Fejlsocialisering som apparatfejl
Umiddelbart skulle man tro, at det socialpædagogiske behandlingssystem havde alle odds med sig. For de fleste stofmisbrugere er øjeblikkene mellem opiatinspireret eufori sjældne, og betinget af risikoen for forgiftninger (af for stærkt stof, eller af ikke-opiatholdigt stof). Den livsstil som er opbygget omkring, og er en forudsætning for, erhvervelsen af stoffer, er i stigende grad præget af brutalitet, norm- og lovbrud, som stofmisbrugeren ikke finder tiltrækkende i sig selv, angst for sygdom, for politiet og for ens kunder, hvis stofmisbrugeren er prostitueret. Stofmisbrugeren må endvidere leve med perioder med abstinensubehag, og med foragt og mistænksomhed fra det ikke-stofmisbrugende samfunds repræsentanter (såsom social- og sundhedsvæsenets personale, tidligere stoffrie bekendte og familiemedlemmer). Selv den moderat involverede stofmisbruger er sat uden for den "normale" materielle velstandstilværelse, som han ser andre leve. Og alle stofmisbrugere ser død og sygdom og langvarige fængselsdomme omkring sig.
Alt dette skulle tale for, at behandlingssystemets mål: at afrette stofmisbrugerne, skulle være relativt let at opnå. Set udefra er stofmisbrug en meget ubehagelig tilstand, som det ramte individ kun skulle være lykkelig for at slippe ud af. Ligeledes udefra betragtet, er størrelsen af de fleste stofmisbrugeres opiatforbrug, som vist i forrige kapitel, heller ikke en faktor, som i særlig stor grad skulle forhindre stofmisbrugeren i at tage imod behandlingssystemets udstrakte hånd. At behandle stofmisbrugere skulle således være en meget taknemmelig opgave.
For at forstå behandlingssystemets manglende evne til at tiltrække stofmisbrugerne, og dets manglende succes med de stofmisbrugere, som alligevel kommer i behandling, kan vi igen hente inspiration fra den tyske socialisationsteoretiker Thomas Ziehe (Ziehe & Stu-benrauch (1983)).
Når stofmisbrugeren henvender sig til behandlingssystemet, er han at ligne med en person, som vil lære noget nyt om et emne, som berører ham dybt. Han føler sig bundet i en afhængighedsrelation, som han søger hjælp fra behandlingssystemet til at lære at beherske. Heri ligger hans motivation: han vil befris fra en indre tvang, eller rettere dens konsekvenser. På dette trin har stofmisbrugeren sjældent andre forestillinger om hvad han vil. Hvis han siger (og det gør han sikkert, for ellers vil behandlingssystemet ikke beskæftige sig med ham), at han gerne vil være stoffri og gerne vil have et arbejde, så mener han det lige så inderligt, som han ville mene det, hvis han sagde at han gerne ville være et birketræ: eftersom han ikke har gjort rejsen fra sin nuværende stofmisbrugertilstand og til abstinens og arbejdsliv og tilbage igen, kan han ikke vide, om han virkelig ønsker at gøre denne rejse. Hans ønske om forandring er således rent negativt: han ønsker at komme væk fra sin nuværende tilstand og er, for at nå dette mål, villig til at lære andre tydninger af, og måder at hande i, verden på.
Hans anmodning om hjælp er et udtryk for en vilje til at overveje, om hans tænke- og handlemåder i én eller anden, ikke særlig omfattende grad, er utilstrækkelige. Hans henvendelse udtrykker sætningen "det kan godt være at der er noget i vejen med min måde at gribe tingene an på. Har I forslag til hvordan jeg kan gøre det bedre?".
Men dette udtryk for fejlbarlighed er forbeholdent og tentativt. Mens en del af ham er villig til at overveje hypotesen om, at der er noget i vejen med ham, så er en anden del fuldt overbevist om, at det er der i hvert fald ikke. Det ville også være mærkeligt andet, for den personlighed han har, er én han har formet og omformet siden starten af sit liv og frem til den dag han søger hjælp. Hans investering i form af lidelse, intelligens og tid i den psykiske struktur, han forbeholdent og tentativt rækker frem mod behandleren, er enorm.
Psykodynamisk kan man sige, at hans progressionsinteresse i det øjeblik han henvender sig om hjælp lige netop vejer lidt tungere end hans regressionsinteresse. Men balancen kan tippe hvert øjeblik det skal være.
