Legitimeringsfasen (1966-1967)
1965 var året, hvor de første lårkorte nederdele fik mænd og kvinder til at vende sig om på gaden. Men det var også året, hvor Kinks og Rolling Stones for første gang optrådte i Danmark; hvor restauranter og værtshuse pressedes af et stigende antal gæster uden slips; hvor de første kondemnerede ejendomme besattes på Christianshavn; hvor Cæsar sang om Storkespringvandet, og hvor uropatruljen blev oprettet for at dæmme op for balladen mellem rockere og langhårede omkring samme Storkespringvand.
I aviserne optrådte disse ting lige så uafhængigt af stofferne, som den 4-dobbelte politimorder, Billy Graham's besøg i Danmark, og de første rapporter fra Vietnamkrigen. Forbindelsen skulle først blive knyttet den følgende sommer.
Med koblingen af specielt hashrygning og protestbevægelser i sommeren 1966 blev "stofferne", fra at have været noget totalt uforståeligt, og - om ikke harmløst - så dog det store flertal af befolkningen uvedkommende, til en åben trussel mod centrale værdier som flid, disciplin, stræben efter materiel velstand og respekt for statens institutioner og deres repræsentanter. Og tilsvarende blev hashrygning i kammeratskabsgrupper en markering fra specielt middelklassens unges side af, at man deltog i det dobbeltskjulte ungdomsoprør mod forældregenerationen, jfr. næste kapitel.
Ud fra en historisk synsvinkel er der noget ironisk ved spændingerne mellem provobevægelsen og de voksne generationer midt i 1960'erne. For provobevægelsen baserede sig netop på den fremtidsvision, som de voksne generationer bevidstløst var ved at realisere: det arbejdsfrie samfund. Allerede i begyndelsen af 1960'erne havde visse filosoffer og kunstnere i USA og Europa indset, at konsekvensen af den elektroniske revolution ville være en frisættelse af arbejdskraften i en hidtil ukendt målestok; en konsekvens, som først er ved at gå op for os andre i disse år.
Provobevægelsens teoretikere så i denne frisættelse af arbejdskraften såvel en mulighed som en udfordring for menneskeheden: kun ved at udvikle den enkeltes kreativitet - i form af "unyttig skaben" - ville mennesket i det post-industrielle samfund kunne undgå at gå til grunde i ren og skær kedsomhed, og kun ved at fremelske den individuelle kreativitet nu kunne menneskeheden stå beredt til den dag, hvor maskinerne ville besørge alle materielle behov. Men en betingelse for at den enkeltes kreativitet kunne komme til udfoldelse var, at samfundets stive strukturer blev nedbrudt, og erstattet af en mere flydende struktur, der til stadighed kunne ændre sig som en følge af de enkelte borgeres skiftende behov.
I modsætning til denne fremtidsvision karakteriseredes det bestående samfund f.eks. således:
"Den tidligere klassemodsætning mellem bourgeoisi og proletariat findes ikke mere i vort samfund. Den progressive revolutionære ledelse er sivet væk, i og med at arbejderne fik del i velfærden. Bourgeoisi og tidligere proletariat er klumpet sammen i en uhomogen "masse", en samling larver, biller og kålædere .... Vi [provotariatet] går ... ud på gaden (og ind i fængslerne) for at vække den sløve borger. Han vækker vor vrede, fordi han er et hyggesygt konglomerat [sic!] der forråder sine menneskelige friheder, der møblerer sit hus med elektriske røremaskiner med forsølvede håndtag og med TV-apparater, der lader sig forgifte af udstødningsgas, lader sig holde nede af et autoritært magtapparat, og frivilligt lader sig føre ind i en søvnig tilbedelse af penge og luxus med den medfølgende begrænsning i den menneskelige frihed. Kynikerne har fået ret: af væsen er alle mennesker kapitalister. Blot er det sådan, at nogle har penge og andre (endnu) ikke. Den gamle klasseforskel svækkes således i en proces af gensidig enighed. Begge parter handler udfra egeninteresser, det mest menneskelige af alle motiver. Det er bare bedrøveligt at betegnelsen egeninteresse altid fortolkes som "materiel egeninteresse". Jeg spørger af og til mig selv, hvad en mand som Herman Gorter [en ledende personlighed i den hollandske socialismes tidlige historie] ville føle, hvis han rejste sig fra sin grav for at inspicere det nye samfund. Han ville øjensynlig ikke finde den selvbevidste syngende arbejder, som ser sin arbejdsgiver frygtløst i øjnene, men derimod en legion fjernsynsslaver og kvinde-la'-vær'-og-plag-mig-tyranner." (Weerlee (1966) side 36-38).
Dette var subversiv tale i 1966, og det var lige så farligt for DKP og SF som det var for De Uafhængige; lige så farligt for arbejderbevægelsens ledere som for deres "modpart". Og det var den slags tale der gjorde stofbrug problematisk; som muliggjorde at det sociale problem stofmisbrug progredierede fra opdagelsesfasen via legitimeringsfasen til mobiliseringsfasen. For som man kunne læse i en artikel i Ugeskrift for Læger 5 år senere:
"Narkotikamisbruget startede for 5-6 år siden i den da aktuelle provobevægelse, hvis negative infantile filosofi fascinerede en mængde teenagere med pubertetsprægede tilpasningsvanskeligheder. Samlingsstedet [i Århus] var Rådhusparken, hvor skaren nød visse "aktivisters" demagogi og den forargelse og det postyr der vaktes i presse og befolkning. De unge indsugede begærligt meddelelserne om hændelserne ved Storkespringvandet og tilsvarende steder i udlandet. De fik indoktrineret en foragt for alle hidtil gældende normer om etik, moral, sociale forhold, og holdningen til skole, uddannelse, hjem og autoriteter blev negativ og provokerende, bl.a. med det velkendte fremtoningspræg. Det blev "in" at leve i nuet i et idealt driverliv, som uvægerligt medførte småkriminalitet." (Behrendt (1971) side 1519).