Kapitel 4.
Stofmisbrugeren mellem politiet og pusherne
"Dette sidste fremhævede Moment forklarer ogsaa den ejendommelige Standsdisposition, der gør sig gældende ved Morfinismen. Det viser sig, at det udelukkende er fra den højere Stand og den saakaldte dannede Middelklasse, at Morfinisterne rekruteres; i alt Fald er det en ren Undtagelse, naar vi se Sygdommen komme til Udvikling i den egentlige Arbeider- eller Landbostand .... Vi have altsaa her det Modsatte af, hvad der er Tilfældet med Alkoholismen, og denne Modsætning maa sikkert for Størstedelen forklares som en Følge af de to paagældende Midlers differente specifike Virkninger. Tildels ligger Forklaringen vel ogsaa i Midlernes forskellige Pris; en Arbeidsmand, der paa et Hospital er bleven vænnet til Morfin, vil af rent økonomiske Grunde være nødt til at frigøre sig fra denne Vane efter Udskrivningen. Mere væsentligt er det dog, at en saadan Patient vanskeligere faaer Smag for Midlet, fordi dets særlige Virkninger ere af den Natur, at han ikke formaner at goutere dem. Jo mere man derimod føler sig tiltalt af den aandelige Eufori, som Morfinen betinger, jo mere man har forstaaet at udbytte den psychiske Excitation, som Midlet bringer med sig, desto farligere bliver det for En. Jo mere Ens Arbeide er et overvejende Tankearbeide og stiller Fordringer til Ens aandelige Vigeur, desto lettere foranlediges man til at tage vedvarende Brug af Morfinen som psychisk Oplivelsesmiddel. Heri ligger Grunden til, at Alkoholen vil vedblive at være Proletarernes, de legemlig Arbejdendes Nydelses- og Pirringsmiddel, medens Morfinen og Absinthen true med at tiltvinge sig en tilsvarende Betydning for de højere Stænder."
- Pontoppidan (1883) side 16-17, udhævninger i original.
I kapitel 1 definerede jeg stofmisbrug som et faktisk eller fiktivt stofforbrug, som af den udpegede stofmisbrugers omgivelser vurderes som skadeligt for ham og/eller andre mennesker.
Denne definition leder naturligt til en operationel definition af opiatmisbrugere som de personer som
- Henvender sig til behandlingsinstitutioner (læger, amtsung-domscentre m.v.) og kræver hjælp med hensyn til problemer forbundet med opiatbrug, og/eller
- Udsættes for sanktioner fra retssystemet, eller kontrolforanstaltninger fra andre myndigheder, p.g.a. deres faktiske eller formodede omgang med opiater.
I det følgende vil jeg anvende "moderne stofmisbrugere" og "opiatmisbrugere" som synonymer. Denne sprogbrug er rimelig, for så vidt som "stofmisbrugere" i dag defineres, og definerer sig selv, udfra deres brug af opiater, på trods af, at opiater kun indgår som en beskeden del af de flestes stofdiæt. Det er én af de mest interessante egenskaber ved moderne (danske såvel som udenlandske) opiatmisbrugere, at deres opiatforbrug er uhyre beskedent sammenlignet med de såkaldte klassiske morfinisters. Moderne misbrugere adskiller sig endvidere fra klassiske morfinister ved en forholdsvis høj kriminalitet, en meget utryg retsstilling og ved deres meget høje sygelighed og dødelighed.
Af særlig interesse i forbindelse med nutidens opiatmisbrugeres usle kår er den kontrolpolitiske stramning, der er indtruffet siden slutningen af 1960'erne. Meget forkortet kan sammenhængen mellem kontrolsystemets ændring på den ene side, og opiatmisbrugernes øgede sygelighed, dødelighed og kriminalitet på den anden side udtrykkes som følger: Den grad af selvdestruktion, som det danske samfund i dag lader opiatmisbrugeren udsætte sig for, overskrider langt den grad af selvdestruktion, som den stofhungrende klassiske morfinist måtte udsætte sig for. Formuleringen "lader opiatmisbrugeren udsætte sig for" er valgt med vilje, for lige så lidt som os andre er opiatmisbrugere billardkugler, som kun bevæger sig når de bliver stødt til. Det er således langtfra givet, at alle de klassiske morfinister, stillet overfor det moderne kontrolsystem, ville have fortsat deres opiatbrug. Når jeg derfor hævder, at kontrolsystemet er årsagen til stofmisbrugernes elendighed, så ligger der heri den underforståede præmis, at konstrolsystemet grundlæggende er illegitimt. Altså at jeg finder det forkasteligt, at det politisk-administrative system i dag stiller mennesker overfor valget mellem enten at holde op med at tage opiater og substitutter herfor, eller at udsætte sig for bl.a. langvarige fængselsstraffe og en dødsrisiko som er 25 gange større end ikke-opiatbrugeres. Ansvaret for dette valg er stofmisbrugerens i den forstand, at det er ham der lever med dets konsekvenser, og det derfor er ham, der har muligheden for at afveje indtægter og udgifter ved de alternativer, som det politisk-administrative system opstiller. Men det moralske ansvar falder på dette system, i og med at det stiller stofmisbrugeren overfor et illegitimt valg. Mere herom i kapitel 5 og 6.
Dette kapitel falder i 5 dele: I første afsnit beskriver jeg de klassiske morfinister. Dernæst beskriver jeg en gruppe stofmisbrugere, som kan siges at danne overgang mellem de klassiske morfinister og nutidens stofmisbrugere; de såkaldte "Nyhavnseufomane". I tredie afsnit behandler jeg udviklingen af det nuværende kontrolsystem i Danmark, og endelig ser jeg i de to sidste afsnit på den moderne stofmisbruger.