Kejserens nye klæder
Som det turde være fremgået af citaterne ovenfor, er det ikke mig, som har æren af at have opfundet behandlingssystemets legitimitetskrise. Den har været mere eller mindre synlig i den offentlige debat siden begyndelsen af 1970'eme.
Alkohol- og Narkotikarådet, der som alle dele af det korporative system, hvor "interesser" mødes for at indgå studehandler med hinanden, befinder sig i en tilstand af begrebsmæssig blindhed, har gjort hvad det kunne for at overbevise offentligheden om, at den kejserens nøgenhed (behandlingssystemets målløshed), som sprang alle andre i øjnene, i virkeligheden var hermelin og silke. Dette har været desto lettere som kritikken fra henholdsvis højre og venstre har taget udgangspunkt i forskellige forestillinger om hvilke dele af en kejsers anatomi, som det var vigtigst at holde tildækket. Altså hvilke mål indsatsen først og fremmest skulle søge at opnå.
Alkohol- og Narkotikarådets forgængere Kontaktudvalget vedrørende ungdomsnarkomanien og Kontaktudvalget vedrørende alkohol- og narkotikaspørgsmål holdt sig derfor i mange år pænt fra at gøre sig tanker om behandlingssystemets påklædning (bortset fra forsøget på at kriminalisere metadonbehandling i 1973, som man kunne tillade sig, fordi Sundhedsstyrelsen endnu ikke var kommet sig over, at styrelsen i 1970 på lægestandens vegne havde foræret stofmisbrugerbehandlingen til Danske Socialpædagogers Landsforening og Dansk Psykologforening). Gradvist blev man dog i rådet klar over, at året gik på hæld, vinteren nærmede sig og kejseren derfor, hvis han ikke skulle fryse ihjel, i det mindste måtte overtales til at tage et par lange underbukser på. Det første par, som man tilbød majestæten, var det "bæredygtige kompromis" om metadon i 1979, som dog hverken venstre eller højre skanke ville tåle. Eller sagt med andre ord: den forventede forbrødring mellem læger og socialpædagoger indtraf ikke.
Mens tronarvingen, politiadvokat Volmer Nissen, på fortovet godtede sig i sin varme pels, skred kejseren videre ned ad hovedgaden mod den sikre lungebetændelse. Rådet, som aldrig havde været gode venner med denne tronarving, der af uransagelige årsager ikke nogen sinde havde haft sæde ved dets bord, indså at der måtte handles: om kejseren så ville eller ej: beklædes skulle han. Dette førte i november 1982 til, at Alkohol- og Narkotikarådet nedsatte et udvalg med følgende kommissorium:
- Udvalget skal foretage en gennemgang af det samlede behandlingstilbud for stofmisbrugere, omfattende de sociale institutioners, social-og sundhedsforvaltningernes, de praktiserende lægers, hospitalsvæsenets og kriminalforsorgens bidrag.
- Udvalget skal foretage en vurdering af stofmisbrugernes behandlingsbehov.
- På denne baggrund skal udvalget foretage en
helhedsvurdering og eventuelt stille forslag til ændring af
behandlingstilbudet til stofmisbrugere, omfattende
- behandlingsmålsætninger
- behandlingsprincipper
- behandlingskapaciteten
- de enkelte sektorer/institutionstypers bidrag
- samordning af indsatsen - Udvalgets arbejde sammenfattes i en rapport, der
afgives til Alkohol-og Narkotikarådet medio 1984 med henblik på
publicering og videreformidling.
(Alkohol- og Narkotikarådet (1984) side 11-12).
Den nævnte rapport forelå i august 1984, og tager udgangspunkt i, stofmisbrugerpopulationen bliver stadigt ældre (anslået gennemsnitsalder i dag over 27 år); at den har et misbrug af stadigt stigende gennemsnitsvarighed bag sig; at den for 50-75%'s vedkommende er uden kontakt med det etablerede behandlingssystem; og at den for en stor dels vedkommende er "socialt, fysisk og psykisk nedbrudt" (side 131-132).
For at få disse mennesker i behandling, "er det af afgørende betydning, at man forsøger at møde [dem] dér, hvor [de] befinder sig, og giver hjælpen et indhold, der opleves som meningsfuldt og rationelt af [dem]" (side 132).
