Opiatmisbrugersubkulturens opkomst og trivialiseringen af hashrygning
Sideløbende med det dobbelt-maskerede ungdomsoprør voksede det egentlige ungdomsoprør frem. 1960'ernes anden halvdel var perioden hvor skoleelever og lærlinge organiserede sig. Det var kollektivbevægelsens første år, Vietnam-protesterne og studenteroprørets periode. Det var ikke kun de skjulte, men også de åbne bruds tid.
Med få undtagelser må man sige, at disse åbne brud efterlod sig lige så få ar i klassesamarbejdssamfundets skind som de skjulte brud. Såvel den dobbelt-skjulte afvisning af voksengenerationemes forventninger, som den åbne kamp mod f.ex. den amerikanske imperialisme fandt sted sideløbende med socialiseringen til lønarbejder og familiestifter. Og i længden var det denne socialiseringsproces, som for de fleste skabte fundamentet for en relativ stabil - omend måske formløs og betvivlet - voksenidentitet.
Men nogle spor er der dog tilbage af det skjulte og af det åbne ungdomsoprør. Junkmiljøet og produktionskollektiverne er vel de mest oplagte eksempler. Her skal jeg kun beskæftige mig med opiatmisbrugersubkulturen. Dens opkomst og trivialiseringen af hashrygning er tæt forbundne.
Af forrige afsnits bestemmelse af ungdommens vilkår i efterkrigstiden kan man let have fået det indtryk, at jeg har ønsket at kontrastere to statiske billeder af hhv. "før" og "nu". Det er selvfølgelig ikke tilfældet, for også i løbet af efterkrigstiden har ungdommens vilkår jo ændret sig. For at give blot to eksempler: Blandt de 16-årige i 1968 havde kun nogle få procent gået i børnehave, mod over 20% af de 16-årige i 1983. Og for de 16-årige i 1968 var den mest skræmmende udsigt et monotont arbejdsliv, mens udsigten for de 16-årige i 1983 indeholder et væsentligt element af en nok så monoton, ufrivillig arbejdsfrihed. Ændringerne i de unges biografi og fremtidsudsigter må have medført ændringer i karakteren af den konflikt, som det dobbelt-maskerede ungdomsoprør udtrykker (jeg vil tillade mig at tage for givet, at dette oprør stadig er nødvendigt for de unge i dag). Og dermed i oprørets udtryk. Nok så interessant er det formentlig, at udtryk ændrer betydning af at blive brugt. Ord og vendinger skærpes, ændrer følelsesmæssig virkning, får nye farver, nuancer; slides og tømmes af at blive brugt. Sproget har en historie, som ikke kun bestemmes udefra af den kontekst, hvori det anvendes. Det har også en indre dynamik.
Selv under statiske livsbetingelser af den generelle karakter som jeg beskrev i forrige afsnit ville de unges dobbelt-maskerede oprør have ændret udtryk. Det overgår langt min formåen i detaljer at beskrive det dobbelt-maskerede ungdomsoprørs successive former, endsige at bestemme deres sammenhæng med ydre ændringer i ungdommens vilkår og deres histories indre logik. Den eneste pointe jeg ønsker at betone her er, at det ville have været mærkeligt, om hashrygnings tegnværdi havde holdt sig uforandret fra 1966 til 1984.
Men det betyder ikke, at hashrygning er forsvundet fra den danske ungdomsscene. Nok så håndfast et bevis for at der stadig ryges hash i Danmark er det forhold, at politiet og toldvæsnet hvert år beslaglægger omkring l ton hash. Den faktisk forbrugte mængde er antagelig væsentligt større, hvilket vil sige, at der hver dag ryges titusindevis af piber. Hvor mange mennesker, som regelmæssigt ryger hash er det ikke muligt med sikkerhed at sige noget om, bl.a. fordi rygernes aldersfordeling ikke er kendt. Men jeg tror ikke det er urealistisk at anslå antallet af mennesker, som ryger sig skæve mindst 5 gange om ugen til et sted mellem 5 og 30 tusinde, og antallet som ryger hash mindst et par gange om måneden til mellem 50 og 200 tusinde (12).
