Mobiliseringsfasen (1967-1969)
Ligesom politiet kun modstræbende i 1965 havde ladet sig trække ind i "bekæmpelsen af stofferne", så var sundhedsvæsenet, d.v.s. Sundhedsstyrelsen, heller ikke særlig interesseret i at se problemet. Der gik over et år mellem politiets accept af pressens påstand om problemets eksistens til Sundhedsstyrelsens tilsvarende accept.
Når Sundhedsstyrelsen ikke desto mindre blev den centrale institution i mobiliseringsfasen (med nedsættelsen af Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe vedrørende misbrug af euforiserende stoffer blandt ungdommen i sommeren 1967) skyldtes det formentlig to ting. For det første at politiet, ved at acceptere problemets eksistens, nødvendigvis havde involveret hele statsmagten. Og når politiet først på statsmagtens vegne havde "set" problemet, måtte Sundhedsstyrelsen nødvendigvis på et eller andet tidspunkt tage ansvaret for den overordnede tilrettelæggelse af reaktionen på det, fordi det var Sundhedsstyrelsen der formelt besad den sagkundskab, på hvilken lovgivningen var baseret.
En anden årsag til, at Sundhedsstyrelsen måtte påtage sig at koordinere indsatsen var, at de unge stofmisbrugere, skønt de var få i tal (10) udgjorde et vist praktisk problem for det psykiatriske sygehusvæsen:
"Det kan derfor være rimeligt først at se på, hvordan de unge stofmisbrugere oplever en almen-psykiatrisk afdeling ... De fleste synes, at afdelingerne er gammeldags og uhensigtsmæssigt indrettede, de bryder sig ikke om og er kritiske over for at være sammen med væsentligt ældre og psykiatriske patienter. De keder sig en stor del af den tid de er i afdelingen, de savner moderne tidssvarende beskæftigelse og muligheder for underholdning, muligheder for at spille deres specielle musik. Endvidere synes de at de bliver behandlet anderledes end de andre patienter.
Dette hænger sammen med, at personalet foruden deres professionelle uddannelse jo også er mennesker, og som sådanne reagerer de emotionelt over for de unge misbrugere." (Jørgensen (1970a) side 1247)."For det første medfører det en række vanskeligheder af forskellig art at behandle stofmisbrugere inden for et hospitals rammer. De adskiller sig såvel i påklædning som opførsel fra de andre patienter og personale og kommer derved til at udgøre en subkultur med alle de konfliktuelle aspekter, som dette indebærer. For i nogen grad at imødegå disse forhold har man samlet stofmisbrugerne på to afdelinger .... samt gennemført en kundskabsformidlende undervisning og et gruppedynamisk træningskursus for de implicerede personalegrupper. Problemerne kan dog ikke siges at være løst hermed." (Christensen m.fl. (1970) citeret af Pedersen (1981) side 23).
Det er derfor mit gæt, at de overvejelser, der i 1966-1967 blev gjort i Sundhedsstyrelsen om, hvordan man skulle forholde sig overfor stofmisbrugsproblemet, overvejende drejede sig om, hvorledes man skulle få problemet lempet ud af sundhedssektoren (11). For selvom Direktoratet for Statshospitalerne var nok så interesserede i at få udvidet sit virkefelt (og sine bevillinger) på dette område, så nægtede de kommunale sygehusvæsener, som varetog en ikke ubetydelig del af den psykiatriske sygehusbehandling dengang, over én bank at have noget med problemet at gøre (sammenlign Indenrigsministeren (1969) side 8-10 med Kontaktudvalget vedrørende ungdomsnarkomanien (1970) side 40-41). Overlægerådene havde i de år nok at se til med at få lægeligt set mere interessante projekter som intensivafsnit, thoraxkirurgiske afdelinger, m.v. op at stå. Og imod denne indstilling ses Sundhedsstyrelsen ikke at have gjort ophævelser.
Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe vedrørende misbrug af euforiserende stoffer blandt ungdommen trådte første gang sammen i slutningen af oktober 1967. Den bestod af 7 medlemmer, hvoraf de 3 - formanden inklusive - var læger udpeget af Sundhedsstyrelsen, og de 4 øvrige repræsenterede Justitsministeriet, Familieministeriet, Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet. Den første opgave, udvalget satte sig, var en kortlægning af problemet gennem en række undersøgelser af stofbrugets omfang i forskellige befolkningsgrupper: Uddannelsessøgende ungdom, sessionsindkaldte, unge anbragte på bøme- og ungdomsværnets institutioner, på hospitaler og i fængsler. Undersøgelserne af "normalbefolkningen" skal jeg vende tilbage til i næste kapitel. For så vidt institutionsbefolkningerne angår, kan det nævnes, at der i oktober 1968 var 176 indlagte stofmisbrugere (ikke nødvendigvis regelmæssige brugere, og ikke nødvendigvis personer, som var indlagt p.g.a. deres stofbrug) under 26 år på såvel de somatiske som de psykiatriske hospitalsafdelinger, mod 453 personer over 25 år (alkoholmisbrugere eksklusive!). Man må således sige, at begrundelsen for specielt at have interesseret sig for de unge hashrygere var svær at få øje på. Dette forhold synes dog ikke at have påvirket befolkningens indstilling til hash i særlig grad.
