"Nyhavnseufomanerne"
I dette afsnit vil jeg omtale et overgangsfænomen, som bidrog stærkt til grundlæggelsen af det nuværende kontrolsystem, nemlig den såkaldte Nyhavnsgruppe, som myndighederne blev opmærksomme på i de første efterkrigsår. "Nyhavnseufomaneme" danner overgang mellem de klassiske morfinister og de moderne stofmisbrugere, idet deres aktiviteter i højere grad end de klassiske morfinisters var genstand for politiets opmærksomhed. Ikke desto mindre forskånedes Nyhavnsgruppens medlemmer dog for de værste af de kontrolskader, som rammer den moderne stofmisbruger. "Gruppen" og dens måde at skaffe sig stoffer på er så smagfuldt beskrevet i en samtidig indenrigsministeriel betænkning, at jeg vil lade denne tale for mig:
"Det er særlig i Nyhavnskvarteret samt i enkelte kaffebarer i den indre by eller på Vesterbro, at politiet har observeret handlen eller snarere sjakren med narkotiske midler.
Det synes ofte, som om de personer, som er kommet ind på dette misbrug har fået den første dosis i spirituspåvirket tilstand på småbeværtninger og vel nærmest som en slags opstrammer, der med omtrent øjeblikkelig virkning har sat dem i stand til at fortsætte med deres spiritusnydelse. Det har formentlig drejet sig om amfetamin eller eufodrin.
De personer, som har været sigtede i de behandlede sager, har med ganske få undtagelser tilhørt et udpræget underklassemilieu bestående af arbejdsløse søfolk - vel navnligt de såkaldte bolværksmatroser -, arbejdsmænd og slet og ret omdrivere. For kvindernes vedkommende har de implicerede været køkkenpiger, servitricer og løsagtige kvinder. Det er dog i ganske enkelte tilfælde sket, at også folk med fast arbejde har været indblandet i sådanne sager, og resultatet har været arbejdsløshed og eventuelt opløsning af hjem og ægteskab.
Af de ca. 300 personer fra politiets eufomankartotek har man foretaget en særlig gennemgang med hensyn til 50 personer, 40 mænd og 10 kvinder, der forekommer gang på gang i sagerne, blandt andet fordi de ikke alene er aftagere, men også i høj grad handler med narkotika. Disse personer er fra ca. 20 år til ca. 45 år. Gennemsnitsalderen er ca. 32 år. De 10 kvinder har alle tidligere været straffet eller sigtet for kriminelle forhold - heraf 5 for løsgængeri - forinden overtrædelsen af medicinallovgivnin-gen (d.v.s. den lovgivning, som forbyder uautoriseret handel med medicinalvarer, herunder alle de euforiserende midler), og 3 af de 10 er straffet eller sigtet mere end én gang for overtrædelse af medicinallovgivningen. De 40 mandlige eufomaner har også alle tidligere været straffet eller sigtet for kriminelle forhold forinden overtrædelse af medicinallovgivningen, og 24 er straffet mere end én gang for overtrædelse heraf. Der har endvidere været ialt 345 politisager på disse 40 personer, d.v.s. gadeuorden, beruselse, værtshusuorden, ulovlig ophold på trappegange og lignende ...
Det var oprulningen af den såkaldte store "Nyhavnssag" i. 1948-49, i hvilken ca. 20 personer var impliceret, at man først rigtigt fik indtryk af, hvor udbredt misbruget af euforiserende stoffer var blevet. Hovedforsyningskilden var, som nedenfor anført, lægerecepter. Således som bestemmelserne - navnlig opiumsloven - i øjeblikket er formuleret, så kunne der i den omhandlede sag kun rejses tiltale mod hovedmanden, idet det kun for hans vedkommende kunne bevises, at han havde handlet med morfin.
Om denne hovedmand kan iøvrigt oplyses, at han var blevet forfalden til euforiserende stoffer under et ophold i udlandet og her i landet i årene 1947-49 udviklede sig til storforbruger af morfin og amfetamin ....
Under sagen blev det konstateret, at han i tidsrummet fra l. juli 1948 til l. juli 1949 på recepter fra 40 forskellige læger havde fået udleveret ikke mindre end 3.570 g morfinopløsning, og af vidneudsagn, bl.a. i retten, fremgik det endvidere, at han var meddelagtig i, at flere mennesker var blevet forfaldne til misbrug af narkotika. Han blev dømt til anbringelse på forvaringsanstalten for psykopater, og denne dom blev stadsfæstet ved Østre Landsret den 14. april 1950. Han er i 1952 blevet løsladt på prøve.
