Kapitel 2
Stofmisbrug som et socialt problem
"A social problem is always a focal point for the operation of divergent and conflicting interests, intentions, and objectives. It is the interplay of these interests and objectives that constitutes the way in which a society deals with any one of its social problems."
- Herbert Blumer (1970) side 301.
Udviklingen af det sociale problem stofmisbrug har meget lidt at gøre med forekomsten af danske stofbrugere, og endnu mindre med stofbrug som sådan. Så vidt vi overhovedet besidder empirisk viden herom, så havde Danmark haft omkring 2.000 stofmisbrugere i årtier før stofmisbrug blev et socialt problem (Knipschildt (1973)). Den største tilvækst til gruppen af stofbrugere fandt sted efter, at stofmisbrug var blevet etableret som et socialt problem. Kort refereret er det min påstand, at det sociale problem stofmisbrug, i den form som det findes i det danske samfund i dag, udviklede sig som en følge af 4 hovedfaktorer:
- Pressens "opdagelse" af hashrygning i 1965. Hashrygning forekom dengang indenfor et snævert københavnsk miljø. Pressen forsøgte at gøre sin "opdagelse" mere interessant ved at beskylde det københavnske sundhedspoliti for passivitet over for en udbredt prostitution i kølvandet på dette stofbrug.
- Politiets accept - mod bedre vidende, og på statsmagtens vegne - af, at det af pressen påståede problem vitterligt eksisterede, og Sundhedsstyrelsens deraf følgende nødtvungne accept af ansvaret for problemet.
- Koblingen af stofbrug med provobevægelsens udfordring af centrale værdier i det danske samfund, og
- Den sociale sektors ekspansionstrang oven på socialreformkommissionens arbejde.
Hvad er et socialt problem?(1)
Når man i daglig tale siger at Danmark har en række sociale problemer såsom "kriminalitet", "stofmisbrug", og "ungdomsarbejdsløshed", mener man for det første, at der "begås" kriminelle handlinger, at der "er" mennesker som indtager ulovlige stoffer og at der "er" unge uden beskæftigelse. Og man mener for det andet, at samfundet bør forsøge at ændre på disse forhold.
Med citationstegnene omkring de beskrivende verber er det ikke min hensigt at hævde, at disse udsagn er falske, altså ikke afspejler en faktisk social tilstand eller faktiske problemer for mennesker i det danske samfund. Min hensigt hermed er for det første at pege på, at et givet forhold kun er et socialt problem, når det opfattes som sådan af samfundets medlemmer, og for det andet at understrege, at opfattelsen af et forhold som et socialt problem ikke nødvendigvis behøver at afspejle en "virkelighed". Sociale problemer er resultater af kollektive definitionsprocesser. Og de har et liv, som er temmelig uafhængigt af det forhold i virkeligheden, som det kollektivt definerede begreb angives at referere til.
Jeg skal give to eksempler på problemer i dagens danske samfund, som ikke er sociale problemer.
I forrige kapitel nævnte jeg, at tobaksrygning i Danmark i dag forkorter middellevetiden for mænd med 2,7 år og middellevetiden for kvinder med 1,1 år, hvortil kommer at titusindevis af mennesker lever en svært invalideret tilværelse med luftvejs- og/eller karsygdomme som er helt eller delvis forårsaget af deres tidligere rygning, og som til stadighed forværres af deres fortsatte rygning. Tobaksrygning er således et problem i det danske samfund. Alene udgiften til sundhedsvæsenets behandling af disse mennesker blev i 1972 anslået til 200 mio. kroner (Egsmose (1972)), hvilket svarer til omkring 600 mio. kr. i dag. Dertil kommer den stærke forringelse af livskvaliteten, som følger med disse sygdomme. Ikke desto mindre er tobaksrygning ikke et socialt problem i dagens Danmark.