Pædagogen kan nu vælge mellem to strategier. Han kan enten forsøge at undertrykke regressionsinteressen, eller han kan forsøge at anvende regressionsinteressen i progressionens tjeneste (17).
Det socialpædagogiske behandlingssystems strategi er helt klart den første: formålet med behandlingen er eksplicit "forandring" mod bestemte mål: stoffrihed, uddannelse og arbejde. Over for stofmisbrugerens forbeholdne og tentative indrømmelse af, at han vist ikke har det så godt som han gerne ville have det, stiller behandlingssystemet skråsikkert den påstand, at han ville have det meget bedre, hvis han blot bevægede sig fra stofmisbrugertilstanden til normalborgertilstanden. I forbehandlingsfasen søger man, i stedet for fordomsfrit at undersøge, hvorledes klienten lever med sit stofmisbrug, og om man måske kan hjælpe ham ved mindre indgribende tiltag end "totalrenovering" af personligheden, at "befæste motivationen" til stoffrihed ved at "gøre ham det klart" hvor meget han er ude at skide, at hans stofmisbrug er udtryk for en realitetsflugt, og at han i virkeligheden ikke ønsker at blive fri for det (hvilket er ganske rigtigt), men at han ville få det meget bedre hvis blot han virkelig ønskede/forsøgte/anstrengte sig på at blive fri for det (hvilket er en mere tvivlsom påstand). Hvis klienten gennemfører forbehandlingen og kommer på en døgninstitution eller i familiepleje, er det således fordi behandleren har overbevist klientens overjeg om, at han selv i længden er bedst tjent med at lade sin progressionsinteresse arbejde i en bestemt retning, og undertrykke sin regressionsinteresse. Klienten har, for en tid, udskiftet sit eget overjeg med behandlerens. Denne personlighedskonstellation kan holde sig lige præcis så længe som klienten er i den kunstige terapeutiske relation, hvor ethvert "progressivt" livsudtryk belønnes, og ethvert "regressivt" livsudtryk straffes. Derfor er den mest varigt effektive behandlingsform for stofmisbrugere da også det terapeutiske samfund, i hvilket den tidligere klient forbliver som medarbejder efter sin "helbredelse" (Zinberg (1974)). Men derfor er virkningen af den socialpædagogiske behandling som regel også begrænset til opholdet i behandlingsinstitutionen (18).
Implicit i den socialpædagogiske stofmisbrugerbehandling, som i anden behandling, som opstiller bestemte mål for klientens fremtidige adfærd, er den forestilling, at enten har klienten aldrig været konfronteret med sin "realitetsfornægtelse" før, eller også er han ikke blevet konfronteret med den på en tilstrækkelig effektiv måde. Klienten skal for så vidt ikke gøre andet arbejde end blot at tage imod behandlernes guldkorn om hvordan virkeligheden "er" og hvordan han (klienten) forsøger at undgå den.
Når et sådant arbejde (tilsyneladende) krones med held kan medarbejder og klient klappe hinanden på ryggen. Hvis de gør det, overser de to ting. For det første, at klientens "korrekte" diagnose af sig selv kan være uden dybere sandhed for ham, men en ren og skær overlevelsesstrategi i det terapeutiske miljø, som han p.t. foretrækker frem for det gadeliv, hvis ubehagelige sider endnu er i frisk erindring. For det andet kan klientens "selvindsigt" være udtryk for, at han har erstattet afhængigheden af stoffet og stoflivet med en lige så tvangspræget afhængighed af behandlingen og behandlerne. Behandlernes tydninger af klienten er her ganske vist gået igennem en subjektiv bearbejdning hos klienten, men har kun gyldighed for ham i kraft af hans kærlighedsforhold til behandleren. Dermed mister tydningerne psykodynamisk sandhedsværdi for klienten når dette (kunstige) kærlighedsforhold afbrydes, hvilket det jo trods alt skal, hvis behandlingen skal afsluttes.
Når arbejdet ikke krones med held, ser medarbejderne beklagende på klienten og forklarer ham at han ikke "har junket færdig endnu". Medarbejderne har gjort hvad de kunne med hensyn til at konfrontere klienten med virkeligheden og med "korrekte tydninger" af hans måde at reagere på den på.