Den voksne befolknings forestillinger om hashrygning er beskrevet i 3 Gallup-undersøgelser fra henholdsvis 1966, 1968 og 1969 (Gallup (1966), Gallup (1968), Gallup (1969)). Mens andelen som anså hash for at være uskadeligt voksede fra 2-3% i de to første undersøgelser til 11% i den sidste, mente dog det store flertal (mellem 71 og 82%) i alle 3 undersøgelser, at hash var farligt.
I modsætning hertil er det rimeligt at sige, at kun et - stadigt svagere - mindretal blandt de personer, som på centralt hold havde indflydelse på samfundets reaktion, handlede udfra en forestiling om, at hashbrug i sig selv var sundhedsskadeligt. Der hvor uenigheden om hash'ens skadevirkninger stadig eksisterede var i spørgsmålet om hashrygning som "stepping stone" til brug af LSD, amfetamin og opiater.
"Stepping stone"- eller progressionshypotesen var arvegods fra mellemkrigstidens amerikanske korstog mod marihuana (Becker (1963) kapitel 7, Dickson (1968)) og er set kolporteret i Danmark af én af datidens ledende stofmisbrugseksperter, farmakologen K.O. Møller i hvert fald så tidligt som 1945 (Møller (1945) side 294). Den baserer sig på den empirisk uomtvistelige kendsgerning, at når to stoffer X og Y forhandles illegalt af en mere eller mindre overlappende forhandlerkreds, så vil en bruger af stof X med større sandsynlighed end en person som aldrig har brugt stof X også prøve, og eventuelt blive regelmæssig bruger af, stof Y. Progressions-hypotesens logiske fejlslutning består i, at der fra denne empiriske kendsgerning konkluderes, at det er brugen af stof X som forårsager den senere brug af stof Y.
Progressionshypotesen indgik senere som et centralt element i epidemimodellen, som på skandinavisk plan fremførtes af den svenske læge Nils Bejerot (Bejerot (1968)) og af den norske sundhedsstyrelses direktør Karl Evang (f.eks. Evang (1971)). I Danmark var dens vigtigste eksponent formentlig hygiejnikeren, lektor Finn Bennike Behrendt (Behrendt (1971)). Epidemimodellen - herunder specielt progressionshypotesen - var blandt de vigtigste redskaber for tidlige private kamporganisationer som Landsforeningen til bekæmpelse af hash og narkotikamisbrug (Vinding (udateret)). I epidemimodellen betragtes eksposition for stoffet (d.v.s. tilbud om at prøve det) analogt med eksposition for en virus eller en bakterie i epidemiologisk teori. Men i modsætning til teorien om epidemiske sygdomme - som betragter egenskaber ved såvel den smitteudsatte person som ved miljøet som væsentlige for, om sygdom udvikler sig, og for hvilket forløb en eventuel sygdom får - fokuserede epidemimodellen ensidigt på agenten, d.v.s. stoffet. For agenten var så potent, at hverken den smitteudsattes modstandskraft eller miljøet, i hvilket stof og den stofudsatte mødtes, kunne forhindre smitte med alvorlig sygdom til følge. Ja, hvis "progressionen" fra hash til opiater først havde fundet sted, så var patientens tilstand nærmest håbløs, for med opiatbrug skabtes en kunstig drift, der i styrke overgik seksualdriften (Bejerot (1971)). Det eneste effektive middel i kampen mod "sygdommen" var at udrydde smittekilderne; d.v.s. at slå hårdt ned på stofforhandleme og isolere stofbrugerne fra det øvrige samfund, om ikke for altid så dog i meget lang tid.
Epidemimodellen - som videnskabeligt set afgik ved døden herhjemme gennem en langstrakt debat i Ugeskrift for Læger og i Nordisk Medicin i 1971 (12) - fik afgørende indflydelse på retssystemets håndtering af stofmisbrugsproblemet (jfr. kapitel 4), og det forekommer ikke overdrevet, at tilskrive denne models fortalere en væsentlig del af ansvaret for den elendighed som stofmisbrugerbefolkningen har levet i siden 1970'ernes begyndelse.