I midten af året 1950 afslørede politiet et samlingssted for eufomaner i Lille Strandstræde. Lejlighedens indehaver havde i meget betydelig omfang hjemsøgt forskellige læger og herved opnået et anseeligt antal recepter på eufodrin samt nogle enkelte på butalgin [= metadon]. Disse recepter gjorde han til genstand for handel i Nyhavn. Han blev anholdt og hævdede, at han i løbet af 5-6 måneder havde indfundet sig hos 150 læger og hos de fleste opnået de omtalte recepter, hos hvor mange har det ikke kunnet oplyses. Han selv mener ca. 90, men dette antal antages dog at være overdrevet. ...
Det har i sådanne sager været af ikke ringe interesse at få oplyst, hvorfor de pågældende læger har skrevet disse recepter.
Nu er eufomanerne vitterligt et upålideligt folkefærd, men efterhånden som man får deres forklaringer lagt sammen, får man alligevel en del oplysninger at bygge på. Der er således ingen grund til at tvivle på, at adskillige af de pågældende læger har skrevet recepter på disse midler uden - eller i hvert fald kun efter en meget overfladisk undersøgelse af patienterne ....
Udstedelsen af recepter uden tilstrækkelig lægelig indikation skyldes meget ofte, at en travl praktiserende læge kommer ud for en påtrængende, veltalende psykopat og lader sig forlede til at udstede en ikke helt velbegrundet recept. Eufomanen kommer igen atter og atter, også andre finder op til lægen. Ved utrolig påtrængenhed, ved slet skjulte trusler søger de at presse ham. Til tider kan han blive udsat for en ren belejring - der har været tilfælde, hvor en eufoman har ligget i timevis på lægens dørnåtte, indtil han har udstedt den ønskede recept. Det er også sket, at læger har måttet tilkalde ordenspolitiet for at få fjernet sådanne personer.
Som det fremgår af ovenstående, har de lægerecepter der har været fremme i sagerne, for en stor del vist sig at være ægte. Politiet har imidlertid det indtryk, at der er sket en stigning i antallet af tilfælde af receptfalsk.
Således havde man fonylig en sag mod en kvinde, der gennem længere tid havde holdt til i, og drevet utugt i, Nyhavn. Under sin færden der var hun kommet i forbindelse med en eufomanklike, og det blev hurtigt opdaget, at hun havde særlige evner for receptforfalskning. Fra juni 1951 til november samme år - altså på ca. 5 måneder - er det oplyst, at hun i hvert fald har skrevet 50 falske recepter på over 1000 ampuller eufodrin og 100 g butalgin ...
Tyverierne er en ikke uvigtig forsyningskilde med hensyn til euforiserende stoffer. Politiet har således i 1951-52 haft flere sager vedrørende tyverier, navnlig af "ferietabletter" fra medicinalfirmaer. Som oftest har det været småtyverier - i et enkelt tilfælde dog indtil 2000 "ferietabletter". Der har endvidere været en del tyverier af lægetasker fra motorvogne samt tyverier fra jernbanernes nødhjælpskasser.
Langt alvorligere er dog de talrige tyverier fra apotekerne. Man kan således nævne den såkaldte "Frederiksbergsag" hvor hovedmanden med sine medhjælpere havde forøvet adskillige tyverier, heraf i august og september 1951 indbrud på 5 apoteker, hvor der blandt andet blev stjålet euforiserende stoffer, som blev forhandlet blandt Nyhavns eufomaner, hvoraf 6 af de mest kendte blev straffet for hæleri."
(Indenrigsministeriet (1953) side 66-69 - udhævninger i original).
Som et led i efterforskningen af Nyhavnsgruppens aktiviteter oprettede Københavns politi, som nævnt i citatet, i 1945-1946 et kartotek over formodede stofmisbrugere. Kartoteket omfattede i 1956 omkring 600 personer, af hvilke Nimb har undersøgt 1/3. De undersøgte personer er udvalgt af narkotikaafdelingens daværende leder efter "unægteligt noget subjektive kriterier", som Nimb selv anfører (Nimb (1975) side 29). 67 personer af de ialt 216 undersøgte er dog uden forbindelse med Nyhavnsgruppen, og er snarere at betragte som klassiske morfinister, hvorfor jeg ikke vil omtale dem i det følgende.
