Noter til kapitel 2
1. Min diskussion af begrebet socialt problem er meget inspireret af den amerikanske sociolog Herbert Blumer, se f.eks. Blumer (1970).
2. Som forøvrigt også i England i det meste af forrige århundrede. Således skriver de Quincey om forholdene omkring 1815:
"hvis således én stand [den "som har udmærket sig ved sine talenters rigdom" ] så begrænset i størrelse kunne fremvise så mange snese tilfælde (og vel at mærke tilfælde øjeblikkeligt tilgængelige for en hastig og kortvarig undersøgelse som denne), var det en naturlig følgeslutning, at man, hvis man startede en lignende undersøgelse af hele den engelske befolkning, ville nå til et usandsynligt højt tal. Jeg tvivlede da også på denne følgeslutning indtil visse kendsgerninger overbeviste mig om at den ikke var forkert. Jeg skal nævne to. For det første blev det oplyst mig af respektable apotekere i tre langt fra hinanden beliggende dele af London; apotekere, fra hvem jeg lejlighedsvis købte små mængder opium; at antallet af opiums-entusiaster (som jeg vel tør kalde dem) på dette tidspunkt var uhyre stort, og at vanskelighederne forbundet med at skelne disse personer, for hvem vanen havde gjort opium nødvendig, fra andre, som købte stoffet med henblik på at begå selvmord ved dets hjælp, foranledigede dem dagligt besvær og stridigheder. Dette vidnesbyrd vedrørte kun London. Men for det andet kan jeg (formentlig til læserens større forundring) berette, at jeg, under et kortvarigt ophold i Manchester, af adskillige bomuldsfabrikanter fik at vide, at deres arbejdere med stor hast var ved at lægge sig opiumsspisevanen til; i så stor udstrækning, at apotekernes diske lørdag eftermiddage var overstrøet med piller indeholdende 1, 2 eller 3 grains [ svarende til 6, 12 og 18 mg morfin ] i beredskab til aftenens forudkendte efterspørgsel. Den umiddelbare årsag til dette forhold var lønningernes ringe størrelse, idet disse lønninger på dette tidspunkt ikke gjorde det muligt for arbejderne at tillade sig brug af øl eller stærkere alkoholiske drikke." (Quincey (1960) side 5-6, min oversættelse)
og Brecher citerer en engelsk artikel fra 1873:
"de ægte opiumsspisende distrikter er de sumpede og feberbefængte områder i Norfolk og Lincolnshire. I disse områder er opiumsspisning ikke lejlighedsvis, tilfældig eller sjælden, men almindelig udbredt og vanepræget. Enhver som besøger byer som Louth eller Wisbeach og vandrer omkring i gaderne en lørdag aften vil kunne se landboerne gøre deres indkøb. Og han vil hurtigt kunne overbevise sig om, at de mange mennesker i apotekerne kommer der for at købe opium .... I disse områder indtages opium af de fattige og elendige, og af de som andre steder ville søge trøst hos gin eller øl." (Brecher (1972) side 5-6, min oversættelse).
Se også Berridge (1982).
3. Til sammenligning hermed kan nævnes, at Danmark i årene 1948-1952 lå i toppen af den internationale "hitliste" med hensyn til forbruget pr. indbygger af syntetiske og naturlige opiater. Udfra de i Indenrigsministeriets 1953-betænkning (Indenrigsministeriet (1953) side 71) gengivne tal har jeg beregnet, at det danske forbrug af opiater i disse år højst kunne modsvare 0,31 mg morfin pr. person pr. dag (1 mg morfin har jeg til dette formål sat lig med 6 mg kodein og 7,5 mg petidin). Dette var adskillige gange forbruget pr. indbygger pr. dag i de fleste andre vestlige lande dengang, og skyldtes først og fremmest et usædvanligt stort kodeinforbrug. Forbrugets størrelse i dag er svært at vurdere, fordi det er sammensat af så mange forskellige præparater, og fordi der er kommet en lang række nye smertestillende stoffer til. Men indskrænker man sig til de "hårde" opiater, d.v.s. udelukker f.eks. kodein og dextropropoxifen er forbruget pr. person pr. dag kun 0,0024 døgndoser, svarende til ca. 0,072 mg morfin (Dansk Lægemiddelstatistik (udateret)).
4. Allerede i 1875 blev "opiumshuler" forbudt i politivedtægten for San Francisco. - Det er i øvrigt ironisk, at den optagne morfindosis er betydelig mindre ved rygning af en given mængde opium, end ved peroral indtagelse, for slet ikke at tale om ved injektion af afkoget. Se således Kramer (1979).
5. Dette sociale problem var i øvrigt én af de vigtigste forudsætninger for udviklingen af det amerikanske stofmisbrugsproblem som det ser ud i dag, men den historie er for lang til at blive fortalt her. Den mest grundige gennemgang er formentlig Musto (1973).
