Noter til kapitel 3
1. Extrapolerer man således Hjørring-kurven v.h.a. den logistiske model (jfr. note 2 nedenfor) ville over 99% af de i 1971 undersøgte have prøvet hash inden udgangen af 1973!
2. I den klassiske (deterministiske) teori om
epidemier af ikke-dødeligt forløbende, kroniske sygdomme i ikke-immune
populationer antages antallet af nye syge, ds. i løbet af tidsafsnittet
dt at være proportionalt med produktet af antal smittebærere på
tidspunkt t, s, og antal ubesmittede på samme tidspunkt, u. D.v.s.
ds/dt = -a·s·u (hvor a er en konstant)
Løser man denne ligning, får man en såkaldt logistisk funktion af t
(Bailey (1975) kapitel 5). For s/u mindre end 0,3 er denne funktion "så
godt som" sammenfaldende med exponentialfunktionen. D.v.s. at den
naturlige logaritme til andelen af smittede til tid t ifølge klassisk
epidemiologisk teori skal være en tilnærmet ret linie, så længe under en
fjerdedel af befolkningen (cirka) er blevet smittet. Spredningsforløbene
i Figur 1 er netop sådanne rimeligt lige linier.
3. Det gjaldt også det mindretal af problembærerne, som var så uheldige at ende i fængsel.jfr. exempelvis Boolsen (1972).
4. Eleverne kendte ikke spørgeskemaet på forhånd eftersom alle klasser i kommunens skoler udfyldte det i samme skoletime. Endvidere var eleverne under udfyldelsen af skemaerne anbragt i gymnastiksalene ligesom under årsprøver. Det kan således med rimelig sikkerhed udelukkes, at de tre elever har lavet en practical joke på min bekostning.
5. Min væsentligste inspirationskilde til dette afsnit har været den tyske socialisationsteoretiker Thomas Ziehes arbejder, specielt Ziehe (1981) og Ziehe & Stubenrauch (1983). Ziehe bekender selv en stærk påvirkning fra den nye Frankfurterskole, specielt Jürgen Habermas, hvem jeg aldrig selv har læst. Jeg har derfor ikke forsøgt at etikettere de enkelte brokker i dette afsnit. Eller m.a.o.: Analysen i det følgende må stå helt for min egen regning, selvom noget er hugget direkte fra Ziehe, noget indirekte fra Habermas, og andet igen fra andre.
6. Husker jeg ret var der heller ikke forskelle i den sociale rekruttering.
7. Det samme gjaldt hashrygning: P.g.a. mediernes kobling af hashrygning og protestbevægelser ville åbenlys hashrygning overfor de fleste forældre - jfr. Gallup-tallene på side 44 ovenfor - ikke have symboliseret oprør; det ville have været oprør, og ville være blevet mødt med tæv, psykiatrisk (tvangs)behandling, udsmidning hjemmefra eller andre svære repressioner. - I de refererede lokalundersøgelser (såsom Winsløw m.fl. (1970)) var det da også kun ganske få procent af hashrygerne, som oplyste a) at deres forældre overhovedet vidste noget om børnenes hashrygning og b) at de var ligeglade (i sig selv et tvetydigt udtryk) med den.
8. Jeg har her ladet mig inspirere af Phil Cohens (Cohen (1972) som refereret af Bay 1982)) bestemmelse af de engelske arbejderklasseungdomssubkulturer fra 1960'erne. Før industriens udflytning fra dens sædvanlige "bælter" omkring storbyernes kerne, saneringen af arbejderkvartererne i disse bælter m.v., fungerede gaden som en slags udvidet familie med tætte naborelationer. Men med opbrydningen i disse relationer henvistes børnene til kernefamilien m.h.t. voksne relationspersoner, hvilket skabte grobund for ødipale konstellationer, som i puberteten medførte generationskonflikter:
"Jeg tror, at en af generationskonflikternes funktioner er at omskabe den slags spændinger, som optræder mellem de enkelte familiemedlemmer, og erstatte dem med et generationsspecifikt symbolsystem, således at spændingerne fjernes fra deres interpersonelle kontekst. Spændingerne bliver således medieret via forskellige stereotypier, som har til formål at mindske den angst, som interpersonelle konflikter udvikler" (Cohen (1972) som citeret af Bay (1982) s. 105).