Lige så lidt som de hundrede tusinder, som dagligt indtager et lægeordineret angstdæmpende middel (13), anses disse titusindevis af regelmæssige hashrygere for at have et problem, som kræver intervention. Hashrygning er ikke noget socialt problem længere. Det formelle forbud mod at besidde hash opretholdes kun idag, dels p.g.a. visse internationale forpligtelser og de forviklinger i forholdet til de øvrige nordiske lande, som en formel legalisering ville medføre, og dels fordi partierne til højre for VS ikke ønsker at risikere stemmer på en sag, som kun har et mindretals positive interesse. Den de facto legalisering af hash, som fandt sted med Rigsadvokatens cirkulære af 15.7.1969 (jfr. nedenfor) passer - næsten - alle parter.
De som derimod har og er et problem, det er de 5-10.000 personer, som formodes regelmæssigt at bestræbe sig på at få fat i opiater (for baggrunden for dette skøn henviser jeg til næste kapitel). Det kan også udtrykkes på den måde, at mens man påtager sig et problem ved at begynde at bruge opiater, så er dette ikke tilfældet, hvis man begynder at ryge hash. Opiatbrugsstart er starten på en afvigende karriere; det er hashbrugsstart ikke, idet der ikke existerer offentlige institutioner, som stempler dette afvig (13a). Valg af hashrygning er, ligesom valg mellem forskellige mærker undertøj, et "frit" valg, for hvis konsekvenser den enkelte selv må svare. Hashrygning er en privatsag, mens opiatbrug næsten uundgåeligt udvikler sig til at blive en sag mellem opiatbrugeren og resten af samfundet.
Sådan var det også for hashrygnings vedkommende i 1960'erne og nogle steder i landet i begyndelsen af 1970'eme. Hashrygning blev privatiseret, eller trivialiseret, primært fordi så mange "normale" unge begyndte at ryge hash. Men en anden årsag til hashrygnings trivialisering var opkomsten af en synlig stofmisbrugersubkultur omkring opiater. Før jeg til sidst i dette kapitel ser på trivialiseringen af hashrygning vil jeg derfor først se på opkomsten af den opiatmisbrugende subkultur.
Det spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare, er følgende: Hvad kunne have motiveret de unge opiatbrugere - 1960'ernes såvel som 1980'ernes - til at tage det problem på sig, som det er at være opiatmisbruger? For ved at blive opiatbruger overskrider man jo ikke blot voksensamfundets normer; man overskrider sandelig også den normale kammeratskabsgruppes tolerancetærskel for stilistisk afvig (14). Udefra betragtet er det at blive opiatmisbruger en socialt selvbegrænsende handling: Man udelukker sig fra såvel de voksnes som ens jævnaldrendes gode selskab.
Set indefra - der hvor enhver form for spekuleren om menneskelige handlinger må starte - er det dog klart, at deltagelse i en opiatbrugende gruppe må ses som en løsning på et problem; en løsning, hvis konsekvenser i form af mulig stigmatisering fra normalsamfundets side vejer mindre tungt end den gevinst, som opnås herved.
Dette peger på, at det helt generelle problem, som det store flertal af de unge, som begyndte at bruge opiater har haft, har været oplevelsen af, at det indenfor de normalkulturelle rum (familien, skolen, den stilistisk differentierede normalkammeratskabsgruppe) ikke var muligt for dem at vinde den kærlighed, respekt, status eller de venskaber, som de tragtede efter (15). Dermed har jeg ikke påstået, at alle de unge, som benyttede sig af opiater stillet til rådighed af subkulturen, havde opgivet at få deres kærlighedslængsel tilfredsstillet gennem normalkulturelle relationer. Jeg har heller ikke påstået, at de unge, som søgte ind i subkulturen p.g.a. utilfredsstillet kærlighedslængsel i de normalkulturelle rum, alle besad den samme psykodynamiske strukturbeskadigelse som årsag til den normalkulturelt utilfredsstillede kærlighedslængsel; kun at de forskellige strukturelle skader alle havde ført til, at kærlighedslængsel søgtes indfriet i relationer udenfor normalkulturen.