Mens epidemimodellen fik afgørende indflydelse på retssystemets administration af stofmisbrugsproblemet, så er det interessant, at modellen, på trods af ihærdige forsøg på at markedsføre den inden for behandlingsområdet, ingen betydning overhovedet fik for udviklingen af behandlingssystemet. Det gjorde derimod den såkaldte fejlsocialiseringsmodel.
Ifølge fejlsocialiseringsmodellen, som bl.a. var inspireret af amerikansk sociologi og socialpsykologi, var stofmisbrug ikke primært en biologisk proces med sociale konsekvenser, men en social proces, hvis biologisk interessante aspekter snarere var stofmisbruger-livsstilens konsekvenser i form af leverbetændelse, dårlig ernæring, m.v. Stoffernes farmakologiske egenskaber var derimod af underordnet betydning for processens forløb. Det sociale ved processen hos den enkelte misbruger bestod deri, at han ofte frembød tegn på en utilstrækkelig socialisering eller tilpasning i konventionelle grupper, såsom familien, på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. En sådan utilstrækkelig socialisering i konventionelle grupper i samfundet lagde den unge åben for indføring i stofmiljøet og en efterfølgende socialisering som stofmisbruger. Som det udtryktes af psykiateren Finn Jørgensen i, hvad man roligt kan kalde et af fejlsocialiseringsmodellens kampskrifter, "Redegørelse II" fra Kontaktudvalget vedrørende ungdomsnarkomanien:
"... et vigtigt begreb til forklaring af stofmisbrug og anden afvigende adfærd er .... den sociale kontrol, som er en funktion af vore medlemsskaber i grupper og andre sociale strukturer. For at medlemsskaber skal kunne påvirke vor adfærd, må de kunne tilfredsstille en række vigtige personlige og sociale behov.
Mange stofmisbrugere er enten kendetegnet ved, at de ikke er medlem af konventionelle grupper, eller ved at medlemsskabet ikke tilfredsstiller disse vigtige behov. Vi kan også sige at de er fremmedgjorte." (Kontaktudvalget (1970) side 20).
Årsagerne til fejlsocialiseringsmodellens dominerende indflydelse på udformningen af behandlingssystemet - dens videnskabelige overlegenhed over epidemimodellen ufortalt - mener jeg er at finde i to forhold. Det ene har jeg allerede nævnt, nemlig det sekundære sundhedsvæsens ringe interesse for stofmisbrugsproblemet. Man havde, som sagt, rigeligt med andre ekspansionsmuligheder. Den anden faktor var socialsektorens villighed til at overtage behandlingsopgaven fra sundhedssektoren.
I årene op til 1970 var socialvæsenet præget af en villighed til metodisk-organisatorisk forandring, samtidig med at dets politiske (bevillingsmæssige) miljø var overmåde gunstigt. Der fandt i disse år en fundamental nyorientering sted inden for socialpolitikken. Fra at være et forsørgelsesorgan for de få kroniske tabere, skulle socialvæsenet ændres til at blive et serviceorgan for os alle; et serviceorgan som skulle forebygge trang os. mistrivsel, og løse forandringssamfundets tilpasningsproblemer (13). Så mens det psykiatriske sygehusvæsen helst så ryggen af de unge stofmisbrugere, så åbnede socialvæsenet villigt favnen.
Et eksempel herpå er Københavns kommune, hvis socialforvaltning allerede i sommeren 1966 havde taget kontakt med repræsentanter for politiet og sundhedsvæsenet for at drøfte stofmisbrug blandt de unge. Kommunens første udgiftskrævende tiltag var dog samarbejdet med Ungdomsklinikken i finansåret 1968/69. Af grunde som jeg skal komme nærmere ind på i kapitel 5 vedtog Københavns kommunes magistrat i 1970 en plan over et kommunalt institutionssystem, hvis opgave skulle være "løsningen af et af de alvorligste sociale og menneskelige problemer i vor tid", som socialborgmester Børge Jensen udtrykte det (Københavns kommune (1970) side 2).
Med socialvæsenets overtagelse af hovedansvaret for behandlingsindsatsen, er vi nået til vejs ende i beskrivelsen af stofmisbrugsproblemets 3 første faser: opdagelsen, legitimeringen og mobiliseringen. Herefter følger problemets etablerede fase, d.v.s. de sidste knap 15 år. Mens jeg i den forudgående historiske skitse af problemets første år helt har undladt at tage stilling til, om der faktisk fandtes noget ude i samfundet, som korresponderede til mediernes og de statslige myndigheders problem, skal jeg nu skifte synsvinkel. I næste kapitel vil jeg sandsynliggøre, at der omkring 1970 faktisk var ganske mange stofmisbrugere, nemlig regelmæssige hashrygere. Der var derimod næppe så forfærdelig mange brugere af andre stoffer, og da slet ikke af opiater.