Ifølge rapporten vil denne betingelse kunne opfyldes ved at definere målsætningen med behandlingsindsatsen overfor den enkelte stofmisbruger som en øgning af den "socialmedicinske sundheds-brøk", defineret som forholdet mellem individets ressourcer i tælleren og individets belastninger i nævneren. "Ressourcer" defineres som "hensigtsmæssig socialisering, penge, bolig, menneskelig kontakt, uddannelse, arbejde etc." og "belastninger" som "sygdom, kriminalitet, fattigdom, ensomhed, dårlig bolig, manglende uddannelse og erhvervserfaring, etc." (side 134).
Jeg skal ikke her komme ind på de begrebsmæssige problemer, der er forbundet med anvendelsen af en sådan behandlingsmålsætning, for det er substansen i forslagene som er min primære interesse. Og for en umiddelbar betragtning er det klart, at den ovenfor anførte målsætning antyder en radikal opblødning af behandlingssystemets repressive orientering.
Denne opblødning udmøntes i praksis i følgende forslag:
- Omsorgsforanstaltningerne overfor stofmisbrugerne
i form af akuthjælp, rådgivning m.v. bør styrkes væsentligt.
Specielt foreslås oprettet ambulante behandlingsinstitutioner, hvor
stofmisbrugere kan modtage vejledning, lægelig behandling af
somatiske komplikationer til misbruget, og anden hjælp fra
multiprofessionelle behandlerteams, (socialmedicinere, psykiatere,
psykologer og socialrådgivere er de personalegrupper, som nævnes i
rapporten).
- Tilbud om behandling (såvel af omsorgsmaessig
karakter som revalidering) bør ikke længere vaerc betinget af,
stofmisbrugeren ophører med sit stofmisbrug.
- Adgang til afgiftning for stofmisbrugere "som
ønsker deres tolerance nedsat, således at de kan genoptage deres
misbrug på et billigere niveau" (side 142).
- Oprettelse af klinikker til længerevarende
metadonbehandling, således at uligheden i adgangen til denne
behandlingsform mindskes, og kvaliteten af den givne behandling
(igen af "multiprofessionelle behandler-teams") øges i forhold til
den behandling, som de praktiserende læger tilbyder i dag.
- Udvidelse af mulighederne for at tilkende invalidepension til stofmisbrugere (d.v.s. udelukkende udfra stofmisbrugets omfang, varighed og konsekvenser for den pågældende) med den begrundelse, at "en invalidepension eller førtidspension [vil] sandsynligvis ikke bevirke stofuafhængighed, men måske tage presset af de værste misbrugskonsekvenser" (side 170).
Disse forslag ligger - når bortses fra pkt. 4 - principielt i forlængelse af de forslag, som Finn Jørgensen formulerede på Kontaktudvalgets vegne for 15 år siden. Forskellen er, at den nye behandlingsredegørelse betragter misbrugeren som den eneste genstand for forandring, mens de sociale sammenhænge, som han indgår i, ikke skal berøres af behandlingsindsatsen. - Modsvarende indeholder rapporten ikke én eneste overvejelse om strukturelle tiltag, som kunne mindske misbrugerlivsstilens attraktivitet for den potentielle misbruger, selvom man nu har haft næsten 15 år til at tænke over, hvordan man skulle løse en opgave, man satte sig i 1970.
For hensigten med at komme stofmisbrugerne imøde er nemlig, at en sådan imødekommenhed kan bruges til at indfange misbrugerne til det, som Alkohol- og Narkotikarådet betragter som "egentlig" behandling.
Således begrundes lempelsen af stoffrihedskravet (pkt. 2 ovenfor) med, at "[i]ndholdet af behandingstilbudene er afgørende for, hvor langt man når ud i stofmisbrugerpopulationen, og erfaringerne viser, at jo mere tilbudene er på niveau med stofmisbrugernes umiddelbare behov, desto flere stofmisbrugere kan man komme i kontakt med" (side 132). På samme måde begrundes forslaget om, at give adgang til afgiftninger med henblik på tolerancenedsættelse (pkt. 3 ovenfor) med, at ønsket om at bringe sit misbrug ned på et økonomisk mere overkommeligt niveau "skal man ikke få ondt af, men i stedet forsøge at benytte kontakten til at skabe forudsætningerne for, at stofmisbrugeren går ind i længerevarende, kvalificerede behandlingsforløb" (side 142-143).
Og så videre, ad nauseam. Det er fortsat stofmisbrugeren som skal afrettes.
