der som nævnt er en bemyndigelseslov, ifølge hvilken Indenrigsministeren kan anbringe et givet stof i én af groft sagt to restriktionskategorier:
- Stoffer, som slet ikke må forefindes i Danmark (for tiden hash o.a. cannabisholdige produkter, heroin, LSD og visse opiumspræparater).
- Stoffer, som kun må anvendes til medicinsk og videnskabelig brug (opiater minus de under l. nævnte, diverse centralstimulerende midler og hallucinogener og barbitursyrepræparater m.v.).
En række stoffer og farmaceutiske præparater, som f.eks. alle stoffer af benzodiazepingruppen og alle gængse kodeinpræparater, er ifølge Indenrigsministeriets bekendtgørelse (nr. 90 af 24.2.1981) ikke omfattet af loven (10). Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at omgangen med disse stoffer ikke er reguleret, men blot, at ikke-autoriseret omgang med dem ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning i henhold til lov om euforiserende stoffer, endsige i henhold til straffelovens §191. Ulovlig handel med nok så mange millioner doser benzodiazepin (f.eks. stesolid) vil således i dag ikke kunne straffes højere end med hæfte (i henhold til lægemiddelloven), mens salg af blot hundrede doser heroin med meget stor sikkerhed vil give fængselsstraf.
Lov om euforiserende stoffer opererer med bøde, hæfte og fængsel i indtil 2 år som mulige sanktioner. Straffelovens §§191 og 191A er derimod anderledes skrappe, idet strafferammen her er 6 års fængsel, og under skærpende omstændigheder endda 10 års fængsel (11). Paragrafferne lyder i deres fulde ordlyd som følger:
"§191. Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 6 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof iøvrigt haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
Betydningen af indførelsen af §191 indskrænker sig ikke til udvidelsen af strafferammen alene. I og med at der hersker en række principielle forskelle mellem særlovs- og straffelovsovertrædelser for så vidt efterforskning og retsforfølgelse angår, har indførelsen af straffelovens §191 været den lovmæssige forudsætning for, at efterforskningsmetoder som brevtilbageholdelse og rum- og telefonaflytning (retsplejelovens §§786-789) kunne tages i brug på stofområdet. Nedenfor skal jeg mere detaljeret se på de retssikkerhedsproblemer, som mange forsvarsadvokater, universitetsjurister, og i en vis udstrækning også dommere, har peget på i forbindelse med efterforskningen og retsbehandlingen af stoflovsager. Men først vil jeg se nærmere på det cirkulære (Rigsadvokatens cirkulære af 15.7.1969), som regulerer politiets og anklagemyndighedens samlede forvaltning af lov om euforiserende stoffer og straffelovens §191, og på det samlede kontrolsystems produktion i form af stofbeslaglæggelser, sigtelser og sanktioner.
I nedenstående skema har jeg sammenfattet hovedindholdet af Rigsadvokatens cirkulære af 15.7.1969 for så vidt de sanktioner som politiet/anklagemyndigheden skulle forsøge at få pålagt overtrædere af lov om euforiserende stoffer (12).
| Sammenfatning af Rigsadvokatens cirkulære af 15.7.1969 og efterfølgende præciseringer. | |
| Sanktion: | Som politiet/anklagemyndigheden skal søge pålagt sigtede/tiltalte i sager omhandlende: |
| Advarsel: | Besiddelse med nedennævnte undtagelser. |
| Bøde: | Besiddelse af andet end hash, hvis
der l gang tidligere er givet advarsel for overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer. Besiddelse af hash hvis
Lejlighedsvis udbredelse af hash eller ubetydelige mængder af andre stoffer forudsat at udbredelsen er sket uden vederlag. |
| Betinget frihedsstraf: | Førstegangssalg af hash med et
samlet vederlag på under 1.000 (1969-) kroner, forudsat fravær
af skærpende omstændigheder, såsom omfattende udbredelse til
børn under 16 år.
Udbredelse af små mængder andre stoffer mod vederlag såfremt: Tiltalte har været varetægtsfængslet i længere tid, eller er ung eller formodes at kunne profitere mere af en betinget dom - eventuelt med vilkår om behandling - end af en ubetinget frihedsstraf. |
| Ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer: | Enhver form for udbredelse mod vederlag med de ovenfor og nedenfor anførte undtagelser. |
| Ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens §191: | Enhver udbredelse af heroin.
Udbredelse af andre stoffer til et større antal tilfældige personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder (for morfinbase går grænsen ved 100 g og for hash ved 10 kg). |
| Ubetinget frihedsstraf i over 6 år over overtrædelse af straffelovens §191: | Må kun søges pålagt hvis sagen drejer sig om andre stoffer end hash. |
Filosofien bag den officielle nedkriminalisering af ulovlig stofbesiddelse, og den samtidige indførelse af paragraf 191 var, at mens ulovligt stofbrug fortsat i princippet var ulovligt, så skulle samfundets reaktion overfor det mere være bestemt af ønsket om at behandle stofmisbrugeren end om at straffe ham, i modsætning til den person, som overtrådte stoflovgivningen med vinding for øje. Derfor var der i Rigsadvokatens cirkulære også indføjet et krav til politiet om, at det skulle henvise personer, som var fundet i besiddelse af ulovlige stoffer, til den lokale behandlingsinstitution for stofmisbrugere.
Mig bekendt er der aldrig blevet stillet spørgsmålstegn ved lovligheden, endsige rimeligheden, af en sådan videregiven af information fra politiet til andre myndigheder; en praksis, som i hvert fald ikke specifikt er hjemlet i lov om euforiserende stoffer. Selve det forhold, at lovligheden aldrig er blevet antastet, er i sig selv betegnende for samfundets reaktion på ulovligt stofbrug, og for den socialdemokratiske velfærdsstats grundlæggende totalitære myndighedsopfattelse (staten som velmenende og omnipotent "pater familias") (13).