Noter til kapitel 4
1. Nimb fandt da også i sin undersøgelse af 38 misbrugere i provinsen (jfr. nedenfor), at deres fordeling over sociale statusgrupper var den samme som totalbefolkningens (Nimb (1975) side 192).
2. Nimb refererer en række undersøgelser af patientmaterialer i hvilke mellem 1/10 og 1/3 af de undersøgte var læger. Andre undersøgelser fra årene 1945-1960 antydede, at mens prævalensen af morfinisme i totalbefolkningen i vestlige lande var i størrelsesordenen 0,1 promille, så var prævalensen blandt læger omkring 100 gange højere, d.v.s. i størrelsesordenen 1% (Nimb (1975) side 108-109). Kaplan citerer officielle skøn for den relative prævalens af opiatmisbrugere blandt læger og andre i dagens USA i størrelsesordenen 20 til 1 (Kaplan (1983) side 113).
3. Det svarer til knap 11 "gennemsnitsrør" i København i dag, eller til mellem 5.000 og 22.000 kr. i yderste led, jfr. tabel 17 nedenfor.
4. Til denne sammenligning skal yderligere bemærkes, at de engelske tal er fængselsindsættelser, mens de danske er personer, som indenfor det samme år kan have fået mere end én ubetinget fængselsdom (svarende til en fængselsindsættelse).
5. Disse skøn er beregnet udfra de af Nimb konstruerede overlevelsestavler under antagelse af, at forholdet mellem dødsintensiteterne blandt henholdsvis læger og normalbefolkning var konstante i de to betragtede tidsintervaller.
6. Dette er gjort ved hjælp af Chiangs model for "konkurrerende dødsrisici", jfr. Chiang (1968) kapitel 11. Selvmordsdødeligheden i normalbefolkningen er til dette formål anslået til at udgøre 5% af den samlede dødelighed.
7. Desværre udvalgte Nimb sit kontrol materiale så det køn- og aldersmæssigt matchede hele hans population, inklusive de 67 personer, som ikke tilhørte Nyhavnsgruppen, og som adskilte sig fra dennes medlemmer ved overvejende at være personer, hvis misbrug havde iatrogen baggrund, og overvejende social veltilpassede personer. Denne gruppe havde også først begyndt misbruget i en noget højere alder end Nyhavnsgruppens medlemmer. Sundholmsmaterialet er således strengt taget ikke matchet med den gruppe jeg her skriver om.
7a. Selvom besiddelse alene kriminaliseredes af bevistekniske grunde (jfr. citatet ovenfor på side 95) var effekten af denne lovændring at brug som sådan kriminaliseredes. Se også note 11 til kapitel 2.
8. Ved en gennemgang af godt 54.000 receptordinationer på stoffer af opiat- og amfetamingruppen fandt Wiingaard (1952) ialt 1419 personer, som i løbet af november 1949 havde fået ordineret ét og samme euforiserende lægemiddel tre gange eller hyppigere. Ved at udsende et spørgeskema til de ordinerende lager fandt Wiingaard, at 1/3 af disse patienter ifølge lægerne med sikkerhed var "eufomane", godt 40% med sikkerhed ikke var "eufomane" og knap 1/4 muligvis var, og muligvis ikke var, "eufomane". I dette materiale indgår således mellem knap 500 og godt 800 euformane, hvortil skal lægges et ukendt antal eufomane læger og andre personer med umiddelbar adgang til euforiserende stoffer, såsom sygeplejersker, apotekere m.v.
8a. Med "stoflovssager" mener jeg sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 191 og 191a og lov om euforiserende stoffer. Med "stofkriminalitet" mener jeg overtrædelser af de nævnte straffelovsparagraffer og lov om euforiserende stoffer samt anden kriminalitet (såsom tyveri, hæleri og dokumentfalsk) som direkte sigter mod erhvervelse af stoffer.
9. Anslås antallet af juridiske og administrative medarbejdere i politiet og anklagemyndigheden tilsammen at være 30 pr. 100 egentlige politifolk, kan man meget konservativt skønne det samlede antal mandeår som politi og anklagemyndighed, direkte eller indirekte, anvender på stoflovsovertrædelser hvert år til omkring 300, svarende til en offentlig udgift på over 70 millioner kr. om året. - Dette sidstnævnte skøn baserer sig på, at de samlede udgifter til politi og anklagemyndighed i 1982 var ialt godt 2,7 milliard kr. Fordeles disse samlede udgifter på samtlige godt 11.000 mandeår i politiet og anklagemyndigheden, kan man groft skønne, at de godt 300 narkotikapolitimandeårs andel i politiets totale driftsbudget har været 74 millioner kr. Dette skøn må ikke tages som andet end et blindt skud i tågen for at finde størrelsesordenen af de offentlige udgifter til kontrolsystemet, og det er klart at de totale offentlige udgifter til kontrolpolitikken selvfølgelig langt overstiger dette beløb, som f.eks. ikke indeholder kriminalforsorgens udgifter, udgifterne til domstolene og til forsvar af de tiltalte, toldvæsenets indsats, o.s.v., o.s.v. Se også note 1 til kapitel 6.
