Behandlingssystemet under en legalisering
Legalisering, som jeg ser det, har ikke noget med behandling at gøre, og vil ikke fjerne behovet for omsorgs- og behandlingsforanstaltninger til stofmisbrugerne. Det drejer sig i første række om hjælp til at nedsætte stoftolerancen, f.eks. ved hjælp af landophold i stoffri institutioner, om lindrende og evt. radikal behandling af gamle og nye injektionsskader, forgiftningstilstande m.v.; om stærkt forbedret tandlægeservice, om refugier i by og på land for midlertidigt eller kronisk fysisk og/eller psykisk nedslidte misbrugere, m.v. På grund af det anspændte forhold mellem social- og sundhedsforvaltningernes medarbejdere på den ene side og stofmisbrugerne på den anden side (se f.eks. Winsløw & Ege (1984) side 34-40) er en oprustning af den sociale rådgivning og bistand, udover den passive kontanthjælpsudbetaling, til stofmisbrugerne også nødvendig. Og så videre. Og så videre.
Mange stofmisbrugere giver udtryk for, at længslen efter integration i normalsamfundet ikke er død i dem. En legalisering vil ikke ændre befolkningens syn på stofmisbrugerne, og derfor ikke gøre det lettere for stofmisbrugerne at vinde fodfæste i nonnalsamfundets institutioner. Men en legalisering vil dog gøre det ulige lettere for stofmisbrugere at skjule, at de er stofbrugere når de søger adgang til disse institutioner.
Men eftersom stofmisbrugeren har levet på kanten af, og på kant med, normalsamfundet i årevis, er han svært psykisk og socialt handicappet, hvis han vil leve lidt nærmere ved dette samfunds centrum. Hans forestillinger om normalsamfundets institutioner (aftenskoler, arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, sportsklubber, politiske partier, græsrodsbevægelser m.v.) er dels begrænset af manglende erfaringer; dels præget af frygt, fordi de mennesker, som færdes i disse institutioner, er de samme, som har opretholdt det politi og det behandlingssystem, som har undertrykt ham i lang tid; og dels farvet af hans oprindelige afstandtagen og/eller udstødning fra disse institutioner. I sin afprøvning af normalsamfundets institutioner har stofmisbrugeren derfor brug for hjælp til flere forskellige ting: til at finde ud af hvad han egentlig vil i disse institutioner, til at komme ind i og finde rundt i dem, og til at se i øjnene, at han måske alligevel ikke vil være i dem. Denne hjælp kunne passende ydes af specielle sociale rejsebureauer, der på individuel og gruppebasis kunne rådgive stofmisbrugere med hensyn til rejsemuligheder og -omkostninger. Det ville være naturligt at bemande disse institutioner med stofmisbrugere, i den udstrækning der blandt disse selv er/kommer personer med den fornødne erfaring fra normalsamfundet.
Alle disse hjælpeforanstaltninger retter sig primært mod stofmisbrugere, som ikke ønsker mere grundlæggende forandringer i deres liv end den nok så grundlæggende forandring som en legalisering kombineret med et umiddelbart behovsorienteret hjælpesystem ville udgøre. Og det vil formentlig sige de fleste stofmisbrugere det meste af tiden. Omvendt vil mange stofmisbrugere noget af tiden formentlig også føle trang til mere grundlæggende ændringer i deres liv, d.v.s. ændringer, som tager udgangspunkt i, at stofmisbrugeren stiller sig selv spørgsmålet, om han får så meget ud af livet, som han gerne ville, eller om der, skjult for hans øjne, er muligheder for og i ham, som det var værd at udforske. En første betingelse for, at stofmisbrugeren kan stille sig selv dette spørgsmål, er at han ikke står med ryggen mod muren. Det vil sige, at han er sikret rimelige overlevelsesmuligheder som stofbruger i samfundet gennem en begrænset legalisering og de øvrige foranstaltninger nævnt ovenfor. Først da bliver valget af behandling versus ikke-behandling i nogen betydning af dette ord frivillig.
De former for behandling, som må tilbydes stofmisbrugere som søger personlig forandring, må være alsidige i målgruppe og teoretisk orientering. Der er næppe nogen psykologisk skole eller tankeretning, som i dag har patent på hvordan man bedst hjælper andre til at blive gladere for sig selv, hvilket jo er det, det drejer sig om. Behandlingstilbudet bør således spænde fra det helt individorienterede til det helt socialt orienterede, d.v.s. fra individuel psykoanalyse til sociale samlivseksperimenter. Valget af "behandlingsform" må være op til stofmisbrugeren, og vejledningen med hensyn til dette valg kunne passende lægges i de sociale rejsebureauer. Eftersom enhver form for psyko-social behandling er et indgreb i den behandledes sjæl, som baserer sig på bestemte forestillinger om denne sjæls rette natur, er det af fundamental betydning, at den stofmisbruger, som ønsker at trække sig ud af et givet behandlingsforløb, får mulighed for at lukke operationssåret efter sig, så risikoen for, at han efter behandlingen står i en endnu ringere psykisk situation end før, mindskes. Lige så lidt som andre mennesker har stofmisbrugeren krav på at livet, behandling incl., skal være psykisk risikofrit, men et behandlingssystem som ikke i det mindste forsøger at hjælpe "behandlingsfiaskoerne" til at komme sig over nederlaget, risikerer at sætte til på gyngerne hvad det måtte have vundet på karrusellerne.
Alt i alt vil udgifterne til det samlede behandlingsudbud til stofmisbrugerne under en legalisering ikke blive mindre end i dag. Nogle vil måske mod dette indvende, at stofmisbrugerne ikke har krav på en sådan positiv særbehandling i forhold til andre borgere, som har det skidt. Det er ganske korrekt. Beslutningen om at hjælpe danske opiatmisbrugere fremfor danske alkoholikere eller ofrene for politisk forfølgelse i Chile kan næppe begrundes rationelt.
Hvad værre er, en sådan positiv særbehandling af stofmisbrugerne risikerer at cementere den falske forestilling om, at det kapitalistiske samfunds problemer kan anskues som en række delproblemer, hver med sit navn, og hver med sin isolerede løsningsmodel. Denne indvending er også korrekt. Men med mindre man tillader sig den kynisme, at betragte stofmisbrugernes elendiggørelse som et våben i kampen for det samfund, som man selv ønsker, så må denne bivirkning af at hjælpe de konkrete mennesker, som står i lortet i dag, søges behandlet med en anden medicin.