Det lægelige behandlingssystem
Det lægelige behandlingssystem består overvejende af nogle hundrede alment praktiserende læger som ordinerer metadon og andre medikamenter til patienter, som de har mere eller mindre grund til at tro regelmæssigt bruger ulovlige opiater. Antallet af patienter ligger på årsbasis lidt over 1000, og de synes aldersmæssigt at være i gennemsnit 1-2 år ældre end klienterne i socialpædagogisk behandling (Sundhedsstyrelsen (1981)). Hvormange af disse godt 1000 behandlingsforløb som er faktiske eller intenderede langtidsmetadonbehandlinger er ikke til at sige, for mange faktiske længerevarende metadonbehandlinger er oprindelig startet som ambulante afgiftninger, mens mange intenderede længerevarende metadonbehandlinger ikke bliver af lang varighed, fordi lægen og/eller patienten afbryder behandlingen efter kort tid (22). Siden 1976 har antallet af patienter, som på et givet tidspunkt havde en metadonbehandling af 6 eller flere måneder bag sig svinget mellem 400 og 550. Omkostningerne forbundet med driften af det lægelige system kendes ikke, men er formentlig ret beskedne, idet lægerne ser deres patienter sjældent, og de anvendte medikamenter er billige at fremstille. Eftersom den officielle målsætning med behandlingen, som udtrykt af Alkohol- og Narkotikarådet i 1979 (jfr. nedenfor), sjældent synes søgt opnået i praksis, er der ofte blevet stillet spørgsmålstegn ved berettigelsen af at betegne længerevarende metadonordinationer til stofmisbrugere som behandling (se f.eks. Antistofgruppen (1977)). Men eftersom længerevarende metadonordinationer ofte synes at være igangsat udfra et ønske hos lægen, om at lindre stofmisbrugerens smerte, mens de endvidere på samme måde som de socialpædagogiske behandlinger ofte begrundes med ønsket om, at dreje patientens levevis i retning af en for normalsamfundet mere acceptabel form, er det ganske rimeligt, at subsumere længerevarende metadonordinationer under begrebet stofmisbrugerbehandling på lige fod med socialpædagogisk behandling.
En særlig variant af det lægelige behandlingssystem udgøres af de læger, som ordinerer dextropropoxifen og andre ikke-kopieringspligtige opiater til stofmisbrugere. At et præparat ikke er kopieringspligtigt indebærer, at apoteket ikke indberetter ordinationen til Sundhedsstyrelsen. Dette har udfra lægens synsvinkel den fordel fremfor metadonbehandling, at hans ordinationer ikke kan blive genstand for Sundhedsstyrelsens og embedslægernes opmærksomhed og eventuelle indgriben. Omfanget af denne del af det lægelige behandlingssystem er i sagens natur ukendt, men formentlig er det meget stort. Det er en behandlingsform, hvor de negative konsekvenser i form af forgiftninger og andre somatiske følger langt overstiger den abstinensmindskende gevinst for stofmisbrugeren. Dette ved lægerne. At behandlingsformen ikke desto mindre praktiseres, og formentlig i stort omfang, er det bedste bevis for, at lægerne ikke "smider metadon efter stofmisbrugerne". Det tør de nemlig ikke af frygt for Sundhedsstyrelsen.