10. Det bliver benzodiazepinerne snart, idet de netop i foråret 1984 er kommet på den internationale psykotropkonvemions liste; en konvention Danmark har undertegnet.
11. Strafferammen udvidedes til 10 år i 1975.
12. Det er iøvrigt interessant at bemærke, at cirkulæret i sin tilblivelsesfase blev forelagt ikke alene Justitsministeriet, men også folketingets daværende narkoudvalg. Sidstnævnte forekommer umiddelbart at være en lidt mystisk sammenblanding af den udøvende magt (Justitsministeriet og anklagemyndigheden) og en del af den lovgivende magt (Folketinget) jfr. grundlovens §3. Det generelle problem med den slags "forelæggelser" (der som bekendt er hyppige) er, at domstolene kan føle sig bundet til at udmåle straffene i overensstemmelse med anklagemyndighedens krav, når disse krav tages som indirekte udtryk for "lovgivers" ønske.
13. En af mine kritikere har gjort mig opmærksom på, at så længe det drejer sig om mindreårige kan man ikke rejse formelle juridiske indvendinger mod denne praksis. Det & er dog i denne forbindelse værd at bemærke, at ifølge sous-chefen i Københavns politi's uropatrulje følger i hvert fald uropatruljen denne praksis også "hvis der er tale om unge over 20 år" (Andersen (1980) side 169-171).
14. Andelen af sager afsluttet med mundtlig advarsel
er beregnet som differencen mellem det antal sigtelser for
stoflovsovertrædelser, som offentliggøres i politiets årsberetning, og
antallet af sigtelser som årligt indberettes til Rigsregistraturen. Der
kan skjule sig et antal sigtelser med anden afgørelse end mundtlig
advarsel i det af mig skønnede antal sådanne, specielt forekommer
andelen af henlagte sager i det til Rigsregistraturen indberettede
materiale meget lavt (ca. 5%).
Blandt de 100 "rene" stofsager, som de københavnske
metadonpatienter, som Peter Ege og jeg undersøgte, havde været sigtet i,
var andelen af henlagte sager væsentligt højere, nemlig godt 20%.
15. Her har jeg end ikke taget hensyn til, at renhedsgraden af det omhandlede stof må forventes at stige med mængden; altså at antallet af doser pr. gram i en given mængde er desto større jo større mængden er.
16. Ifølge middagsradioavisen den 5. juni 1984 udtalte politiadvokat Volmer Nissen ved den nordiske kriminalistforenings møde i Helsingfors, at Københavns Narkotikapoliti i 10% af de 3.000 sager denne afdeling behandler om året, anvender "utraditionelle" efterforskningsmeioder. Med den definition af "utraditionelle" efterforskningsmidler som jeg anvender, d.v.s. blandt andet isolationsvaretægtsfængsling, er andelen betydeligt højere.
17. Det skal bemærkes, at det i 1978 kun var 1/4 af domfældelserne for overtrædelse af straffelovens §191, hvor straffen overskred rammen for lov om euforiserende stoffer, d.v.s. 2 års fængsel (Danmarks Statistik (1980)). Og mistanke for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer hjemler som tidligere nævnt ikke adgang for politiet til at søge dommerkendelse til telefonaflytning, m.v. - Det er iøvrigt værd at bemærke, at hverken i Norge eller Sverige har politiet adgang til at foretage rumaflytninger i narkotikasager. Spørgsmålet debatteres dog periodisk. I Norge fik politiet adgang til telefonaflytning i disse sager i 1976 (Lund (1984)), og en nylig svensk kommissionsrapport (Narkotikakommissionen (1984)) foreslår en udvidelse af adgangen til telefonaflytning. Rumaflytning afvises dog stadig idet "fordelarna i effektivitetshänseende inte väger upp nackdelarna från integritetssynspunkt" (Narkotikakommissionen (1984) side 15).
