Kapitel 3.
Kulturel frisætning og brug af nye rusgifte
Frie fugle flyver, de tamme har længsler.
- ordsprog fra Christiana.
I sidste kapitel påstod jeg, at det afgørende for udviklingen af det sociale problem stofmisbrug i årene 1965-1969 ikke var den ændring i ungdommens rusgiftvaner, som faktisk fandt sted, men derimod det ulovlige stofbrugs - specielt hashbrugens - ideologiske associationer. I dette kapitel skal jeg gå et skridt videre og hævde, at det i en vis forstand var de samme ideologiske associationer, som betingede, at hashrygning omkring 1970 havde spredt sig til titusindevis af unge. Jeg skal endvidere forsøge at argumentere for, at denne voldsomme udbredelse på sin side medførte, at stofmisbrugsproblemets endnu ikke fuldt udviklede problemadministration søgte at gøre problemet mere overkommeligt ved at uddefinere netop hashrygning fra det. Denne overvejende administrativt betingede legalisering af hashrygning medvirkede på sin side til udviklingen af en passiv accept af hashrygning i voksenbefolkningen, og til en voldsom øgning af presset mod den spæde opiatmisbrugssubkultur; det pres, hvis skæbnesvangre konsekvenser jeg i de to efterfølgende kapitler skal beskrive.
Udviklingen i det ulovlige stofbrug siden 1965
Vor viden om udbredelsen af ulovligt stofbrug blandt ikke-institutionsanbragte unge i tiden op til 1970'ernes begyndelse baserer sig fortrinsvis på en række spørgeskemaundersøgelser af skole- og uddannelsessøgende unge i alderen fra 12 til 25 år. Der findes kun en enkelt undersøgelse af ikke-uddannelsessøgende unge, nemlig en spørgeskemaundersøgelse af 18-årige sessionsindkaldte i København i 1968. Ikke desto mindre skal jeg v.h.a. de foreliggende undersøgelser driste mig til at fremsætte et gæt på hvor mange unge, som regelmæssigt røg hash i 1970.
Dernæst skal jeg, v.h.a. nogle resultater fra spørgeskemaundersøgelser af uddannelsessøgende i enkelte lokalsamfund, forsøge at vise, at hashrygning spredte sig blandt unge som et lige så normalt element i ungdomskulturen som den udborede knallert.
Men først skønnet over antallet af regelmæssige hashrygere i 1970. Operationelt vil jeg definere en "regelmæssig hashryger" som en person, som ryger hash mindst et par gange om måneden.
I 1968 og 1970 lavede Sundhedsstyrelsen to store undersøgelser af repræsentative udsnit af den skolesøgende ungdom på 8.-12. klassetrin. I 1968 lavedes samtidig en undersøgelse af de unge på en række erhvervsuddannelsesinstitutioner; en undersøgelse, jeg vil tillade mig at betragte som repræsentativ for den under erhvervsuddannelse værende ungdomsbefolkning. Endelig lavede Sundhedsstyrelsen i 1968 den nævnte sessionsundersøgelse. Undersøgelserne er udførligt rapporteret i Sundhedsstyrelsen (1968) og Ulff-Møller m.fl. (1971), og mere kortfattet i Ulff-Møller & Jørgensen (1972), hvorfor jeg ikke her vil beskrive dem nærmere, men tillade mig at tage deres resultater for pålydende.