6. Eftersom "socialt problem" er et udtryk i hverdagssproget og her som regel ureflekteret refererer til det problematiserede fænomen, snarere end til fænomenet og den kollektive definitionsproces. kunne man fristes til at erstatte "socialt problem" med "offentligt problem" som foreslået af Gusfield (1981). Fremfor at vælge denne løsning vil jeg dog hellere fastholde socialt problem i dets sociologiske betydning. Eftersom hverdagssproget til stadighed optager nye socialvidenskabelige termer, er det næppe muligt at undslippe de misvisende overtoner som de socialvidenskabelige begreber bliver forsynet med i deres hverdagsbrug ved hele tiden at opfinde ny, "rene" ord.
7. Se således f.eks. Ekstra Bladet af 21. august og 22. august 1965.
8. Hvilket dog ikke forhindrede politiet i senere at benytte den påståede prostitution som et middel i problematiseringen af stofbrugsfænomenet: "af de 81 [kriminelt registrerede blandt de i 1965-1967 sigtede personer] var 15 kvinder .... ca. 1/3 af de belastede kvinder [5 personer!] er prostituerede. Dette er et problem, man bør følge med opmærksomhed, idet sammenhængen mellem prostitution, alfonseri og narkotika er særdeles velkendt mange steder i udlandet." (Jersild (1968) side 8).
9. Pressens rolle kan belyses ved hjælp af en lille personlig anekdote: l sommeren 1966 læste jeg i Ekstra Bladet, at man kunne købe hash på værtshuset "Nick" i det indre København. Prisen blev oplyst at være 25 kr. pr. tændstikæske. Bevæbnet med en 50 kr.-seddel tog jeg ind til Nikolaj Plads og gik op på Nick, hvor jeg bad tjeneren om to tændstikæsker. Han blev noget fortørnet da jeg ikke var tilfreds med de to almindelige tordenskjoldsæsker som han stak mig ...
10. I 1966 var der 57 indlæggelser af unge stofmisbrugere på de psykiatriske hospitalsafdelinger og i 1967 var der 135, svarende til nogle promille af det samlede antal indlæggelser i de 2 år (Kontaktudvalget (1969) side 8).
11. Selvom Sundhedsstyrelsen får et godt skudsmål for "kollegial loyalitet" af sine reelle arbejdsgivere (lægerne), så er skudsmålet med hensyn til flid dårligt. Om det er denne tilbøjelighed til letargi som fik Sundhedsstyrelsen til at forære stofmisbrugsproblemet til socialvæsenet skal jeg ikke kunne sige. Interessant er det ikke desto mindre, at Sundhedsstyrelsen i 1958 forsøgte at gøre stofmisbrug til et rent retshåndhævelsesproblem ved, på forespørgsel, at anbefale politiet i København, at søge alle sager vedrørende overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, altså også rene brugersager, afgjort ved ubetinget frihedsstraf (følge politikommissær Hans Andersen som citeret af Jørgen Jepsen) (Jepsen (1966) side 197).
12. Debatten i Ugeskrift for Læger (bind 133, 1971) indeholdt indlæg af Finn Bennike Behrendt, John Andersson, Mogens Jacobsen, Fritz Schjøtt, Sven Heinild, Niels Ingerslev, Margrethe Andersen, og Finn Jørgensen. Debatten i Nordisk Medicin (bind 85, 1971) indeholdt indlæg af Karl Evang, Nils Bejerot, Erik Strømgren, Yngve Holm-stedt. Asser Stenback, Arnfinn Teigen, Thordur Møller, Finn Jørgensen, FritzSchjøtt, Niels Retterstol, Ørnulv Ødegård, Bengt Lindberg, G.K. Stump og Holger Ursin.
13. En af denne nyorienterings hovedarkitekter, Bent Rold Andersen, har sammenfattet arkitektfirmaets syn på byggeriet:
"a. Socialpolitikkens opgaver. Fra sikring af eksistensen for de få og særligt udsatte til tryghed for alle, forebyggelse af trang og mistrivsel, revalidering, social behandlingsindsats og løsning af forandringssamfundets tilpasningsproblemer. b. Socialpolitikkens metode: Fra kontantydelser, der sikrer minimum, til kontantydelser efter indkomstbortfaldsprincippet, service, opsøgning og social behandling. Fra fraktionsindsats til en indsats efter helheds- og familiesynspunkter. Fra juridisk domineret administration til socialmedicinsk og socialpsykologisk præget behandlings- og støtteindsats.
c. Socialpolitikkens menneskeopfattelse: Fra isoleret individ, fuldt ansvarlig for sin egen adfærd, til socialt væsen hvis muligheder og adfærd påvirkes af den totale sum af betingelser som omgivelserne skaber.
d. Socialpolitikkens opfattelse af forholdet mellem borger og samfundsorganer: Fra skarp adskillelse af ansvar til samarbejde. Fra modstridende interesser (misbrugsfrygt kontra frygt for overgreb og ydmygelse) til erkendelse af gensidig afhængighed.
e. Socialpolitikkens forhold til andre samfundssektorer: Fra isolation til krav om udbredt samarbejde, navnlig med sundhedsvæsen og arbejdsmarkedsorganer." (Andersen (1971) side 62, kursiveringer i original).