Hvis vi går ud fra, at det fælles problem, som motiverede de unge stofmisbrugere til at søge sammen i subkulturelle grupper var manglende tilfredsstillelse af deres kærlighedsbehov i de normalkulturelle rum (familien, skolesystemet, normalkammeratskabsgruppen) må vi forklare, hvorfor netop den intravenøse injektion af opiater blev denne subkulturs definerende karakteristikum, såvel indenfor kulturen som i det omgivende samfund. For som omtalt i kapitel l, så er opiaters farmakologiske egenskaber en dårlig begrundelse for de fleste til at tage problemet opiatmisbrug på sig:
Opiater er ikke "euforiserende" i sig selv, lige så lidt som langvarigt opiatbrug nødvendigvis giver ophav til abstinenssymptomer af en sådan styrke, at den abstinerende må føle sig tvunget til at opsøge stoffet. Stedet, tiden og omgivelserne må være af en bestemt beskaffenhed for at en bestemt person kan konstruere en oplevelse af eufori i forbindelse med indtagelse af et opiat, og en oplevelse af abstinens som en tilstand, som for enhver pris må søges undgået.
Det kan også afvises, at den bestemte indtagelsesmåde, som nutidens opiatmisbrugere foretrækker, nemlig den intravenøse injektion, og den dermed forbundne særligt hurtige og voldsomme påvirkning af centralnervesystemet, i sig selv er euforiserende. Klassiske morfinister foretrak den subkutane injektion (d.v.s. indsprøjtning i fedtvævet lige under huden), og var ikke særligt glade for den intravenøse, når den indtraf ved en fejltagelse. Læs således hvad Pontoppidan skrev i 1883 om nutidens eftertragtede "sus":
"Jeg kan på dette Sted omtale et mere interkurrent Symptom, der kan optræde under den kroniske Morfinisme, nemlig ved Indsprøjtning af Morfinopløsningen i en Vene. Efter en sådan ufrivillig Infusion indtræder der øjeblikkelig voldsomme Intoxikationsfænomener, navnlig en hæftig Kongestion til Hovedet. Patienten bliver ildrød i ansigtet, føler Svimmelhed med Tilbøjelighed til Afmagt og overfaldes af en dødelig Angst. Brændende Smerter udbrede sig over hele Huden, navnlig også ud i Hænder og Fødder, der svulme op og blive rødblå. Efter et par Minutters Forløb have disse faretruende Tilfælde i Almindelighed atter tabt sig." (Pontoppidan (1883) s. 34-35).
Når det således må afvises, at det var opiaternes farmakologiske egenskaber, som betingede deres subkulturelle brug, må vi se på opiatbrugen som et tegn, omkring hvilket subkulturen er bygget. Hvad er det for et tegn, og hvad henviser det til?
Stofmisbrugskulturen har altid været præget af et meget sammensat stofforbrug (Jørgensen (1970a)). Ikke desto mindre har det definerende stof i såvel stofmisbrugernes som den øvrige befolknings bevidsthed siden udgangen af 1960'erne været opiater - først de forskellige apotekervarer, siden morfinbasen og endelig idag heroinen. Et andet definerende karakteristikum er den intravenøse indtagelsesmåde, selvom der selvfølgelig findes marginale opiatbrugere som sniffer eller spiser opiaterne. Stofmisbrugernes øvrige faktiske eller tilskrevne egenskaber (sex-orgier i 1960'erne, berigelseskriminalitet i 1980'erne) er ikke specifikke for stofmisbrugerne, selvom man kan forledes til at tro det udfra aviserne. Såvel stofmisbrugerne som det omgivende samfund orienterer sig i forhold til det intravenøse opiatbrug; for stofmisbrugerne definerer det deres subkultur, og for normalsamfundet definerer det stofmisbrugeren. Hvilke normalkulturelle forestillinger henviser intravenøs opiatindtagelse til, siden det kan definere subkulturen såvel indadtil som udadtil?
