Hvordan bliver mennesker opiatbrugere?
Opiatindtagelse har altså ved første lejlighed som regel en ubehagelig virkning. Ikke desto mindre er der mennesker som bliver ved med at indtage opiater, og som siger de får en behagelig virkning ud af det. Dette paradoks skal jeg se nærmere på i dette afsnit.
Hvert år udsættes millioner af mennesker for enkeltdoser af opiater i forbindelse med sygdom og ulykker, og en stor del af dem indtager opiater flere gange dagligt i uger, ja endda i måneder i træk. På trods heraf vedbliver kun en meget lille brøkdel af disse med at indtage opiater når den lægelige begrundelse for at tage dem ikke længere er til stede (10).
På denne baggrund er det naturligt at spørge, om opiatbrug kan forklares som en følge af fysiologiske egenskaber ved brugeren (såsom utilstrækkelig produktion af bestemte hormoner, de såkaldte endorfiner), eller som følge af fysiologiske ændringer i brugerens organisme efter den første indtagelse af opiater (se f.eks. Dole (1980)).
Selvom denne mulighed ikke kategorisk bør afvises i enkeltstående tilfælde, så støder rent fysiologiske forklaringer dog på vanskeligheder som generelle forklaringer på forekomsten af opiatbrug. For det første er det vanskeligt udfra sådanne forklaringer at forstå, hvorfor opium har været en kulturrusgift i nogle kulturer, men ikke i andre, og hvorfor omfanget af, og normerne omkring, denne normalkulturelle brug har været så forskelligt som tilfældet er (se f.eks. Kramer (1979), Hess (1971), Blum (1969), Way (1982), Kramer (1971) og næste kapitel). Vender vi os mod vor egen kultur, hvor opiatbrug ikke længere er normalkulturel, er det for det første umådeligt almindeligt, at senere opiatbrugere udelukkende føler ubehag de første gange de indtager stoffet - de føler altså ingen lettelse for de symptomer, som den postulerede utilstrækkelige produktion af enforfiner ifølge én type fysiologisk teori skulle give dem. For det andet findes der mange eksempler på personer, som i årevis har haft et særdeles uregelmæssigt forbrug af opiater (11). Modsvarende findes der mange mennesker, som i årevis har indtaget opiater dagligt, for derefter at ophøre med brugen, uden varig forringelse af deres livskvalitet, o.s.v. I lyset af disse forskelle i opiatbrugets varighed og regelmæssighed, er det ikke sandsynligt, at den afgørende faktor for påbegyndelse og/eller opretholdelse af opiatbrug er en fysiologisk tilstand eller proces for det store flertal af opiatbrugere.
Der hersker da også udbredt enighed blandt forskere om at stofbrug opstår, vedligeholdes og evt. ophører som følge af et komplekst samspil mellem brugeren, stoffet og det omgivende samfund. Ikke desto mindre spiller rent fysiologiske teorier en væsentlig rolle for mange opiatbrugeres selvforståelse, samt for den ikke-opiatbrugende offentligheds forståelse af fænomenet.
Hvad der derimod ikke hersker enighed blandt forskere om, er svarene på følgende to spørgsmål:
- Hvilke "mekanismer" indgår i det samspil mellem stof, individ og samfund, som "resulterer" i, at opiatbrug først opstår og siden ophører (respektive fortsætter)?
- Er der, selvom opiatbrug ikke kan forklares alene med egenskaber ved personen, alligevel biologiske eller psykologiske egenskaber ved ham, som må være til stede, for at opiatbruget overhovedet kan begynde?
En blot nogenlunde fair gennemgang af alle de teorier, som tager disse to spørgsmål op, er ikke mulig her (for en systematisk gennemgang af en række af de vigtigste teorier se f.eks. Lettieri m.fl. (1980)). Jeg skal derfor indskrænke mig til at skitsere en forståelsesramme, som jeg tror er bred nok til at omfatte de fleste former for stofbrug.
