Kapitel 6.
Hvorhen herfra - og hvorfor ikke?
"... som "gammel" junkie, nu kun stofbruger i langtidsbehandling med metadon, vil jeg gerne sige til dig efter at ha' læst din dødsyge rapport, at du er akkurat lige så stort et løgnagtigt svin, som du plejer at være. Og dit forslag om et nyt stort center er det samme venstreorienterede plat, du og andre plejer at stå for. Du ved alle "gamle" junkier hader behandlerne og institutionerne. "
- kommentar til rapporten "Metadon - og hvad så?" (Winsløw & Ege (1983)).
I Information fra 31.7.1984 kunne man læse en artikel om en aktuel debat i Norge. Emnet var, om faldskærmsudspring fra fjeldtoppe skulle forbydes ved lov. Argumentet for et sådant forbud var det yderst fornuftige, at forulykkede udspringere udsætter andres liv for fare når disse andre forsøger at redde dem ned fra de afsatser, de lander på. Spørgsmålet om udspringernes ret til at udsætte sig selv for død og lemlæstelse indgår i følge artiklen ikke i debatten: "Bjergbestigning, skisport og fjeldvandring har i tidens løb kostet et stort antal mennesker livet, uden at man i Norge af den grund har drømt om at sætte grænser for folks livsudfoldelse" (Kromann (1984)).
I en amerikansk undersøgelse fandt man, at risikoen for akut myokardieinfarkt (blodprop i hjertet) blandt tilskuerne til amerikanske fodboldkampe var knap 4 anfald pr. 100 tilskuer-år, eller flere hundrede gange den "normale" risiko for en mandlig befolkning i aldersintervallet 15-65 år (Rose (1974)). Tilsvarende må man formode, at risikoen for akut myokardieinfarkt under landskampe i fælledparken er væsentligt højere end normalrisikoen. Man har, mig bekendt, aldrig af den grund overvejet at forbyde fodboldkampe (eller at forbyde personer, som har overlevet ét akut myokardieinfarkt at overvære sådanne kampe).
Radio-Avisen offentliggør regelmæssigt oplysninger om antallet af trafikdræbte på de store rejsedage omkring ferierne. Der er vist endnu ingen, som foranlediget af disse tal har foreslået særlige hastighedsgrænser på landevejene eller andre trafikrestriktioner på disse dage.
Alkoholrelaterede dødsfald, incl. voldelige dødsfald forårsaget af berusede personer, anslås i Sverige at udgøre 1/3 af alle dødsfald blandt mænd og 1/6 af alle dødsfald blandt kvinder i aldersgruppen 15-65 år (Johnson (1983)). Ganske vist er svenskernes alkoholpolitik meget restriktiv sammenlignet med den danske, men noget egentligt forbud mod alkoholindtagelse findes der dog ikke.
Og så videre. Og så videre. Staten overlader (stadig) befolkningen selv at tage ansvaret for en del af deres risikofyldte handlinger. Ikke nok med det, men staten tillader også, at vi på en række forskellige måder udsætter andre for fare: selv bilister, som ved den mest uforsvarlige kørsel har forvoldt andres død og lemlæstelse får som regel lov til at generhverve kørekortet efter en kortere eller længere pause, ligesom læger, der ved grov forsømmelighed har sat deres patienters liv på spil, altid får en "second chance". Den væsentligste undtagelse herfra er opiatbrugeren. På trods af, at det stof han foretrækker er langt mindre skadeligt for hans centralnervesystem og indre organer end så mange andre rusgifte, og på trods af, at ingen nogen sinde med skyggen af belæg har kunnet hævde, at selve stofindtagelsen har en "kriminogen" eller aggressionsudløsende effekt, opretholder staten et kontrolsystem, der i direkte og indirekte udgifter koster et sted mellem en halv og en hel milliard kroner om året (1). Ikke alene påtager det ikke-stofmisbrugende samfund sig selv denne ganske betydelige udgift, men det pålægger yderligere opiatbruget ikke-monetære forbrugsafgifter af en ganske betragtelig størrelse: høj sygelighed og dødsrisiko, stigmatisering, fængselsophold m.v. (2).
På trods af disse høje afgifter persisterer stofmisbrugerne med deres forbrug og med deres livsstil. Stofmisbrugsproblemet startede som et teenage-problem, men det er det ikke længere: kun 2% af de i behandlingssystemet kendte stofmisbrugere i dag er under 18 år.
Mens det selvtilfredse borgerskab for 15 år siden kunne tale om "pubertetsproblemer", så står det ikke-stofmisbrugende flertal i dag overfor et lille, stædigt og snart midaldrende mindretal, som bliver ved med at kræve retten til at forgifte sig på en bestemt måde. Efter alle disse år har misbrugerne krav på, at vi andre begrunder, hvorfor de ikke kan få legal adgang til de stoffer som de ønsker at bruge.