At målet fortsat er afretning fremgår f.eks. af begrundelsen for at indføre ambulant behandling (pkt. l ovenfor), idet det i denne begrundelse nævnes, at man i en amerikansk undersøgelse har fundet, "at den ambulante behandling var lige så effektiv som døgninstitutionsbehandling og længerevarende metadonbehandling ... hvad angår [at mindske] illegalt stofmisbrug og [at øge] beskæftigelsen ..." (side 137). Og i begrundelsen for at ophæve kravet om stoffrihed som en betingelse for revalidering (pkt. 2 ovenfor) anføres det at "[s]tofmisbrugets næsten uundgåelige følgekriminalitet vil således typisk repræsentere en situation, hvor samfundet stiller krav om rehabiliterende foranstaltninger uanset, om misbruget kan bringes til ophør straks eller ej." (side 132).
Men ikke alene skal stofmisbrugeren behandles; fremover skal han også behandles professionelt. For som det hedder i forbindelse med de foreslåede multiprofessionelle behandler-team's varetagelse af ambulantfunktionen:
"Det er indlysende, at det kræver en høj grad af professionalisme, teamwork og samarbejde med klienten at vurdere forholdet mellem [den socialmedicinske sundhedsbrøks] tæller og nævner og heraf udlede de konkrete behandlingsmål." (side 134, min udhævning).
Og om længerevarende metadonbehandling hedder det:
"Længerevarende metadonbehandling bør kun tilbydes personer, som er tvangsmæssigt afhængige af opiater, og som trods seriøse anstrengelser ikke har kunnet ophøre med misbruget." (side 145, mine udhævninger)
... "kun ved en centralisering [af beslutningsprocessen om hvem der skal tilbydes langtidsmetadon og af selve metadonbehandlingen] kan den nødvendige tværfaglige indsats i behandlingen sikres ... En centralisering er endvidere nødvendig for at sikre det tilstrækkelige patientgrundlag, og dermed den erfaring, som er en forudsætning for en kvalificeret behandling, og for den meget påkrævede forskning og metodeudvikling." (side 144, mine udhævninger) (35)
I denne prætentiøse insisteren på, at stofmisbrugerbehandling er en meget svær og kompliceret ting, træder grundsynspunktet i de forudgående 15 års repressive behandlingspolitik frem med forstærket modbydelighed: når der er noget galt med stofmisbrugerbehandlingen i dag, så er det fordi den er i hænderne på fagligt ukvalificerede socialpædagoger. Erstatter man disse mellemteknikere med rigtige akademikere, så skal problemet nok finde en løsning. Socialpædagogerne kan så få lov til at tage sig af de helt unge (let behandlelige?) stofmisbrugere. Som det hedder i forbindelse med oprustningen af omsorgsforanstaltningerne:
"... og de enkelte personalekategorier bør have de tilstrækkelige uddannelsesmæssige forudsætninger til at varetage det individuelle kliniske arbejde, til at kunne indgå i et team-work og til at samarbejde med personalet i social- og sundhedsforvaltningen, den primære og sekundære sundhedstjeneste, kriminalforsorgen m.fl.
Dette peger på socialmedicinere, psykiatere, psykologer og socialrådgivere som de primære personalekategorier i den åbne rådgivende virksomhed" (side 134-135).
Den eneste der i hvert fald ikke ved ret meget om hvordan han skal leve sit liv, det er stofmisbrugeren. Han er blevet til en "samarbejdspartner", der må tages hensyn til, "når de konkrete behandlingsmål skal udledes". I modsætning til alkoholikeren, sovepille-tageren, "TV-narkomanen", den fanatiske KB- eller B93-fan, eller hvem der nu ellers indgår i "normalbefolkningen". Vi kan få lov til at lukke øjnenen for den uudholdelige frihed og så endda ynke eller foragte "narkomanen"!
Jeg spår derfor i skrivende stund (august 1984) Alkohol- og narkotikarådets "nye" behandlingsfilosofi megen modstand fra de behandlerkredse, som økonomisk vil blive ramt af den, men også en hurtig sejr over disse bagstræbets mørke magter. Vi skriver, meget passende, 1984. Endvidere spår jeg denne behandlingsfilosofis snarlige fallit, og en lang og sej kamp for at få den erstattet med noget, der ser ud som om også det er nyt. Og jeg - der er meget synsk - ser for mig, på den anden side af årtusindskiftet, den forvirrede historiker, som sidder ved Rigsarkivets dataskærme og læser 1970- og 1984-behandlingsrapporteme, og spekulerer på, om der ved indregistreringen af de to dokumenter ikke er sket en fejl, således at årstallet er blevet byttet om?
Med disse pessimistiske bemærkninger skal jeg gå over til at skitsere en delvis løsning af stofmisbrugernes problemer, hvilket er noget ganske andet end de professionelle narkopolitikeres problemer.