For at forstå den enkelte stofoplevelse og forløbet af et stofbrug må man tage egenskaber ved stoffet, organismen, subjektet og det omgivende samfund i betragtning (se figur l).
|
Figur 1.
|
For at tage stoffet først, så gælder det for alle misbrugsstoffer, som for alle læge- og næringsmidler, at indtagelse medfører ændringer i organismens ligevægtstilstand. Man må formode at de fleste sådanne ligevægtsændringer medfører impulser til bevidstheden, og at disse impulser, fordi de hidrører fra forskellige dele af centralnervesystemet, er flertydige. Dette indebærer, at de oplevede stofvirkninger er bearbejdninger, eller tolkninger, af de fra organismen afgivne signaler.
For så vidt organismen angår, så er det klart, at en række forhold som vægt, forskellige organers funktionsevne, almen helbredstilstand m.v. påvirker selve optagelsen af en given mængde af et stof og hvilke koncentrationer af stoffets forskellige metabolitter (d.v.s. de bestanddele, som stoffet spaltes i af organismen), der når forskellige organsystemer (f.eks. blodet) og dermed forskellige dele af centralnervesystemet. En egenskab ved organismen som i denne forbindelse er særlig vigtig, er om den tidligere har været udsat for en tilsvarende mængde af det pågældende stof, respektive er vænnet til at modtage endnu større mængder af det. Således vil en dosis mellem 120 og 500 mg morfin virke dræbende på enhver ikke-tolerant person (Brecher (1972) kapitel 8), mens 120 mg ikke helt ville fjerne de fysiske abstinenssymptomer hos en svært morfintolerant person, hvis den blev indtaget efter 10 timers abstinens (12).
For så vidt samfundet angår, så er en selvklar betingelse for stofbrug, at stoffet overhovedet forefindes. Endvidere må der eksistere viden om hvorledes og i hvilke mængder, det "kan" indtages, hvorledes stoffet "påvirker" bevidstheden, og regler for hvorledes, og i hvilke sammenhænge, det "må" indtages, respektive ikke "må" indtages (13). Også her gælder det, at der for de fleste rusgiftes vedkommende i de fleste samfund vil herske en vis flertydighed såvel i de sociale definitioner af stoffets virkning, som i normerne omkring dets brug. Man drikker ikke hvidvin til oksekød ... eller gør man?
Denne flertydighed i såvel organismens signaler til brugernes bevidsthed, som samfundets signaler om stoffets egenskaber, indebærer, at den væsentligste egenskab ved brugeren er, at han er en handlende person, ikke en biologisk og/eller sociologisk programmeret maskine. Brugeren konstruerer stofoplevelsen inden for de grænser som sættes af hans organismes samspil med stoffet og den sociale omverdens definitioner og normudtryk. Stofoplevelsen er således også en funktion af brugerens motiver til stofindtagelsen. Og eftersom disse motiver kan være flere og gensidigt modstridende, er der i princippet næsten ingen grænser for, hvilken bevidsthedseffekt en given person kan få ved at indtage et givet stof i en given social sammenhæng (14).
I og med at hverken organismen, motiverne eller samfundet er statiske størrelser, er det klart, at stofadfærd og stofoplevelse hos den enkelte over tid er yderst foranderlige. På den anden side er det klart, at jo mere homogene definitioner af stofbruget og stofindtagelsen som brugeren stilles over for, desto mindre bliver spillerummet for det selvstændige subjekt. Et eksempel herpå er danske stofmisbrugeres abstinensskræk: Et af de væsentligste motiver som danske opiatmisbrugere har til fortsat opiatindtagelse er i dag undgåelse af abstinenssymptomer. Jeg skal senere (i kapitel 4) forsøge at vise, at det opiatforbrug, som disse misbrugere har, generelt er så beskedent og uregelmæssigt, at ophør med det ikke ville give ophav til særligt kraftige organiske signaler til brugerens bevidsthed. Dette kunne synes at være i modstrid med det faktum, at mange opiatmisbrugere i dag periodisk oplever abstinenssymptomer, ja endda meget voldsomme abstinenssymptomer, ligesom de fleste misbrugere og metadonpatienter er meget bange for at skulle komme til at undvære deres stof.