Såvel den intravenøse indtagelsesmåde som det indtagne stof er stærkt tabubelagt i normalkulturen. Tanken om at stikke hul i sin egen hud (og ovenikøbet at indføre et fremmedlegeme i kroppen gennem dette hul) vækker angst og afsky hos de fleste mennesker i vor kultur. Tilsvarende er opiater omgivet af myten om den nødvendige progression fra lejlighedsvist brug til dagligt, kompulsivt brug. Såvel (intravenøs) injektion som brug af opiater er normal-kulturelt forbeholdt ekstreme situationer, hvor livet står på spil, og begge er underlagt det hvidkitlede præsteskabs autoritet. Mennesker, som administrerer opiater på sig selv v.h.a. en sprøjte uden at lide af en sygdom som nødvendiggør det, markerer derved en milevid afstand mellem sig og andre mennesker.
Udover denne tegnværdi besidder den intravenøse injektion en anden egenskab, som gør den velegnet til at løse det kærlighedsproblem, som jeg har påstået var fælles for flertallet af de unge, som konstruerede stofmisbrugersubkulturen. P.g.a. den voldsomhed, hvormed et intravenøst injiceret stof (ikke nødvendigvis et opiat!) angriber centralnervesystemet, hensættes den injicerende i en forbigående tilstand af forsvarsløshed. Påstanden om susets "orgasmelignende" karakter er således for så vidt berettiget, som den nævnte forsvarsløshed kan lignes med den forsvarsløshed overfor partneren, som ledsager den seksuelle orgasme. Jeg vil påstå, at den injicerende stofmisbruger, ved gennem de første injektioner at give sig hen til de andre medlemmer af gruppen, opnår en midlertidig indfrielse af den i hverdagslivet uindfriede kærlighedslængsel, således at den intravenøse injektion sekundært bliver "euforiserende"; altså også når stofmisbrugeren junker alene. Den intravenøse injektion kan altså betragtes som en teknik til at overkomme de barrierer mellem selvet og den anden, som det afviste individ må opbygge i sit (forgæves) forsøg på at udholde afvisningen; barrierer, som kan være så solide, at "naturlige teknikker" såsom samleje ikke kan gennemtrænge dem. Denne tolkning gør også forskellen i oplevelsen af "suset" mellem klassiske (individuelt brugende) og moderne (gruppebrugende) opiatmisbrugere forståelig.
Ligesom den intravenøse injektion ikke kun tjente til at afgrænse stofmisbrugergruppen udadtil, men også havde en indadrettet funktion, mener jeg også, at det forhold, at det blev opiater (i stedet for f.ex. speed, som formentlig var langt mere brugt blandt unge i de sidste år af 1960'eme end opiater var) som definerede subkulturen, havde to indadrettede funktioner, som begge baserede sig på en accept af den i det omgivende samfund herskende myte om opiatbrugs nødvendige progression til kronisk morfinisme. For det første mener jeg, at denne myte muliggjorde definitionen af et skæbnefællesskab mellem gruppens medlemmer på en helt anden måde end et stof, som ikke blev anset for at være "vanedannende" ville have kunnet gøre. For det andet mener jeg, at progressionsmyten hjalp til at neutralisere skam- og skyldfølelser over de andre normbrud, som optrapningen af repressionen af stofmisbrugerne nødvendiggjorde for misbrugerne. Den øgede repression fra politiets side medførte nødvendigvis udviklingen af et profitstyret marked, og dermed højere priser på de forskellige stoffer. Erhvervelsen af disse nødvendiggjorde derfor handlinger som berigelseskriminalitet, prostitution og "nasseri" på forældre og slægtninge, som ikke umiddelbart var acceptable for subkulturens medlemmer (16). I denne situation kunne progressions- eller skæbnemyten tjene som begrundelse for ellers uacceptable normbrud.
