Efterord
I slutningen af det 14. århundrede opstår Narreskibet som en social institution i byerne langs de tyske og nederlandske vandveje (1). Mennesker tvangsanbringes på skibe og sejles bort fra deres hjemsted. Disse narreskibe synliggør og fjerner på een og samme tid det uberegnelige og uforståelige og dermed angstvækkende: Normalborgeren bringer orden i sit indre kaos - uoverensstemmelserne mellem driftimpulser og det socialt udviklede selv - og pacificerer naturens og samfundets fjendtlige kræfter ved at gøre den enkelte afviger til genstand for sin angst og ved at udgrænse ham fra samfundet.
Forskellige samfund har haft forskellige narreskibs-institutioner. "Jøder", "hekse" og "stofmisbrugere" er begreber omkring hvilke komplekse institutioner indenfor (bl.a.) den nazistiske stat, det førindustrielle kristne samfund og det danske samfund af idag er bygget. Ved at tage udgangspunkt i postulatet om disse institutioners fælles socialpsykologiske oprindelse bliver det muligt at belyse en særlig egenskab ved magten, nemlig dens sammenhæng med afmagt.
For nu at anvende den kristne verdens hekseprocesser som springbrædt, så er det klart, at "magt" og "afmagt" ikke var fuldstændig asymmetrisk fordelt. Omend den konkrete heks i den konkrete lille by endte på bålet, så endte hun først der efter i en periode at have terroriseret byens borgere. Kirke og befolkning kunne kun tiltvinge sig magt over den udstødtes liv ved at underkaste sig frygten for hende. I triaden heks-inkvisition-normalborger synes heks og inkvisitor at opføre et skuespil med normalborgeren som passiv tilskuer. Men heller ikke normalborgeren er afmægtig, for uden hans bevægelighed, intet skuespil. Uden borgerens angst og evne til at udmønte denne angst i en specifik frygt er heks og inkvisitor latterligt melodramatiske figurer. Denne evne hos borgeren er ikke kun betinget af nøgen biologisk-psykologisk angst, men i høj grad bestemt af social og individuel biografisk viden. Når der således ikke synes at være noget narkodrama i det moderne Grønland, er det formentlig fordi dette drama forudsætter en naturvidenskabelig forestillingsverden, som (endnu) er impotent overfor før-kristne kategorier som qivitoq'en, fjeldgængeren. Sålænge den grønlandske normalborger kan bevare forestillingen om manden som forlader sit samfund for at leve alene i fjeldet og derigennem erhverver ondskab og udødelighed har han ingen brug for stofmisbrugeren. Og når jeg har valgt netop stofmisbrugeren, og ikke rockeren, som emne for mit afmytificeringsforsøg, kan det vel tænkes at hænge sammen med den stærke frygt for fysisk vold som min biografi har udstyret mig med.
I denne bog har jeg forsøgt at vise, hvorledes magt og afmagt går hånd i hånd i det danske narkodrama: Junkien køber sig stadig mere magt over normalborgeren ved at renoncere på sin normalborgerstatus. Ved at give afkald på sine tidligere rettigheder indenfor de offentlige kontrol- og servicesystemer, på arbejdsmarkedet og i familien øger han sin mytiske magt. Jo længere qivitoq'en har udsat sig for de fysiske afsavn i fjeldet, desto sværere er det for hans samfund at vinde hans sjæl tilbage, at "kurere" ham, og desto farligere og mere ondskabsfuld bliver han for det. Tilsvarende gælder, at jo større fysisk magt lovgivere og problemadministratorer giver politiet og behandlerne over stofmisbrugerne, desto stærkere og farligere tegner den mytiske figur sig for dem og for normalborgeren. Og jo mere normalsamfundet lader sig rive med af angsten for den mytiske figur, desto stærkere strammes grebet om den enkelte stofmisbruger. Ringen er sluttet: Magt og afmagt danser i kæde.
I kraft af sit medlemskab af den nye "kulturelle kapitalistklasse", som har monopol på at udstikke retningslinierne for kritisk-refleksiv tale (2) tilhører socialforskeren stofmisbrugsproblemadministrationens ideologiske elite. Det er forskningens autoritet der vises tilbage til når problemets "natur" beskrives af politikere, administratorer, journalister, m.fl. Hvis forskningen konsekvent i de forløbne 15 år havde nægtet at reproducere et billede af problemet, som var foreneligt med det billede af det, som de "mindre ånder" nævnt ovenfor allerede havde dannet sig, havde stofmisbrugsproblemet haft en anden historie. Vi stofexperter er således medansvarlige for mytens udbredelse, opretholdelse og gradvise ændring.
På den anden side har vi ikke været ene om at skabe myten, og nu da den er her har vi heller ikke magt til at udslette den. Vi er afmægtige i al vor vælde. Endvidere har nogle af os, jeg selv medregnet, vist os nok så meget i mytens vold som mindre socialvidenskabeligt skolede problemadministratorer og borgere. Sådan har det været, og sådan vil det formentlig vedblive at være.
Helt bortset fra vore materielle interesser i samfundets myter, som vi lever af at modificere, formår socialforskere lige så lidt som andre at distancere sig fra grundliggende forestillinger og værdier i kulturen. Blot kunne man ønske, at socialforskere vil holde sig deres teoretiske viden om, at sociale problemer er brændpunkter for materielle og symbolske interesser, lidt mere for øje i den fremtidige stofmisbrugsdebat end tilfældet har været i de sidste 15 år.
Noter:
1. Jfr. M. Foucault, Folie et déraison; histoire de la folie. Paris: Librarie Plon, 1961. Revideret engelsk udgave: Madness and Civilization, New York: Vintage Books, 1973.
2. Jfr. A.W. Gouldner, The future af intellectuals and the rise of the new class, London og Basingstoke: MacMillan Press, 1979.