I 1968 oplyste 20% af de adspurgte i skoleundersøgelsen, at de havde fået tilbudt et eller flere ulovlige stoffer. To år senere var denne andel fordoblet. Kun et lille mindretal (hhv. 4% og 8%) havde fået tilbudt andet end hash. Af de som i 1968 havde fået tilbudt hash havde 40% taget imod tilbuddet, mens det samme gjaldt for knap 2/3 af de som i 1970 oplyste at have fået tilbudt hash. 2,3% af de adspurgte elever på 8.-12. klassetrin oplyste i 1968 at ryge hash et par gange om måneden eller hyppigere, mod 8% i 1970. Antallet af regelmæssige hashrygere i skolesystemet steg således fra godt 4.000 i 1968 til godt 12.000 i 1970. Eftersom andelen af de på erhvervsuddannelsesinstitutioneme adspurgte, som i 1968 oplyste at ryge hash regelmæssigt også var omkring 2%, vil jeg antage, at andelen af de unge på disse institutioner, som i 1970 røg hash regelmæssigt var 8%, altså svarende til andelen i skolesystemet. Udfra sessionsundersøgelsens resultater i 1968 synes det dog rimeligt at antage, at andelen af de ikke-uddannelsessøgende unge, som i 1970 var regelmæssige hashrygere var lavere end 8%. Et forsigtigt minimums skøn over antallet af regelmæssige hashrygere blandt de 15-24-årige i 1970 er således godt 30.000, fordelt på 12.000 skoleelever (8%), 15.000 andre uddannelsessøgende (også 8%), og 3.000 unge udenfor uddannelsessystemet (svarende til knap 1% af de ikke-uddannelsessøgende unge). Et maximums-skøn får vi antageligt ved at sætte andelen af regelmæssige hashrygere blandt de ikke-uddannelsessøgende til de samme 8% som for de uddannelsessøgende. Under denne forudsætning bliver skønnet over antallet af regelmæssige hashrygere godt 60.000 i 1970.
Hvor imellem disse extremer, det faktiske antal regelmæssige hashrygere i 1970 befandt sig, er det i sagens natur ikke muligt at sige. Det væsentlige er imidlertid at det kan fastslås, at Danmark ved 1970'ernes begyndelse, hvor stofmisbrugsproblemet gik ind i sin etablerede fase, havde et betragteligt mindretal på mellem 30 og 60 tusinde personer, som regelmæssigt brugte i hvert fald ét ulovligt rusmiddel, hash.
Det er straks sværere at sige noget om, hvor mange unge som regelmæssigt brugte andre stoffer end hash. Specielt er det vanskeligt på baggrund af de her nævnte undersøgelser at sige noget om antallet af opiatbrugere; den gruppe, som i 1970 havde udviklet sig til at udgøre kernen i problemet. I sessionsundersøgelsen fra 1968 oplyste 3 ud af de 771 adspurgte, at bruge andre stoffer end hash eller LSD mindst én gang om ugen. I en undersøgelse af knap 3000 skoleelever og uddannelsessøgende unge i Aalborg fra februar 1970 oplyste 1,7% at have prøvet opiater (Winsløw m.fl. (1970)), mens 11 ud af 251 undersøgte elever på Hjørring Kommunes skolers 9. klassetrin i januar 1972 oplyste at have prøvet opiater. 5 af disse 11, eller 2% af samtlige undersøgte, oplyste at have brugt opiater indenfor de sidste 4 uger før undersøgelsen. To år senere, i januar 1974, oplyste 45 udaf 3428 adspurgte elever i Roskilde kommunes skoler, nogensinde at have indtaget morfin. Af disse oplyste kun 20, eller 1/2% af samtlige undersøgte, at have indtaget stoffet indenfor det sidste halve år før undersøgelsen (Schmidt & Sindballe (1974) s. 49). Det kan således med rimelig sikkerhed hævdes, at opiatbrug aldrig har haft andet end et ganske ubetydeligt omfang blandt uddannelsessøgende.
Hvordan kunne det gå til, at så mange unge i løbet af så få år var blevet regelmæssige hashbrugere? Dette spørgsmål skal jeg vende tilbage til i næste afsnit af dette kapitel, og i resten af dette afsnit indskrænke mig til at beskrive spredningsprocessen, specielt som den blev belyst v.h.a. de ovennævnte lokalsamfundsundersøgelser. Ovenfor omtalte jeg, at andelen af de skolesøgende i de landsdækkende undersøgelser, som havde fået tilbudt hash steg fra 20% i 1968 til 40% i 1970. Over 80% af de, som havde fået tilbudt hash såvel i 1968 til 1970, havde fået dette tilbud af en person, de i forvejen kendte. Kun omkring een ud af 20 som havde prøvet at ryge hash, oplyste, at have opsøgt en fremmed person for at få hash. At begynde at ryge hash var således typisk en handling som indgik i ens sædvanlige kammeratskabsaktiviteter.