Efter denne introduktion af opiatmisbrugersubkulturen vil jeg som afslutning på dette kapitel se på trivialiseringen af hashrygning.
Med hashrygnings trivialisering mener jeg to ting: For det første voksensamfundets accept af hashrygnings existens, og for det andet dissocieringen af hashrygning og politisk radikalitet i den normale ungdomskultur.
Når jeg påstår, at voksensamfundet omkring 1970 havde accepteret hashrygning, så mener jeg selvfølgelig at accepten var passiv, og potentielt - f.ex. hvis ens eget barn begyndte at ryge hash - kunne vendes til aktiv modstand. Befolkningen accepterede, at myndighederne ikke greb aktivt ind overfor den anonyme hashryger.
Hvilket passede de samme myndigheder særdeles godt. For politiets vedkommende var stofmisbrugsproblemet ganske vist et potentielt middel til styrkeforøgelse, men der var på den anden side tilsyneladende ingen bund i hashsageme. Antallet af registrerede overtrædelser af lov om euforiserende stoffer steg og steg (fra 90 i 1965 til 3351 i 1969 (Brydensholt (1973) s. 31)). En vis afgrænsning af de sager, som nødvendigvis måtte søges retsforfulgt var således i politiets øjne ønskelig, ikke mindst hvis man tog hensyn til resultaterne fra de ovenfor omtalte spørgeskemaundersøgelser af uddannelsessøgende; undersøgelser, som viste, at tusindevis af unge i normale uddannelsesforløb røg hash. - Det er givet, at sundhedsvæsnets følelser har været helt i overensstemmelse hermed; tanken om, at skulle give psykiatrisk behandling til tusindevis af unge hashrygere må have været tilstrækkelig til at give enhver hospitalsadministrator sved på panden.
At det må have været sådanne pragmatiske overvejelser, snarere end en saglig revurdering af hash'ens skadelighed som betingede den faktiske legalisering af hashrygning i 1969 sandsynliggøres deraf, at der bestemt ikke herskede enighed i den lægelige verden om hash'ens skadelighed i de tidlige 1970'ere (17). Denne enighed bredte sig snarere som en følge af de centrale myndigheders afgrænsning af problemet til noget, som det syntes muligt at gabe over (18). Havde man virkelig accepteret at hash var ufarligt, så havde man vel legaliseret det såvel de jure som de facto, eller i det mindste bragt en sådan legalisering på bane i det FN-organ, som administrerer de internationale konventioner vedrørende rusgifte?
I lov om euforiserende stoffer (fra 1965) sondres der ikke mellem forskellige stoffer f.s.v. de strafferetslige konsekvenser af besiddelse eller udbredelse (salg) angår. I årene efter 1965 udviklede der sig dog i domstolenes praksis en sondring mellem hash på den ene side,. og andre stoffer på den anden side. Denne sondring accepteredes af Rigsadvokaten med hans cirkulære af 15.7.1969, som jeg skal gøre nærmere rede for i næste kapitel. Her skal jeg alene gengive uddrag, som viser ændringerne for hhv. besiddelse og udbredelse af hash. For så vidt besiddelse angår, så nævnes det i cirkulæret, at
"Konstaterer politiet forbrug af euforiserende stoffer, bør det dermed forbundne strafansvar for besiddelse (køb, modtagelse) i reglen afgøres med, at der meddeles den pågældende en advarsel af politiet. Advarsel vil også kunne meddeles i gentagelsestilfælde, men i grovere gentagelsestilfælde og i tilfælde af gentagen besiddelse af andre euforiserende stoffer end hash bør der søges pålagt bødestraf." (mine udhævninger).