I modsætning til Cohen beskæftiger jeg mig ikke med subkulturer, men hvad jeg påstår er normalkulturelle stilelementer. Cohens bestemmelse af den subkulturelle udtryksform som en følge af klassemodsætningernes specifikke nedslag i den del af arbejderklassen, som subkulturen udspringer af ("den respektable arbejder"), er således ikke anvendeligt som inspiration. Man så jo iøvrigt også ret hurtigt, at hashrygning spredtes fra den højere middelklasse til alle statuslag.
9. For et forsøg på at bestemme forskellene mellem "straight" (d.v.s. hverdags-)tænkning og "stenet" tænkning (det vil bl.a. sige skæv tænkning) i vor kultur, se Weil (1972), specielt kapitel 6 og 7.
10. Det er i denne forbindelse værd at nævne, at de trykte mediers direkte effekt på lægers adoption af et nyt lægemiddel er ringe. De manges adoption af et nyt præparat forudsætter en lavine, som kun kan sættes i gang ved at enkelte læger med en særlig bred personlig kontaktflade til andre læger prøver præparatet på deres patienter og beslutter at bruge det (se Coleman m.fl. (1966)).
11. Tilsvarende resultater er fundet i en undersøgelse af knap 4000 uddannelsessøgende i Roskilde i foråret 1971 (Winsløw (1972)).
12. I årene 1976-1982 var politiets og toldvæsnets
beslaglæggelser af hash og hasholie som følger: Hash: 441, 475, 970,
1139, 1375, 1249, 910 og 1741 kg. Hasholie: 1,5, 0, 0,1, 0,2, 7,3, 3,8,
1,4 og 8,5 kg (Rigspolitichefen (1981) s. 41, 43 og Rigspolitichefen
(1984) s. 93).
I USA skønner politiet, at dets beslaglæggelser af ulovlige
stoffer svarer til mellem 5 og 10 procent af det totale konsum (Kaplan
(1983)). Det er derfor rimeligt at antage, at den i Danmark forbrugte
mængde er flere gange den beslaglagte mængde. Lad os beskedent antage,
at forbruget omsat til hash er på 5 tons om året, og at hvert gram i
gennemsnit giver 4 enkeltdoser. Det årlige totalkonsum bliver således
anslået 20 millioner enkeltdoser, eller godt 10 doser per person i
alderen 15-39 år.
Nu bidrager de allerfleste i denne aldersgruppe i praksis
næsten ikke til totalforbruget; enten fordi de ikke ryger hash
overhovedet, eller fordi de kun ryger det lejlighedsvis. Blandt de som
overhovedet ryger - og det er formodentligt et sted mellem 5 og 10
procent af den angivne aldersgruppe - kan man antage, at forbruget er
meget skævt fordelt, d.v.s. at der er mange, som kun ryger lidt, og få
som ryger meget. Lad os antage at det individuelle konsum er negativt
exponentialfordelt blandt dem som overhovedet ryger hash. Afhængigt af,
om det er 5% eller 10% af de 15-39-årige som overhovedet ryger hash
bliver skønnet over antallet af personer som ryger mindst 65 gram om
året - d.v.s. mindst 5 gennemsnitspiber om ugen - hhv. godt 27.000 og
knap 8.000. Skønnet over antallet af personer, som ryger mindst 6 gram
om året - d.v.s. 2 eller flere gennemsnitspiber per måned - bliver hhv.
godt 85.000 og knap 155.000, eller godt 2 1/2 gang skønnene for 1970.
13. I Dansk Lægemiddelstatistik (udateret) opgives detailomsætningen af psykofarmaka (neuroleptika undtaget) i årene 1978-1982 at have svaret til 0,11 terapeutisk døgndosis per person per døgn. Selv hvis vi antager den faktiske gennemsnitsdosis per patient-døgn er større end den terapeutiske døgndosis, og selvom der selvfølgelig sker et vist tab gennem "underforbrug" i forhold til det af lægen ordinerede og erkendt medicinforældelse, er det dog rimeligt at skønne antallet af personer, som på en given dag indtager et angstdæmpende middel til mellem 300 og 400 tusinde.
13a. En af mine kritikere har gjort mig opmærksom på, at denne påstand ikke er helt korrekt, idet mange efterskoler idag har den praksis, at elever som bliver taget i at ryge hash bortvises. I og med at efterskolen er "næstsidste station" hvis man vil have sin statskontrollerede afgangsprøve er dette helt klart en meget stigmatiserende praksis. Hashrygning er således ikke helt så problemfrit som jeg har påstået i teksten.
