Hvorfor opretholde forbudet?
Der er fire generelle indvendinger mod enhver, nok så begrænset, form for legalisering af opiater og andre "misbrugs"-stoffer. Og der er en række mere specifikke indvendinger mod bestemte måder at gennemføre legaliseringen på (d.v.s. de konkrete begrænsninger som man kan lægge på legaliseringen). Jeg skal tage de fire generelle indvendinger op én for én, og det er min påstand, at de kan afvises på deres egne præmisser, d.v.s. uden at det er nødvendigt at påkalde sig princippet om den enkeltes ret til at vælge sit eget bedøvelses/nydelsesmidde:
l. En legalisering er ikke tilstrækkelig til at udrydde blandingsbruget og injektionsbruget. Selv hvis stofmisbrugerne fik adgang til billigt og rent stof ville en del af dem formentlig blive ved med at injicere det intravenøst, dele sprøjter med hinanden og injicere det på en uhygiejnisk måde, m.v. (3). Hvis vi endvidere forestiller os en fuldstændig legalisering af hele stofmarkedet, således at enhver form for medicin, og evt. også "ikke-medicinske" stoffer som hash, kokain og hallucinogener, blev legalt tilgængelige for stofmisbrugerne, ville stofforbruget blandt misbrugerne muligvis blive endnu mere blandet end før; dels fordi nogle misbrugere under forbudet er kommet til at sætte pris på f.eks. blandingen af benzodiazepiner og opiater, mens blandingen af centralstimulerende midler og opiater ("speed-balls") altid har været en populær, men dyr kombination; og dels fordi nogle misbrugere ville accelerere deres opiatforbrug, således at de ville nå op på et toleranceniveau, hvor den til euforiinspiration nødvendige opiatdosis ville være så høj, at bivirkningerne ville umuliggøre eufori ved hjælp af opiater alene. Vi ville med andre ord ikke slippe af med blandingsmisbrugsproblematikken gennem en legalisering, og dermed heller ikke med (hele) forgiftningsoverdødeligheden. Endvidere ved vi faktisk ikke tilstrækkeligt om de mulige organiske skadevirkninger af indtagelse af f.eks. 2-4 g heroin plus variable mængder andre stoffer dagligt over årtier; et ikke utænkeligt forbrugsmønster blandt nogle misbrugere under en total frigivelse af opiater og andre "misbrugs"-stoffer.
Alt dette er ganske rigtigt, men indvendingen overser én kendsgerning, nemlig at vi med den nuværende kontrolpolitik ikke evner at forhindre misbrugerne i at have et forbrugsmønster, som vi ved har store organiske skadevirkninger. Det viser deres høje dødelighed, dødsårsagsmønstret og forekomsten af injektionsbetingede skader med al ønskelig tydelighed. En nødvendig, men selvfølgelig ikke tilstrækkelig, betingelse for udviklingen af "sunde" forbrugsvaner, såsom rygning af heroin og ophør med brug af dextropropoxifen m.v., er at opiatprisniveauet sænkes drastisk.
2. Den frie adgang til opiater vil fastholde brugeren i hans "realitetsfornægtende" tilstand, og med den fortsatte frie adgang vil hans farmakologiske afhængighed blive en stadig sværere barriere for ham at forcere. Den sidstnævnte del af denne begrundelse for at opretholde et forbud er korrekt: jo længere og jo større forbrug, desto større abstinensubehag ved brugens ophør. Men det er nu engang ikke selve afgiftningen, som er det svære i forbindelse med ophør med brug af opiater (4). Endvidere vil selve legaliseringen åbenbare et eksistentielt tomrum for mange stofmisbrugere, på samme måde som arbejdsløshed eller overgang til pensionist- eller efterlønsmodtagerstatus gør det for mange normalborgere. Dette vil i sig selv være en bevæggrund til at søge personlig forandring. For hvor meget man end mener at kunne fastslå, at en given stofmisbruger psykodynamisk undslipper virkeligheden gennem sin stofadfærd, så udspilles denne stofadfærd i en verden, som er befolket af nok så virkelige pushere, prostitutionskunder og politifolk (Agar (1973), Soloway & Walthers (1977), Goldstein (1979), Preble & Casey (1969), Madsen (1971)). Fjernes en del af denne verdens objektive nødvendighed, fjernes også en del af dens tjenlighed som psykologisk virkelighedsflugtvej.
3. Opiatbrug forhindrer brugeren i at opfylde sine forældreforpligtelser. Dette er en yderst tvivlsom, og under alle omstændigheder uverificerbar påstand. Det som vi ved er to ting: For det første, at børn af misbrugende mødre synes at have en meget høj dødelighed (Mark (1979)) og at uforholdsmæssig mange af dem udviser tegn på dårlig trivsel, udviklingshæmning m.v. (Olofsson m.fl. (1983)). For det andet, at nogle børn af forældre i langtidsmetadonbehandling trives, mens andre ikke gør det. Sammenlignes børn af metadonpatienter med børn af stoffri, men tilsvarende socialt og materielt underprivilegerede mødre, synes der ikke at være forskel mellem metadon- og kontrolbømene (Strauss m.fl. (1979)). Det væsentlige for disse børns følelsesmæssige og intellektuelle deprivation er således snarere forældrenes mangel på psykiske ressourcer og muligheder i samfundet. Hvorvidt en mere regelmæssig, rigelig og lettere tilgængelig opiatforsyning vil gøre stofmisbrugeren bedre eller dårligere til at give sit barn den fornødne kærlighed, tryghed og stimulation, kan vi ikke sige noget generelt om. Kun kan vi konstatere, at stofmisbrugerlivsstilen i hvert fald udefra betragtet ikke kan siges at være det bedste udgangspunkt for varetagelsen af forældrerollen.
4. Opiatbrug forhindrer brugeren i at opfylde sine forpligtelser (5) som produktiv borger. Ligesom den eksisterende kontrolpolitik er sundhedsfarlig for stofmisbrugeren, er den også en effektiv barriere mod stabilt lønarbejde. Selv hvis misbrugeren holder sit forbrug på så lavt et niveau, at han er i stand til at finansiere det ved hjælp af lønarbejderindkomst, så er den konstante risiko for afsløring af misbruget på arbejdspladsen stor. Det er da også højst 10% af alle misbrugere som er i beskæftigelse. Spørgsmålet om hvorvidt også et legalt opiatbrug vil forhindre/hæmme misbrugeren i at arbejde kan ikke besvares generelt. Nogle misbrugere ville formentlig kontrollere deres indtagelse selv under fri adgang til stoffet, således at de vil kunne arbejde, hvis de vel at mærke kan finde en arbejdsplads (på samme måde som stabiliserede metadonpatienter kan arbejde). Andre vil enten lægge sig på sede-rende doser, eller have så svingende et forbrug, at de ikke vil kunne klare et regelmæssigt arbejde. For andre igen er muligheden for at regulere stemningslejet med variable doser af et opiat måske netop lige det, som skal til, for at de kan udholde at være på en arbejdsplads, på samme måde som alkohol og/eller moderne psykofarmaka "gør det muligt" for titusindevis af normalborgere at "deltage i" arbejdslivet. Der er således ikke ét svar som er gyldigt for enhver stofmisbruger. Men der er dog grund til at tro, at det frit tilgængelige opiat vil være en mindre hæmsko med hensyn til at fastholde et job end det sorte markeds krav er det i dag.