For så vidt udbredelse angår anføres det, at
"Den retspraksis, der foreligger, viser, at der anlægges en væsentlig mildere bedømmelse, når overtrædelsen angår udbredelse af cannabisprodukter, hash og marihuana, end når forholdet vedrører andre euforiserende stoffer, f.eks. preludin, opiumspræparater og LSD. Denne skelnen bør anklagemyndigheden søge at fastholde." (mine udhævninger).
"Derimod må udbredelse af selv små mængder af andre euforiserende stoffer end hash sædvanligvis anses som en så alvorlig lovovertrædelse, at bødestraf i forbindelse med konfiskation kun finder anvendelse, når mængden er ganske ubetydelig, eller overtrædelsen har en lejlighedsvis karakter, og er sket uden vederlag." (udhævninger i original).
Særligt om den nye straffelovsbestemmelse om grovere stofkriminalitet - straffelovens § 191 – anføres
"Angår det strafbare forhold udbredelse af heroin ..., vil forholdet kunne være omfattet straffelovens § 191. ... Indsmugling eller udbredelse af hash bør ifølge forarbejderne til loven [om indførelse af § 191 i straffeloven] kun henføres under denne bestemmelse, når der foreligger erhvervsmæssig organiseret indsmugling af eller handel med i et omfang der overstiger 10-15 kg ..." (udhævninger i original).
Den faktiske legalisering af hash, som Rigsadvokatens cirkulære udtrykte fik to konsekvenser: En optrapning af forfølgelsen af opiatmisbrugeme, og en forstærkelse af den allerede igangværende løsrivning af hashrygning fra enhver form for politisk radikalitet blandt de unge.
Den første konsekvens er næsten selvindlysende: Efter 15.7.1969 kunne politiet holde op med at udfærdige bødeforlæg/anklageskrifter til tusindevis af hashbrugere hvert eneste år [over 3/4 af samtlige sager i København i årene 1965-67 havde vedrørt hash og hash alene (Jersild (1968))]. Efter 15.7.1969 kunne man koncentrere indsatsen om efterforskningen af sager vedrørende andre stoffer; sager, som vedrørte et langt mindre, og for politiet mere "synligt" klientel. Et voksende antal politifolk skulle tage sig af et indskrænket antal potentielle klienter; bl.a. behøvede man ikke længere rykke ud til skoler for at optrævle "hash-ringe" hvergang en skoleelev var blevet snuppet med et par gram på sig. Presset mod specielt opiatmisbrugerne, der i synlighed overgik brugere af LSD og speed, øgedes væsentligt, og det fik skæbnesvangre følger. Men herom handler næste kapitel, så lad det hvile her.
Den anden utilsigtede konsekvens af Rigsadvokatens cirkulære var at fremme dissocieringen af hashrygning og politisk radikalitet. Før voksensamfundets stiltiende accept af den (anonyme) hashryger kunne hashrygning give en oplevelse af at spytte på forældregenerationens stat. Men jo mere indifferent samme stat viste sig overfor hashrygning, desto ringere blev denne specifikke symboliks kraft. Jo flere "experter" der trådte frem og skilte hash fra "hårde" stoffer, og jo mindre sandsynligheden for at blive generet af politiet var, desto mindre kunne hashrygning betragtes som (også) en politisk handling.
Men hvorfor bed hashrygning sig ikke desto mindre fast? Hvorfor begynder successive ungdomskohorter alligevel at ryge hash, selvom gruppen der gør det i dag omfatter såvel minirockere som sportsdrenge og punkere? Og hvorfor "vokser" nogle fra det, mens andre ikke gør?
Det er heldigvis spørgsmål som falder udenfor denne bogs rammer. Vi har kun skullet bruge fænomenet hashrygning som afsæt for forståelsen af Narreskibets hovedemne: Opiatmisbrugersubkulturen og samfundets forsøg på at undertrykke den. Og hermed overgår jeg til næste kapitel, som netop handler om den synlige undertrykkelse og dens konsekvenser for opiatmisbrugeme.