Denne reaktion er forståelig ud fra realitetsterapiens forudsætninger, nemlig at det væsentlige arbejde gøres af behandlerne, ikke af klienten. Ud fra en psykoanalytisk synsvinkel er den imidlertid tvivlsom. De sandheder, som under en psykoanalyse kan slå ned i analysanden med en voldsom følelsesmæssig intensitet behøver hverken være nye eller komme udefra. Det kan være "sandheder", som analysanden har formuleret for sig selv mange år før analysens start; små sørgmuntre vignetter om analysandens liv, som det, når analysand og analytiker har arbejdet sig igennem en masse andet stof, pludselig bliver muligt for analysanden at se som de rædselsbilleder de i virkeligheden er. Realitetspædagogikken overser derfor, at selv de mest "korrekte" tydninger, fremsat nok så effektfuldt, og evt. bakket op af en gruppeterapeutisk situation, psykodynamisk kan være så omkostningskrævende for klienten, at han hellere forlader behandlingen end accepterer dem. At beskrive denne "behandlingsvægring" som et udtryk for manglende eller utilstrækkelig "motivation" er en helt utilbørlig stempling af den pågældende klient.
Det socialpædagogiske behandlingssystems grundlæggende despekt for sine klienters sandheder er også forklaringen på det intense had, som mange behandlingserfame stofmisbrugere omfatter narkobehandlere med (19), og dermed på, hvorfor stofmisbrugerne skyer behandlingsinstitutionerne. For den realitetsterapeutiske behandlingsinstitution rækker på en og samme tid håbet om en mulig bedre fremtid og en negativ selvvurdering ud mod stofmisbrugeren. For at få lov til at smage på den søde frugt, må klienten først spise den bitre. Den stofmisbruger, som først har spist af disse frugter, og derefter fået at vide, at han "ikke har junket færdig endnu" vil ikke være særlig tilbøjelig til at komme igen (20).
Men hvad har alt dette med fejlsocialiseringsmodellen at gøre? Ret beset er det jo kun det etablerede socialpædagogiske behandlingssystem jeg har kritiseret med disse bemærkninger.
Nej, det er (desværre) også fejlsocialiseringsmodellen som terapeutisk ideologi jeg er ude efter. For selv om målsætningerne med det pædagogiske arbejde idag er langt snævrere end Karen Berntsen og Finn Jørgensen forestillede sig for 15 år siden, så er selve det pædagogiske arbejde nok så meget et barn af fejlsocialiseringsmodellen som af de specifikke pædagogiske teknologier som anvendes (hvad enten de kaldes "moderat konsekvenspædagogik", "realitetsterapi", "strategisk, strukturel terapi" eller "dagliglivssocialisering", jævnfør Alkohol- og Narkotikarådet (1984) side 50-60).
Fejlsocialiseringsmodellens billede af årsagerne til stofmisbruget hos den enkelte er, mener jeg, et godt billede, stadig anvendeligt i dag ud fra såvel et videnskabeligt som et socialpolitisk synspunkt. Det er blot ikke et billede, som har den fjerneste relevans i forbindelse med hvorledes behandleren/behandlingsinstitutionen skal komme den behandlingssøgende misbruger imøde.
Man kan forholde sig mere eller mindre naivt realistisk til videnskabelige teorier, som står ens hjerte nær, d.v.s. tage deres billeder af verden som mere eller mindre fotografisk eksakte gengivelser. I det ekstreme tilfælde, hvor man ser teorien som afbildende det undersøgte fænomens indre mekanismer, på samme måde som en ingeniørtegning af et oliefyr viser, hvorledes det indkommende kolde vand bliver til udgående varmt vand, ender man i en deterministisk position, som, når det afbildede fænomen er menneskelig adfærd, fører én til fornægtelsen af en menneskelig viljes eksistens.
Ovenfor udtrykte jeg min tilfredshed med fejlsocialiseringsmodellen som et billede af den proces, hvor igennem nogle personer blev stofmisbrugere. Men det betyder ikke, at jeg betragter fejlsocialiseringsmodellen som et billede af den mekanisme, der "gjorde" Per, Poul og Jens til stofmisbrugere. Fejlsocialiseringsmodellens værdi består for mig i noget helt andet. På et socialpolititisk plan har modellen værdi fordi den beskriver konkrete sociale processer, hvorigennem nogle medlemmer af samfundet vælger livsindhold, som jeg ikke selv ville acceptere. Denne socialpolitiske værdi knytter sig til modellens værdi på det sociologisk-teoretiske plan, nemlig, at den forbinder en kendsgerning om det danske samfund siden 1960'erne (forekomsten af nogle tusinde unge stofmisbrugere) med en række strukturelle teorier om samfundsudviklingen. Fejlsocialiseringsmodellen udgør det nødvendige teoretiske bindeled mellem den enkelte aktør - stofmisbrugeren - og en række helt forskellige, og gensidigt delvist uforenelige makro-sociologiske teorier om social forandring, strukturelle belastninger, sociale problemer, m.v. Selvom fejlsocialiseringsmodellen således er et billede af den enkelte aktør, bidrager den for mig kun til forståelsen af samfundet; ikke til mine beslutninger, hvorledes jeg vil forholde mig overfor Per, Poul og Jens.