18. Indtil 1978 kunne politiet uden at spørge domstolene pålægge en varetægtsarrestant hel eller delvis isolation. Herom skriver Kallehauge:
"da retsplejelovens nugældende regler om varetægtsfængsling trådte i kraft, overgik kompetencen til retten. Dette var ment som et fremskridt, men spørgsmålet er, om det også blev det i praksis.
Domstolskontrol er naturligvis, set fra en retssikkerhedsmæssig synsvinkel, et gode. Det er det bedste vi kan præstere i den retning.
For at domstolskontrol kan fungere kræves udover uafhængige domstole - og det har vi - navnlig to ligestillede parter og tilstrækkelig tid. Opfylder man ikke disse betingelser, så får man heller ikke den ægte vare.
Under grundlovsforhøret ved forsvareren lidt, anklageren det hele og retten absolut ingenting. Dertil kommer, at der arbejdes under tidspres. Vi har altså to ulige parter og begrænset tid. Det er ugunstige vilkår for udøvelsen af domstolskontrol."
(Kallehauge (1983) side 91).
Indførelse af domstolskontrol har angivelig reduceret antallet af isolationsfængslinger med 1/3 (Heilbo (1979) side 123).
19. Undtaget herfra er i Københavns fængsler indsatte metadonpatiemer:
- Hvis læge oplyser at ville fortsætte metadonordination efter løsladelsen, og
- Hvis fængsling har varet under 3 måneder.
Disse får lov til at fortsætte deres metadonbehandling i fængslet (personlig meddelelse fra overlæge Stuip, Vestre Hospital).
20. Se også i samme nummer af Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab overlæge Finn Jørgensens kliniske beskrivelse af det akutte og det kroniske isolationsvaretægtssyndrom (Jørgensen (1979)).
21. Selv hvis min lidt "paranoide" fortolkning af den gældende praksis skulle vise sig at skyde over målet i flertallet af §191-sagerne, så må de langvarige isolationsfængslinger dog bekymre udfra et retssikkerhedssynspunkt. Således er der fra flere sider (blandt andet Rothenborg (1983) side 335) rejst spørsmål om, hvorvidt den intellektuelle forstyrrelse, som kan følge af langvarig isolation, kan virke ødelæggende på den tiltaltes forsvarsmuligheder når hans forsvar skal forberedes og sagen senere kommer for retten "specielt således at han bliver ude af stand til at følge sagens eventuelt tillige domsforhandlingens forløb, i grove tilfælde endda ikke klarer at forhandle sagen i enrum med forsvareren." (Rothenborg (1983) side 335).
22. Jeg kan her specielt henvise til professor Gammeltoft-Hansens udførlige gennemgang af emnet (Gammeltoft-Hansen (1984)).
24. Jeg synes det er betegnende for den aktuelle situation, at af de godt 483 kg hash, som toldvæsenet beslaglagde i perioden 1.10.1982 til 30.3.1984, og som så vidt det kunne skønnes var bestemt til det danske marked, hidrørte de 255 kg, eller over halvdelen, fra den ene sending i den såkaldte "Frederiksbergsag" fra 1983 (dramatisk "rekonstrueret" af TV's Søndags-avis den 26. februar 1984), som kom her til landet som en følge af aktiv provokation fra politiets side. Den næststørste sending var på 43,9 kg, eller 1/6 af den af politiet "importerede" sending i Frederiksberg-sagen (upublicerede oplysninger fra Direktoratet for Toldvæsenet). Man kan, synes jeg, med rette befrygte, "at politiet skaber sit eget narkomarked [ved at] man lokker ... større og større stofmængder til landet, fordi politiet efterspørger det", som forsvarsadvokalen Thorkild Høyer udtrykte det i dagbladet Information af 4. april 1984.
25. Rothenborg (1979) side 116-117 anfører dog et eksempel, der er velegnet til at vække tvivl herom.
26. Et spørgsmål som jeg ikke har haft tid til at se nærmere på, er i hvilken udstrækning forsøgene på at holde fængslerne stoffrie, har medført begrænsninger i også de ikke-stofbrugende indsattes i forvejen begrænsede frihed, jfr. Alkohol- og Narkotikarådet (1984) side 33-34.
27. Og disse rammer bruges. Således nævner Hauge 2 højesteretsdomme fra henholdsvis 1981 og 1979: 6 måneders fængsel for udbredelse af 3-4 g heroin og morfin, og 6½ års fængsel for indførelse af 90 g heroin og udbredelse af 30 g! (Hauge (1983) side 208).