At benægte abstinenssymptomemes rod i organiske signaler til bevidstheden ville selvfølgelig være lige så sociologistisk enøjet som det ville være biologistisk enøjet at påstå, at bevidstheden blot er en passiv modtager af opiaters farmakologisk bestemte "euforiserende virkning". Det væsentlige er at fastslå, at ligesom de organiske signaler forbundet med stofindtagelse for den ikke-tolerante organisme kan være svage og flertydige, så kan de sociale definitioner af stofvirkningen - herunder af konsekvenserne af ophør med selv den mest sporadiske indtagelse af små doser - være kraftige og relativt entydige (15). Det centrale i såvel stofvirkning som abstinensoplevelse er således det subjekt, som organiserer de organiske og de sociale impulser; et subjekt, som aktivt forandrer sig i et samspil med den krop og med det samfund det er lokaliseret i, men som også er bundet såvel af sin biografi, som af de virkelighedsdefinitioner som står til dets rådighed.
Når danske stofmisbrugere således i dag er meget følsomme overfor de abstinenssignaler, som deres centralnervesystem afgiver, må forklaringen herpå søges dels i den biografiske investering, som det enkelte subjekt har i stofbruget (og i den livsstil som det er knyttet til) og dels i såvel de stofbrugende som de ikke-stofbrugende omgivelsers massive tilkendegivelse af, at abstinens er uudholdelig (16). At der stadig er stofmisbrugere som "spontant" ophører med opiatbrug (jfr. kapitel 5) efter mange års brug er således et opmuntrende bevis på den menneskelige viljes stædighed!
Et eksempel på hvorledes ændringer i det omgivende sociale miljø kan påvirke stofadfærden, er ophøret af heroinbrug blandt amerikanske soldater efter hjemsendelse fra Vietnam. Halvdelen af de menige soldater brugte heroin under deres udstationering i Vietnam. Af disse progredierede omkring 1/5 til regelmæssig brug med periodiske abstinenssymptomer mens de var udstationeret i Vietnam (Robins m.fl. (1974)). Hærens lokale afvænningsprogrammer var karakteriseret ved en meget høj tilbagefaldshyppighed (nemlig 97%), og det var derfor med nogen bekymring myndighederne forudså hjemsendelsen af disse tusindvis af våben- og kamptrænede unge mænd. Man forestillede sig, at en tilgang til den allerede eksisterende stofmisbrugerbefolkning af mænd med netop disse forudsætninger, ville forværre arten af den kriminalitet, som stofmisbrug i USA er forbundet med. Men til alles store forbløffelse var det kun et mindretal af de misbrugende soldater - nemlig 12% - som i løbet af de første 3 år efter deres hjemkomst blev registreret som fortsatte misbrugere. Endnu mere bemærkelsesværdigt var, at ophøret med dette heroinbrug kun i meget få tilfælde nødvendiggjorde egentlig behandling (Robins m.fl. (1977) citeret af Robins (1979)). Heroinbrugen ophørte altså spontant med hjemsendelsen, d.v.s. med besværliggørelsen af adgangen til heroin, med fjernelsen fra de med krigen forbundne rædsler, og med opløsningen af den subkultur indenfor besættelseshæren, i hvilken heroinindtagelse havde fundet sted (Zinberg (1974)).
Stofbrug må altså ses som et komplekst samspil mellem individ, stof og samfund. Dette er gammel officiel politik i Danmark, som snart sagt enhver indenrigsminister siden 1970 har gentaget i til formålet skrevne taler. Ikke desto mindre har en række myter om opiaterne (og andre ulovlige stoffer) medført, at individ og samfund er blevet overset af det officielle Danmark. Disse myter har en lang historie. I næste kapitel skal jeg se på den del af historien, som udspillede sig i årene 1965-69; og vise hvorledes den måde, som forskellige interesser gjorde brug af disse myter på, førte til at Danmark fik et stofmisbrugsproblem.