Et andet alvorligt samfundsproblem, som heller ikke er et socialt problem, er privat-bilismen. Der dræbes gennemsnitligt 700 mennesker om året ved trafikuheld - et tal der er ca. 5 gange større end det årlige antal "narkodødsofre" - og over 15.000 skades. De samlede samfundsudgifter forbundet med trafikuheld (udgifter til hospitalsbehandling af tilskadekomne, samfundets produktionstab som følge af de tilskadekomnes forbigående eller varige uarbejdsdygtighed, og udgifterne til udbedring af materielle skader) andrager over 2,5 mia. årligt (Vejdirektoratet (1983)). En væsentlig del af disse ulykker kunne undgås ved en mere indgribende regulering af borgernes anvendelse af private personbiler.
Fælles for samfundsproblemer som cigaretrygning og privatbilisme er 3 ting: For det første er de ressourcer, som det offentlige anvender på at løse dem, beskedne i forhold til de udgifter, som problemet påfører samfundet. Konkret udgør de ressourcer, som sættes ind for at forhindre tobaksrygning, en brøkdel af de ressourcer, som anvendes til at behandle de skader som rygningen forårsager. For det andet ville radikale offentlige tiltag for at løse disse samfundsproblemer (f.eks. nedsættelse af hastighedsgrænserne eller en øgning af kravene til bilisternes færdigheder) blive mødt med voldsom modstand i store dele af befolkningen. Og for det tredie betragtes såvel risikoen for at blive invalideret af cigaretrygning som risikoen for at blive dræbt eller skadet i trafikken af størstedelen af befolkningen som naturlige betingelser; d.v.s. som forhold, hvis ændring det ikke synes umagen værd at beskæftige sig med mand og mand imellem.
Eksistensen af et samfundsproblem er således ingen garanti for at det betragtes som sådant. Men omvendt er eksistensen af et socialt problem ikke ensbetydende med, at der eksisterer et forhold i samfundet, som faktisk truer den enkelte borgers velfærd. Det er således min påstand i denne bog, at opiatbrug ikke er nær så stort et samfundsproblem som det sociale problem opiatmisbrug. En lignende situation havde man i USA i anden halvdel af forrige århundrede.
Spørgsmålet om hvorvidt ikke-lægeordineret forbrug af opium bør betragtes som misbrug har været diskuteret mere eller mindre voldsomt i vor kultur i hvert fald siden år 1700 (Terry & Pellens (1928) side 64). Ikke desto mindre var brug af opium uhyre udbredt i størstedelen af USA i anden halvdel af forrige århundrede (2). Antallet af opiatbrugere blev således i århundredets sidste trediedel skønnet til mellem l promille og l procent af den samlede voksne befolkning. Hvorimellem disse tal den sande prævalens har ligget er det svært at sige. Men den totale import af opium og opiumspræparater var i hvert fald af en sådan størrelsesorden, at den amerikanske befolkning (voksne og børn) i perioden 1870-1909 kunne indtage gennemsnitligt 1,1 mg importeret morfin pr. person pr. dag, hvortil kom den i USA dyrkede opium (Terry & Pellens (1928) side 44) (3). Foruden veteraner fra borgerkrigen var forbruget angiveligt mest udbredt blandt midaldrende og ældre kvinder, men opium var dog en fast bestanddel i de forskellige former for patentmedicin, som indgik i enhver husholdning. Brug af opium var således, i modsætning til brug af alkohol, ikke et socialt stridsspørgsmål i USA på dette tidspunkt, endsige et socialt problem (Szazs (1975), Musto (1973)).
Brug af opium var også udbredt blandt de kinesiske arbejdere, der i tiden efter 1850 indvandrede til USA for at blive indsat i hårdt fysisk belastende produktioner, såsom bygningen af de transkontinentale jernbaner. Alt tyder på, at indvandrernes forbrug af opium var stærkt kontrolleret af sociale regler, og at opium i en vis grad brugtes af arbejderne til at øge deres evne til at udholde ekstreme belastninger i arbejdet (se Szazs (1975), Kramer (1979)). Men i modsætning til de hvide amerikanere, som indtog opiumspræparater gennem munden eller ved indsprøjtning, så røg kineserne den til dette formål præparerede opium.