Denne "sociale smitte" har også været betingelsen for den voldsomme hast, hvormed hashrygning bredte sig. Dette er illustreret i Figur l, der viser andelen af de undersøgte i 4 lokale undersøgelser af uddannelsessøgende, som oplyste at have røget hash mindst een gang inden den 1.1. i årene 1966 til 1971 (for Københavner-populationen haves kun tal t.o.m. 1.1.1968, da undersøgelsen blev udført i 1968). I disse 4 befolkninger varierede den årlige tilvækst i andelen som havde prøvet hash med fra godt 150% (Roskilde og Aalborg) til næsten 500% (København og Hjørring). Hvis hashrygning ikke havde haft en social karakter - hvis det f.ex. havde været så uacceptabelt i kammeratskabsgruppen, at stoffet havde måttet købes og konsumeres uden for denne - ville sådanne vækstrater næppe have været mulige. (1)
|
Figur l. Kummuleret andel af de undersøgte som havde prøvet hash ifølge 4 lokale undersøgelser. Logaritmisk skala. (Kilder: Manniche & Høgh (1968) (København), Holstein (1972) (Aalborg), Winsløw (1971) (Hjørring), Winsløw m.fl. (1971) (Roskilde)).
|
Epidemimodellen gav således en korrekt beskrivelse af den tidlige spredningsproces for så vidt hash angik (2). Der hvor epidemimodellen imidlertid gik fejl af virkeligheden var i dens påstand om
- at processen først ville stoppe, når alle var blevet smittede, med mindre der gjordes drastiske indgreb overfor smittekilderne, det ville i praksis sige smittebærerne, og
- at "smitte" med hashprøvning nødvendigvis indebar progression til hyppig hashbrug og senere brug af "hårde" stoffer. For på trods af disse stoffers faktisk lette tilgængelighed for personer, som var blevet introduceret til hashrygning, så tyder de forhånden værende data på, at kun en meget lille del af de som prøvede hash, senere blev regelmæssige brugere af speed eller LSD - for slet ikke at tale om opiater.
At epidemimodellen gik fejl på disse to punkter skyldtes, at dens fortalere netop overså den "sociale smittes" sociale karakter; altså at forskellige former for stofbrug indgik i forskellige meningssammenhænge for de faktiske og potentielle stofbrugere. Hvori disse meningssammenhænge bestod skal jeg vende tilbage til i de to næste afsnit. Her skal jeg som afslutning på dette kapitel se kort på, hvem der "bar" stofmisbrugsproblemet i Danmark dengang det endnu var et hashmisbrugsproblem.
Alle undersøgelser fra den tid viser samstemmende, at det først og fremmest var middelklassens drengebørn som bar problemet, så dette forhold skal jeg ikke opholde mig længere ved (3). I stedet vil jeg drage nogle resultater frem fra en undersøgelse, som belyser den "sociale smittes" sociale karakter, og som belyser den forskellige betydning, som hashrygning og opiatbrug havde i den normale ungdomskultur.