For hvis jeg tog fejlsocialiseringsmodellen bogstavelig som en beskrivelse af den mekanisme, som "gjorde" den enkelte stofmisbruger til stofmisbruger, så ville det være udtryk for et deterministisk menneskesyn, der på ét eller andet tidspunkt ville ramme mig selv i nakken. Ved at postulere stofmisbrugerens totale ufrihed som et passivt offer for en fejlagtig socialisering, ville jeg implicit postulere min egen totale ufrihed, som et lige så passivt "offer" for en anden socialiseringsproces. Jeg ville fratage mig retten til at glædes over, føle stolthed over, fortryde, og græmmes over mine egne handlinger. Og jeg ville først og fremmest fratage mig selv håbet om, gennem bevidste valg, at kunne forandre mig selv og mine livsbetingelser.
Omvendt kan jeg kun hævde min egen (begrænsede!) frihed ved at indrømme stofmisbrugeren den samme ret. Jeg må altså betragte valget af stofmisbrug som dominerende livsindhold som et valg, hvis konsekvenser jeg må overlade stofmisbrugeren selv at tage ansvaret for.
Problemet med de fleste af os, som i årene omkring 1970 applauderede Finn Jørgensen for hans fremragende gennemhulninger af diverse videnskabeligt håbløse forestillinger om "narkomani" som en drift (Jørgensen & Ulff-Møller (1971)), eller som en epidemi (Jørgensen (1971b)) var, at vi troede, at den socialpolitisk og sociologisk anvendelige fejlsocialiseringsmodel i sig selv gav et svar på spørgsmålet om, hvorledes samfundet skulle forholde sig til den enkelte stofmisbruger; hvorledes den af samfundet lønnede behandler skulle komme den enkelte stofmisbruger i møde. Stofmisbrugeren var fejlsocialiseret; javel, så måtte han jo omsocialiseres. Stærkt hjulpet af den sociologiske determinisme, som gennemsyrede tidsånden omkring 1970, indså vi ikke, at vi med denne slutning erstattede biologisk baserede tvangsindgreb (behandling med psykofarmaka, isolationsanbringelser, elektrochok) med et sociologisk baseret tvangsindgreb: (Gen)opdragelse. Stofmisbrugerens "frivillighed" med hensyn til valg af behandling lå i valget mellem to onder: Enten at fortsætte sin gadetilværelse mellem neglene på politiet og pusherne, men med fastholdelse af de tanke- og handlemåder, som han havde udviklet for at klare livet i et samfund, som han så som afvisende, eller at renoncere totalt på disse tanke- og handlemåder, og acceptere behandlingsinstitutionernes beskrivelse af ham som inadækvat, konfliktskyende, realitetsfomægtende o.s.v., o.s.v.
Mens vi skulle have brugt fejlsocialiseringsmodellen socialpolitisk, brugte vi den behandlingspolitisk. I stedet for helt at koncentrere os om at bearbejde de sociale strukturer, i hvilke stofmisbrug af den enkelte blev set som et ønskværdigt alternativ, så dette alternativ kunne komme til at fremstå mindre ønskværdigt, mente vi at have ret til at behandle stofmisbrugeren, som til erstatning for de afvigende normer han havde lært i stofmisbrugergruppen skulle have indpodet "rigtige normer" såsom at man bør have en uddannelse, man bør have et arbejde, man bør deltage i samfundslivet som en del af revolutionens fortrop, og man bør slet ikke fixe!