Godt 1/4 af de undersøgte var kvinder, og den gennemsnitlige alder ved misbrugets begyndelse var mellem 25 og 29 år. Knap 1/3 havde været anbragt på institutioner i løbet af deres barndom. Kun hver tiende var gift ved første registrering, mens over halvdelen var fraskilte. Hver tiende var faglært, mens resten var ufaglærte. Kun 2 af de faglærte var dog beskæftiget indenfor deres fag i undersøgelsesperioden (1956-1972). En trediedel blev tilkendt invalidepension i perioden frem til 1972. For 34 af disse var indikationen somatisk, heraf 7 organisk/alkoholisk demens. Kun nogle få var blevet introduceret til stoffer (antagelig opiater) i forbindelse med behandling for somatisk sygdom; de øvrige gennem andre brugere. Kun 6 ud af de 141 straffede personer var kun straffet for stofkriminalitet, og af de resterende 135 havde 97 været straffet f or anden kriminalitet (i 31 tilfælde for vold mod personer) før første sanktion for stofkriminalitet.
For så vidt de brugte stoffer angår, så var de en blanding af opiater og amfetaminpræparater. Der anvendtes kun farmaceutisk fremstillede produkter; det ene tilfælde af smugleri af stoffer, som konstateredes, vedrørte indsmugling af lægeordineret amfetamin fra Norge!
Gruppen er således en kriminelt belastet afvigergruppe, hvor stofbruget i langt de fleste tilfælde først er begyndt efter at den afvigende karriere var vel i vej. Dette forhold skulle få én til at forvente en høj dødelighed p.g.a. ulykkestilfælde, selvmord og alkoholrelaterede sygdomme i gruppen i forhold til normalbefolkningen, mens dens brug af "rene" varer skulle få én til at forvente en lav dødelighed i forhold til vore dages stofmisbrugere. Det er da også hvad Nimb fandt.
Nimb sammenlignede gruppens dødelighed frem til 1972 med såvel normalbefolkningens dødelighed, som med dødeligheden i en udvalgt kontrolgruppe af klienter fra Sundholm (7). Som det fremgår af Tabel 3, var stofmisbrugernes dødelighed over hele perioden gennemsnitlig godt 5 gange normalbefolkningens. Derimod var der ingen systematisk forskel mellem stofmisbrugergruppens og Sundholmklientemes dødelighed.
| Tabel 3. Gennemsnitlig årlig dødsrisiko* i procent i 4
fem-års-intervaller efter første registrering som misbruger. |
|||
|
|
Nyhavnsgruppens dødelighed i procent af dødeligheden i kontrolgrupper med samme køn- og aldersfordeling |
||
|
År siden første registrering som misbruger |
Årlig dødsrisiko i procent |
"Normal befolkningen" |
Sundholm- |
|
0-4 år |
0,9 |
436 |
60 |
|
5-9 år |
1,5 |
688 |
138 |
|
10-14 år |
2,7 |
788 |
193 |
|
15-19 år |
1,5 |
365 |
59 |
|
0-19 år |
1,7 |
566 |
101 |
| ** Skønnet som vægtede gennemsnit af -1/5 · ln (Px,x +5), hvor Px,x +5 er de af Nimb oplyste 5-års overlevelsessandsynligheder for A- og B-grupperne i hans materiale. | |||
Kun 20 af de 48 døde Nyhavnsmisbrugere døde en "naturlig" død, d.v.s. af somatiske sygdomme. 20 tog livet af sig, 3 omkom ved trafikulykker og 2 døde af forfrysninger. Kun 3 afgik ved døden p.g.a. accidentelle forgiftninger. Ser man bort fra "unaturlige" dødsfald (på den i note 6 ovenfor beskrevne måde) reduceredes Nyhavnsgruppens gennemsnitlige årlige dødsrisiko over de 20 år til knap 7 promille, eller omkring 2,5 gange det forventede udfra normalbefolkningens dødelighed. Mens den "naturlige" dødelighed i Nyhavnsgruppen var noget lavere end i Sundholmsmaterialet, så var dødeligheden p.g.a. ulykker og selvmord tilsvarende højere./p>
Efter denne beskrivelse af Nyhavnsgruppen vil jeg nu vende mig mod kontrolsystemet, hvis tidlige udformning som nævnt i høj grad påvirkedes af myndighedernes ønske om at kontrollere denne gruppe. Efter gennemgangen af kontrolsystemet kommer turen til Nyhavnsmisbrugernes arvinger: De moderne stofmisbrugere.