© Jacob Hilden Winsløw: Narreskibet

Forord

Narreskibet står siden Michel Foucaults bog Folie et déraison fra 1961 som billeder på de institutioner, ved hvis hjælp samfund renser sig for det irrationelle, uforståelige og uberegnelige ved at lokalisere disse "egenskaber" i enkeltindivider eller grupper med særlige kendetegn. Til forskellig tid har man betegnet de afskibede med forskellige betegnelser, tillagt dem forskellige egenskaber, og givet Narreskibet forskellig konkret udformning. "Hekse" og "jøder" er de bedst kendte eksempler.

Denne bog er inspireret af en overbevisning om, at "stofmisbrug" er et af det moderne danske samfunds narreskibe. Hvorvidt det er lykkedes at give en beskrivelse af stofmisbrugsproblemets forskellige sider så læseren efter at have læst bogen vil dele denne overbevisning, ved jeg ikke. Jeg vil også være tilfreds, hvis bogen blot bibringer nogle læsere tvivl om en eller flere forestillinger om stofmisbrugsproblemet, som de tidligere har næret.

Jeg er mange mennesker tak skyldig for hjælp, opmuntring, kritik og inspiration i forbindelse med denne bog. Særligt vil jeg takke reservelæge Lisbeth Andersen, dels for hendes løbende kritik af manuskriptet som det udviklede sig, og dels fordi hun holdt mig ud i de perioder, hvor jeg mente at formålet med mit liv var at skrive det. Desforuden vil jeg takke læge Peter Ege, Benny Lihme fra Social- og Sundhedspolitisk Gruppe, sekretariatsleder Britta Kyvsgaard og lektor Jørgen Jepsen. Peter for vort samarbejde i årene 1980-1984, udaf hvilket min lyst til at skrive denne bog voksede, og for hans konstruktive kritik af successive udkast til den. Benny fordi han på forlagets vegne holdt mig i hånden mens jeg skrev. Britta for hendes ihærdige forsøg på at rense mit sprog for de dårlige vaner, som jeg har tillagt mig i forbindelse med skrivning af universitetsopgaver, forskningsrapporter og notater i en kommunal forvaltning. Og Jørgen specielt for hans bestræbelser på at rette en række juridiske skæverter i manuskriptets tidligere udgave. Endelig vil jeg takke psykoanalytikeren, mag.art. Paul Koseleff for den inspiration, som hans kritik af de centrale forestillinger i mine tidligere arbejder, har været for mig i forbindelse med udarbejdelsen af denne bog.

Kun jeg er dog på godt og ondt ansvarlig for det foreliggende resultat.

Det skal nævnes, at kapitel 1-6 minus sidste sætning i kapitel 6 er indleveret som licentiatafhandling i sociologi ved Københavns Universitet, og at en del af arbejdet er gjort mens jeg var lønnet over bevilling nr. 512-20999 fra Statens lægevidenskabelige Forskningsråd.

København, oktober 1984 Jacob Hilden Winsløw