I løbet af anden halvdel af forrige århundrede voksede et tiltagende kineserhad frem i USA, stærkt understøttet af fagbevægelsen, hvis ledelse så de hårdt arbejdende kinesiske indvandrere som en trussel mod medlemsskarens beskæftigelse. Det første resultat af fagbevægelsens kampagne mod de kinesiske indvandrere var et stop for kinesisk indvandring i 1886, mens det næstfølgende interessant nok var et forbud mod import (1887), og siden produktion (1890), af opiumspræparater af andre end amerikanske statsborgere. Mens fagforeningerne ikke kunne få de føderale lovgivere til at udvise kineserne, var det derimod muligt, at få myndighederne til at forfølge den måde, hvorpå denne minoritet indtog en rusgift, som også indtoges af hundredtusindevis af hvide amerikanere. Således blev opiumsrygning (men ikke andre måder at indtage opiater på, såsom ved injektion eller peroralt) forbudt i 1909 (4).
Et af de væsentligste argumenter for dette forbud, og for at forfølge de kinesiske indvandrede i det hele taget var at opiumsrygning udgjorde en fare for den hvide ungdoms fysiske og moralske sundhed. Som formanden for ét af de ledende amerikanske fagforbund, The Federation of Organized Trades and Labor Unions, Samuel Gompers, skrev i en pjece betitlet "Nogle grunde til at udvise kineserne: Kød versus ris, amerikansk manddom mod asiatisk cooley-isme - hvad skal overleve?" i 1901:
"Hvilke andre forbrydelser, som blev begået i hine mørke stinkende steder, når disse små uskyldige ofre for kinamandens nederdrægtigheder var under stoffets indflydelse er det næsten for rædselsvækkende at forestille sig ... Der er hundredevis, ja tusindevis, af vore amerikanske piger og drenge, som har erhvervet sig denne dødelige vane og er fordømte, håbløst fordømte, til et liv uden den mindste chance for forløsning." (Gompers som citeret af Szasz (1975) side 73-74, min oversættelse).
Men som nævnt ovenfor var de kinesiske indvandreres forbrug af opium såvel moderat som kontrolleret, ligsom kineserne kun spillede en ubetydelig rolle i distributionen af opiater til de hvide brugere. Opium kunne frit købes uden recept fra enhver læge, på ethvert apotek, og i titusindevis af købmandsbutikker over hele landet, også i områder, hvor der ingen, eller få kinesiske indvandrere var (Terry & Pellens (1928) kapitel l). Opiumsrygning blandt kinesiske indvandrere var således ikke nogen trussel mod det amerikanske samfund i årtierne op til århundredeskiftet, lige så lidt som andre befolkningsgruppers ikke-lægelige indtagelse af opiater i øvrigt var det. Men i modsætning til hvide amerikaneres opiatindtagelse var kinesernes opiumsrygning et socialt problem (5).
Et forhold behøver således hverken at true samfundet eller den enkelte borgers velfærd for at blive et socialt problem, og en adfærd eller tilstand, som rent faktisk truer samfundet eller den enkeltes velfærd, udgør ikke nødvendigvis et socialt problem. På baggrund af disse eksempler kan vi derfor karakterisere et socialt problem som den faktiske eller fiktive forekomst af en bestemt adfærd eller tilstand i et samfund,
- som søges undertrykt eller ændret under anvendelse af offentlige ressourcer,
- hvor højst et mindretal i befolkningen modsætter sig disse undertrykkelses- eller ændringsforsøg, og
- som er genstand for opmærksomhed i store dele af befolkningen (6).
Med denne karakteristik in mente kan vi nu se nærmere på det sociale problem stofmisbrugs historie i Danmark i anden halvdel af 1960'erne.