28. De psykiatriske hospitalsafdelinger anvendes stadig af stofmisbrugerne. I 1978 var antallet af (forskellige) stofmisbrugere under 36 år, som var indlagt på statshospital med hoveddiagnosen narkomani, 955. I 1982 var antallet faldet til 659, men dog stadig omkring 10% af samtlige stofmisbrugere (Alkohol- og Narkotikarådet (1983) side 11).
29. Ifølge endnu upublicerede oplysninger fra Alkohol- og Narkotikarådet. Iøvrigt fandt de to nyeste undersøgelser af henholdsvis et registermateriale i provinsen (Misfeldt & Byskov) og et behandlingssøgende patientmateriale i Københavns amt (Ramer) en gennemsnitsalder på henholdsvis 18 og 15 år.
30. Når man ser på kriminalforsorgens statistik over belægget af stofmisbrugere (Kriminalforsorgen (1983)) kommer man nu til at tvivle på, at det er mere end nogle få procent af dagens stofmisbrugere, som har mere end 2 års fængsel bag sig: I kriminalforsorgens årlige tællinger af antallet af "hårdere" stofmisbrugere" har disse siden 1974 fast udgjort omkring 10% af det samlede belæg på gennemsnitligt 3.000 personer. Mellem halvdelen og 2/3 af disse "hårdere" stofmisbrugere" er dog anbragt i Københavns fængsler eller andre arresthuse. Andelen af de i kriminalforsorgens anstalter hensiddende afsonere som er hårdere stofmisbrugere er således kun omkring 5%, eller i gennemsnit 150 personer.
32. Når man taler om enkeltdoser er heroin omtrent dobbelt så stærkt som morfinklorid, men når man taler om døgndoser ekvivalerer 1 mg heroin 1 mg morfinklorid p.g.a. den hurtigere omsætning af intravenøst injiceret heroin end af intravenøst injiceret morfinklorid.
33. Misfeldt & Byskov (1983a) fandt, at af de 174 stofmisbrugere, som var kendt af socialforvaltningen og/eller politiet i Vejle amt i årene 1980-1982, var 71 alene kendt af politiet og 76 af såvel politiet som af en socialforvaltning. Men 27 eller 16% var alene kendt i en socialforvaltning. — Tilsvarende var 2 af de 42 metadonpatienter som Peter Ege og jeg undersøgte i København, ikke registeret i Rigsregistraturen, på trods af, at begge havde været regelmæssige brugere af opiater i henholdsvis 8 og 10 år før metadonbehandlingens start.
34. På baggrund af en lignende opgørelse af de anmeldte tyverier i 1982 skønner Balvig m.fl. (1984) at stofmisbrugernes udbytte fra anmeldte tyverier i 1982 maximalt kan have været 100 millioner kr.
35. Balvigs 42 mio. multipliceret med en faktor 1,8 for prisudviklingen og 1,3 for stigningen i antallet af anmeldte tyverier. - Se iøvrigt Balvig m.fl. (1984).
36. De mennesker, som lever af at arbejde i forsikringsbranchen m.v., og de mennesker, som gennem hæleri erhverver forbrugsgoder, som de ellers ikke ville have haft råd til, hører i denne sammenhæng heller ikke med til "samfundet".
37. For to friske eksempler på forsøg på at angive hvorledes "the complexities of the nature of the crime-drug relationship can ...be unraveled" se McBride & McCoy (1982) og Clayton & Tuchfeld (1982).
38. Disse tal er baseret på interviews med 38 mandlige og 32 kvindelige stofmisbrugere registreret i New York City's kriminalregister. Eftersom en del af disse røverier antagelig er begået mod stofhandlere, er antallet af anmeldte røverier begået af disse 70 personer antagelig en hel del under 3,16 pr. person pr. år.
39. Det er karakteristisk, at 8 ud af de 9 patienter, som Peter Ege og jeg i vores undersøgelse af metadonpatienter i København, fandt havde såvel kvittet stofmiljøet som fundet nye bekendte, ikke havde fortalt andre end deres partner og den aller nærmeste familie om deres metadonbehandling (Winsløw & Ege (1983) side 160). Motivet til at fortie metadonbehandlingen var i de fleste tilfælde frygt for de stoffrie omgivelsers mistænksomhed.
40. Mit oprindelige skøn var baseret på nogle meget grove, og delvis fejlagtige forudsætninger. Den væsentligste fejl var, at jeg undervurderede stofmisbrugernes disponible beløb til stofindkøb. Men eftersom andre fejl trak skønnet i den modsatte retning, nåede jeg alligevel frem til et resultat der er så godt som identisk med det resultat jeg når frem til i det følgende.
