© Jacob Hilden Winsløw: Narreskibet

Virkninger af langvarigt opiatbrug

Ud fra det foregående er det klart, at opiatindtagelse over længere tid har i det mindste to virkninger: toleranceudvikling og abstinenssymptomer hvis forbruget ophører. Abstinenssymptomerne skal jeg vende tilbage til i næste afsnit.

Toleranceudviklingen foregår formentlig i meget forskelligt tempo hos forskellige personer, og i forskelligt tempo for forskellige stofvirkninger. Således begynder smertetolerancen allerede at udvikles i løbet af en eller to ugers forbrug (7), mens der ingen eller kun ringe toleranceudvikling finder sted for så vidt tarmhæmning og pupilsammentrækning angår. Tilsvarende er det meget forskelligt, hvilken stabil dosis en opiatbruger med ubegrænset adgang til stoffet når op på (se tabel 2).

Tabel 2.
Morfindøgndosis blandt 25 opiat-misbrugere med ubegrænset adgang til morfin under en langvarig hospitalsindlæggelse. 
Fra Light & Torrance (1929d).
Døgndosis Antal personer
under 300 mg 2
300-599 mg 5
600-899 mg  11
900-1199 mg 5
mindst 1200 mg 2

Der er kroniske morfinister som i årevis har holdt deres daglige forbrug under 100 mg, på trods af mulighed for at indtage højere doser (8), og der er andre, som år ud og år ind har indtaget flere gram morfin daglig (9). Til sammenligning kan nævnes, at den dosis som gives til en patient mod smerter efter en operation, sædvanligvis ligger mellem 8 og 15 mg hver 4. time.

Nu er toleranceudviklingen og abstinenssymptomer som nævnt ikke noget specifikt for opiater, men også ulemper forbundet med nydelsen af kaffe, tobak, alkohol m.v. Hvilke andre skadelige bivirkninger knytter der sig til langvarigt brug af opiater?

Svaret er: tilsyneladende ingen.

Opiumspræparater hører faktisk til blandt de rusgifte, som det organisk set er mindst farligt at indtage i store og voksende doser hver eneste dag over mange år. Koffeinen i kaffe har i enkeltdoser betydelige virkninger på centralnervesystemet, fordøjelsessystemet og stofskiftet. Daglig indtagelse af 8 til 10 kopper kaffe kan medføre en kronisk forgiftningstilstand karakteriseret af rastløshed og uregelmæssig søvn, uregelmærssig hjerterytme, og kan være medvirkende til udviklingen af mavesår (Ritchie (1970)). Tobaksrygning er blandt de vigtigste årsager til en række svært invaliderende og livsforkortende sygdomme, såsom lungecancer, kronisk bronkitis, iskæmisk hjertesygdom og perifere karsygdomme (se f.eks. Dole & Peto (1976)). Således beregnede jeg i 1979, på baggrund af den internationale litteratur om tobaksrygnings effekt på dødeligheden, og danske undersøgelser af befolkningens daværende rygevaner, at et totalstop for tobaksrygning i Danmark ville medføre en forlængelse af den mandlige befolknings middellevetid på 2,7 år, og af den kvindelige befolknings middellevetid på 1,1 år (Winsløw (1979)). Og alkohol er som bekendt en sikker skadevolder på centralnervesystemet og fordøjelsesorganerne (Jensen (1981)).

I modsætning til de massive organiske skadevirkninger som forårsages af tobak og alkohol er det forbløffende få skadelige virkninger som regelmæssig indtagelse af opiater medfører. Faktisk er der ikke med sikkerhed konstateret varige skadevirkninger af opiatforbrug; d.v.s. skader, som persisterer efter at forbruget ophører. Under langvarigt opiatforbrug lider forbrugeren typisk af 4 gener: forringet nattesyn p.g.a. pupilsammentrækningen, forstoppelse, nedsat seksuel lyst (men ikke potens) og (for mænds vedkommende) ejakulationsbesvær. Alle 4 virkninger forsvinder dog ved ophør med opiatforbrug. Som et amerikansk forskerhold, der undersøgte flere hundrede heroin- og morfinmisbrugere med fri adgang til morfin (op til 1960 mg dagligt) under langvarige hospitalsindlæggelser konkluderede:

"Undersøgelsen viser at morfinmisbrug ikke kendetegnes af legemligt forfald eller forringelse af den fysiske form . . . Der er ingen tegn på forandringer i luftvejs-, lever-, nyre- eller kirtelfunktion. Når man tager i betragtning, at disse forsøgspersoner havde været misbrugere i mindst 5 år, og nogle af dem i så meget som 20 år, så er disse negative resultater meget bemærkelsesværdige.'' (Light & Torrance (1930) side 115, min oversættelse).

Men hvad med psykiske skadevirkninger? Regelmæssig indtagelse af større mængder alkohol medfører med stor sandsynlighed hjerneskade: således fandt man ved en nyere undersøgelse af yngre alkoholikere (refereret i Jensen (1981) side 83)), at 30% havde tegn på en let skrumpning af hjernen, og at yderligere 30% ved psykologisk testning viste tegn på organisk betinget hjerneskade. Findes noget tilsvarende da ikke for opiatbrugere?

Igen er svaret nej.

En omfattende psykologisk, neuroloigsk og psykiatrisk undersøgelse af opiatmisbrugere i et canadisk fængsel gav som resultat at:

"Hvad angår mulige skader på hjernen som følge af langvarig heroinmisbrug, kan vi kun sige, at neurologiske og psykiatriske undersøgelser ikke har afsløret tegn på hjerneskade."
(Stevenson m.fl. (1956) citeret af Brecher (1972) side 26, min oversættelse)

I samme undersøgelse forsøgte man forgæves at påvise, at regelmæssig opiatindtagelse reducerer intelligensen ved at sammenligne resultaterne af intelligensprøver foretaget på de indsatte opiatmisbrugere henholdsvis mens de gik i skole og under fængselsindsættelsen, men opgav dette, fordi resultaterne forekom usandsynlige: tendensen var, at misbrugere, som under indsættelsen havde intelligensprøveresultater som var gennemsnitlige eller over gennemsnittet, før misbrugets start havde haft intelligensprøveresultater som lå under gennemsnittet! Som den første direktør for stofmisbrugerbehandlingsinstitutionen i Lexington i Kentucky og senere føderal i vicesundhedsdirektør i USA, Lawrence Kolb, skrev i 1925:

"Det er almindelig erfaring for enhver læge, som har beskæftiget sig med dette emne, at personer kan indtage morfin eller andre opiater i 20 år eller længere, uden at vise tegn på intellektuelt eller moralsk forfald." (Kolb (1925) citeret af Brecher (1972) side 27, min oversættelse).