Længerevarende metadonbehandlings historiske baggrund
Metadon er et syntetisk opiat med en relativ lang virkningstid for så vidt dæmpning af opiatabstinenser angår (23). Det er denne langvarige virkning som er årsagen til metadons anvendelighed i opiatvedligeholdelsesbehandling, idet peroral indgift af metadon l, højst 2 gange i døgnet, kan træde i stedet for de 3-6 injektioner, som en tolerant heroinist må foretage hver dag for at holde sig abstinensfri. Ved regelmæssig indtagelse l, evt. 2 gange, daglig, opnår man endvidere en langt mere stabil blodplasmakoncentration af opiatet, end man kan opnå ved hyppigere, regelmæssig indgift af de fleste andre opiater, således at de stemningssvingninger, m.v. som gademisbrugeren oplever p.g.a. det stadige skift mellem stof"mæthed" og stof"sult" forsvinder. Den såkaldte "blokadeeffekt" (se f.eks. Dole (1980)) skyldes dette forhold, kombineret med den lave styrke af sædvanlige gadeopiater. Det vil sige, at en given metadondøgndosis ikke "blokerer" for euforiinspirerende impulser i nogen absolut forstand, men kun relativt. Indtages en ekstra dosis af en passende stor størrelse, kan brugeren opnå eufori, selvom han er i en stabil metadonbehandling (24).
Langtidsmetadonbehandling blev opfundet ved lidt af en tilfældighed af to amerikanske læger, den kliniske kemiker Vincent Dole og psykiateren Marie Nyswander. Efter et mislykket eksperiment med heroin- og morfinvedligeholdelse af hospitalsindlagte kriminelle stofmisbrugere i 1963-1964 opdagede Dole og Nyswander at patienterne, efter at Dole og Nyswander var begyndt at give dem metadon i stedet for morfin med henblik på at udtrappe dem fra den eksperimentelle behandling, fra at have været sløve, irritable og stoffixerede, blev aktive, udadvendte og holdt op med at tale om stoffer (25). Som følge heraf droppede Dole og Nyswander deres videre eksperimenter med andre opiater, og fortsatte i stedet udelukkende med metadon.
Dole og Nyswanders behandlingseksperiment er ofte blevet misopfattet som et rent opiatvedligeholdelsesprogram, i lighed med f.eks. det engelske vedligeholdelsessystem (se Winsløw & Ege (1984) side 24-27 for en gennemgang af litteraturen om dette system). At Dole og Nyswander betragtede selve metadonindgiften som en ganske vist nødvendig, men langtfra tilstrækkelig, komponent i behandlingen fremgår af følgende citat:
"Den sociale fælde som gadenarkomanen er fanget i, er en helt anden end den som middelklasseopiatbrugeren (som måske ruinerer sin familie, men som opretholder et respektabelt ydre) eller den narkomane læge eller sygeplejerske (som ulovligt kanaliserer narkotikaforsyninger til sit eget personlige brug) eller den patient med kronisk sygdom, som får narkotiserende medicin ved lægeordination, befinder sig i. Alle disse personer er fælles om en fysisk afhængighed af narkotiserende stoffer, men behandlingsproblemerne er vidt forskellige.
Et hvert behandlingsprogram som ikke tager hensyn til gadenarkomanens sociale mangler vil være ude af stand til at gøre ham til en produktiv borger i et frit samfund. Erhvervelsen af stofvanen er kun første trin i gadenarkomanens sociale deroute, og på samme måde er ophøret med heroinbrug kun behandlingens første trin. Når en teen-ager bliver afhængig af heroin holder hans modning op. Den normale udvikling gennem skolegang, familieliv, erhvervsuddannelse og påtagelse af ansvar blokeres, og al hans energi kanaliseres i retning af at skaffe penge til heroin. Hvis han ikke var kriminel før han blev afhængig bliver han det, og hans fremmedgørelse fra samfundet forstærkes gennem bekendtskabet med narkoman-og fængselsverdenen. Det er vejen tilbage ad denne sti, han må tilbagelægge gennem behandlingen.
Lad os for diskussionens skyld antage, at det ville være muligt at helbrede heroinafhængighed fuldstændigt med ét slag ved at indtage noget medicin. Lad os antage, at denne utopiske behandling fuldstændigt ville fjerne trangen efter heroin, og at den ville bibringe patienten en tilstand af perfekt fysisk sundhed. En sådan medicin ville helt klart være et værdifuldt hjælpemiddel i behandlingen, men den ville ikke afhjælpe den sociale mangelsituation som flere års afhængighed i løbet af en ung persons kritiske modningsperiode ville have forårsaget. Selvom patienten farmakologisk set ville være helbredt, ville han stadigvæk stå uden job og mangle den selvtillid og forudgående arbejdshistorie som ville gøre ham salgbar på arbejdsmarkedet. I verdens øjne, og måske også i hans families øjne, ville han stadig være en junkie. Behandling er som enhver anden form for indlæring en langsom proces, og den helbredte narkoman er belastet med den ekstra byrde, at han har været en fiasko og har mistet troen på sig selv. En farmakologisk helbredelse er ikke mere end begyndelsen til egentlig helbredelse. Hvis ex-narkomanen skal blive et produktivt og et ansvarligt medlem af samfundet, har han brug for hjælp fra en person som tilbunds forstår karakteren af hans kamp." (Dole & Nyswander (1967a), min oversættelse).
Denne advarsel mod at tro, at det ved hjælp af farmakologiske midler alene skulle være muligt at resocialisere stofmisbrugere (26) blev stort set overhørt af de senere metadonprogramorganisatorer. Effekten af disse programmer med hensyn til at ændre stofmisbrugernes ikke-accepterede adfærd har da også været beskedne (27).