14. Denne påstand har jeg strengt taget ikke empirisk belæg for. Den eneste undersøgelse af unges stofnormer som jeg kender er fra begyndelsen af 1980'erne. - Kyvsgaard (1984) fandt i sin undersøgelse af 10. klasseelever fra en forstad til København særdeles veludviklede (men fra gruppe til gruppe varierende) normer for så vidt stofindtagelse angår i de 5 undergrupper - som hun definerede v.h.a. deres daglige livsmønster - undersøgelsen dækkede. Intravenøs opiatindtagelse var dog forbudt i alle 5 grupper; der hvor grænserne gik var mellem hash og centralstimulantia i to grupper, og mellem centralstimulantia og opiater i to grupper, i én af de 5 grupper overskred selv hashrygning grænsen for det acceptable. - Men, som sagt, andre undersøgelser, som empirisk belyser spørgsmålet om, hvorvidt intravenøst opiatbrug faktisk overskred den normale kammeratskabsgruppes tolerancegrænser i årene siden 1965 kender jeg ikke til.
15. Det er måske, en passant, værd at nævne, at eleverne på 9. klassetrin i Hjørring fik stillet følgende spørgsmål:
| "Det foreslås fra tid til anden at oprette rådgivningscentre for unge, hvor man frit skulle kunne tale med læger, socialrådgivere, pædagoger o.l. Tror du at der er brug for et sådant rådgivningscenter i Hjørring? | ||
Ja ...
 |
Nej ...
|
Ved ikke ...
|
| Har du nogensinge selv haft brug for at besøge sådan et center? | |
| Ja, flere gange |
|
| Ja, en gang |
|
| Nej, aldrig |
|
På sidste del af spørgsmålet svarede eleverne som følger:
|
|
Opiatprøvere |
Rene hashprøvere |
Resten |
|
Uoplyst |
9% |
8% |
2% |
|
Nej, aldrig |
18% |
35% |
73% |
|
Ja, en gang |
9% |
19% |
12% |
|
Ja, flere gange |
64% |
38% |
13% |
|
Ialt |
100% |
100% |
100% |
16. Bemærk at subkulturen er en kultur i normalkulturen, d.v.s. ikke alene definerer den sig v.h.a. symbolik hentet i normalkulturen, men der hersker endvidere enighed mellem medlemmerne af subkulturen og de (øvrige) deltagere i normalkulturen om en række andre normer og værdier. Subkulturens medlemmer udtrykker deres distance til normalkulturens øvrige medlemmer gennem det overdrevne eller stiliserede brud med en enkelt eller nogle få normalkulturelle værdiladede forestillinger. Subkulturen bliver først en modkultur, når sådanne stilistiske brud forbindes med en eksplicit og sammenhængende kritik af den normalkulturelle forestillingsverden (som hos de hollandske provoer (jfr. kapitel 2), og muligvis i punk'en. jfr. Hebdige (1979)).
17. I foråret 1969 enedes et flertal af folketingets medlemmer om at sondre mellem hash og "hårde" stoffer. Dette var blot en kanonisering af en sondring som gradvist havde bredt sig i de forudgående år blandt de toneangivende i problemadministrationen (og i domspraksis, jfr. nedenfor). Som det skulle være fremgået af kapitel 1, mener jeg, at en sådan generel sondring savner ethvert videnskabeligt grundlag. Lige så lidt som det giver mening at sige "Tobak er mere skadeligt end spiritus" giver det mening at sige "Opiater er mere skadelige end cannabis". Det væsentligste forhold for de mulige konsekvenser af anvendelsen af et givet stof er den sociale sammenhæng anvendelsen er forankret i (de sociale regler omkring indtagelsen, brugens subkulturelle, resp. normalkulturelle karakter, den evt. subkulturs kulturelle marginalitet o.s.v.). Og denne sammenhæng skabes netop af sociologisk naive "experter" på stofområdet og af de folketingsflertal, som disse kan få til at kanonisere deres "expertise".
18. Så sent som i april 1970 var der iøvrigt indlagt over dobbelt så mange unge hashmisbrugere under 30 som opiatmisbrugere (hhv. 161 og 75) på landets sygehuse. I april 1969 var forholdet 3 til 1, nemlig 122 hashmisbrugere og 42 opiatmisbrugere (Kontaktudvalget (1970)).