Undersøgelsen blev lavet i Hjørring i januar 1972, på et tidspunkt, hvor ulovligt stofbrug ikke var særlig udbredt i denne del af landet. Det var en sociometrisk undersøgelse af samtlige elever på 9. klassetrin i de kommunale skoler, hvilket vil sige, at eleverne i hver enkelt klasse blev bedt om at oplyse, hvem i klassen de bedst kunne lide, hvem de havde været sammen med udenfor skoletiden i de forudgående 3 dage, o.s.v. Hver enkelt elev kunne således placeres, dels m.h.t. hvem og hvor mange af klassekammeraterne han selv kunne lide, mente at have været sammen med uden for skoletiden, o.s.v., og dels m.h.t. hvem og hvor mange som godt kunne lide ham, mente de havde været sammen med ham udenfor skoletiden, o.s.v. Desforuden blev eleverne spurgt om omfanget af deres ulovlige stofbrug. Beskrivelsen af, hvorledes undersøgelsen gennemførtes, således at elevernes anonymitet var sikret, findes i Winsløw (1974). P.g.a. materialets størrelse - kun 251 elever, af hvilke 11 oplyste at de havde prøvet opiater - blev oplysningerne om brug af andre stoffer end hash ikke analyseret. Visse dele af materialet fra undersøgelsen er dog bevaret; oplysninger, som belyser forskellene mellem hash- og opiatprøverne. Først om hashprøveme (inklusive 10 af de 11 opiatprøvere):
De som havde prøvet hash var i gennemsnit lidt mere vellidte (som målt v.h.a. spørgsmålet om hvem i klassen man bedst kunne lide) end de som ikke havde prøvet hash, og det var også lidt hyppigere hashrygere, end ikke-hashrygere, som klassekammeraterne angav at have været sammen med udenfor skoletiden. Men mest interessant er det, at hashrygeme og ikke-hashrygerne såvel valgte hinanden som "bedste kammerat" indenfor klassen, som omgikkedes med hinanden udenfor skoletiden. Dette fremgår af tabellerne l og 2.
|
Tabel l. Svar på spørgsmålet: "Nævn den eller de af dine
klassekammerater som du bedst kan lide". |
|||
|
Den udkårne havde: |
|||
| Respondenten havde: | ikke prøvet hash | prøvet hash | I alt |
| ikke prøvet hash | 350 | 137 | 487 |
| prøvet hash | 113 | 48 | 161 |
| I alt | 463 | 185 | 648 |
|
Tabel 2. Svar på spørgsmålet: "Med hvilke klassekammerater har du
været sammen udenfor skoletiden i løbet af de sidste tre dage?".
Gensidigt bekræftet samvær. Elever på 9. klassetrin i Hjørring,
januar 1972. |
||
| Observeret antal relationer | Forventet antal relationer under antagelse af, at hashrygning overhovedet påvirkede med hvem respondenterne var sammen udenfor skoletiden | |
| Ingen af parterne havde prøvet hash eller begge parter havde prøvet hash | 45 | mindst 46 |
| Den ene part havde prøvet hash, den anden ikke | 27 | højst 26 |
| I alt | 72 | 72 |
I Tabel 1 er vist fordelingen af hashprøvemes og ikke-hashprøvernes svar på spørgsmålet om hvem i klassen de bedst kunne lide, delt op efter om den udkårne havde prøvet hash eller ej. Hvis hash-prøverne havde været tilbøjelige til at foretrække andre hashprøvere, og ikke-hashprøverne tilsvarende havde foretrukket andre ikke-hashprøvere, så skulle der have været under 234 "kåringer" mellem hashprøvere og ikke-hashprøvere. Faktisk var der 250 kåringer mellem grupperne, hvilket m.a.o. vil sige, at hashprøvere og ikke-hashprøvere var tilbøjelige til at kåre hinanden som dem man bedst kunne lide i klassen ganske uafhængigt af en "hash-barriere".
Tilsvarende resultater sås m.h.t. gensidigt rapporteret samvær udenfor skoletiden: Hvis hashprøvere og ikke-hashprøvere havde været tilbøjelige til ikke at omgås hinanden udenfor skoletiden, måtte højst 26 af de ialt 72 gensidigt rapporterede samvær indenfor de forudgående 3 dage have været mellem personer, af hvilke den ene havde prøvet hash, mens den anden ikke havde. Faktisk var der 27 sådanne gensidigt rapporterede samvær udenfor skoletiden mellem hashprøvere og ikke-hashprøvere (Tabel 2). Der kunne i denne undersøgelse således ikke spores nogen tendens til, at hash-prøveme i den enkelte klasse udgjorde en isoleret undergruppe, mellem hvis medlemmer og resten af klassen der var relativt lidt interaktion. Dette resultat skal jeg vende tilbage til senere i dette kapitel.