41. Dette svarer til andelen af de undersøgte i undersøgelsen af stofmisbrugere i Nakskov og Næstved i 1980 som var i beskæftigelse (Amtsungdomscentret i Vordingborg (1980)). I København er andelen sandsynligvis væsentligt lavere.
42. Disse ialt 4 kg legale opiater svarer til knap 4% af det totale legale opiatforbrug i Danmark på årsbasis, og til godt 1/4 af den mængde metadon, som udskrives til langtidsmetadonpatienter eller stofmisbrugere under kortvarige nedtrapninger, hvis vi forudsætter, at den gennemsnitlige døgndosis for de 700 patienter nævnt under 1d ovenfor er 60 mg. Kilden til denne store mængde legale opiater er dog ikke metadonpatienter alene, men apoteks- og konsultationstyverier og "pensionistpushere".
43. Dette skøn er, som det klart fremgår, behæftet med megen usikkerhed. Jeg er dog tilbøjelig til at mene, at de 29 mg må betragtes som et maksimumskøn, fordi antagelserne om stofmisbrugernes prostitution, hashhandel og legale indtægter, og om de billige legale lægemidlers andel i det totale forbrug og om den gennemsnitlige stofpris alle skyder i denne retning. Den eneste forudsætning jeg selv er lidt i tvivl om ikke peger i denne retning, er antagelsen om, at der i gennemsnit er 4.000 personer i Danmark, som på en given dag efterspørger ulovlige opiater, og som vi ville henregne til stofmisbrugergruppen.
44. Under antagelse af, at antallet af "arbejdere" omregnet til fuldtid er 75% og antallet af "forhandlere" modsvarende 25% bliver "arbejdernes" gennemsnitlige døgnforbrug 20 mg, og forhandlernes 59 mg. De 2 grupper lapper dog over hinanden.
45. Ege (1973) oplyste, at den mediane dosis morfinbase blandt 91 stofmisbrugere som jævnligt kom i Kontaktcentret i København i december 1972 (på et tidspunkt "hvor der var morfinbase nok") var 0,4 g, svarende til mellem 320 og 340 mg morfinktorid. Den gennemsnitlige daglige udgift til dette forbrug var 80 kr., svarende til ca. 180 1983-kr. Denne oplysning er i god overensstemmelse med en indberetning fra lederen af uropatruljen under tørken i foråret 1973: "Normalprisen for et kanylehylster morfinbase indeholdende fra 0,6 til 0,8 g er ca. 80 kr., mens prisen i dag [under tørken] ; for samme kvantum er mellem 350 og 400 kr." (Mathiesen (1973) side 3).
46. Dødsfald er registreret herhjemme hos en kvinde som vejede 77 kg efter indtagelse af 7 Abalgin Retard" kapsler (Christensen (1975)).
47. Brecher's diskussion af hvad heroindødsfald egentlig skyldes er iøvrigt meget interessant (Brecher (1972) kapitel 12)
48. At tage livet af sig selv ved hjælp af morfin ville også være en særdeles kostbar affære for en tolerant morfinbruger. En person med et dagligt forbrug på 50 mg ville antagelig skulle bruge mindst det tyvedobbelte på at tage livet af sig, d.v.s. for mellem 10 og 25.000 kr. ulovligt stof.
49. Således fandt Kringsholm (1982) 29 ikke-indberettede dødsfald gennem en EDB-søgning på bestemte dødsårsager i samtlige dødsattester fra perioden 1968-1979.
50. Stofmisbruger er ikke noget man "er" indtil man dør eller "helbredes". Mange stofmisbrugere holder lange stoffri pauser, for derefter at genoptage deres opiatbrug. For danske data se f.eks. Winsløw & Ege (1983) side 77, 79-80, og for referencer til den internationale litteratur, se note 9 til næste kapitel.
51. Blandt metadonundersøgelsens 42 patienter fandt vi to med pankreatitis p.g.a. alkoholmisbrug, en med demens formentlig p.g.a. alkoholmisbrug (pågældende havde dog været maler i en kortere periode), ni med kronisk hepatitis eller levercirrhose, to som var i medicinsk behandling på en københavnsk neurologisk afdeling for grand mal opstået under benzodiazepinnedtrapninger, to med paradentose, fire med vedvarende perifere kredsløbsforstyrrelser, to med nedsat resistens overfor infektioner og en med middelsvære lammelser i begge arme p.g.a. en forgiftning. Alt i alt 23 alvorlige lidelser blandt 42 personer.