Vi overså helt, at der ingen nødvendighed var i stofmisbrugerens valg af netop denne afvigende livsstil. Masser af mennesker afveg fra deres sociale udgangspunkt ved at aspirere til højere eller lavere poster i arbejdslivets hierarki, end man forventede af dem, og atter andre bøjede sig der, hvor stofmisbrugeren ikke bøjede sig, og valgte løsninger på deres eksistentielle problemer, som var mere acceptable for myndighederne og deres nære omgivelser, som f.eks. nervemedicin- eller alkoholmisbrug. Stofmisbrugeren derimod, valgte at blive stofmisbruger, fordi han, ved at indgå i stofmisbrugergruppen, fik en større behovstilfredsstillelse, end han mente at ville kunne få ved at konformere. Stofmisbrugeren blev afviger fordi han ikke ville være normalborger, hvadenten den udgave af normalborgeren man forventede han skulle aspirere efter var Nørrebro-arbejderen eller Frederiksberg-grossereren. Og han valgte at blive stofmisbruger, snarere end rocker, f.eks., fordi dette afvigs konkrete form udtrykte hans følelse af samhørighed med bestemte personer og værdier, og hans ønske om at distancere sig fra atter andre personer og værdier.
Når fejlsocialiseringsmodellen således pegede på socialiseringsforløbets betydning for udviklingen af en stofmisbrugeridentitet hos den enkelte stofmisbruger, var det med den implicite følgeslutning, at dette socialiseringsforløb kunne og skulle forsøges gjort om eller korrigeret. En mere despotisk forestilling (21) skal man ærlig talt lede længe efter. Hvadenten resultatet er en livskompetent person eller ej, så er socialiseringsprocessen en engangsforeteelse som juridisk, sociologisk og psykologisk er afsluttet når individet er et sted mellem 16 og 20 år gammel. Forsøger man at spole filmen tilbage efter denne alder er nået, er det principielt det samme som sjælemord. Således er der ingen der ville drømme om at genopdrage en voksen angstneurotiker selvom neuroser, og måske også visse psykoser, skyldes "fejlsocialisering" i den tidlige barndom. Over halvdelen af den voksne danske befolkning frembyder den ene eller den anden neurotiske symptomatologi (alkohol-, tobaks- og medicinbrugere incl.), men ikke desto mindre er det kun opiatmisbrugere og kriminelle der udsættes for forsøg på genopdragelse. Forestillingen om, at stofmisbrug er et pædagogisk problem, er grundlæggende betænkelig, og når det drejer sig om stofmisbrugere over 16 år, for ikke at sige over 26 år, ville forestillingen være rent ud lattervækkende, hvis ikke resultatet havde været så sørgeligt for de implicerede stofmisbrugere, og ideen så fundamentalt totalitær som tilfældet er. Man kan også udtrykke dette ved at sige, at ethvert behandlingstilbud til stofmisbrugere må respektere, og ikke blot konstatere, stofmisbrugets sociale og psykiske funktionalitet for den hjælpsøgende. Stofmisbrugeren kan være nok så meget et "offer" for en fejlagtig socialisering, men de kæder som binder ham er trods alt formet efter netop hans krop. At hævde, at stofmisbrugeren vil få det meget bedre hvis han blot konformerer, er en utilbørlig frækhed overfor ham, og udtryk for en mangel på vilje til overhovedet at beskæftige sig med hvad der foregår inden i dette andet menneske. Det er en selvtilfreds påstand om, at de kæder, som fastsurrer éns egen krop, passer lige så godt til enhver anden krop.
Ud fra disse betragtninger er det i dag forståeligt, hvorfor stofmisbrugerbehandlingssystemets fiasko har været så total som tilfældet er. For ligesom det at blive stofmisbruger er et valg mellem muligheder med forskellig tiltrækning, så er det at forblive stofmisbruger et valg: Ligegyldigt hvor led en stofmisbruger på et givet tidspunkt måtte være ved livet under stofmarkedets betingelser, så er der grænser for hvilken pris han vil betale for at slippe af med de ubehagelige sider af denne livsform. Og konformitet synes for de fleste misbrugere at være alt for høj en pris.
Når det socialpædagogiske afretningssystem derfor i dag hævder, at dets effektivitet nedsættes af de praktiserende lægers "unfair konkurrence", så er denne klage for så vidt korrekt. Ikke fordi lægerne "smider metadon efter stofmisbrugerne", som centerledeme gerne vil give det indtryk af, men fordi en længerevarende metadonordination er én måde stofmisbrugeren kan mindske presset fra politiet og pusherne på, uden helt at renoncere på sin personlige integritet. Men at også denne løsning har sin pris vil fremgå af det følgende.