Et sidste interessant resultat om hashprøverne var, at de langt hyppigere end andre betragtedes som lederemner af deres klassekammerater. Dette fremgår af Tabel 3, hvori det ses, at mens knap 2/3 af hashprøverne betragtedes som et lederemne af mindst een klassekammerat - sig selv fraregnet! - så gjaldt dette kun for godt 1/3 af de som ikke havde prøvet hash.
|
Tabel 3. Svar på spørgsmålet: "Nævn en eller højst 2 klassekammerater
som du mener ville være egnede til at lede klassen i en fælles
opgave." |
||||
| Elever som havde prøvet hash, men ikke opiater | Elever som havde prøvet opiater | Elever som hverken havde prøvet hash eller opiater | Alle elever | |
| Blev nævnt af mindst een klassekammerat | 24 | *5 | 76 | 105 |
| Blev ikke nævnt af nogen klassekammerat | 13 | **6 | 127 | 146 |
| I alt | 37 | 11 | 203 | 251 |
| * Alle 5 havde også prøvet hash. ** 5 af de 6 havde prøvet hash. |
||||
Det fra denne undersøgelse bevarede materiale tillader os ikke at opstille tabeller som Tabel l og Tabel 2 for opiatprøvere versus andre. Men nogle oplysninger foreligger der dog:
Af de 11 opiatprøvere kom 3 fra en klasse med ialt 17 elever, 2 fra en anden klasse og 6 fra seks forskellige klasser. Af de ialt 5 som havde indtaget opiater indenfor de sidste 4 uger før undersøgelsen kom 3 fra den samme klasse. Af disse 3 oplyste 2 at have indtaget opiater 6 gange i den nævnte periode, mens den 3. ikke oplyste hvor mange gange han havde indtaget opiater i perioden - altså en lille "epidemi" (4).
Ser vi på de modtagne sociometriske valg, så er de eneste oplysninger om de enkelte personer som findes bevaret om de havde modtaget færre eller flere valg på et givet aspekt end det gennemsnitlige antal valg modtaget af eleverne i deres klasse. De bevarede oplysninger antyder meget stærkt, at opiatprøverne, i modsætning til de, som kun havde prøvet hash, var relativt marginale i klassen. Således oplystes det kun om een af de 11 opiatprøvere at han havde været hyppigere sammen med klassekammerater udenfor skoletiden end gennemsnittet for pågældende klasse. De øvrige 10 havde været sjældnere sammen med klassekammerater end "gennemsnitseleven" i klassen. Ifølge klassekammeraterne havde 5 af disse 10 slet ikke været sammen med klassekammerater udenfor skoletiden i de forudgående 3 dage. Ligeledes blev det kun om 3 af de 11 opiatprøvere oplyst, at de var mere vellidte end "gennemsnitseleven" i deres klasse - de øvrige 8 var mindre vellidte end gennemsnittet.
For nu at sammenfatte: Vi har i dette afsnit set, hvorledes regelmæssig hashrygning, fra at være så godt som ikke-forekommende, over en periode på mindre end 5 år spredte sig til titusindevis af unge. Sideløbende hermed foregik en uhyre begrænset spredning af opiater. Spredningen af hash foregik i den normale kammeratskabsgruppe, og en større del af "hashsmittebærerne" end af de ubesmittede synes at have været toneangivende i klassen. Spredningen af opiatbrug synes derimod overvejende at have foregået blandt de marginale i normalklassen. Hashrygning synes ikke at have været en barriere mellem de unge, idet hashprøvere omgikkedes ikke-hashprøvere lige så hyppigt som andre hashprøvere, og vice versa. Hashrygning synes således at have været et helt accepteret element i den normale ungdomskultur i årene omkring 1970, mens opiatbrug var afvigende. Jeg skal i det følgende se på hvorledes hashrygning kunne blive så alment accepteret som tilfældet var.